Mission: Impossible – Fallout

Da den første Mission: Impossible-film havde premiere i 1996, var der næppe nogen, der havde forestillet sig, at serien her 22 år senere ville være nået op på seks film, eller at filmene bare ville blive mere og mere populære og succesfulde.

Men her står vi altså i 2018 med den sjette film i serien og med en Tom Cruise, der trods sine nu 56 år og lidt flere rynker, fremstår lige så energisk – hvis ikke mere – i rollen som IMF-agenten Ethan Hunt, som han gjorde dengang i ’96.

Mission: Impossible – Fallout skiller sig ud fra de foregående film i serien ved, at det er den første film, der har en tilbagevendende instruktør – Chris McQuarrie – og den første film, der fungerer som en direkte fortsættelse af sin umiddelbare forgænger, Rogue Nation fra 2015.

Typisk plot

Plottet i Fallout er typisk for Mission: Impossible-serien. Ethan Hunt og hans lille gruppe af IMF-agenter skal endnu engang redde verden, denne gang ved at sørge for, at en gruppe terrorister, der kalder sig Apostlene, ikke kommer i besiddelse af tre plutonium-kerner.

Apostlene er resterne af den organisation, som skurken fra Rogue Nation, Solomon Lane (Sean Harris), stod i spidsen for, og de arbejder sammen med en ukendt terrorist, der kun kendes under navnet John Lark.

Larks mål er at omstyrte den herskende verdensorden for derved at redde civilisationen, og det viser sig selvfølgelig, at Solomon Lane spiller en større rolle i plottet, end man lige skulle tro, til trods for, at Hunt og hans folk fangede Lane to år tidligere.

Meget mod sin vilje bliver Hunt tvunget til at arbejde sammen med CIA-agenten August Walker (Henry Cavill), der modtager sine ordrer direkte fra CIA-direktøren Sloane (Angela Bassett). CIA stoler nemlig ikke på Hunts dømmekraft på grund af en situation, der finder sted tidligt i filmen.

Globetrottende eventyr

Og så går den vilde jagt ellers. Filmen når omkring Berlin, Paris og London, inden klimaks finder sted i Kashmir-provinsen i det nordlige Indien – et klassisk globetrottende Mission: Impossible-eventyr.

Plottets yderligere forviklinger er der ingen grund til at gå i detaljer omkring her. Det er rimelig klassisk for serien og egentlig ikke specielt opfindsomt, men det er også helt ligegyldigt. Så længe plottet bare fungerer så nogenlunde er det nemlig en biting.

Som i alle Mission: Impossible-filmene er plottet i Fallout bare et påskud for at sende Ethan Hunt og hans gruppe rundt i verden og for at iscenesætte Tom Cruise i den ene hæsblæsende actionsekvens efter den anden.

Old school actionsekvenser

Og actionsekvenser er der mange af i Fallout, og de er gode! For fanden, hvor er de gode! Lige fra den første spektakulære faldskærmssekvens – et såkaldt HALO-jump, hvor man springer fra stor højde og åbner skærmen meget sent – og til den afsluttende helikopterjagt i Kashmir.

Det er intet mindre end imponerende, at Cruise fortsat formår at få de her ting til at se så legende lette ud, især når man ved, at manden laver de fleste af sine stunts selv. Det førte så også til, at produktionen måtte sættes på pause i et par måneder, da Cruise brækkede anklen i forbindelse med et stunt.

Som i alle de foregående film i serien er der noget vidunderligt taktilt over actionsekvenserne. Man fornemmer, at mange af dem er lavet på god, gammeldags manér med fysiske stunts, snarere end med store mængder computergrafik. Det er old school, og det kan man mærke det i det færdige produkt.

Overskuelig action

Christopher McQuarrie, der både har skrevet og instrueret – ganske som han gjorde med forgængeren Rogue Nation – er fremragende til at iscenesætte actionsekvenserne, og sammen med sin klipper formår han også at gøre de ellers ofte hektiske actionsekvenser overskuelige og forståelige.

Man mister aldrig overblikket i McQuarries actionsekvenser. I både udførsel og klipning formår de at være hektiske samtidig med, at man som publikum aldrig bliver i tvivl om scenens eller sekvensens interne geografi. Det er vildt imponerende, når man tænker på, hvor komplekse mange af actionsekvenserne i øvrigt er.

Udbygger universet

McQuarries manuskript gør også en stor indsats for at forankre filmen i seriens etablerede univers. Ikke alene vender skurken Solomon Lane og den kvindelige hovedperson Ilsa Faust (Rebecca Ferguson) fra Rogue Nation tilbage i væsentlige roller; der er også blevet plads til en udbygget cameo til Michelle Monaghan, der spillede Ethans hustru i Mission: Impossible 3 og som havde en lille cameo i slutningen af den fjerde film, Ghost Protocol (2011).

Men McQuarrie stopper ikke her. En ung, kvindelig våbenhandler, Den Hvide Enke, som også spiller en væsentlig rolle i plottet, omtaler sin mor som “Max” – uden tvivl en reference til den ligeledes kvindelige våbenhandler, der blev spillet af Vanessa Redgrave i den første film fra 1996.

På den måde formår McQuarrie at udbygge og forankre seriens interne univers på en måde, som vi ikke rigtig har set tidligere – med undtagelse af den lille cameo, som Michelle Monaghan altså havde i slutningen af Ghost Protocol.

Solide Cruise

Derudover er det meste ved det gamle. Tom Cruise er som sædvanligt fin i rollen som Ethan Hunt. Cruise er ingen karakterskuespiller, men han er af præcis samme solide støbning som en Harrison Ford, der også har den samme håndværksmæssige tilgang til faget.

Man kan heller ikke andet end være imponeret over Cruises fysiske kunnen, særligt i en alder af 56. Det er naturligvis ingen alder nu om stunder; særligt ikke, hvis man holder sig sund.

Men de stunts, Cruise kaster sig ud i er alligevel dybt imponerende, og det ville de også have været, hvis han havde været 30.

Der er mange, der ikke bryder sig om Tom Cruise, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ikke er mennesker, der ikke formår at skille mennesket Tom Cruise fra de roller han spiller.

Tom Cruise har sagt og gjort nogle ufatteligt dumme ting – ikke mindst i tilknytning til hans tro på Scientology – men han leverer næsten altid varen i de film, han medvirker i.

Gamle kendinge

Foruden Cruise vender Ving Rhames endnu engang tilbage som Luther Stickell, der som den eneste ud over Cruise selv har været med i samtlige film siden den første. Simon Pegg er også tilbage som Benji Dunn.

Pegg har været fast mand siden Mission: Impossible 3, og som i de foregående tre film er det også her Pegg, der står for hovedparten af filmens afvæbnende humor. Det fungerer fortsat glimrende.

Som sagt er også den skønne Rebecca Ferguson tilbage som Ilsa Faust, og jeg ville være meget forundret, hvis ikke Ferguson fremover bliver en fast del af teamet, for selvfølgelig kommer der også en syvende film – Fallout har i skrivende stund indtjent 437 millioner dollars på et budget på 178 millioner. Med andre ord skovler filmen penge ind til Paramount.

Det eneste holdmedlem, der glimrer ved sit fravær, er Jeremy Renner, der var med i både Ghost Protocol og Rogue Nation som William Brandt.

Egentlig skulle Renner også have været med her, men Renners rolle i Marvel-filmene betød, at han måtte sidde over, også selvom det endte med, at Renner slet ikke var med i Avengers: Infinity War, som ellers var grunden til, at han ikke kunne være med i Mission: Impossible – Fallout.

Forhåbentlig er Renner tilbage på rollelisten, når den syvende film kommer, for samspillet mellem særligt Renner og Pegg var glimrende i både Ghost Protocol og Rogue Nation.

Og så er Sean Harris som sagt også tilbage som skurken Solomon Lane; sammen med Philip Seymour Hoffmans Owen Davian fra Mission: Impossible 3 er Lane den bedste skurk i serien. Han er den type fanatiker hvis motivation, man ikke bare kan afskrive, og præcis det gør ham endnu mere uhyggelig.

Nye ansigter

De nye tilføjelser til Fallout er også glimrende. Henry Cavill, der ellers normalt er noget af en træmand, gør faktisk en glimrende figur som den brutale Walker, mens Vanessa Kirby er både sexet og farlig som den kvindelige våbenhandler, der tydeligvis bliver lidt lun på Ethan Hunt. Lur mig, om ikke også Kirby kunne vende tilbage i den syvende film.

Spørgsmålet er selvfølgelig nu, om Christopher McQuarrie – efter to eksplosivt succesfulde Mission: Impossible-film – kan lokkes tilbage til en tredje omgang.

McQuarrie har – måske med en reference til Daniel Craig, der sagde, han hellere ville skære sine håndled over end lave en Bond-film mere efter Spectre – sagt, at han hellere ville have spedalskhed end lave endnu en Mission: Impossible-film.

McQuarrie sagde det dog ikke, fordi han havde en hård oplevelse med filmen; han sagde det, fordi anmeldelserne af Fallout var så gode, at han hellere ville stoppe, mens legen var god, end friste skæbnen.

Men lad os nu se. I hvert fald er der intet, der tyder på, at Mission: Impossible-serien er færdig, og Cruise selv ser ud som om, han i hvert fald kunne være god for et par film eller tre mere – afhængigt af, hvor hurtigt de bliver produceret.

Klodset slutning og for lang spilletid

Mission: Impossible – Fallout er på næsten alle måder en imponerende actionfilm, der kun lider under nogle få problemer, væsentligst heraf spilletiden. Den lyder nemlig på 147 minutter, hvilket er i hvert fald et kvarter for meget, hvis ikke en fuld halv time.

Det er ikke fordi, man sidder og kigger på uret, når man sidder i biografen, men når filmen er slut, føler man alligevel, at det hele har varet en del længere end det egentlig behøvede.

Derudover bliver særligt den sidste actionsekvens – en intens helikopterjagt fulgt af en slåskamp mellem Cruise og [censureret af redaktionen] – næsten komisk, fordi McQuarrie konstant øger spændingskurven.

Både her og med tanke på spilletiden havde McQuarrie måske skullet huske på den gode gamle engelske talemåde om, at “less is more”. Det er nogle gange sandt, og i dette tilfælde er det.

Endelig kan man heller ikke lade være med at tænke, at McQuarrie måske kunne have fundet på et mere originalt klimaks end demonteringen af et par atombomber.

Kampen mod uret i demonteringen af atombomber har vi efterhånden set et utal af gange i actionfilm, lige siden James Bond stoppede Goldfinger i filmen af samme navn fra 1964.

Slutningen bliver dermed mere end bare en anelse klodset, og det er på godt og ondt den fornemmelse, man forlader biografen med.

Det er da også derfor, at Fallout i min bog ikke er helt oppe at ringe som den bedste Mission: Impossible-film – den titel går stadig til enten Ghost Protocol eller Rogue Nation – men det ændrer ikke på, at vi har at gøre med én af de bedste actionfilm, siden Rogue Nation kom ud i 2015.

Anmeldt i nr. 154 | 13/08/2018