Med udgivelsen af Møde i Paris forsætter den berømte franske tegneserieforfatter og instruktør Enki Bilal den serie, der kaldes Hatzfeld-tetralogien. Han begyndte i 1997 med Erindringens Magt, der blev opfulgt i 2003 af 32. december. Dermed bydes endnu en af tegneserieverdenens helt store profiler velkommen på Planet Pulp. Bilal er især berømt, ja nærmest feteret, i sit hjemland Frankrig, og må nok betegnes som et fænomen indenfor branchen.
Flytter grænser
Enki Bilal er født Enes Bilalovic i 1951 i Beograd, i det nuværende Serbien, men kom allerede som 9-årig til Paris, hvor han har boet lige siden. Han har dog aldrig glemt eller afskrevet sit oprindelige hjemland, og man kan gennem hans arbejde følge hans opgør med opvæksten i det kommunistiske Jugoslavien, de totalitære ideologier og krigens meningsløse rædsler. Bilals værker kan deles op i tre større serier samt en lang række enkeltstående albums og forskellige illustrationer.
Allerede i 1972 udgav Bilal sin første historie i tegneseriemagasinet Piloté, hvor mange af de franske og belgiske stjerner har arbejdet. Her kom Bilal i kontakt med skribenten Pierre Christin, og sammen begyndte de at arbejde på serier om fantastiske fortællinger, holdt i en surreal og mørk tone med et stærk venstreorienteret og socialt engageret indhold. De er alle glimrende og kan alle endnu fås på dansk, hvis man støver lidt rundt.
Højdepunktet, og hovedværket i Christins og Bilals samarbejde, er Jagten (1983). Et album der var med til at flytte grænserne for, hvad en tegneserie kan være. Et meget smukt tegnet album med en kompleks og dyb historie om kommunismen, såvel som fortællingen om et rent menneskeligt forfald.
Jagten er tegnet og fortalt på en måde, der på én gang er litterær såvel som filmisk. Jagten har i øvrigt længe været nærmest umulig at få fat i på dansk, men er for nylig blevet udgivet i en lækker hardcoverudgave af Carlsen. Interesserer man sig for tegneserier, er den et absolut must, der på linie med den næsten samtidige Watchmen (1986-1987) af Alan Moore har været med til at etablere den moderne tegneserie som et seriøst medie.
Fra pennetegninger til maleri
Bilal er måske nok, mere end noget andet, kendt for sine fantastisk flotte tegninger og helt særlige visuelle udtryk. Han begyndte at tegne i en relativt tidstypisk, løs streg med skraveringer, der minder om f.eks. Jean Girauds – Moebius’ – tidlige arbejder. I Bilals tidlige periode, kan man meget tydeligt følge, hvordan hans teknik gradvist, men hastigt, forandres.
Bilal forlader hurtigt pennetegningerne og bevæger sig mod det udtryk, han i dag er kendt for. Han bruger mere og mere gouache og farveblyanter. Man kunne sige, at han maler mere og mere. Det er allerede markant i Jagten, især i forhold til hans tidligste arbejder, men han fortsætter med at eksperimentere og udvikle sin stil og udtryk, indtil han når frem til det unikke grafiske udtryk, der kendetegner hans nuværende arbejder.
Sideløbende med samarbejdet med Christin, begyndte Bilal på en serie, som han også selv skrev. Albummet Udødelighedens Pris (1980) blev starten på den såkaldte Nikopol-trilogi, der på mange måder kan betragtes som Bilals hovedværk. Både fordi det er hans selvstændige gennembrud og fordi de tre albums har været meget styrende for hans arbejde som sådan.
Syret trilogi
Gennem de tre bind følger vi den dømte systemkritikker Alcide Nikopols oplevelser i en dystopisk fremtid, efter at han undslipper sit eksil i rummet og ramler ind i den rebelske egyptiske gud Horus og dermed bliver gudens ufrivillige, kødelige vært. Det er nøjagtig lige så syret, som det lyder, og i Nikopol-trilogien samler Bilal da også alle de elementer, der kan siges at definere ham som forfatter: Det surreale blandet med en bidende sarkasme og foragt for ideologier og i særdeleshed autoriteter. Samtidig med at han, som nævnt, stedse udvikler sin æstetik.
I det hele taget er Nikopol-trilogien en serie, hvor man, på grund af det relativt lange interval mellem de enkelte albums, virkelig fornemmer den før omtalte forandring hos Bilal. De tre albums bliver bedre og bedre, og Lokkeduen (1986), det andet album, introducerer en nu ikonisk Bilal-karakter, nemlig Jill Bioskop, kvinden med det blå hår og de blå tårer.
Hun har sin egen historie, men vikles gennem Horus’ rænker ind i historien om Nikopol og Horus. Det er iøvrigt Lokkeduen, der danner det overordnede grundlag for Bilals film Immortal (2004), der har fået en meget blandet modtagelse, men som er interessant og seværdig alene som en filmisk oversættelse af Bilals grafiske univers.
Det er især det sidste album, Ækvators Kulde (1992), der skinner igennem. Det er et intet mindre end brillant album, hvor Bilal kombinerer alt det, der gør ham til noget særligt som forfatter og tegner, og lader det gå op i en højere enhed. Tegningerne er virkeligt smukke, og universet er en skøn kombination af særdeles kreative og surreale indfald såvel som absurditeter, der er med at til skabe en helt speciel stemning.
Fra enkeltstående album til trilogi – til tetralogi
Det stærke ved Nikopol-trilogien er, at de tre albums er meget forskellige og hver især har noget, der gør dem særlige. Desuden fungerer de også som historier set alene og i forhold til hele trilogien.
Blandt rækken af selvstændige albums Bilal har produceret i årenes løb, skal særligt to fremhæves her. Nemlig de helt fantastiske grafiske romaner Sidste Halvleg (1987), skrevet af Patrick Chauvin, der ser tilbage fra fremtiden på fodboldsportens død, samt Le Sarcophage (2001), som Bilal lavede med sin gamle samarbejdspartner og mentor Pierre Christin. Et album der beskriver et fiktivt projekt, som halvt i sjov, halvt i alvor, beskriver etableringen af et Museum for Fremtiden i ruinerne af Tjernobyl.
I 1998 udgives så albummet Erindringens Magt, der er første del af, hvad der i dag er blevet til Hatzfeld-tetralogien. Om det var meningen fra starten, at det skulle være en serie, kan der være delte meninger om, da det første album både kan tolkes som en selvstændig historie, der slutter ring om sig selv, og et album, der lader så mange tråde være uafklarede, at det godt kunne lægge op til efterfølgende afsnit.
Under alle omstændigheder var det meningen, da det blev klart, at der kom flere bind i serien, at historien skulle have været en trilogi. Bilal besluttede sig dog for, at han havde brug for et bind mere til at fortælle historien til ende.
Overmenneskelig hukommelse
Uanset hvad, skal det være sagt med det samme, at Erindringens Magt er et fantastisk album i sin egen ret. Det er historien om tre børn fra Sarajevo, gjort forældreløse af krigen i Bosnien i 1993. Historien fortælles, som Bilal har det for vane, fra en dystopisk fremtid, der er en blanding af nyt og gammelt, men det er ikke det samme univers, som Nikopol-trilogien udspiller sig i.
Historien om de tre forældreløse, Amir, Leyla og Nike, fortælles med Nike som den centrale hovedperson. Nike Hatzfeld, der siges at være opkaldt efter skoene af samme navn, samt den franske journalist, der afleverede ham på børnehjemmet i Sarajevo, hvor han kom til at ligge med de to andre, er velsignet med en usædvanlig og overmenneskelig hukommelse, der gør ham i stand til at huske sine allertidligste øjeblikke.
Således starter historien med, at Nike erindrer dag 18 i sit liv og tænker tilbage på tiden i børnehjemmet, hvor han kan se stjernerne gennem et granathul i loftet. Som fortællingen skrider frem og tiden dermed går i albummet, skuer Nike stadigt længere og længere tilbage, indtil han ved fortællingens slutning endeligt magter at erindre sin egen fødsel.
Rammehistorie
På denne måde bliver rejsen tilbage i tiden en slags rammehistorie for fortællingen, hvor Nike i historiens nutid kastes ud i et bizart komplot, sat i værk af det magtfulde forbrydersyndikat/sekt Obscurantis Ordenen, der arbejder frem mod et mål om at udslette verdenshistorien, kulturen og videnskaben.
Her passer Nike med den perfekte hukommelse naturligvis dårligt ind, men i virkeligheden handler det om en tilsyneladende utrolig og meget hemmelig opdagelse, som den forældreløse Leyla har gjort i Nefoud-ørkenen. Den tredje hovedperson, og ligeledes forældreløse, Amir indfanges sammen med sin kæreste Sacha af Obscurantis Ordenens brutale system, der i lejre hjernevasker mennesker for at lave dem om til de såkaldte Udrenserere, der skal effektuere Obscurantis Ordenens udslettelse af kultur, videnskab og historie.
Således danser disse skæbner en slags danse macabre sammen, med Obscurantis Ordenens bizarre Dr. Warhole som dukkefører, der manipulerer og duplikerer mennesker efter forgodtbefindende. Således mødes personerne og alligevel ikke. Deres historier forløses, og alligevel ikke, i dette album, som nok er et af Bilals allerstærkeste. Gennemgående smukt og gribende, både i tegning og fortælling.
Én skurk
I 2003, altså fem år efter Erindringens Magt, kom så efterfølgeren 32. december. Her følger vi de tre hovedpersoner efter Obscurantis Ordenens fald. Nike Hatzfeld inviteres af Leyla til at være vidne til det utrolige fund, hun har gjort i ørkenen, der kort omtales i Erindringens Magt, men før han kan nå så langt, indfanges han af den gale/geniale kunstner Holeraw, der er skurken Dr. Warholes kreation.
Der er nemlig sådan, at hvor Erindringens Magt havde den ubehagelige idé om Obscurantis Ordenen og dens Tabula Rasa, der gav mindelser om fortidens totalitære ideologier og regimers forbrydelser, er “det onde” i 32. december reduceret til én skurk, nemlig Warhole/Holeraw.
Nike tilbageholdes af Warhole, der sender to duplikater af Nike ud til henholdsvis Leyla og fundet i ørkenen, samt til Amir og Sacha, der, mens de forsøger at komme sig over deres ubehagelige oplevelser i Obscurantis Ordenens klør, er på rejse i det krigshærgede Sibirien.
Én historie der er hugget over
Leyla opdager ikke, at den Nike, der kommer til hende i Nefoud-ørkenen, er en dublet, og hun lader den således, sammen med ni af verdens overhoveder, blive vidne til det besynderlige sceneri, der er blevet fundet i en hule under ørkenen. Hvorefter Nike-dubletten forsvinder sammen med de ni andre vidner ved midnat den 31. december, så at sige den 32. december.
En plottråd der ikke skal afsløres mere om her, og som i øvrigt heller ikke, i løbet af Møde i Paris, kommer til sin afslutning eller afklaring. Hos Amir og Sacha lider dubletten imidlertid en anden skæbne, da Sacha opdager, at der er tale om et kunstigt væsen og skyder hovedet af den. Hvorefter de to genoptager det liv som lejesvende, de levede, før deres kontakt med Obscurantis Ordenen.
Det er altså på denne, noget komplicerede, baggrund at historien om Nike, Leyla og Amir fortsætter i Møde i Paris. Det skal være sagt med det samme, at de to album, 32. december og Møde i Paris hænger meget tæt sammen og i høj grad føles som én historie, der er blevet for lang og er blevet hugget over i to dele.
Det er noget der præger begge albums og ikke til det bedre. De føles nemlig begge to som en 2’er, eller sagt med andre ord; de forekommer begge to at skildre et slags længevarende intermezzo, hvor der stilles flere spørgsmål end der besvares, og hvor handlingen i bund og grund ikke udvikler sig afgørende.
Klassisk Bilal
Møde i Paris indledes ved, at Warholes kunstnerdublet og perfektionering af sig selv, Holeraw, ønsker at overtage sin mesters plads og dermed tilsyneladende tilintetgør Warholes sidste jordiske tilstedeværelse, nemlig hans hoved. Imidlertid er den ægte Nike undsluppet sit fangenskab, og noget forpint og forvildet følger vi ham i hans søgen efter Leyla. Hvorfor og hvordan dette præcist foregår, kan imidlertid heller ikke nævnes her.
I mellemtiden følges nemlig også Amir og Sacha, der åbenbart efter en tid som lejesoldater, sådan som vi forlod dem i 32. december, er kommet til at arbejde for forretningsmanden Branko Blitva og hans omrejsende multi-trosretnings-fodboldhold, der sejler omkring på Donau i et konverteret israelsk hangarskib – Amir som tredjemålmand og Sacha som sikkerhedsvagt.
Her er stærke mindelser til Bilals Sidste Halvleg i form af den noget aparte udvikling, fodbolden har taget i det post-Obskurantiske Europa. Det er klassisk Bilal med et fantastisk og farverigt persongalleri og absurde optrin.
Leyla plages imidlertid af Nikes – dvs. dublettens (hvad hun ikke ved) – forsvinden samt besynderlige drømme, hvori hun ser Nike tale til hende. Hun er taget tilbage til deres fælles fødeby Sarajevo, hvor hun tåger rundt, da hun kidnappes af personer, der undersøger hændelserne omkring fundet i ørkenen såvel som vidnernes forsvinden. Således får Leyla forklaringen på sine drømme i hvad, der skal vise sig at være endnu en surreel drejning af historien.
Historien kan ikke bære albummet
Albummet stopper næsten endnu mere brat end 32. december, og følelsen af at sidde med en kompliceret og ukomplet historie er desto større. Som nævnt præger følelsen af at være midt i en fortælling albummet meget, også mere end det foregående album. Det er i sidste ende utilfredsstillende læsning i forhold til historien, der er umulig at vurdere som fortælling alene på dette album, eller de foregående for den sags skyld.
Derfor kan historien ikke alene bære Møde i Paris, og det er derfor andre ting, der må gøre albummet vellykket. Det er noget, der er kendetegnende for Bilal i det hele taget. De album, der har de bedste historier, den bedste dramaturgi om man vil, har næsten altid været skrevet af andre end ham selv. Bilals egne arbejder er, i tegning og ord, lyriske værker mere end prosa, og det er nærmere en styrke end en svaghed. Bilal er en skaber af fabler, hvilket det er en fordel at være klar over, når man går til hans værker.
Tegningerne er, som man forventer det hos Bilal, utroligt flotte og kan sådan set alene legitimere albummets eksistens. Der er dog ingen store nyskabelser hos Bilal i forhold til stilen i 32. december. Grafisk er Møde i Paris et utroligt lækkert album, hvor også Bilals efterhånden sædvanlige avisudklipssider er godt lavet i oversættelsen, selvom man må konstatere, at typografien halter i forhold til tegningerne.
Tekstens grafiske udtryk kommer til kort i forhold til det tegnede og virker til dels fremmed. Om det er noget, der også præger den originale franske udgave, er jeg ikke klar over. Ligeledes må man også konstatere, at det ikke klæder tegningerne, at talebobler og andre tekster, ikke er tekstet i hånden, som det f.eks. var tilfældet ved Erindringens Magt. Det er noget, man må tilskrive personlige præferencer, men man må også erkende, at de meget regelmæssige og rene tekster ikke passer sammen med Bilals meget løse, levende, og farverige tegninger. Det er dog ikke noget, der trækker voldsomt ned i helhedsindtrykket af et ellers utroligt velproduceret album.
Mesterlig brug af sproget
Men hvor man ikke decideret kan nyde Møde i Paris for dens historie, så kan man til gengæld nyde den for Bilals brug af sproget. Hans finurlige, ofte udspekuleret poetiske billedsprog, og her menes altså både i tekst og tegning, samt den serie af forskellige tableauer og stemninger, kombinationen af billederne og teksten skaber.
Hele serien er i den forbindelse glimrende oversat fra fransk af Ole Steen Hansen. Bilal brillerer og viser sit enorme talent ved sin evne til at skabe billeder, der betyder noget, der fremkalder stemninger, både igennem sproget, såvel som tegninger. Hans streg er meget personlig og ofte meget ensartet i sin portrættering af især personer og omgivelserne, og jeg ser dette som en gradvis afsøgning, udvikling og forfinelse af Bilals måde at udtrykke sin kunst på.
En historie om identitet
Hatzfeld-tetralogien er en historie, der dybest set handler om identitet. Spørgsmålene som Bilal stiller men måske – måske ikke – besvarer handler om, hvad der sker med os som mennesker, når man tager vores fortid fra os, vores baggrund så at sige. Hvilke sår er det, krigen efterlader i os og i samfundet?
Hvad sker der, når vi mister vores ideologier, vores historie, ja hvad sker der, hvis selv vores kroppe ikke længere er vores egne, eller hvad hvis vores sanser tages fra os? Eller vores frie vilje? Som konsekvens af dette, hvad sker der så med vores moral? Kan den overhovedet siges endnu at eksistere, og er der i så fald overhovedet nogen grænser mellem kunst og mord?
Måske søger Bilal endog at stille det noget universelle spørgsmål om, hvad der i det hele taget er menneskeligt i lyset af, hvad vi gør og har gjort. Postmoderne temaer, der kunne være taget ud af 80’ernes cyberpunk, men som ved Bilals hånd sættes i forbindelse med 90’ernes knuste Europa og bringes frem til vores årtis moralske og ideologiske kaos.
En varm anbefaling – både og
Jeg vil tøve med at anbefale Møde i Paris som et selvstændigt album, men vil varmt anbefale Hatzfeld-tetralogien, som serie, både for fans af Bilal, men også for alle andre, også uden at jeg endnu ved, hvordan det hele ender, og om Bilal formår at samle trådene, så det hele går op i en højere enhed.
Vi venter nemlig spændt på den formodentligt sidste akt, og i mellemtiden vil jeg i særdeleshed prise og anbefale Bilals forfatterskab som helhed. Der er et væld af smukke og interessante værker at tage fat på, så det er bare med at komme i gang.
Møde I Paris er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Udgivet i nr. 13 | 13/11/2006
