Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Mondo cane

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Mondo caneFaderen eller moderen (eller begge dele) til mondo-genren kan nu beses på dansk DVD, og det er slet ikke noget dumt bekendtskab, selv om Mondo cane bestemt ikke er noget for alle og enhver.

Takket være Another World Entertainment, kan danske filmentusiaster nu nemt komme til at se Paolo Cavara, Gualtiero Jacopetti og Franco Prosperis berygtede Mondo cane (1962), dens fortsættelse Mondo cane 2 (1963) samt, ikke mindst, Africa addio (1966). Alle tre hører til mondo-genren, opkaldt efter netop Mondo cane. Mondo er det italienske ord for “verden”, mens cane er “hund”, og på engelsk er filmen da også kendt som A Dog’s World.

Chokumentar

At mondo-genren blev en decideret genre skyldtes succesen med Mondo cane, der hurtigt fulgtes af toeren og en lang række film, der lod sig inspirere af de tre italieneres mere eller mindre opfindsomme tilgang til dokumentargenren. For det skal naturligvis siges med det samme: Her er ikke tale om dokumentarfilm i gængs forstand.

Ikke alene fordi mondo-genren er chokumentar mere end dokumentar, men også fordi genren er kendetegnet af et meget løst forhold til sandheden. Det kommer dels til udtryk ved, at ægte dokumentaroptagelser blandes sammen med iscenesatte optrin, dels ved at speak og lydside i de fleste tilfælde totalt ændrer optagelsernes betydning.

Exploitation i forklædning

I de varme lande

Om Mondo cane i dag er lige så “bizar, fascinerende og chokerende”, som DVD-coveret proklamerer, kan diskuteres, og den svælger måske heller ikke helt så meget i “alle tænkelige og utænkelige former for umenneskelighed”, som citatet fra Fyns Stiftstidende på bagsiden af coveret leder én til at tro.

Hvis det er den slags, man vil have, er der langt mere smæk for skillingen i den lidt yngre Africa addio, der for alvor introducerede mondo-genrens tradition for at vise virkelige drab – naturligvis ikke iscenesatte, men blot fanget på kamera og udnyttet i exploitationsammenhæng. Senere film inden for genren fortsatte i øvrigt denne trend, hvilket bl.a. udviklede sig til Faces of Death-serien, men generelt gik trenden i senere mondo-film mod stadigt mere chokerende indhold; helt i exploitationgenrens ånd.

For mondo-genren er helt sikkert exploitation, blot forklædt som en slags pseudodokumentar. Det gør ikke nødvendigvis genren mindre interessant, men placerer den snarere i et interessant filmisk rum, hvor seeren skal være i besiddelse af en ekstremt veludviklet kritisk sans.

Sidstnævnte gælder sådan set også for Mondo cane, der meget behændigt veksler mellem det, der utvivlsomt er ægte dokumentaroptagelser og det, der lige så utvivlsomt er nøje iscenesatte optrin. For alles vedkommende gælder det blot, at lydsiden er helt igennem manipuleret, således at de enkelte scener får præcis den betydning, filmskaberne ønsker.

Interessant bekendtskab

Scener fra en amerikansk kæledyrskirkegård

Mondo cane omhandler ikke ét bestemt emne. Det er en samling af vidt forskellige vignetter fra hele verden, om end fokus dog klart ligger på eksotiske lokaliteter med “primitive folkeslag”, hvis kulturelle skikke udstilles som var det et freakshow.

At sige at Mondo cane udelukkende lukrerer på racemæssige stereotyper og på at udstille primitive folkeslag er dog forkert. Flere af vignetterne handler nemlig om vesten, og der er bl.a. flere klip fra Italien og USA og også enkelte fra Portugal, Tyskland m.fl.

Her opnår Cavara, Jacopetti og Prospero af og til nogle virkeligt interessante effekter ved hjælp af tematisk sidestilling. I flere af disse tilfælde udstiller de tre filmfolk vestens kulturelle normer som akkurat lige så bizarre som dem, der findes i “de varme lande”. Når man derudover tilsætter den altid ironiske, ofte sarkastiske og til tider decideret nedrige speak, er det svært at argumentere for, at Mondo cane kun er en fordomsfuld og småracistisk udstilling af skikke fra tredjeverdenslande. Det er den også, men den er mere end det, og det gør faktisk filmen til et særdeles interessant bekendtskab.

På slangeindkøb - uhm...!

Derudover er Mondo cane mange steder særdeles underholdende, selv om filmen bestemt heller ikke kan sige sig fri for at have sine søvndyssende passager. Er den chokerende? Ikke voldsomt, men ind imellem er der bestemt ting, der endnu i dag er ganske barske – f.eks. adskillige tyre, der halshugges med en stor kukri (eller gurkha-kniv). På den måde har mondo-genren til en vis grad været forbillede for de senere kannibalfilm, der som hovedregel også indeholdt optagelser af rigtige dyr, der måtte lade livet.

Andre mindre behagelige aspekter ved Mondo cane er f.eks. de amputerede fiskere, der optræder i en scene, og som i konteksten påstås at være offer for hajangreb. Sidstnævnte kan man måske godt tvivle på, men fiskerne og deres manglende lemmer er skam ægte nok og udstilles i filmen som var de freaks i et cirkus.

Til gengæld kan man ikke have ondt af de portugisiske idioter, der render rundt og provokerer nogle særdeles arrige tyre i én af filmens mest spektakulære sekvenser. Her hepper man nærmest på tyrene, for de her fjolser beder virkelig selv om det!

En påmindelse

Der bødes garn - læg mærke til, at kvinden mangler højre ben

Det der gør Mondo cane allermest fascinerende er imidlertid de steder, hvor fakta og fiktion balancerer på en perfekt knivsæg, og hvor man helt ærligt kommer i tvivl om optagelsernes ægthed. Der er steder, hvor man undrer sig over, om det, man ser, er ægte eller iscenesatte optrin. Her bliver filmens leg med publikum for alvor interessant, og det er også her, man kan lære noget af Mondo cane i dag.

Moderne dokumentarfilm – altså ægte dokumentarfilm – er velsmurte maskiner; nøje scriptet, optaget, klippet og speaket. Og i mange tilfælde djævelsk forførende og overbevisende. Det Mondo cane minder os om er, hvor magtfuldt filmmediet er, og hvor stor en betydning klipning, lyd og speak har for vores oplevelse af billederne.

I moderne dokumentarisme kan man f.eks. pege på Michael Moore som en mand, der virkelig har forstået dette, og som udnytter virkemidlerne nærmest perfekt i film som Bowling for Columbine (2002) og Fahrenheit 9/11 (2004) – film der i lige så høj grad er propaganda, som de er dokumentarer.

All over the place

Op på tyrens horn, idioter!

Kombinationen af en ofte temmelig høj underholdningsværdi og påmindelsen om, hvor manipulerende film kan være, er med til at gøre Mondo cane til en film, som jeg sagtens kan anbefale, selv om den bestemt ikke er noget for alle. Den er (næsten) fuldstændig uden hoved og hale, skifter uden blusel tema og fokus og er generelt så “all over the place”, som en film kan være. Det gør den til gengæld også ekstra uforudsigelig og højner dermed underholdningsværdien endnu en tand.

Til gengæld må jeg erklære mig ærligt overrasket over to ting: At Mondo cane var nomineret til De Gyldne Palmer ved Cannesfestivalen i 1962 og at titelsangen (med musik af Riz Ortolani) var nomineret til en Oscar ved uddelingen i 1963. Men disse fakta er på mange måder lige i filmens ånd: Som taget fra en side i Ripley’s Believe It or Not!

Mondo cane er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

4 stjerner

Titel: Mondo cane
Instruktør: Paolo Cavara, Gualtiero Jacopetti & Franco Prosperi
Manuskript: Paolo Cavara & Gualtiero Jacopetti
Producere: Gualtiero Jacopetti (producer)
Foto: Antonio Climati & Benito Frattari
Klip: Gualtiero Jacopetti
Musik: Riz Ortolani
Spilletid: 108 minutter
Aspect ratio: 1.33:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1962
Produktionsselskaber: Cineriz
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 65 | 13/03/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *