Hatzfeld-tetralogien: Fire?

7 minutters læsetid
Fire?

Med albummet Fire? afslutter Enki Bilal den serie om Nike Hatzfeld og hans “søskende” fra børnehjemmet i krigens Jugoslavien, der begyndte med Erindringens Magt fra 1998 og fortsattes i 32. december fra 2003 og Møde i Paris fra 2006. Albummet har på dansk fået undertitlen Sidste Akt, måske for at pointere, at det her altså er afslutningen på serien, der så vidt vides oprindeligt kun skulle have været en trilogi.

Man kunne principielt også stadigvæk kalde serien for en trilogi, hvis man ville, idet de to sidste albums, Møde i Paris og Fire?, hænger så meget sammen, at de sådan set er at betragte som ét bind, men mere om det senere.

Warhole

Hvis man ikke i forvejen kender til Enki Bilal, eller de foregående albums i serien, vil jeg anbefale at man tager et kig på artiklen om Bilal her på Planet Pulp, hvori der også findes et kort oprids af historien og tematikkerne i Hatzfeld-tetralogien, som lader til at være det alment accepterede navn på serien, der ellers ikke har noget officielt navn.

Det skal for god ordens skyld nævnes, at det er umuligt at give andet end et overfladisk referat af handlingen i Fire?, uden at afsløre ting fra Møde i Paris, så hvis man ikke har læst dette bind eller nogle af de andre i serien og gerne vil overraskes, burde man nok læse dem før denne anmeldelse.

Tetralogien er en slags grupperoman, hvor vi følger tre skæbner bragt sammen af krigen i Jugoslavien i 90’erne. Ude i en fremtid, der består af lige dele historiske referencer, poesi og galskab i Bilals typiske blanding, er vi vidne til disse hovedpersoners møde med skabningen, fænomenet eller slet og ret uhyret “Warhole”, som er historiens skurk, om man vil, men også på mange måder seriens centrale omdrejningspunkt. Ja, måske endda i virkeligheden seriens egentlige hovedperson. Hvilket især bliver understreget i dette afsluttende bind, der mere end noget andet handler om at samle op på den foregående handling og hvad, Warhole egentligt er for en størrelse.

Dukkespil

Som allerede beskrevet under omtalen af de forrige bind, så er Warhole en dukkefører, der manipulerer og leder hovedpersonerne i et slags makabert og amoralsk dukkespil, og således fortsætter og konkluderes historien da også i Fire?.

Vi genfinder vores hovedpersoner umiddelbart, hvor vi forlod dem i slutningen af Møde i Paris. Den centrale hovedperson Nike er stadig på jagt efter sin Leyla med resterne af superskurken Warhole som blind passager på hans krop og i hans sind. Leylas spor, hendes duft helt konkret, har ført ham til det hotel i Paris, hvor vi sidst så hende i Møde i Paris.

Amir og hans kone Sacha arbejder stadig som henholdsvis tredjemålmand og sikkerhedsvagt for forretningsmanden Branko Blitva og hans multitrosretnings-fodboldhold, som vi lærte at kende i Møde i Paris. Ved historiens start står det med det samme klart, at Sacha er alvorligt syg. Syg af mutationer, hun menes at have pådraget sig i forbindelse med de skrækkeligheder, parret udsattes for under deres ophold i Obscurantis Ordenens lejr for Udrensere. Amir sætter således ud for at forsøge at redde sin Sacha i en lille sidehistorie, der også lader Amir finde vej til Paris.

Leyla, møder vi ombord på et rumskib på vej mod Mars. Hun er med på en mission, der har det formål at finde resterne af de videnskabsmænd og ledere, der var vidne til fundet i Ørnereden i 32. december, deriblandt den dublet af Nike, der også var blandt disse vidner. Hvorfor og hvordan, de er endt på Mars, er endnu en gåde. Det viser sig dog hurtigt, at Leyla er en dublet, en syntetisk kopi, der er fremstillet af skurken Warhole, således at han kan overtage missionen til Mars og bruge den til egne formål.

Mangel på fri vilje

Men Warhole frigiver Nike, lader ham genforenes med den rigtige Leyla og giver dem lov til at nyde en tid sammen, således at de kan møde det, der kommer, som dem selv. De er imidlertid kun fri, fordi de gives fri og kun på Warholes præmisser, så spørgsmålet er, om de i det hele taget er frie, selvstændige individer.

Kun Amir synes at være udstyret med en reel fri vilje, men det betaler han sjovt nok også en pris for i sidste ende. Han er passende nok også den eneste person, der ikke bliver duplikeret i løbet af historien og som man således må formode, rent faktisk er 100 % menneskelig, for så vidt det overhovedet betyder noget eller giver mening at diskutere i Bilals univers.

Men selv den fri Amir har Warhole naturligvis en klemme på i kraft af den syge Sacha. Således kan Warhole sætte scenen for mødet mellem dem alle og dermed historiens forløsning, hvis man da kan kalde den det. Dette møde, der ligeledes er de tre forældreløses endelige genforening, som har været udskudt siden Erindringens Magt, skal der naturligvis ikke afsløres noget om her.

Underminerer seriens temaer og kvaliteter

Desværre gør manglen på fri vilje i personerne dem også ret uinteressante i sidste ende. De er dukker. De kan duplikeres i det uendelige, de styres af andre og de er, på typisk Bilal-facon, tegnet som dukker eller måske endda dubletter, da Bilal anvender en meget begrænset palet af ansigter og typer.

Personerne bliver ikke virkeligt levende for os, og deres drømme, erindringer og pinsler bliver dermed også irrelevante. Selv deres valg er ikke rigtigt deres egne, blot dikteret af en fremmed, udefrakommende kraft. Dette bliver meget tydeligt i Fire? og underminerer i sidste ende de temaer og kvaliteter, som serien, især første bind, ellers lægger op til.

På samme måde som personerne ikke er sande selvstændige personer, er Fire? på mange måder ikke rigtigt et selvstændigt album. Historien kan i endnu ringere grad end Møde i Paris stå alene. De to albums er på alle måder én historie og burde have været ét album.

Det er i og for sig rimeligt nok, at Fire? ikke kan stå alene, fordi det er det afsluttende bind og skal forsøge at forløse historien og samle op på de løse ender, men det betyder samtidigt også, at det som sådan ikke er nogen selvstændig historie i Fire?. Alle hændelser er mere eller mindre reaktioner og resultater af ting, der er startet i tidligere bind, særligt Møde i Paris. Betragter man imidlertid de to bind som ét, er dette ikke et problem som sådan. Man kan så kun diskutere, om historien er stærk nok til at fylde to bind, og det er den desværre ikke.

Usammenhængende

Problemet med historien er i virkeligheden, at når vi nu, i dette afsluttende bind, når til det, der skal være en forløsning eller afslutning, eller hvad vi nu skal kalde det, så kommer hele serien til at virke usammenhængende.

Det går ikke smukt op. Der forsøges at skildre et rationale eller i al fald en sammenhæng gennem hele serien. Men det virker ikke kongruent med det første bind, og derfor fejler forsøget, selvom historien om Warhole er både finurlig, spidsfindig og interessant nok i sig selv. Uden at kunne være helt sikker i den sag, vil jeg mene, at det afslører, at serien ikke er tænkt som en serie fra begyndelsen, hvilket jeg synes er uheldigt.

Det virker nemlig som om, Erindringens Magt har fået påklistret Møde i Paris/Fire?-afslutningen med 32. december som lim. Det fungerer til en vis grad, fordi alle bind besidder Bilals karakteristiske blanding af billedlig og sproglig poesi, hvis niveau dog varierer betydeligt fra bind til bind, og som desværre nok finder lavpunktet i Fire?, der under alle omstændigheder er set bedre i andre af Bilals værker.

Metervareskønhed

Fire? er, som alle Bilals værker, utroligt flot tegnet i Bilals helt unikke stil. Det alene giver albummet en værdi, men man kan spørge sig selv, om det efterhånden også er nok. Bilal har lavet mange albums, og de er alle smukke, og selvom Fire? er fantastisk tegnet, så har den på det visuelle plan intet nyt at byde på.

Det er mere af det samme, som vi kender i forvejen. Da historien ydermere er så uselvstændig, som den er, understreges tomheden og det lettere overflødige ved albummets utroligt smukke, men i sidste ende også helt sædvanlige, Bilal-tegninger, der efterhånden er næsten reduceret til metervareskønhed.

Kunne have været større og mere fuldendt

Albummet er, som de andre af Carlsens Bilal-udgivelser, topproduceret, glimrende oversat og i det hele taget bare en lækker udgivelse. Men selvom det både er godt og flot, er det bare ikke længere fremragende, og i sidste ende føler jeg ikke, at de smukke tegninger alene kan kvalificere dette album.

Selvom det er en fornøjelse at læse Fire? for netop Bilals fantastiske tegninger, de finurlige karakterer og selvfølgelig konklusionen og afslutningen på historien, så sidder man alligevel tilbage med en følelse af, at det kunne have været noget større og mere fuldendt. Man må spørge sig selv, om Bilal har strakt sin særlige stil og brand, om man vil, lige ud over det punkt, hvor det kan bære sig selv. Dog er der ikke nogen tvivl om, at Fire? er fabelagtigt flot, og det er svært ikke at anbefale bindet alene for tegningerne.

For kendere og fans af Bilal, er der selvsagt ingen tvivl om, at de bør læse dette album. For alle andre gælder det naturligvis, at de burde starte med Bilal et helt andet sted, men der er ingen tvivl om, at man bør læse Bilal, hvis man overhovedet interesserer sig for tegneserier.

Fire? er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

3 stjerner
Titel: Fire?
Originaltitel: Quattre?
Forfatter: Enki Bilal
Tegner: Enki Bilal
Forlag, år: Carlsen Comics, 2008
Forlag, år (originaludgivelse): Casterman, 2007
Albumlængde: 60 sider

Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008

Stikord: Fremtiden

Skriv et svar

Your email address will not be published.