Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Mad Max 2

Mad Max 2
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den anden Mad Max-film er næsten bedre, end den første. Den er i hvert fald endnu mere eksplosivt underholdende, hvilket dog opnås på bekostning af noget af den første films fine atmosfære.

Mad Max 2I 1981, to år efter, at den første Mad Max-film kom ud og blev en kæmpesucces, lanceredes fortsættelsen, der i Australien uden dikkedarer kom til at hedde Mad Max 2. I USA var den første film på daværende tidspunkt stadig relativt ukendt, og på det amerikanske marked blev toeren derfor kendt under titlen The Road Warrior.

George Miller var tilbage som instruktør og Mel Gibson i titelrollen, men Mad Max 2 blev indspillet på et langt større budget end den første film, og det kan ses! Da den blev indspillet var filmen da også den dyreste australske produktion nogensinde.

Brændstofmangel
Åbningsscenen efter den indledende montage: Max på landevejen

Åbningsscenen efter den indledende montage: Max på landevejen.

Filmen begynder med en sort/hvid-montage, sammenklippet af forskelligt dokumentarmateriale blandet med klip fra den første film, hvori der redegøres for Mad Max-universets forhistorie. I den første film blev det faktisk aldrig eksplicit sagt, at filmen foregår i et postapokalyptisk samfund, men med montagen i indledningen af toeren lades der ingen tvivl tilbage.

Præcis hvorfor forklares ikke, men det bliver tydeligt, at verden er blevet hærget af en krig. Desuden redegør montagen, nærmest som en lille introduktion til filmens hovedtema, for den katastrofale mangel på brændstof. Og så kan filmen ellers gå i gang.

Max indsamler brændstof

Max indsamler brændstof.

Ganske som den første, starter Mad Max 2 med en hæsblæsende biljagt, hvor Max forfølges af nogle banditter, som det dog lykkes for ham at udmanøvrere så de kører galt. Filmens brændstoftema understreges med det samme, da Max gør alt for at indsamle den benzin, der løber ud af de forulykkede bilers tanke, og samtidig introduceres også én af filmens hovedskurke, den psykopatiske Wez (Vernon Wells) der på motorykel forlader scenen i en fart.

Jagten på de gyldne dråber
Det australske landskab - øde og trøstesløst

Det australske landskab – øde og trøstesløst.

Kort tid efter, da Max er på vej ud ad landevejen kommer han forbi en gyrokopter, der holder ved siden af vejen. Da han forsøger at komme til at tømme gyrokopterens tank for benzin, holdes han op af ejermanden, der har ligget i skjul med akkurat det samme formål – han vil have brændstoffet fra Max’ sorte V8 Interceptor. Det lykkes naturligvis ikke for ham, og Max tager den uheldige pilot, spillet af Bruce Spence, til fange.

Piloten fortæller Max om et sted i ørkenen, hvor en gruppe mennesker er i besiddelse af et raffinaderi, og som derfor råder over store mængder brændstof. Max, der fortsat holder piloten fanget, kører ud til stedet, som tydeligvis er under belejring af den selvsamme gruppe af psykopater, Max var i klammeri med i filmens begyndelse.

Fra deres udkigspunkt bliver Max og piloten vidner til, at psykopaterne fanger og skyder nogle spejdere, der er udsendt fra raffinaderiet, og da Max efterfølgende bringer en såret mand ned til de belejrede folk, slår han en handel af med dem. De vil gerne væk med deres tank fyldt med brændstof, men skal bruge en lastbil til at trække tanken.

På betingelse af, at han kan få al den brændstof han vil have, tilbyder Max at hente en lastvogn til dem, som han har set på landevejen. Det lykkes også for ham, men efterfølgende bliver han selvfølgelig involveret i de belejredes kamp mod banden, og deres forsøg på at undslippe, så de kan køre de 2000 miles mod nord til et paradisisk område, hvor de vil etablere et nyt samfund.

Plotdrevet postapokalyptika
Raffinaderiet var på daværende tidspunkt det dyreste set bygget til en australsk film

Raffinaderiet var på daværende tidspunkt det dyreste set bygget til en australsk film.

Som det fremgår af ovenstående handlingsreferat, er Mad Max 2 i langt højere grad end den første film plotdrevet. Hvor den første film kun havde det tyndeste skelet af et plot til at hænge filmens handling op på, så er toeren næsten ikke andet end handling. Etteren var især en glimrende film på grund af dens miljøbeskrivelser, som George Miller indsatte i filmen uden nogen egentlig sammenhæng med det overordnede plot.

I Mad Max 2 er alle scener plotdrevne, og der er betydeligt færre locations i filmens handling. På den måde mangler toeren en hel del af de atmosfæremættede og mere stille sekvenser, som etteren havde i rigt mål, men det opvejer den til gengæld ved at være sublimt underholdende.

Raffinaderiet omringes af banden

Raffinaderiet omringes af banden.

På grund af de færre locations i forhold til etteren, får man ikke samme indtryk af, hvad det er for et samfund filmen foregår i. Det man kan udlede om samfundet, giver til gengæld et om muligt endnu mere dystert indtryk, end man fik i den første film, hvor det lod til at relativt mange ting fra den gamle civilisation endnu eksisterede og fungerede – omend de var under konstante trusler fra de omflakkende lovløse bander af “nomads”.

I Mad Max 2 virker det mere som et ægte postapokalyptisk samfund i total opløsning, desto mere fordi der som sagt er så få steder i filmen – faktisk er der kun to: det belejrede raffinaderi og landevejen. Raffinaderiet er befolket af en broget gruppe mennesker, yngre og ældre mænd og kvinder (og ét barn), mens deres fjender er opgraderede versioner af den gale motorcykelbande fra den første film – med flere køretøjer, vildere våben og mere bizarre kostumer.

Hæsblæsende action
Skurkenes leder, Lord Humungus (Kjell Nilsson)

Skurkenes leder, Lord Humungus (Kjell Nilsson).

Persontegningen er næsten ikke-eksisterende – det er kun Max, der er en smule kød på – og man kunne måske have ønsket sig lidt mere viden om, hvad det er for nogle mennesker, der har samlet sig i raffinaderiet i ørkenen og hvordan de er kommet dertil. Det får man ikke, men til gengæld får man 90 minutters hæsblæsende action med endnu vildere actionsekvenser end i etteren og et stærkt forbedret production design.

Den postapokalyptiske verden har aldrig set bedre ud, omend Mad Max 2 rent stilmæssigt ikke har etterens rå elegance – bl.a. også fordi den ikke har den samme nyhedsværdi som den første film havde.

Der er dog ingen tvivl om, at toeren bygger videre på den samme æstetik, som blev etableret i den første film, og at Mad Max 2 som sådan i lige så høj grad har været stilskabende for senere film, bøger, rollespil og tegneserier. I nogle tilfælde måske endda mere end etteren, for i Mad Max 2 har verdenen som sagt en endnu renere postapokalyptisk fornemmelse over sig end den havde i etteren.

Max er godt smadret ved filmens slutning

Max er godt smadret ved filmens slutning.

Dialogen er holdt på et minimum, hvilket bibevarer stilen fra etteren og giver filmen et betydeligt westernpræg, godt hjulpet af filmens sandede, solskoldede setting. Dette er for øvrigt næppe tilfældigt, for hele historien kan ses som en nedskaleret fortolkning af Kurosawas De Syv Samuraier (1954), der før Mad Max 2 havde været forbilledet for John Sturges’ klassiske western The Magnificent Seven fra 1960 (dansk titel: Syv Mænd Sejrer).

Australiens barske outback gør sig godt som baggrunden for en sådan western-variant, og Gibsons fåmælte helt viger ikke meget tilbage for de tavse revolvermænd, der kom på mode efter at Sergio Leone introducerede Clint Eastwood som Manden Uden Navn i A Fistful of Dollars (dansk: En Nævefuld Dollars) i 1964.

Som ren underholdningsfilm er Mad Max 2 på mange måder bedre end etteren, men prisen for den forøgede rå underholdningværdi er, at filmen mangler præcis de elementer, der gjorde den første film til den stilrene klassiker, som den er.

5 stjerner

Titel: Mad Max 2
Andre titler: The Road Warrior
Instruktør: George Miller
Manuskript: Terry Hayes, George Miller, Brian Hannant
Cast: Mel Gibson (Mad Max Rockatansky/The Road Warrior), Bruce Spence (The Gyro Captain), Mike Preston (Pappagallo), Max Phipps (The Toadie), Vernon Wells (Wez), Kjell Nilsson (Lord Humungus)
Producer: Byron Kennedy
Foto: Dean Semler
Klip: Michael Balson, David Stiven, Tim Wellburn
Musik: Brian May
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk, fransk, italiensk (sidstnævnte kun i mono)
Undertekster: Engelsk, fransk, italiensk, hollandsk, arabisk, spansk, portugisisk
Produktionsland, år: Australien, 1981
Produktionsselskab: Kennedy-Miller Productions
Distributør (DVD): Warner Home Video (UK)
Udgave/region: Engelsk region 2

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Bikere, Fremtiden, Postapokalyptika, Trilogi, Western

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *