Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Murder Party

Murder Party
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Murder PartyMurder Party ligger godt ud, men som tiden går virker den mere og mere som en film af den type, der er sjovest for dem, der var med til at lave den. Vittighederne er ikke særlig morsomme, og af en film, der lanceres som ”i stil med Braindead og Bad Taste” er der for lidt splat.

Det skal ikke være en hemmelighed at denne anmelder er helt pjattet med B-film, der er så dårlige, at de er gode, og er af den overbevisning, at en film kun kan blive bedre, jo mere blod og jo flere indvolde, der er med. Derfor kommer det nok heller ikke som den store overraskelse at film som The Evil Dead (1981), Bad Taste (1987) og Braindead (1992) er nogle af mine favoritter.

Splat kræver ordentlige blandingsforhold

Er man selv til denne type film, ved man sikkert også, at det kræver en perfekt blanding af gys, splat, sort humor og slapstick, før man har en film, der kan måle sig med nogle af de førnævnte film. For der er en meget fin linje imellem en film der er så dårlig, den er god, og en film, der bare er dårlig. Det er ofte i filmens ingredienser, det hele går galt, eller når blandingsforholdene ikke er gode, så man får alt for mange lortejokes og alt for lidt splat, eller lige omvendt, hvor vi ser en masse (ofte dårlige) effekter, der muligvis har været sjove at filme, men knap så sjove at se på.

Når man som fan af denne genre har set hovedværkerne om og om igen, kan man godt blive en smule lækkersulten efter noget nyt af samme skuffe, men hvor får man lige det fra? De splatterfilm, der bliver lavet i dag, er bare ikke det samme som dem, der blev lavet tilbage i 70’erne og 80’erne, så det kan være svært at anskaffe sig nye film. I 2004 kom Shaun of the Dead, der igen bragte splatterkomik på banen, og den engelske zombiekomedie blev hurtigt efterfulgt af mange splatterfilm, der næsten alle har det til fælles, at de alle gerne vil ligne forbillederne Bad Taste og/eller Braindead. Det er dejligt at se en ny splatterkomedie i forretningerne, men for det meste er de ikke helt af den samme standard, som deres forbilleder. Murder Party er endnu en af disse film, der prøver at måle sig med Bad Taste og Braindead, men som desværre falder på gulvet i takt med, at den udspiller sig.

Invitation til kælderbal

Invitationen der sætter det hele igang

Den smånørdede Chris (Chris Sharp) finder en invitation til et kostumebal på vej hjem fra arbejde. Det er Halloween, og egentlig havde Chris planlagt at ligge derhjemme og se gyserfilm og æde slik. Men invitationen virker alligevel indbydende, så Chris beslutter sig for at give festen en chance. Han får hurtigt stykket et ridderkostume sammen af nogle gamle papkasser, og begiver sig afsted.
Man kunne ønske sig lidt mere konflikt i Chris’ situation og lidt mere dilemma, da han ikke virker som typen, der render til fest hver weekend. Men nok om det – for vi har jo sat filmen på for at se blod! Chris tager afsted i sit ridderkostume, og når frem til en øde gade, hvor festen bliver holdt i kælderen i en forladt bygnings.

Chris på vej til The Murder Party i sin ridderuniform

Nede i kælderen bliver han modtaget af en lille gruppe unge mennesker, der er klædt ud. Men der er noget galt, for det ligner ikke et almindeligt kostumebal. Et stort område af gulvet er dækket af med plastik, et kamera er sat op foran en kontorstol, og flere redskaber er lagt frem, heriblandt en økse, motorsav og knive.

Det går hurtigt op for Chris at det her ikke helt er, hvad han troede, han gik ind til. I stedet for en hyggelig Halloween med kostumebal, er han nu endt i en kælder med en håndfuld kunststuderende, som vil gøre ALT for at få et stipendium, så de kan arbejde videre. Invitationen var ment som en fælde, der skulle lokke et tilfældigt offer ned i kælderen, så de studerende kunne bruge ham eller hende til deres kunstværker, hvad end dette så måtte indebære.

Kugleskøre kunststuderende

En af de kunststuderende gør sig klar

Da de studerende endelig har fået fanget Chris, og bundet ham ordentlig fast til kontorstolen, begynder der stille og roligt at opbygge sig en noget fjendtlig stemning iblandt de kunststuderende, der ikke helt ved, hvad de skal gøre, og hvordan de skal gøre det. Allerede her begynder man at fornemme en stemning á la Night of the Living Dead (1968), hvor flere personer, der er lukket inde i et rum sammen begynder at kæmpe imod hinanden.

Imens intrigerne stadig er i deres spæde begyndelse, besvimer en af de studerende efter at have spist en rosin, lander på et skarpt værktøj og slår et kæmpe hul i hovedet – kvinden dør af blodtab, og de andre studerende farer rundt som høns uden hoved. Det hele bliver dog ikke meget bedre af, at deres ”mentor” Alexander er på vej. For at virke så professionelle som muligt, gemmer de liget af vejen, og viser stolt Chris frem, da Alexander ankommer. Herefter kommer der en masse tant og fjas om, hvordan de vil slå Chris ihjel, og hvordan det skal dokumenteres, så eleverne får så meget ud af det som muligt.

Lexi (Stacy Rock) sniffer lidt coke under 'festen'

Filmen begynder at bygge op til noget fantastisk omkring dette tidspunkt, hvilket er ca. 20-25 minutter inde, men der sker aldrig rigtig noget, for den næsten halve time sidder de studerende og deres mentor Alexander (og hans nye ven Zycho) i en rundkreds og tager noget ”sandhedsserum”, hvorefter de alle sammen fortæller om deres dybeste hemmeligheder. Serummet får en betydning senere i filmen, men alt det ævl og bavl, karaktererne kommer med, bliver bare aldrig spændende.

I denne halve time får vi også at vide lidt om Chris, og at ingen ville savne ham, hvis de slår ham ihjel, da han er en meget kedelig person. Alt dette har vi allerede fået etableret i løbet af filmens første 10 minutter, og derfor behøver vi ingen videre forklaring, men det får vi.

For lidt splat, for lidt humor – for meget snak

Smartassen Alexander (Alex Barnett)

De studerende bliver enige om slå Chris ihjel ved midnatstid, da det er meget mere kunstnerisk (?), så derfor bliver der tid til en masse fjollede scener med druk, hor og hvad der hører til. Vi er godt og vel en time inde i filmen, før den for alvor begynder at lege med effekterne, hvilket kun efterlader splat i godt og vel et kvarter. En splatterfilm, der reklamerer med at være i stil med Braindead, bør som minimum levere splat, der kan få sit publikum til enten at væmmes eller klappe i hænderne.

De effekter, Murder Party så disker op med, er til dels også ganske vellykkede og effektive (om end ikke så ulækre som de kunne have været), men der er bare ikke nok af dem. Når man nu går ind med forventningerne om at se en film, der indeholder ligeså meget blod og sort humor som Peter Jacksons første film, er en time lang tid at vente på så lille og gorefattig en portion splat, som man får serveret i dette tilfælde.

Blodet begynder ligeså stille at flyde

Samtidig med splat, bør en film som denne også indeholde en masse morbid humor, som jo er definerende for netop denne genre. Hvor mange kunne ærlig talt have kunnet holdt ud at sidde igennem hele Bad Taste, hvis det ikke havde været for de mange langt ude skuespillerpræstationer og sjove indfald? Murder Party benytter sig også af jokes, men de bliver desværre ikke helt syge nok. De fleste jokes er platte sexjokes, der næsten altid giver pote i form af et billigt grin hos mange yngre publikummer. Nu er jeg af den type, der godt kan grine af en sjofel joke, men i dette tilfælde virkede de bare ikke.

Et par scener er ganske sjove, som f.eks. da Chris prøver at stikke af ved at samle en masse ragelse i sin favn og smide det på gulvet foran de andre, så de undrer sig over hvad han laver, mens han stikker af. Det er hverken sort eller særlig genialt, men hold kæft hvor er det sjovt lavet! Er man fan af Monthy Python vil man sikkert finde især denne scene sjov, da det er i nogenlunde samme vanvittige bås. Som ekstra feature er Chris klædt ud som en af The Knights who say Ni fra Monthy Python and the Holy Grail (1975).

Begynder godt, men løber ud i sandet

Hvad der egentlig var ment som saltsyre var i virkeligheden eddike

Filmen begynder faktisk meget godt, og etablerer karakteren Chris ganske godt, men det er som om, det hele går galt, når vi kommer ned i kælderen til de studerende, hvorefter meget af tiden bruges på intetsigende snak. Den valgte location er superfed, men det virker som om det lille hold har brugt mere tid på at finde en fed location, end at udvikle deres manus.

Er man enormt forelsket i Peter Jacksons første film, vil man befinde sig i bedre selskab med film som Re-Animator (1985) eller The Evil Dead (1981), end denne moderne splatterkomedie, der leverer alt, alt, alt for lidt af de to væsentligste ingredienser, nemlig splat og humor.

Filmens ulækreste scene

På skiven fra AWE er der også en lille dokumentar som ekstramateriale, hvor de involverede snakker om, hvordan det var at lave filmen, og hvor godt og professionelt det var. Det er ikke meget mere end rygklap det meste af vejen, men giver alligevel en lille smule indsigt i, hvordan holdet er kommet igennem processen fra idé til færdigt produkt. Den korte feature var faktisk mere spændende end filmen, og det selv om de interviewede var enormt trælse at høre på.

Murder Party er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

2 stjerner

Titel: Murder Party
Instruktør: Jeremy Saulnier
Manuskript: Jeremy Saulnier
Cast: Alex Barnett (Alexander), Malin Bergman (Painted Lady #1), Macon Blair (Macon), Amanda Bryan (Painted Lady #2), Michael Clomegah (Party Doorman), Andre da Costa (Art Critic #1), Alton Du Laney (Art Critic #2), Heidi Edwards (Painted Lady #3), Paul Goldblatt (Paul), Beryl Guceri (Unfortunate Photo Assistant), William Lacey (Bill), Damon Lindsay (Subway Rapper), Kerry MacDonald (Painted Lady #4), B. Reeves (Dead Baby at Party), Stacy Rock (Lexi), Skei Saulnier (Sky), Chris Sharp (Chris), Beau Sia (Cicero), Melanie L. Sullivan (Art Critic #3), Bill Tangradi (Zycho), David Zellerford (Lover Not Fighter)
Producere: Skei Saulnier (producer), Chris Sharp (producer), Bill Tangradi (associate producer), Kate Barry (line producer)
Foto: Jeremy Saulnier
Klip: Marc Beroza
Musik: Brooke Blair & Will Blair
Spilletid: 80 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Surround
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2007
Produktionsselskaber: The Lab of Madness
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Daniel Hvid | 13/03/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *