Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Nowhere to Run

Nowhere to Run
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Når actionhelten bliver stueren. Effektiv og underholdende actionfilm/western, hvor Van Damme bevæger sig fra B-filmen til noget, der minder om A-filmen.

Nowhere to RunActiongenren og actionhelten var tilbage i starten af 1990’erne midt i en transformation. Det skyldes naturligvis mange ting. Tendenser i samfundet, politiske såvel som etiske, at der kom nye helte til, og at nogle af skuespillerne bag de store helte var blevet ældre og ønskede at prøve nye ting af.

Den amerikanske actionfilms guldalder

Som med alt andet er det aldrig kun én ting, én film eller én person, der skaber udviklingen.

I mit arbejde med fagbogen Fra det første blod til den sidste actionhelt bruger jeg de to film First Blood (1982) og Last Action Hero (1993) som vigtige pejlemærker.

Men det er jo ikke kun de to film, der med til at definere/afgrænse den periode, jeg betegner som den amerikanske actionfilms og actionhelts guldalder fra 1982 til 1993.

En film som Nowhere to Run – og Under Siege (1992) som jeg anmeldte i sidste nummer – er også en vigtig størrelse i forhold til genrens udvikling og i forhold til 1992-1993 som vigtige fikspunkter. Men mere om det om lidt; først tager vi lige med Van Damme til western-land.

Med Sven-Ole i bussen

I filmens spektakulære indledning er vi ombord på en fangetransport, en stor bus. Her ser vi Van Dammes karakter Sam Gillen. Bemærk for øvrigt, at det er selveste Sven-Ole Thorsen, der sidder bagved Sam i bussen, en lille birolle til den store danske. Vi er midt ude i den amerikanske ødemark.

Så kører en personbil ind foran fangetransporten, der bliver tvunget til at bremse op, og bussen vælter. Alt er kaos.

Sam flygter, og det viser sig, at manden i personbilen er Billy, Sams gamle makker fra et røveri, de begik sammen. De to mænd flygter i Billys bil, men uheldigvis når en af fangevogterne med et imponerende riffelskud på lang afstand at ramme bilen og Billy.

Billy dør. Det lykkes for Sam at komme i sikkerhed og gemme sig ved en lille skovsø. Her finder han en kasse med penge og en båndoptager, hvor Billy har indtalt en hilsen – i tilfælde af, at han ikke skulle overleve redningsforsøget. Sam kører bilen ned i søen.

En ægte western-tidslomme

Ret hurtigt finder Sam ud af, at det område, han er havnet i, er befolket af glade landmænd og landkvinder, der dog trues af en nederdrægtig handelsmand (en moderne ranchejer, som vi kender fra et utal af westerns), som vil opkøbe de gode folks grunde og bygge noget, han kan tjene mange penge på.

Sam er kommet ind i tidslomme fyldt med frontierromantik (hvor man liiige mangler lidt salt til den lækre bøf man steger på bålet), en korrupt sherif, en skurkagtig ranchejer og hans lille hær af nederdrægtige cowboys.

En ægte helt kan godt være liderlig

Og på trods af, at Sam jo rent faktisk er kriminel, er han også en helt af den gamle skole. I første omgang lurer Sam på en lille familie bestående af den enlige mor Clydie og hendes to børn, drengen Mookie og pigen Bree. Ja, Sam kigger endda ind ad vinduet mens Clydie er i bad, den bandit!

Men udover at være liderlig, er Sam også en ægte drifter med hjertet på det rette sted. Han er god til børn, og snart bliver han den lille families og det lille samfunds beskytter mod de onde, onde kapitalister, der vil drive rovdrift på den smukke dal.

Samtidig er Sam jo også på flugt fra myndighederne, og det hele spidser til, da Sam begynder at tæske den ene skurk efter den anden.

Ellers ikke mere om den klassiske og ret forudsigelige handling her.

Actionprinsen

I 1992-1993, efter blandt andet den store kommercielle succes med Universal Soldier (1992), var Van Damme blevet til mere end “bare” en B-films-actionhelt. Han var blevet en af actionprinserne i laget lige under actionkongerne Arnold og Sly.

I forhold til Universal Soldier mærker man også et slægtskab i skildringen af naturen og det simple frontierliv, som både Sam i Nowhere to Run og Luc Deveraux i Universal Soldier søger efter OG beskytter.

Begge film havde også Craig Baumgarten som producent, så det er nok ikke helt tilfældigt, at Van Damme og Baumgarten har fundet et fælles fodslag her i dyrkelsen af gamle westerndyder.

Nowhere to Run er en effektiv lille actionfilm eller moderne western, om man vil, lavet på et fint stort budget og med dygtige skuespillere til at spille op til Van Damme.

Joss “diplomatic immunity” Ackland og Ted “Buffalo Bill” Levine er herlige som de to hovedskurke. Rosanna Arquette er god som den stærke enlige mor, og Kieran “Kevin fra Alene Hjemmes lillebror” Culkin er også god som knægten, der kommer til at holde af Sam – bemærk endda at den yngre Culkin, i filmens klimaks, får noget, der minder om en Alene hjemme-sekvens da en dum skurk jagter ham. Det er nok ikke helt tilfældigt.

Midt i en brydningstid

Vi så også Steven Seagal få hjælp fra dygtige skuespillere i Under Siege fra året før. Klassens beskidte drenge medvirkede nu i mainstreamfilm, der blev set af andre den de klassiske actionhunde i biograferne, og filmene havde nu skuespillere fra film, som var andet end “bare” actionfilm.

At vi på det tidspunkt i 1993 var i en brydningstid, og at det efterfølgende ret hurtigt gik ned ad bakke for actiondrenge som Van Damme, ændrer ikke ved, at Nowhere to Run er en både effektiv og meget underholdende actionfilm.

Spilletiden er herligt kort. Der presses ikke unødvendigt saft ud af hverken det simple plot eller Van Dammes evner som skuespiller.

Filmens instruktør, Robert Harmon, var manden bag den glimrende og meget intense The Hitcher fra 1986, og man fornemmer tydeligt, at det er en instruktør, der kan sit kram.

Vintage Van-Damme kan ikke undertrykkes

Filmen var ikke oprindeligt tiltænkt Van Damme, men da Van Damme kom ombord, blev der ændret her og der, så man både kunne omfavne et nyt publikum OG give os Van Damme-fans, hvad vi ønskede os.

Så der en klassisk Van Damme-badescene, klassiske Van Damme højtaljede bukser, fede actionscener hvor Van Damme kan bruge sine primære værktøjer, og der er klassiske oneliners.

Så bag den mere polerede overflade, kan man gennem herlige sprækker opleve klassisk Van Damme-beskidthed. Som det var tilfældet med Seagal i Under Siege.

Actiondrengen var næsten blevet stueren. Det skabte nogle effektive film, som i dette tilfælde, men det fjernede også noget af den farlighed, som vi så i 1980’erne. Om det så er godt eller skidt er jo op til den enkelte at bedømme, men actionhelten var ikke længere den samme.

4 stjerner

Titel: Nowhere to Run
Dansk titel: Ryggen mod muren
Instruktør: Robert Harmon
Manuskript: Joe Eszterhas, Leslie Bohem, Randy Feldman
Cast: Jean-Claude Van Damme (Sam), Rosanna Arquette (Clydie), Joss Ackland (Franklin Hale), Ted Levine (Mr. Dunston)
Foto: David Gribble
Klip: Mark Helfrich, Zach Staenberg
Musik: Mark Isham
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1993

Anmeldt i nr. 200 | 13/06/2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *