Black Orchid

Et af tegneseriemediets mest berømte og forgudede makkerpar kastede sig i 1988 over en næsten glemt superheltinde. Næsten 20 år efter har vi nu fået den samlede udgave af Neil Gaiman og Dave McKeans version af Black Orchid på dansk og i en lækker hardcoverudgave fra forlaget G. Floy Studio.

Neil Gaiman

Gaiman er uden tvivl mest berømt for, hvad der også må betragtes som hans hovedværk, nemlig Sandman. I starten af 80’erne forfulgte han imidlertid en karriere som journalist, men tegneseriegenren havde hans interesse, og det blev Alan Moores Swamp Thing, der fornyede hans interesse for mediet i midten af årtiet.

Det blev da heller ingen ringere end Alan Moore som instruerede Gaiman i at skrive tegneserier, da de to mødtes et par år efter, at Gaiman første gang havde læst Swamp Thing. Gaimans første reelle skridt ind i branchen blev da også en Swamp Thing-historie kaldet Jack in the Green, som han sendte til DC-redaktøren Karen Berger efter at have mødt hende til en kongres i 1986.

I 1987 havde Gaiman succes med Violent Cases, som han lavede sammen Dave McKean, et album der, som nogle få andre fra den periode, satte nye standarder for, hvad en tegneserie kunne – og kunne være. For Gaiman og McKean blev Violent Cases starten på et langvarigt og særdeles frugtbart samarbejde og venskab. Derfor var det også naturligt, at Dave McKean kom ombord på projektet, da Karen Berger efterfølgende kontaktede Gaiman for at få ham til at skrive noget til DC.

Obskur superheltinde

Hun kom med det tilbud, at han selv kunne vælge en hvilken som helst figur fra DC’s univers, der ikke var i brug på det tidspunkt. Gaiman foreslog Black Orchid, der var så obskur en superheltinde, som man overhovedet kunne finde hos DC. Efter sigende var ikke engang Berger sikker på, hvem Black Orchid var.

Black Orchid havde oprindeligt sin debut i 1973 i Adventure Comics #428, hvor hun på sin vis var en ganske typisk, om end måske lidt anonym, superheltinde. Black Orchid var en kvinde, der kunne flyve og var mere eller mindre usårlig, men hendes primære våben var dog hendes forklædningsevner, og hun tilbragte hele episoder i forklædning.

Denne Black Orchid slog dog aldrig rigtigt an og forsvandt meget hurtigt ud i semi-glemsel og DC’s arkiver med enkelte efterfølgende gæsteoptrædener. Dermed var banen fri for Gaiman til at tage Black Orchid, gøre figuren til sin helt egen og fortælle nøjagtig den historie, han ønskede.

Helt ny mytologi

Gaiman kredser i sine arbejder ofte om myter, fortællinger og hvad de betyder for os. Han skriver historier om historier. Selvom denne tematik ikke indgår helt så direkte i hans fortælling om Black Orchid, så ses den alligevel tydeligt i hans valg af at genoptage en obskur superheltinde, hvis eneste reelle karaktertræk var et poetisk og inspirerende navn samt den måde, han væver Black Orchid ind i DC’s etablerede mytologi og kæder hende sammen med ellers helt eller delvist usammenhængende elementer for på den måde at skabe en helt ny mytologi.

Han gør projektets centrale spørgsmål til sin figurs central spørgsmål: Hvem og hvad er Black Orchid? Således folder historien sig ud som en omvendt mordgåde, hvor spørgsmålet ikke er, hvem der gjorde det, for det ved vi allerede fra starten, men netop, hvem den myrdede var.

Black Orchid åbner nemlig med mordet på den oprindelige Black Orchid, der i forklædning (og dermed ved vi, det drejer sig om den gamle Black Orchid) har infiltreret en stor forbryderorganisation. Hun er kommet tæt på toppen, men har endnu ikke fundet frem til “chefen”, der til gengæld har fundet frem til hende og dermed er hun prisgivet “chefens” sadistiske lakaj Mr. Sterling.

Med mordet på Black Orchid baner Gaiman både symbolsk og konkret vejen for sin nye fortolkning af superheltinden og hendes baggrund. Da Black Orchid dør, vågner nemlig én af hendes søstre. Det viser sig nemlig, at der i haven hos botanikeren Phil Sylvian er flere “søstre” til Black Orchid, og her vågner den nye Black Orchid uden at vide, hvem hun er. Hun kan huske noget og ingenting på samme tid.

Jagt på erindring og identitet

Phil forsøger at hjælpe hende med at huske. Han starter helt fra begyndelsen og fortæller om sin barndom og første kærlighed, en kvinde ved navn Susan. Hvorfor ved vi som læsere endnu ikke, men måske aner vi det. Han fortæller om sin idealisme, sine studier under professor Jason Woodrue og sine kolleger og venner fra studietiden, Alec Holland og Pamela Isley. Navne der skal blive afgørende spor i den nye Black Orchids jagt på erindring og identitet.

Samme nat som Black Orchid vågner, løslades Carl Thorne, tidligere våbenhandler for “chefen” og, som det skal vise sig, den førnævnte Susans eksmand. Carl, der er lige dele charmerede fjols og dødsensfarlig psykopat, bliver afvist af sin gamle boss og beslutter sig efterfølgende at hævne sig på Phil Sylvian, som han mener har taget hans kone fra ham.

Det bliver blodigt, og kun to af Black Orchid-søstrene undslipper – den nyligt vågnede samt én, der endnu er et barn. Dermed er det død og ødelæggelse, der for alvor sender Black Orchid ud på sin rejse, sammen med læseren, for at genfinde sin erindring og dermed identitet.

Med “chefens” håndlangere i nakken rejser de to søstre nu ud for at opdage deres oprindelse. I jagten på sandheden støder Black Orchid ind i en række forskellige elementer fra DC’s univers. Blandt andet lader en tur til Arkham Asylum hende møde en række gamle kendinge fra Batmans omgangskreds. Til sidst sendes hun i den rigtige retning mod sin forløsning, de dermed følgende valg og konfrontationen med Carl Thorne og Mr. Sterling.

Allegori

Carl Thorne er Black Orchids diametrale modsætning idet han netop forsøger at udslette erindringen om sin store kærlighed Susan, fordi han ikke kan holde den ud. Samtidig er han, sammen med Mr. Sterling, et spejl på det moderne menneske, der ødelægger, hvad det ikke forstår- Således kridtes den egentlige konflikt op, nemlig mellem naturen, som det skal vise sig, Black Orchid er en del af, og menneskenes verden, som hun står i modsætning til på mange måder, men som hun samtidig er en del af.

Historien i Black Orchid er et klassisk og relativt lineært mysterium, der samtidig er en allegori over menneskets forhold til naturen og menneskets forhold til sig selv, dets erindring og identitet. Selve plottet er ikke så fascinerende igen, men det er godt skruet sammen, spændingen fungerer, og det er interessant at følge Black Orchids møder med de gamle kendinge fra DC-universet.

Helt utroligt flotte tegninger

Dave McKean er de mange teknikkers mester, og det er meget sigende, at det han nok er mest berømt for, er hans fantastiske forsider i blandede medier til Gaimans Sandman-serie. Forsiderne er en slags kollager, der blander tegning, relief og skulptur med computermanipuleret fotografi.

Black Orchid har McKean dog valgt primært at male med akvarel, selvom også farveblyant og enkelte kollageteknikker finder vej ind på de fantastisk smukke sider. Der er ikke så meget mere at sige om tegningerne i Black Orchid, end at de er helt utroligt flotte.

McKean bruger akvarelteknikken til at skabe to stemninger og verdener, om man vil. Dels hverdagens, eller måske ligefrem den moderne verdens, hårde og kolde univers, der er malet meget realistisk og holdt næsten udelukkende i sort/hvid-laveringer med enkelte farver til at skabe kontraster. Og dels Black Orchid og hendes univers, der er malet i drømmeagtige pastelfarvede nuancer.

Højere enhed

Det der imidlertid gør Black Orchid til en fantastisk tegneserie er den måde, hvorpå kombinationen af Gaimans manuskript og McKeans fænomenale tegninger skaber karaktererne og giver dem liv og følelser. Således bliver den meget følelsesladede og empatiske Black Orchid til en karakter, der rent faktisk fungerer, og som vi kan leve os ind i. Det samme gælder for hendes modstykke, det Sinatra-syngende røvhul Carl Thorne, der på denne måde bliver til en langt dybere karakter end blot den usympatiske psykopat, han i særdeleshed også er.

Således går handling, stemning og tematik både i tekst og billede op i en højere enhed i Black Orchid og skaber en smuk historie om erindring og identitet og om hvordan, vi vælger at håndtere begge dele.

Udførelsen af den danske udgave af Black Orchid er helt i top, fuldstændig som den skal være. Der er ikke en finger at sætte på den lækre hårde indbinding, Tue Gastons mundrette oversættelse eller selve håndtekstningen. Alt i alt en superlækker tegneserie, der meget varmt kan anbefales alle, der interesserer sig for mediet.

Black Orchid er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Stikord: Superhelte