Mickey 17

Den sydkoreanske filmskaber Bong Joon Ho er en spændende filmskaber med sans for sorthumoristisk satire, genre-mix og spydige kommentarer til den rige overklasses undertrykkelse af de fattige.

Han gjorde sig bemærket med den sorte komedie Flandersui gae (Barking Dogs Never Bite, 2000), krimi-thrilleren Salinui chueok (Memories of Murder, 2003) og monsterfilmen Goemool (The Host, 2006) – alle lavet i instruktørens hjemland Sydkorea.

Bong tog det store spring til udlandet med den engelsksprogede science fiction-film Snowpiercer (2013), og han formåede at bevare sit særlige filmsprog trods nogle beklagelige udfordringer fra den berygtede filmproducent Harvey Weinstein.

Bong fortsatte på engelsk med den mere familievenlige Okja (2017), men vendte så tilbage til hjemlandet og skabte den fremragende Gisaengchung (Parasite, 2019).

Filmen vakte genklang verden over med sin forrygende historie om sammenstødet mellem en rig og en fattig familie og skabte Oscar-historie, da filmen vandt prisen for Bedste Film, der ellers plejer at gå til engelsksprogede film.

Derefter ventede filmfans i spænding på, hvad Bong lavede næste gang. Det tog noget tid, bl.a. på grund af corona-pandemien, der ramte i de efterfølgende år. Men i år kom der endelig en ny film fra Bong i form af science fiction-komedien Mickey 17.

Mickey gange 17

Mickey Barnes (Robert Pattinson) er en meget uheldig mand i en fremtidsverden, hvor Jorden er plaget af klimaproblemer. Han og hans ven Timo (Steven Yeun) flygter fra Jorden på grund af morderiske lånehajer og deltager i en stor rummission for at kolonisere is-planeten Niflheim.

Mens Timo bliver ansat som pilot, melder Mickey sig som en såkaldt “Expendable”. Det går ud på, at han arbejder med farlige opgaver, og hver gang han dør, bliver der skabt en klon af ham!

Takket være dataoverførsel til klonens hjerne, er det en klon med intakte minder om Mickeys liv og personlighed.

Som titlen antyder, så dør Mickey en del gange, og det er i høj grad Mickey-klon nummer 17, der er fokus på i filmen.

Undervejs bliver Mickey 17 forelsket i den smukke sikkerhedsvagt Nasha (Naomi Ackie), så det besværlige liv bliver i det mindste godt med noget tiltrængt romance for den arme klon.

En dag bliver dog meget kompliceret for Mickey 17 under en mission i Niflheim, hvor han skal fange en “creeper”, ét af de indfødte rumvæsner, der er planetens egentlige befolkning.

Missionen går skævt, men Mickey 17 overlever. Men da han vender tilbage til mandskabet, opdager han, at man har skabt en ny klon af ham – altså Mickey 18!

Det giver store problemer, da det er ulovligt, at der findes to kloner af en person på samme tid. Mickey 17 og 18 må finde ud af at overleve sammen eller risikere at blive myrdet af den gale politiker Kenneth Marshall (Mark Ruffalo) og hans soldater.

Sjov og skræmmende fremtidsvision

Bong Joon Ho viser igen, at han kan noget særligt med science fiction-genren, ligesom han gjorde det med Snowpiercer og Okja.

Han bruger genren på en måde, der minder om kollegaen Paul Verhoevens tilgang, nemlig ved at bruge satire til at skabe et spejlbillede af vores nuværende virkelighed. Så selvom Mickey 17 foregår ude i fremtiden, handler den afgjort om vores tid.

Bongs film er aldrig subtile i deres håndtering af politiske emner, og det er heller ikke tilfældet med Mickey 17. Det er særligt akavet i en tid, hvor folk er nemme at pisse af, når det handler om politiske budskaber i underholdning.

Måske forklarer det også, hvorfor filmen var lang tid om at få premiere, da den faktisk blev optaget for et par år siden. At have politik i en Hollywood-film i den anden Trump-periode er meget risikabelt, så det er et under, at Mickey 17 kan ses nu.

Visuelt imponerende

Mickey 17 bygger på Edward Ashtons roman Mickey 7, og Bong tog visse friheder med forlægget, bl.a. ved at lade Mickey dø flere gange, og har sat sit personlige fingeraftryk på filmen som en vaskeægte auteur.

Mickey 17 er visuelt imponerende og nyder gavn af den legendariske filmfotograf Darius Khondjis evner.

Scenografien med det store rumskib skildrer meget godt den umiddelbart håbløse og absurde tilstand, menneskeheden har skabt for sig selv. Det er dystert, men til tider også ret morsomt i de finurlige detaljer.

De mange “creepers” er flot realiserede med computeranimation og har et spændende design, der ligner en krydsning mellem en bænkebider og en hvalros!

Veloplagt cast

Robert Pattinson fortsætter med at gøre sig gældende som skuespiller, og han bærer Mickey 17 på sine skuldre. Han bliver ved med at overraske og gjorde det blandt andet solidt som Bruce Wayne/Batman i The Batman (2022).

Pattinsons præstation som Mickey 17 og Mickey 18 er fantastisk. Han formår virkelig at skabe en stor kontrast mellem de to kloner med brug af stemmeføring og kropssprog, så man aldrig er i tvivl om hvem, der er hvem.

En anden meget omtalt præstation i Mickey 17 er Mark Ruffalos wannabe-diktator Marshall, hvis fysiske fremtoning vækker meget klare mindelser om Trump. Bare det at se ham med sine fans, der bærer røde kasketter, sætter en fed streg under ligheden.

Ruffalo er pænt meget over the top som Marshall, og han synes at bruge nogle af de karaktertræk, hans figur i Poor Things (2023) havde. Det er langt fra Ruffalos bedste præstation, man ser her i Mickey 17, da han ind imellem hæmmer filmens humor med sit overspil.

Det sker ind imellem også for den ellers dygtige Toni Collette, der spiller Marshalls manipulerende kone Ylfa. Sammen er hende og Ruffalo ikke særligt skræmmende og fremstår mere som flade punchlines.

Naomi Ackie er underholdende og charmerende som Nasha, mens Steven Yeun ikke får det store ud af rollen som Timo.

Flot men ujævnt comeback

Jeg morede mig med at se Mickey 17 med dens bud på en mulig fremtid, dens teknologi, og det vanvid, der uundgåeligt følger med den.

Når det er sagt, er filmen ikke uden sine fejl og mangler, men det er godt at se, at Bong Joon Ho fik sin vision igennem den kyniske Hollywood-maskine, her repræsenteret af filmstudiet Warner Bros.

Bong har heldigvis flere film på vej, heriblandt en sydkoreansk gyserfilm og en animeret film om havdyr. Forhåbentlig går der ikke for lang tid, før én af de her filmprojekter kommer ud, da Bongs kvaliteter som filmskaber er tiltrængte i et stadig mere snævert filmmarked.

Anmeldt i nr. 233 | 13/04/2025