Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Mondo cane 2

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Mondo cane 2Den anden Mondo cane-film er sin forgænger underlegen på næsten alle punkter og tydeligvis lavet udelukkende for at tjene hurtige penge. Stedvist er den underholdende, men man kan sagtens nøjes med at se den første film.

Allerede i 1963, året efter den første Mondo cane havde premiere, kom fortsættelsen Mondo cane 2. På mange måder er toeren bare mere af det samme, men desværre er der denne gang tale om en langt mindre interessant film.

Mondo cane var et interessant bekendtskab, fordi den blandede dokumentaroptagelser og iscenesatte optagelser med en helt igennem manipulerende lydside – ikke mindst den sarkastiske speak. Filmen var en rodet blanding af vignetter fra hele verden, men med fokus på “barbariske” tredjeverdenslande og ”mystiske” folkefærd som kineserne.

Af og til lykkedes det de tre bagmænd at komme med satiriske stikpiller til den vestlige verden igennem sidestilling, når de klippede direkte fra en scene, der foregik i det fjerne østen og til en scene fra f.eks. USA.

Det er tydeligt, at Gualtiero Jacopetti og Franco Prosperi til en vis grad forsøgte det samme med toeren, men det står samtidig lysende klart, at Mondo cane 2 er produceret lynhurtigt og langt mindre omhyggeligt end sin forgænger – selvfølgelig for at tjene hurtige penge, mens genren stadig var hot.

Underlegen

Der laves parykker

Når Mondo cane 2 på næsten alle måder er en underlegen film i forhold til sin forgænger, skyldes det, at man meget sjældent er i tvivl om, hvornår man ser ægte dokumentaroptagelser (sjældent) og hvornår, man ser iscenesatte optrin (for det meste). Vignetterne og ikke mindst deres temaer er blevet endnu mere vanvittige, groteske og decideret grinagtige end i den første film, og det betyder også, at de er langt mindre troværdige og fascinerende.

Godt nok er de sjove sekvenser i Mondo cane 2 endnu sjovere end dem i den første film – en enkelt scene, fra Speaker’s Corner i Hyde Park, er næsten en Monty Python-sketch værdig – men til gengæld er de kedelige også meget kedeligere. Og der er en del halvkedelige bommerter blandt de mange vignetter i Mondo cane 2. Det skyldes for det første, at langt de fleste scener i filmen er arrangerede og endnu værre: Man kan se det.

Vestlig dekadence udstilles i form af perle- og juvelbesatte hundehalsbånd

Sidstnævnte gælder f.eks. den idiotiske festival i Italien, hvor en hel landsby mødes for at banke hovederne ind i en port. Eller den mildest talt udsyrede sekvens om parykker, der kommer i begyndelsen af filmen. Den lange sekvens fra Saigon, komplet med en rekonstruktion af buddhistmunken, der brændte sig selv, er langt mere alvorlig og antyder, hvor stærk en film, Mondo cane 2 kunne have været, hvis Jacopetti og Prosperi havde taget sig bedre tid til at stykke manuskriptet sammen. Og hvis de havde været mere interesseret i satire og samfundskritik end i “chokerende” underholdning.

Det kan kort konstateres her, at Mondo cane 2 ikke er særligt chokerende – faktisk nærmest mindre chokerende end sin i forvejen undervældende forgænger. Måske kunne man rynke på brynene af transvestitter i 1963, ligesom insektspisning formentlig var ganske horribelt. Men førstnævnte er jo ikke ligefrem så uhyggeligt længere, og sidstnævnte har tilmed været foreslået af FN som en måde at bekæmpe verdens fødevaremangel på. Ja, tiderne skifter, og det går naturligvis ud over engang så chokerende film som Mondo cane 2 og dens forgænger.

Småracistisk og imperialistisk

Amerikanske turister på Hawaii - et eksempel på genbrug fra den første film

Ikke alle scenerne i Mondo cane 2 er opstillede, men mængden af ægte dokumentar-footage er meget mindre end i den første film. Al speaken, lydsiden samt hovedparten af de kontekster, optagelserne præsenteres i, er naturligvis frit opfundne af Jacopetti og Prosperi – akkurat som i forgængeren.

Her har Mondo cane 2 dog også en væsentlig svaghed i forhold til den første film, og det er kvaliteten af speaken. I Mondo cane var speaken ironisk og sarkastisk, også tit på vestens bekostning. I Mondo cane 2 er speaken både bedrevidende og nedladende – ikke alene over for vesten, men også over for de mange andre kulturer, der optræder så prominent i filmen. F.eks. fremstilles kinesere endnu mere negativt her end i den første film, hvilket ikke siger så lidt. Generelt er tilgangsvinklen både småracistisk og stedvist imperialistisk.

For lang

Rekonstruktion af den buddhistiske munk, der brændte sig selv i Vietnam

Som sagt har Mondo cane 2 bestemt sine momenter, men der er længere mellem dem end i den første film, og i modsætning til Mondo cane formår toeren aldrig at skabe tvivl om, hvornår man kigger på ægte optagelser og hvornår, man kigger på iscenesatte optrin. Det gør i det hele taget Mondo cane 2 til en langt mindre interessant film.

Samtidig er spilletiden på lige omkring halvanden time lige lovlig lang. Både i forhold til, at filmen ikke præsenterer nogen ny tilgang, men mere af det samme, og i forhold til, at den rent kvalitativt er noget ringere end sin forgænger.

Det er naturligvis aldeles glimrende, at vi har begge Mondo cane-film ude på dansk DVD, men med mindre man er ekstremt fascineret af italiensk exploitation og absolut vil se begge de film, der for alvor startede mondo-genren, kan man roligt nøjes med at se den første.

Mondo cane 2 er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

2 stjerner

Titel: Mondo cane 2
Instruktør: Gualtiero Jacopetti & Franco Prosperi
Producere: Giorgio Cecchini (producer), Gualtiero Jacopetti (producer), Mario Maffei (producer), Franco Prosperi (producer)
Foto: Benito Frattari
Klip: Mario Morra
Musik: Nino Oliviero
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1.33:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1963
Produktionsselskaber: Federiz
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 65 | 13/03/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *