Nr. 65 – 13. marts 2011

For det første går vores tanker til ofrene i Japan, hvor et jordskælv satte alt i stå og samtidig satte havet i gang. Vi håber her på redaktionen på det bedste for det japanske folk og de berørte mennesker. Når naturen spiller med musklerne kan al snak om terror, krig og finanskrisen godt forstumme. Her er ingen skurke eller bagtanker. Her er kun den totale ødelæggelse.

Det var skræmmende at se billeder fra Japan – billeder der blev sendt mens ulykken skete. Aldrig er en naturkatastrofe blevet skildret på den måde, og de billeder vi alle så fra nettet og TV2 News var intet mindre end skræmmende: Huse der kollapsede, mennesker der væltede rundt, bygninger der gik i brand, et atomkraftværk i problemer og vandmasser der jævnede byer med jorden. Det var som at se en katastrofefilm uden de formildende Hollywood-træk. Man kan så diskutere, om den massive mediedækning var for meget af det gode.

Da Se & Hør gik langt over stregen

Under alle omstændigheder har katastrofen i Japan lagt sit jerngreb om medierne, som stort set ikke beskæftiger sig med andet. Vi husker vel alle stadig, da det blev for meget af det gode under tsunamien i 2004: Se & Hør bragte en forside, hvor man så lig i massevis ligge på en strand.

De trak det hurtigt tilbage, men først efter massive klager. Hvor smagløs har man lov til at være? I den kommende tid vil mere eller mindre kreative mediefolk forsøge at få mest ud af katastrofen, så de både kan få flere seere og læsere. Sådan hænger vores samfund desværre sammen. Smagløst eller ej.

Når det er virkelige billeder, der løber over skærmen, er den gysende fryd ved den totale ødelæggelse, som vi får af Hollywoods katastrofefilm, erstattet af ægte rædsel og medfølelse. Men samtidig er det umuligt ikke at lade sig fascinere af de kolossale kræfter, vores planet kan slippe løs uden varsel.

En blandet landhandel

Her på Planet Pulp har vi i denne måned en broget samling anmeldelser til dig. På filmfronten ser på vi den beskidte og meget underholdende fantasyfilm Solomon Kane, vi tager til Månen i selskab med mesterværket Moon, vi møder beskidte effekter og splat i Xtro, vi ser nærmere på tre meget specielle ”dokumentarfilm” i form af Mondo cane, Mondo cane 2 og Africa addio og vi ser på tegneseriefilmatiseringen Spawn. Vi har også læst den meget underholdende danske gyser Micki 19:50, og er meget begejstrede for den hårdkogte amerikanske roman Pop. 1280. Der skulle være lidt for enhver smag.0

Til vi ses igen ønsker vi Jer alle en god start på foråret.

Film:
Africa addio (Farvel til Afrika) (Gualtiero Jacopetti & Franco Prosperi, 1966)
Mondo cane (Paolo Cavara, Gualtiero Jacopetti & Franco Prosperi, 1962)
Mondo cane 2 (Gualtiero Jacopetti & Franco Prosperi, 1963)
Moon (Duncan Jones, 2009)
Solomon Kane (Michael J. Basset, 2009)
Spawn (Mark A. Z. Dippé, 1997)
Xtro (Harry Bromley Davenport, 1983)

Bøger:
Micki 19:50 (Christian Reslow, 2010)
Pop. 1280 (Jim Thompson, 1964)