13. december 2011

The Hitcher

The HitcherEn af Rutger Hauers bedst kendte film udspiller sig som en slags Cape Fear møder Duel med Hauer i rollen som en stjernepsykopatisk blaffer. Ikke noget mesterværk, men alligevel én af Hauers bedste mainstreamfilm i spændingsfeltet mellem thriller og horror.

“På Stop Med en Dræber er, sammen med Blade Runner, Rutger Hauers største succes”. Sådan står der på coveret af On Airs danske udgivelse af The Hitcher eller som den hedder på dansk På stop med en dræber (en slagkraftig og fin titel, der dog får vendt op og ned på forholdet mellem blafferen og chaufføren).

Og når man taler mainstreamfilm, er udsagnet helt korrekt. Hauer har medvirket i langt over 100 produktioner siden sin debut i TV-serien Floris i 1969, og han har arbejdet inden for snart sagt alle medier: TV-serier, TV-film, kortfilm, spillefilm og voice acting til computerspil. Hans roller har ligget inden for en bred vifte af genrer – fra historiske film over action til horror – men fælles for mange af dem er, at de har udnyttet Hauers evner til på et splitsekund (get it?) at skifte fra jovial good guy til skræmmende psykopat.

Der er nu ikke meget jovialt over Hauer i The Hitcher, selv om hans rolle som megapsykopaten John Ryder er karakteristisk underspillet og ofte akkompagneret af et charmerende glimt i øjet.

Lyt til mor
'Min mor har altid advaret mig mod at gøre det her..' C. Thomas Howell i rollen som Jim Halsey
'Min mor har altid advaret mig mod at gøre det her..' C. Thomas Howell i rollen som Jim Halsey

The Hitcher er en ekstremt enkel film, der tager udgangspunkt i den klassiske idé om, at en blaffer, man samler op, viser sig at være en morderisk galning. Det siger filmens hovedperson Jim Halsey (C. Thomas Howell) da også, da han samler Ryder op: “Min mor har altid advaret mig mod at gøre det her.” Jim skulle da også have lyttet til sin mor.

Selv når han spiller stjernepsykopat er Rutger sej som bare fanden
Selv når han spiller stjernepsykopat er Rutger sej som bare fanden

Inden vi når så langt er vi imidlertid blevet udsat for en lang og faktisk ekstremt stemningsskabende indledning, mens filmens fortekster løber over skærmen. Den unge Jim Halsey kører i sin bil gennem et øde amerikansk landskab, mens han kæmper for at holde sig vågen ved rattet. På et tidspunkt overhales han af en blå Folkevogn, og da han et stykke tid senere i silende regn kører forbi en enlig blaffer, forbarmer han sig over manden. Samtidig tænker han, at blafferen måske kan hjælpe ham med at holde sig vågen.

Det sidste viser sig at være helt korrekt! Blafferen opfører sig dybt besynderligt, og inden længe passerer de den blå Folkevogn, der på mystisk vis holder med lyset tændt og passagerdøren åben. På det tidspunkt har publikum allerede lugtet lunten, men Folkevognen sætter en fed streg under, at Jim er i problemer.

To eksempler
USA's endeløse landeveje
USA's endeløse landeveje

Det lykkes dog for Jim at få John Ryder ud af bilen, og i udgangspunktet tror Jim, at problemerne er ovre, men han kunne ikke tage mere fejl. For åbenbart har Ryder besluttet sig for at få ram på Jim, hvilket han gør på en række forskellige mere eller mindre udspekulerede måder filmen igennem.

Jeg skal ikke afsløre for meget af handlingen her, men blot give to eksempler på, hvordan Ryder gør livet mere end surt for den unge Jim – og på, at The Hitcher ind imellem faktisk er en rigtig grum film.

Det første eksempel kan alle, der har set filmen, huske – uanset om det er mange år siden, de sidst har set den. Det var tilfældet for mig; da jeg genså The Hitcher for at anmelde den, var det et sted mellem 15 og 20 år siden, jeg så den sidst. Alligevel stod følgende scene meget tydeligt for mig: Jim overhales ved højlys dag af en familie i en station wagon. To børn på bagsædet smiler og vinker til Jim, mens drengen skyder Jim med sin legetøjspistol. Jim vinker tilbage. Og hvad sker der så? Som en trold af en æske, kommer John Ryders ansigt til syne i vinduet, og nu er gode råd dyre, hvis Jim vil redde den lille familie. Mon det lykkes?

'If you give this man a ride, sweet family will die...'
'If you give this man a ride, sweet family will die...'

Hvis man på dette tidspunkt i øvrigt genkalder sig stroferne “There’s a killer on the road / His brain is squirming like a toad / Take a long holiday / Let your children play / If you give this man a ride / Sweet family will die” fra Doors-sangen “Riders on the Storm” (L.A. Woman, 1971), er det ikke helt tilfældigt. Manuskriptforfatteren Eric Red har fortalt, at hans inspiration til filmen kom fra “Riders on the Storm”.

Eksempel nummer to: Jim er blevet anholdt af politiet for de mord, Ryder har begået. Han smides i en celle, hvor han falder i søvn, men da han vågner, opdager han, at celledøren er ulåst. Da han forsigtigt bevæger sig ud fra arresten, finder han ud af, at alle politimændene på stationen er blevet nedslagtet. Og gæt hvem der bliver jaget for mordene?

Og der er faktisk et tredje eksempel, som mere end noget understreger, hvor led en skurk, Ryder egentlig er, men det vil være at afsløre for meget at fortælle det her. Jeg tænker nemlig på en scene hen imod filmens slutning, som har én af filmens hovedpersoner i centrum.

No rest for the wicked
Ryder har været på spil på politistationen, og vovsen får sig en drink
Ryder har været på spil på politistationen, og vovsen får sig en drink

Den måde, The Hitcher er opbygget på, er et udpræget eksempel på den klassiske no rest for the wicked-tanke. Ved konstant at sætte hovedpersonen under større og større pres øges fortællingens spændingskurve effektivt samtidig med risikoen for, at hovedpersonen gør noget dumt og overilet.

I The Hitcher fungerer tricket glimrende, og det bliver endnu mere effektivt af, at Hauer faktisk har meget begrænset screen time i filmen. Det er faktisk bare med til at understrege Hauers betydning for filmen, for selv om han ikke er med i ret mange minutter, så hænger hans tilstedeværelse tungt over filmen. Efter at tingene begynder at gå galt for Jim, ved man, at John Ryder er derude og at han hele tiden holder øje med Jim.

I den forbindelse må man ind imellem også sluge nogle plotmæssige kameler, for John Ryder må have helt exceptionelle evner som både sporhund og diskret skygge for på den måde at kunne følge Jim som et spøgelse. Og faktisk er det ikke en helt ueffen sammenligning, for jo længere man kommer ind i filmen, jo mere kommer Ryder til at minde om en slags Michael Myers eller Jason. Det er ikke fordi Ryder på nogen måde tillægges overnaturlige evner, men hans væremåde og måden, han pludselig dukker op på, virker stedvist næsten unaturligt. I sidste ende er Ryder dog ikke andet en den klassiske navnløse psykopat, en slags landevejens John Doe.

Cape Fear møder Duel
Nash (Jennifer Jason Leigh) kommer Halsey til undsætning
Nash (Jennifer Jason Leigh) kommer Halsey til undsætning

Hvis man skal lave en fræk analogi kan man betragte The Hitcher som en slags Cape Fear (1962) møder Duel (1971), og set fra et stemningsmæssigt synspunkt har The Hitcher uden tvivl tjent som inspiration for andre film, der kombinerer USA’s endeløse støvede landeveje med funklende stjernepsykopater. Den konstant stigende desperationskurve, Halsey oplever, finder vi f.eks. også i Breakdown (1997).

På trods af hans begrænsede screen time er der ingen tvivl om, at The Hitcher er Rutger Hauers film, men de øvrige medvirkende gør det nu også ganske godt. C. Thomas Howell (fra bl.a. Red Dawn, 1984) yder en fin præstation som den prøvede Jim Halsey, og Jennifer Jason Leigh er sød som servitricen Nash, der er den eneste, der tror på Jims historie. Sjovt nok medvirkede Leigh året før i en anden film med Rutger Hauer i hovedrollen, nemlig Flesh+Blood.

The Hitcher er ikke noget mesterværk, men den har med rette et ry som én af Hauers bedste mainstreamfilm i spændingsfeltet mellem thriller og horror. I hvert fald har man ikke den store lyst til at samle blaffere op, lige efter man har set The Hitcher.

4 stjerner

Titel: The Hitcher
Dansk titel: På stop med en dræber
Instruktør: Robert Harmon
Manuskript: Eric Red
Cast: Rutger Hauer (John Ryder), C. Thomas Howell (Jim Halsey), Jennifer Jason Leigh (Nash)
Producere: David Bombyk (producer), Kip Ohman (producer), Edward S. Feldman (executive producer), Charles R. Meeker (executive producer)
Foto: John Seale
Klip: Frank J. Urioste
Musik: Mark Isham
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1986
Produktionsselskaber: HBO Pictures, Silver Screen Partners
Distributør (DVD): On Air DVD (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011