Lasse Grønborg
Ingen kommentarer

E.T.: The Extra-Terrestrial

E.T.: The Extra-Terrestrial
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

E.T.: The Extra-TerrestrialDer er ikke mange mennesker over 30 år i dagens Danmark, der ikke på et tidspunkt har ytret de berømte ord “ET, PHONE HOME”, og naturligvis skulle E.T. med i månedens tema. For godt nok er filmen umiddelbart en tuttenuttet sag om et venligt rumvæsen, men filmen, som jeg ikke tøver med at kalde den perfekte familiefilm, er også meget mere end det.

Et rumskib er af uvisse årsager landet på Jorden, og nogle af besætningsmedlemmerne går ud for at undersøge den nye planet. Men de når ikke langt, før nogle truende ansigtsløse skikkelser jager dem. Rumvæsenerne fortrækker til deres rumskib, og på trods af, at de mangler et besætningsmedlem, forlader de alligevel Jorden. Dette kunne være starten på en science fiction-film fra 1950’erne, der omhandler, hvorledes de heltemodige amerikanere fik bugt med et ondskabsfuldt rumvæsen iført nogle antikommunistiske under- og overtoner. Men som enhver science fiction- eller blot almindelig filmfan, for den sags skyld, ved, er dette starten på en film, der uden tøven kan udråbes som en klassiker, nemlig E.T.: The Extra-Terrestrial.

Rumvæsen som ven

En ung Drew Barrymore i rollen som lillesøster Gertie

Rumvæsenet formår dog at slippe af med sine forfølgere, og gemme sig for menneskene – lige indtil det bliver opserveret af drengen Elliot. Elliot bor sammen med sin lillesøster, storebror og mor, og portrætteres som en lettere ensom dreng, der ikke har mange venner, alt imens storbroderens ditto driller ham det bedste, de kan. Selvfølgelig tror ingen af medlemmerne af familien på hans historier om at have set et rumvæsen. Men dette får ham blot til endnu hårdere at forsøge at finde det rumvæsen, som han er overbevist om, at han så. Ved hjælp af slik lykkes det ham at lokke det godmodige og ikke spor farlige rumvæsen ind i huset. Elliot beslutter sig for at beholde rumvæsenet på sit værelse, og rumvæsenet har intet imod ordningen, specielt ikke da det medfører gratis mad og drikke.

Først må storebroderen dog have besked om den nye beboer i huset, og det er med slet skjult stolthed, at Elliot præsenterer ham for storebroderen. Lillesøsteren kommer dog forbi Elliots værelse, og opdager selv den nye beboer. Herefter må der trues med vold mod hendes dukke, før hun lover ikke at fortælle noget om gæsten. Forholdsvist hurtigt udvikler der sig et forhold mellem især Elliot og rumvæsenet. Elliot tager sig af rumvæsenet, og sørger for at det får mad og drikke, mens rumvæsenet til gengæld bliver den ven, som Elliot mangler. Lillesøsteren Gertie øjner dog også mulighederne, som den nye beboer giver, og inden længe render rumvæsenet rundt i dametøj.

Trusler mod idyllen

Elliot og E.T. lærer hinanden at kende

Mens dette lyder som en lykkelig situation, er der dog skyer i horisonten, her repræsenteret af de mennesker, der jagtede rumvæsenerne i starten af filmen. De er stadig i nabolaget, og leder efter spor fra mulige efterladte rumvæsener. Som filmen skrider frem, kommer de tættere og tættere på Elliots hjem. Men dette er ikke den eneste trussel mod idyllen, for rumvæsenet ønsker stik imod Elliots vilje at komme i kontakt med sin hjemplanet, og dermed returnere dertil. Om filmen ender lykkeligt eller ej ved de fleste vist godt. Men skulle der sidde en læser derude, og ikke ane hvad E.T. er for en film, så skriver jeg ikke mere om handlingen. Men vil blot opfordre vedkommende til at se den.

All dressed up

Da jeg fortalte min nærmeste omgangskreds, at jeg skulle anmelde E.T., var den samlede reaktion, at dette var et mesterværk med stort M og ligeså stort K. Altså skulle jeg bare vove på at skrive noget negativt om den. Det kunne de nu godt have sparet sig, for langt hen ad vejen deler jeg deres holdning til filmen. Men der er alligevel et bette men, som jeg skal komme tilbage til senere. På trods af et større flop med filmen 1941 (1979) var Steven Spielberg efter min mening på toppen af sin karriere, rent kunstnerisk, da han i 1982 instruerede E.T.. Han havde inden da instrueret film indenfor forskellige genrer, og alle er efter min mening mesterværker. Selvom der kan virke langt fra Raiders of the Lost Ark (dansk: Jagten på den forsvundne skat, 1981) til E.T., så har de begge noget eventyrligt over sig. I E.T. kommer dette frem i forholdet mellem Elliot og rumvæsenet, og filmens slutning kan stadig få tårer frem i min kones øjne. Netop fordi vi som seere tror på det eventyrlige i filmen – det bliver ikke plat eller kalkuleret.

Eventyr med kant

E.T. phone home

Samtidig med at filmen er et godt eventyr, har den alligevel noget kant, der betyder, at den sætter sig fast inderst inde. Elliots ensomhed i form af manglende venner og en fader, der har forladt familien, giver filmen noget realisme, der ikke nødvendigvis står i skærende kontrast til eventyret, men netop er med til at fremhæve det eventyrlige element. Dermed undgår filmen også at blive enten TV-serieagtig pjattet, som for eksempel Alf var det, eller overdreven sentimental, som mange af Steven Spielbergs senere film skulle blive det (jeg kan stadig ikke udstå de sidste fem minutter af Saving Private Ryan, 1998). E.T. er rørende, men det bliver aldrig for meget, og derfor undgår filmen også at blive en parodi på sig selv.

Det stof drømme er gjort af - og Amblin Entertainments logo

Skuespillet i filmen fungerer upåklageligt, og selve designet af rumvæsenet er også helt perfekt. Den er ikke for meget “tuttenutte-nu-skal-vi-sælge-figurer-til-børnene”, men tilpas charmerende til, at jeg som tilskuer sidder og finder den ganske sød. Jeg har med andre ord næsten kun lovord tilovers for filmen, men der er alligevel et lille men. Hvis man ser bort fra filmens hovedtema, virker noget af musikken i filmen for svulstig, hvilket generer mig en lille smule. Derudover virker det en smule forceret, så hurtigt forholdet mellem Elliot og rumvæsenet udvikler sig. Men dette er bare en mavesur anmelders opstød, der ikke skal ødelægge jeres fornøjelse ved en ellers perfekt familiefilm.

5 stjerner

Titel: E.T.: The Extra-Terrestrial
Dansk titel: E.T.
Instruktør: Steven Spielberg
Manuskript: Melissa Mathison
Cast: Henry Thomas (Elliot), Dee Wallace (Mary), Robert MacNaughton (Michael), Drew Barrymore (Gertie), Peter Coyote (Keys), K.C. Martel (Greg), Sean Frye (Steve), Thomas Howell (Tyler)
Producere: Kathleen Kennedy (producer), Steven Spielberg (producer), Melissa Mathison (associate producer)
Foto: Allan Daviau
Klip: Carol Littleton
Musik: John Williams
Spilletid: 120 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1, DTS
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1982
Produktionsselskaber: Universal Pictures, Amblin Entertainment
Distributør (DVD): Universal Pictures Denmark (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Lasse Grønborg | 13/07/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *