Morbus Gravis 5: Alrune

Da Paolo Eleuteri Serpieri udsendte Replikanterne – det fjerde bind i Morbus Gravis-serien – var det ikke åbenlyst, at der ville komme flere bind. Albummet havde en følelse af definitiv afslutning, men på den anden side var det også noget, der prægede både det første og andet album. Da der så endelig kom et femte bind, tre år senere, var det måske derfor heller ikke nogen synderligt stor overraskelse alligevel.

Alrune, som det femte bind hedder, fortsætter i umiddelbar forlængelse af det fjerde album. Serpieri har dog taget sig nogle friheder, og på det kraftigste nedtonet de dramatiske omstændigheder, der påvirkede slutningen i Replikanterne. I fald der skulle være nogen her, som ikke har læst dette album, vil jeg undlade at genfortælle noget, og det er nok at nævne, at seriens heltinde Druunas menneskelighed på det kraftigste blev betvivlet.

Dette er mere eller mindre blevet glemt i fortsættelsen, hvilket måske er meget godt for historien, men ikke videre elegant. På den anden side har Serpieri brugt Alrune som en frisk start, der skal pumpe nyt liv ind i serien. Albummet afsluttes da også med påskriften “slut på første bind”.

Soten

Som så mange gange før begynder albummet med en erotisk drøm, hvor Druuna endnu engang søger omkring i ruinerne af Staden – den enorme, dystopiske by, der danner rammen for alle karakterer i seriens underbevidsthed. Her møder Druuna sin elskede Schastar, men som sædvanlig er han blot et fantom, og Druuna vågner tommere og mere ulykkelig efter drømmen.

Vores heltinde befinder sig stadig ombord på det lille forskningsrumskib, der bjærgede hende for et par albums siden. Hun er dog ikke blevet integreret i besætningen, og alle behandler hende med mistro. Det er kun forskningschefen Doc, der behandler hende med en smule respekt. For Druuna betyder dette ikke så meget, da hendes virkelighedsopfattelse efterhånden er blevet så ødelagt, at hun aldrig helt ved, om hun er vågen eller drømmer.

Et nyt problem er opstået ombord på skibet. Den gigantisk kunstige intelligens, der kalder sig Lewis, som styrede hele den by, som Druuna oprindeligt levede i, har uploadet sig i skibets computer. Hvordan og hvorfor ved vi ikke, og det forklares med en for Serpieri sædvanlig omgang techno-babble, som man ikke behøver spekulere alt for meget over.

Som vi nok husker fra tidligere albums, var det Lewis, der var skyld i, at den frygtede sygdom Soten spredte sig i Druunas by. Soten ødelagde alt, og forvandlede sine ofre til liderlige mutanter med smag for friskt menneskekød. Soten burde egentlig være uddød, men da Lewis trængte ind i skibets computer, begyndte besætningen at se tegn på, at sygdommen stadig eksisterede. Det er et alvorligt problem, men den eneste som for alvor har oplevet Soten, er Druuna, og derfor har besætningen brug for hendes hjælp.

Farlig mission

Doc og skibets kaptajn overtaler Druuna til, at hun skal lægges i en kunstig dvale, og forsøge at kommunikere med Lewis gennem en telepatisk kontakt med computeren. Hun skal forsøge at få lokket indholdet af det serum, der virker som en vaccine mod Soten, ud af ham. Det er en farlig opgave, og i Replikanterne, hvor Doc forsøgte sig med en tilsvarende operation, var det nær ved at koste ham livet. Druuna indvilliger naturligvis, for hun vil intet hellere end at få udryddet den ødelæggende sot, før den atter kan blusse op.

Således lader Druuna sin underbevidsthed sammensmelte med Lewis, og det sender hende ud på en af disse syrede rejser, som vi efterhånden har set nogle gange i serien. Da Druuna kommer til sig selv, befinder hun sig i Staden, men der er ikke rigtig noget, som ligner sig selv. Alt har ændret sig, men hun genkender dog alligevel stedet.

Selv om Druuna egentlig står alene på denne opgave, viser det sig hurtigt, at hun har nogle skytsengle. For længe siden blev Schastars bevidsthed smeltet sammen med Lewis’, og derfor er Druunas elskede et sted i historiens periferi, hvor han holder øje med hende. Han griber flere gange direkte ind, men forsvinder igen, før Druuna for alvor kan tale med ham. Flere andre gamle bekendte gæster også albummet, dog ikke altid til Druunas bedste.

Vokser i sæd

Stakkels Druuna overfaldes - igen! — Stakkels Druuna overfaldes – igen!

Druunas opgave i Alrune er at finde opskriften på det eftertragtede Serum, men det er slet ikke let. Verden har ændret sig meget, da den virkelighed hun nu bevæger sig i, bliver styret af Lewis’ underbevidsthed. Druuna er ikke den eneste, der søger efter Serum, men hun opdager, at der også er mange, som fremstiller det.

En vigtig ingrediens er åbenbart en form for plante, der kun gror der, hvor en mands sæd har ramt jorden. Vel at mærke kun hvis mandens sæd stammer fra en voldsom orgasme. Det betyder at flere fraktioner i staden har specialiseret sig i at fremstille denne plante, og derfor er smukke kvinder som Druuna en efterspurgt vare. Først havner hun hos nogle mutanter, der tvinger hende til gruppesex, dernæst havner hun på det mystiske sted, der kaldes Instituttet – et bordellignende hus, hvor man ligeledes avler disse planter.

Meget mere skal ikke afsløres om handlingen her. I kraft af at dette er første del i en helt ny historie, har albummet et præg af opstart. Det er ikke helt så formfuldendt som tidligere albums, men på den anden side er det ret åbenlyst, at den historie som Serpieri har indledt med Alrune, kommer til at rumme alle de elementer, der kendetegnede tidligere albums. Fans af serien kan derfor roligt gå videre med Alrune, for der er egentlig ikke sket ret meget nyt.

Pornografi

Sex har altid været en vigtig del af Morbus Gravis, men med Alrune sker der noget. For det første bliver der flere sexscener, og for det andet bliver de meget, meget mere grafiske. Vi kan måske endda gå så vidt som at kalde det egentlig pornografi. I tidligere albums har sexscenerne været pikante, men uden decideret at være pornografiske. Det kan man ikke sige om Alrune.

Her er der store pikke, der penetrerer Druuna i røven, nærbilleder af kønsdele, oralsex og meget mere. Det hele er naturligvis udført med Serpieris pinagtigt naturalistiske streg, og præges af den generelle fornemmelse af monstrøs perversitet, som har fyldt så meget fra første album.

Lever op til de tidligere albums

Alrune er på mange måder en kondenseret udgave af seriens tematik. Vi får lidt af det hele her, men i en meget mere koncentreret form end tidligere. Der er blod, vold, sex – masser af sex – mutanter, sci-fi-techno-babble og en generel stemning af undergang. Det er derfor også svært at sige noget negativt om albummet. Har man dyrket serien frem til nu, lever Alrune helt og aldeles op til de tidligere albums.

Måske er overgangen mellem fjerde og femte bind ikke afviklet helt så elegant, som man måske kunne ønske sig, men Serpieri er ikke nogen stor historiefortæller. Det har han aldrig været, og de fleste der læser Morbus Gravis gør det for stemningen, ikke de faktiske hændelser. Alrune er dog et fremragende album, der viser hvor meget Serpieri er modnet og har fundet sit fodfæste i sin stilistiske tour de force gennem Druunas underbevidsthed.

Titel: Alrune
Originaltitel: Mandragora
Seriens titel: Morbus Gravis
Seriens originaltitel: Druuna
Forfatter: Paolo Eleuteri Serpieri
Tegner: Paolo Eleuteri Serpieri
Farvelægning: Paolo Eleuteri Serpieri
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Jens Peder Agger
hvid