Lethal Weapon

Hvis jeg blev bedt om at lave en liste over de bedste actionfilm fra 1980’erne, ville de tre øverste film være Lethal Weapon (1987), Die Hard (1988) og First Blood (1982) – om ikke nødvendigvis i præcis den rækkefølge. Men alle tre film er i min bog mesterværker, alle tre film har haft stor indflydelse på genren, og alle tre film er julefilm!

Hvaaaad? Nej, nu holder han fandme. Jeg ved godt, der er masser af snak om, at Die Hard er en julefilm og at “det ikke er jul, før Hans Gruber falder ned fra Nakatomi Plaza” og alt det der. Men Lethal Weapon? First Blood? Gimme a fuckin’ break!

Nej, den er god nok folkens! Også First Blood foregår i december måned – der er julepynt på politistationen i lillebyen Hope – og hvad angår Lethal Weapon, så er filmen skrevet af Shane Black, og så ved man jo godt, hvad klokken er slået. Eller bjælden er klinget.

For listen over film, som Shane Black har skrevet, og som ikke foregår ved juletid er meget, meget kort. Af andre film, som Shane Black har skrevet og som foregår i december kan bl.a. nævnes The Long Kiss Goodnight (1996), som vi sjovt nok også anmelder i dette nummer af Planet Pulp – what a coincidence! – og Blacks instruktørdebut, Kiss Kiss Bang Bang (2005).

Mere hårdkogt end man husker

Men tilbage til min hovedpointe om hovedværker indenfor actiongenren fra 1980’erne. Det er selvfølgelig en potentielt meget lang liste, og måske vil ikke alle have Lethal Weapon til at figurere så højt oppe på listen som mig.

Men i modsætning til de senere film i serien, som blander mere og mere komik i actionfarsen, er Lethal Weapon en ret straight actionfilm i buddy cop-undergenren. Og den fungerer fantastisk!

Der er selvfølgelig humoristiske øjeblikke i løbet af Lethal Weapon, for det hører sig til i buddy cop-genren, men øjeblikkene er både relativt få og ret underspillede. Ved gensyn kan man faktisk godt blive overrasket over, hvor hårdkogt den første Lethal Weapon er, sammenlignet med især indlæg nr. 3 og 4.

Selvmord ved juletid

Filmen lægger ud med et selvmord ved juletid. En ung, halvnøgen kvinde tager stoffer på et hotelværelse, hvorefter hun springer ud fra altanen og falder mange meter ned og dør. Bum.

Så møder vi Roger Murtaugh, detektiv i drabsafdelingen i L.A. (Danny Glover). Murtaugh fylder 50 og har en skøn familie, der blandt andet tæller teenagedatteren Rianne (Traci Wolfe).

Derefter introduceres vi for narkobetjenten Martin Riggs (Mel Gibson), som vi møder under et bust, hvor han er med til at anholde en trio af idiotiske narkosælgere. Under anholdelsen tager én af skurkene Riggs som gidsel, og Riggs’ reaktion efterlader meget lidt tvivl om, at han lever på kanten.

Det får vi forklaret, bøjet i neon, kort efter, da en kvindelig politipsykolog (Mary Ellen Trainor) forklarer captain Murphy (Steve Kahan), hvorfor Riggs er farlig: han er selvmordskandidat, fordi hans kone er død i et biluheld.

Og umiddelbart herefter finder vi ud af, at Riggs er blevet overflyttet fra narkoafdelingen til drabsafdelingen, hvor han bliver Murtaughs nye makker. Den gamle, garvede betjent og familiemand og den unge, impulsive selvmordskandidat. Hund og kat. Det rimer på buddy og cop. (Nej, det gør det ikke, men det var sjovt at skrive).

Fantastisk kemi

Gibson og Glover har fantastisk kemi, og selvom Murtaugh indledningsvist selvfølgelig ikke er meget for at skulle parres med den unge, tydeligvis farlige Riggs, opstår naturligvis både gensidig respekt og venskab.

Men det tager et stykke tid, og inden da har vi fået nogle klassiske action-klichéer på plads, både hvad angår Riggs’ baggrund og evner, og hvad angår dialogen mellem de to.

Hør blot denne udveksling mellem de to, lige efter Murtaugh har fået at vide, at han har fået Riggs som partner. De to befinder sig i parkeringskælderen under politistationen.

Murtaugh: I pulled your file. Said you worked in the Phoenix Project in Vietnam. That right?
Riggs: Uh-huh.
Murtaugh: Assassination stuff. It’s over, you know.
Riggs: What is?
Murtaugh: The war.
Riggs: Uh, yes, I know.
Murtaugh: Just thought I’d remind you. [pause] That’s some serious shit you carry.
Riggs: Be my guest [hiver sin pistol frem og rækker den til Murtaugh]
Murtaugh: 9mm Beretta, takes 15 in the mag, 1 up the pipe. Wide ejection port, no feed jams.
Riggs: What you got in there?
Murtaugh: 4-inch Smith.
Riggs: Six-shooter, huh? A lot of old-timers carry those.
Murtaugh: File also said you’re heavy into martial arts, tai chi and all that, uh, killer stuff. I suppose we have to register you as a lethal weapon.
Riggs: Hey look, friend, let’s just cut the shit. Now, we both know why I was transferred. Everybody thinks I’m suicidal in which case I’m fucked and nobody wants to work with me. Or they think I’m faking to draw psycho pension in which case I’m fucked and nobody wants to work with me. Basically, I’m fucked.
Murtaugh: Guess what?
Riggs: What?
Murtaugh: I don’t want to work with you.
Riggs: Hey, don’t.
Murtaugh: Ain’t got no choice. Looks like we both are fucked.
Riggs: Terrific.
Murtaugh: God hates me, that’s what it is.
Riggs: Hate him back, it works for me.

Det er en kort udveksling, under 2 minutter i filmen, men den etablerer elegant en række træk, især ved Riggs, men også ved Murtaugh.

Først og fremmest understreges “det umage par”-elementet, der er så centralt i buddy cop-genren, men derudover får vi også nogle lækre action-klichéer fra 1980’erne på plads: Riggs er Vietnam-veteran (det er Murtaugh i øvrigt også), Riggs har arbejdet med noget serious shit i Vietnam (“Project Phoenix”) og han er megasej til kampsport.

Endelig tjener udvekslingen naturligvis som et blåtryk for dialogen – the banter – mellem Riggs og Murtaugh, som selvfølgelig kulminerer, da Murtaugh på et tidspunkt sukker “I’m too old for this shit.”

Men bemærk, at Murtaugh faktisk kun siger sin catch-phrase en enkelt gang i hele filmen!

Lejesoldater og narkosmugling

Plottet fortættes, da Murtaugh og Riggs begynder at efterforske et tilsyneladende selvmord, ja, det vi så i starten af filmen.

Inden da har vi allerede fået at vide, at en gammel soldaterkammerat ved navn Michael Hunsaker i nogle dage har forsøgt at få fat i Murtaugh, men uden held. Og det viser sig, at selvmordsofrets navn er Amanda Hunsaker.

Herefter går det stærkt. Riggs og Murtaugh finder ud af, at Amanda i virkeligheden ikke begik selvmord, og at Michael Hunsaker er involveret i noget skidt – skidt, der naturligvis trækker tråde tilbage til Vietnam-krigen.

Det handler om narko – selvfølgelig gør det det – og hovedskurken er en tidligere general med CIA-kontakter.

(Her er det i øvrigt lidt sjovt, at Michael Hunsaker forklarer til Murtaugh, at CIA, gennem fupfirmaet Air America, førte skyggekrig mod Nordvietnameserne. Ikke fordi det ikke passer, men fordi Mel Gibson tre år senere spillede hovedrollen i krigsactionkomedien Air America og med en ung Robert Downey Jr. som co-star. Samme Downey Jr., hvis karriere i 2005 for alvor blev genoplivet af Shane Black, da Black castede ham i Kiss Kiss Bang Bang.)

Gary Busey, Al Leong og Sven-Ole

Nå, men tilbage til det, det handler om. Skurke med CIA-kontakter. Skurke, der er lejesoldater (bl.a. med Sven-Ole Thorsen i en “blink and you’ll miss it”-birolle). Skurke, der bruger beskidte metoder, som f.eks. kidnapning af teenagedøtre. Skurke, der ledes af en ekstra led skurk, der samtidig er overskurkens højre hånd. Her i skikkelse af Gary Busey som Mr. Joshua.

Overskurken, “The General”, spilles i øvrigt af Mitchell Ryan, som man tidligere havde set som Patrick Swayzes far i borgerkrigsdramaserien North and South (1985) og senere som Gregs far i komedieserien Dharma & Greg (1997-2002).

Gary Busey er perfekt i rollen som Mr. Joshua – ja, Busey var, dengang i 1980’erne og de tidlige 1990’ere, bare perfekt til at spille røvhulsskurk. Han var også god i samme funktion i Under Siege (1992), men inden da løb Danny Glover ind i ham endnu engang i den svært undervurderede (dog ikke af os her på Planet Pulp) Predator 2 (1990), hvor Busey godt nok spiller en fyr fra FBI, men stadig et røvhul.

Og så må vi naturligvis ikke glemme at nævne Al Leong som skurkenes torturekspert Endo, om hvem Mr. Joshua siger følgende: “Endo here has forgotten more about dispensing pain than you and I will ever know.” Gisp! Al dukker naturligvis også op Die Hard året efter, hvor han er en skurk med en sød tand.

Dans på en knivsæg

Både Gary Busey og Mitchell Ryan, ja for den sags skyld også Al Leong, tager sagerne alvorligt. De er ikke skurke med et glimt i øjet. Jeg mente det, da jeg sagde, at Lethal Weapon er mere hårdkogt end man måske har en tendens til at huske den.

Det kommer både til udtryk i voldens generelle karakter – også volden leveres uden glimt i øjet eller one-liners – og i en ubehagelig tortursekvens hen mod filmens klimaks, hvor Mr. Endo forsøger at få Riggs til at tale.

Til trods for det, efterlades man ikke med fornemmelsen af en film, der tager sig selv højtideligt, og det er en fornem dans på en knivsæg, både Shane Blacks manuskript og Richard Donners instruktion foretager her.

Det havde været nemt at falde i den ene eller den anden lejr – at gøre filmen så alvorlig, at kemien mellem de to hovedpersoner druknede, eller at skrue så meget op for humor og one-liners, at alvoren fordampede.

Ingen af delene sker, hvilket betyder, at man står med en actionfilm, hvor man både kommer til at holde af hovedpersonerne og tro på, at de rent faktisk er i fare, fordi skurkene og volden virker ægte. Eller så ægte, de nu kan være i en Hollywood-film.

Målestokken

Lethal Weapon-serien er for buddy cop-genren hvad Back to the Future (1985, 1989, 1990) er for tidsrejsegenren – mønstereksemplet, klassikeren, målestokken, man hiver frem igen og igen.

Genren havde eksisteret, før Lethal Weapon, og den eksisterer naturligvis fortsat, men det er få film, der har formået at gøre Lethal Weapon kunsten efter. I 1980’erne må man dog ikke glemme hverken 48 Hrs. (1982) eller Midnight Run (1988), selvom nogle måske vil hævde, at de to film ikke er en del af genren.

Lethal Weapon er imidlertid den rene vare, og ud over at være et forrygende eksempel på buddy cop-genren, er filmen også bare en ualmindeligt effektiv actionfilm med et lige-ud-ad-landevejen-plot, der er til at forstå, to ualmindeligt solide hovedrollepræstationer og en effektiv iscenesættelse – sidstnævnte næsten en selvfølge, når instruktørens navn er Richard Donner.

I min bog er Lethal Weapon en iskold klassiker og én, jeg kan se igen og igen, akkurat ligesom Die Hard fra året efter.

Anmeldt i nr. 241 | 13/12/2025