Lasse Grønborg
Ingen kommentarer

La terza madre

La terza madre
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

La terza madreLa terza madre er på ingen måder så god, som sine forgængere i Argentos trilogi om De Tre Mødre, mesterværkerne Suspiria og Inferno, men på trods af enkelte svagheder, er La terza madre en god film, og en udmærket afslutning på trilogien.

Tilbage i 90’erne, da jeg begyndte at samle på genrefilm, var der de to store italienske instruktører, Dario Argento og Lucio Fulci. Dario Argento stod for de mere sofistikerede mordscener, hvor Lucio Fulcis varemærke var balls to the walls in your face splatterscener. Det er derfor med lidt undren, at jeg efter at have set Dario Argentos afslutning på en trilogi, der startede med mesterværkerne Suspiria (1977) og Inferno (1980) ikke kan andet, end at tænke på afdøde Lucio Fulci.

Afslutningen på en trilogi

Dario Argento er på godt og ondt en legende. Han leverede i 1970’erne og 1980’erne en række mesterværker bl.a. indenfor giallogenren. Men fra midtfirserne og frem til i dag har hans film kvalitetsmæssigt været af lige så svingende kvalitet som et brasiliansk sambaorkester. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke glæder mig hver gang endnu en af hans film dukker op på DVD.

La terza madre, der har fået den engelske titel Mother of Tears, er afslutningen på Argentos Three Mothers-trilogi, der startede med den mesterlige Suspiria fra 1977, og blev fulgt op af den næsten lige så gode Inferno tre år senere. Disse to film er godt nok de første to dele i serien, men derfor er de stadig meget forskellige i deres billeder såvel som lyd. Begge er som nævnt helt fantastiske. Kan det så lade sig gøre, 27 år efter film nummer to, at lave en tredje film i trilogien, der bare nogenlunde gør de to første ære? Svaret må være, at Dario Argento i hvert fald forsøger.

Pandoras æske

Fundet af kisterne

La terza madre starter med at nogle arbejdere, der er ved at restaurere en kirke i Rom, finder en lille kiste, lænket til en større kiste, og begravet uden gravsten eller identifikation. Præsten har sine bange anelser om, hvad kisterne kan indeholde, men sender dem til sin gode ven Michael Pierce, der kender noget til det magiske og okkulte. Men her er det desværre en af hans (nysgerrige) assistenter, der åbner kisten, og inden længe er hendes mund blevet knust, hendes mave skåret op, og indvoldene rykket ud. Mordet overhøres dog af Sarah Mandy, der slipper fra morderne for blot at møde mistro, da hun fortæller sin historie til politiet. Michael Pierce tror dog på hende, og sammen forsøger de at opklare mordet.

Samtidig er det som om ragnarok rammer byen: folk slår umotiveret hinanden ihjel, kvinder voldtages, biler afbrændes, og en mor smider sit barn ud fra en bro. Alt dette følger Sarah via udsendelser i fjernsynet, hvilket blot er med til at øge hendes paranoia. Da Michael Pierce forsvinder, må hun alene finde en forklaring på gåden, hvilket ikke er let, da alle hun kommer i kontakt med dør voldeligt. Men heldigvis har hun en forbindelse med sin afdøde mor, som hjælper hende.

Uspændende mord

Violence the Italian way

Efter at have set La terza madre til ende, har man været seer været vidne til en hel del nøgenhed, masser af blod samt en del fjollethed, men intet af det har rigtigt gjort et indtryk. Jeg har med andre ord blot set endnu en film. Men det kan da ikke passe, ikke når det er en Dario Argento-film. Jeg måtte se den igen. Hvilket jeg gjorde, og må indrømme, at filmen voksede en del i min agtelse. Nu var det lettere at se dens kvaliteter, men desværre også dens fejl.

Lad mig starte med det negative. Der er nogle ting i filmen, som virker for fjollede. Her tænker jeg hovedsageligt på Sarahs forhold til sin mor. Der går simpelthen for meget “Use The Force, Luke” i filmen i scenerne mellem de to. Jeg ved godt, at Daria Nicolodi, som spiller moderen i filmen, er mor til Asia Argento i virkeligheden, men deres forhold fungerer bare ikke, og hæmmer filmen.

Et barns endeligt

En anden ting, der hæmmer filmen, er at den mangler spektakulære mord. Generelt i Dario Argentos film er mordene kendetegnet ved at være noget specielt. Der er tit tale om et forspil til mordet, efterfulgt af selve mordet og sågar tit et efterspil. Men i La terza madre er der ingen opbygning af nogen art. Personerne bliver blot slået ihjel, og det er så det. Det virker som om, det har været et mål i sig selv at gøre filmen så blodig som mulig, uden at opbygge en form for spænding eller uhygge i disse scener.

God paranoid stemning

Det ser ikke godt ud

Det er mordscenerne, som i den grad får mig til at tænke på b.la. Lucio Fulci eller sågar Mario Landi, da ét af mordene minder om et i Landis Patrick vive ancora (engelsk: Patrick Still Lives) fra 1980. Når dette er sagt, skal jeg være den sidste, der brokker mig over, at filmen er fyldt med voldelige mord, men jeg forventede mig bare mere af Dario Argento. Dog er det også letkøbt altid at bringe en instruktørs fortid ind i anmeldelsen af hans nyeste film, og sandheden er, på trods af min kritik, også, at jeg syntes La terza madre er en god film. Ikke en god Dario Argento-film i samme forstand som hans tidlige mesterværker, men en underholdende lille film, som kunne være lavet i 1970’erne eller starten af 80’erne.

Specielt godt er filmens stemning af paranoia, der starter med scenen, hvor en mor ud af det blå smider sit barn ud fra en bro. Det virker stærkt på mig som forælder, også selvom effekten ved at bruge en dukke i faldet ser ganske kunstig ud. Denne stemning af paranoia holdes det meste af filmen ud, og er efter min mening dens største kvalitet.

Det er det, jeg kalder fuld penetration

Har du lyst til at se en italiensk film, som Fulci kunne have lavet dem i sin prime time, så er dette filmen for dig. Har du lyst til at se en god Dario Argento-film, bør du nok starte med Profondo rosso (1975), Tenebre (1982) eller de to første film i Three Mothers-trilogien, Suspiria og Inferno for nu at nævne nogle få.

4 stjerner

Titel: La terza madre
Engelsk titel: Mother of Tears
Instruktør: Dario Argento
Manuskript: Dario Argento, Jace Anderson, Walter Fasano, Adam Gierasch & Simona Simonetti
Cast: Asia Argento (Sarah Mandy), Cristian Solimeno (Enzo Marchi), Adam James (Michael Pierce), Moran Matias (Mater Lachrymarum), Valeria Cavalli (Marta Colussi), Philippe Leroy (Guglielmo De Witt), Daria Nicolodi (Elisa Mandy), Udo Kier (Padre Johannes)
Producere: Claudio Argento (producer), Dario Argento (producer), Giulia Marletta (producer), Tommaso Calevi (line producer), Lee Wilson (consulting producer), Kirk D’Amico (executive producer)
Foto: Frederic Fasano
Klip: Walter Fasano
Musik: Claudio Simonetti
Spilletid: 98 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1 Surround
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Italien/USA, 2007
Produktionsselskaber: Film Commission Torino-Piemonte, Medusa Film, Medusa Produzione, Myriad Pictures, Opera Film Produzione, Sky
Distributør (DVD): Optimum Relasing (UK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Lasse Grønborg | 13/08/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *