Lo strano vizio della Signora Wardh

Instruktøren Sergio Martino er en veteran i den italienske filmbranche og har lavet film indenfor et utal af genrer, såsom westerns, eurocrime, kannibalfilm og sexkomedier, bare for at nævne et par stykker. Kendetegnende for hans film er, at han er en god håndværker og man sidder som tilskuer ikke og tager sig til hovedet på samme måde, som for eksempel under nogle af Umberto Lenzis film.

Men trods hans arbejde strækker sig over forskellige genrer, vil jeg altid huske ham for de giallofilm han lavede i starten af sin karriere. Hans første giallo, der her anmeldes, var Lo strano vizio della Signora Wardh (engelsk: The Strange Vice of Mrs. Wardh) fra 1971, og denne blev fulgt op af blandt andet La coda dello scorpione (engelsk: Case of the Scorpion’s Tail) (1971) og I corpi presentano tracce di violenza carnale (engelsk: Torso) (1973).

Flere badescener i 70’erne

Lo strano vizio della Signora Wardh starter med at en halvnøgen kvinde bliver myrdet af en mand i en bil, og da dette er en giallo, er manden selvfølgelig iført sorte handsker. (Ordnung muss sein). Efter mordet præsenteres tilskueren for Julie Wardh, der lige er kommet hjem fra en forretningsrejse til USA med sin mand. Men manden bliver hentet af nogle kollegaer i lufthavnen og i stedet for at tage med Julie hjem, er han nødt til at arbejde.

På vej hjem bliver taxien stoppet af politiet, som fortæller at den “maniac” der terroriserer byen har slået til igen, og at endnu en ung kvinde blev offer for hans kniv. Dette skræmmer dog ikke Julie, der til tonerne af vinduesviskernes monotone skraben falder i søvn og drømmer om hvorledes en mand tæsker hende, hvilket tænder hende så meget, at de ender med at have sex. Denne scene viser sig at være et tilbageblik til et tidligere forhold hun havde med Jean, og dette forhold indebar åbenbart at de begge tændte på at han undertrykte hende på forskellige måder.

Da Julie endelig kommer hjem skynder hun sig i bad, om det så skyldes den lange rejse eller drømmen i taxien må være op til tilskuerens lurvede fantasi. Men et faktum er altså, at kvinderne i film fra 70’erne var mere renlige end skuespillerne i dag. OK, måske ikke, men de gik i hvert fald mere i bad i filmene.

Hævn eller maniac?

Da Julies mand ikke har tid til at være sammen med hende, bruger hun de næste aftener og nætter på at feste med sin veninde Carol og hendes fætter George. Men da Jean dukker op til en af disse fester, ødelægger dette aftenen for Julie og hun går hjem. Det stopper ikke Jean og hun modtager flere buketter røde roser fra ham, samtidig med at George lægger an på hende. Men før filmen begynder at minde om et dårligt (findes der andet?) afsnit af Sex and the City, slår den sorthandskede morder til igen.

Julie ender med at give sig hen til George, men de er blevet opdaget og Julie modtager et telefonopkald fra en afpresser, der fortæller at hvis hun ikke afleverer penge til ham på et specielt udvalgt sted og tidspunkt, vil hendes mand få det hele at vide. Carol vil dog ikke være med til at Julie møder op, for det er sikkert bare en jaloux Jean, der står bag det hele.

Da Carol møder op i stedet for Julie bliver hun myrdet. Men er hun blevet et offer for den “maniac” der terroriserer byen, eller er det Jean som vil hævne sig på Julie? Ja svaret må du selv opsøge ved at låne, købe eller på anden måde anskaffe dig denne perle af en giallo.

Prototypen på en giallo

Denne film kan nærmest stå som værende prototypen på en giallofilm. Der er nøgne kvinder, en eller flere sorthandskede mordere og twists ad libitum. Endvidere er filmen fyldt med kendte ansigter, såsom George Hilton, Edwige Fenech og Ivan Rassimov. Oveni er der flere flashbacks med Julie og Jean, der alle bliver akkompagneret af en sød melodi.

De mange twists betyder, at tilskueren konstant sidder og gætter på hvem af filmens medvirkende der kunne være den skyldige, eller om det virkelig er en ukendt person, der ved et tilfælde er kommet på sporet af Julie. Men når set uppet i filmen er så mesterligt, ærgrer det bare endnu mere at de sidste ti minutter, hvor plottet forklares, ikke når op på samme niveau.

Det betyder, at filmen fra at have været en mesterværkskandidat, ryger ned på at være en af de bedre gialli. Hvilket selvfølgelig er godt, men ikke helt godt nok. Det til trods; er du til giallogenren med hvad dertil hører, så skal Lo strano vizio della Signora Wardh ses. Helt klart.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Giallo, Italian Cinema