L’abîme des morts vivants

Når en instruktør bag en film ikke vil stå frem og tage ansvaret for en af sine film, er det oftest ensbetydende med, at filmen ikke er et større mesterværk, set i forhold til både filmhistorien og instruktørens tidligere arbejde. Dette er nemlig tilfældet med L’abîme des morts vivants – nok bedre kendt under den amerikanske titel Oasis of the Zombies.

Når titler lokker

Nogle år efter sin udgivelse i 1981 blev det kendt, at manden bag filmen var ingen anden end Jesus Franco, der er kendt under et hav af aliaser og har stået bag næsten 200 film i løbet af sin karriere. Selv om alt tyder på, at filmen er en stinker, kunne jeg ikke lade være med at blive lokket, og helt ærligt – hvilken zombiefan bliver ikke helt vild, når de hører en alternativ titel som Bloodsucking Nazi Zombies?

Så jeg smed alle forventninger overbord og bestilte en manglende brik i min zombiesamling. Versionen, der kan findes relativt billigt på nettet, er kun den ene ud af to udgivelser. For filmen blev udgivet igen i 1983 under den spanske titel La tumba de los muertos vivientes aka Grave of the Living Dead. Jeg har ikke fået muligheden for at se den spanske version endnu, men spilletiden afviger kun omkring 3 minutter imellem de to versioner. Den anmeldte version er den franske version, udsendt i 1981 med den amerikanske titel Oasis of the Living Dead.

Under 2. verdenskrig falder en gruppe nazister i et bagholdsangreb og bliver dræbt af englænderne uden for byen Tripoli, hvor 6 millioner dollars i guld er begravet. Nogle år senere mødes den tyske og den britiske leder for sammen at finde guldet, grave det op og dele det. Men lige efter den britiske leder (Javier Maiza) har udpeget stedet, bliver han myrdet af den tyske general, der vil have det hele for sig selv.

Hold tungen lige i munden!

Så hopper vi meget hurtigt videre til London (man skal følge godt med i starten for at forstå, hvad der sker), hvor en ung mand ved navn Robert (Manuel Gélin) finder ud af, at hans far er død. I det brev han har modtaget, får han hele fortællingen om guldet og oasen, hvor guldet er gemt.

Robert samler hurtigt sine nærmeste venner, der beslutter sig for at skippe de afsluttende prøver til fordel for 6 millioner dollars! De tager til Tripoli, som der stod i faderens brev, for at opsøge en sheik (Antonio Mayans), der kan fortælle dem om guldets præcise placering. Sheiken advarer dem dog imod at tage ud til oasen, da fortidens spøgelser stadig hjemsøger stedet og vil dræbe alle, der nærmer sig. Men unge og naive som Robert og hans venner nu er, ignorerer de sheikens advarsler, og begiver sig ud for at finde guldet – det skulle de bare aldrig have gjort.

L’abîme des morts vivants har måske ikke den mest originale historie, men den har alligevel fanget nogle af ingredienserne til en rigtig god zombiefilm. Desværre bruges der bare alt for lang tid på en masse ligegyldig snak, så man hurtig kommer til at hade alle karaktererne, som man egentlig skulle holde med.

Er ophavsmanden i virkeligheden Rollin?

Det samme var egentlig også problemet i Jean Rollins film Le Lac des Morts Vivants (1981), der minder utrolig meget om den her anmeldte film. Faktisk ligner de to film stilmæssigt hinanden så meget, at man i nogle år troede (og mente), at Rollin også stod bag L’abîme des morts vivants. I dag mener mange stadig, at Rollin står bag filmen, selvom Franco har stået frem og taget æren.

Det er da heller ikke uden grund, at mange mener, at filmene er lavet af samme person, da de har den samme langsomme gang, hvor der ikke sker ret meget. Man skal så huske på, at Jesus Franco skam også var med til at skrive både Le Lac des Morts Vivants og L’abîme des morts vivants. Dog afviger filmene en smule fra hinanden, hvor Rollins zombier var hæsligt billig lavet med et tyndt lag grøn maling i hovedet, ser det ud til, at der er brugt lidt mere tid med effekterne i L’abîme des morts vivants.

Le Lac des Morts Vivants var også en del mere erotisk anlagt end L’abîme des morts vivants, da den havde en hel del flere lumre nøgenscener, der ikke altid gav helt mening. L’abîme des morts vivants har ikke ret mange nøgenscener, faktisk er der overraskende få scener, hvor vi ser noget hud, og det lader heller ikke til at zombierne har en hungrende lyst efter halvnøgne kvinder.

Hvor er zombierne henne?

Det er desværre først i de sidste 10 minutters tid, at vi virkelig får set noget til zombierne. Den afsluttende kamp imellem de gode og de onde (her de irriterende unge og de kedelige zombier) kan heller ikke andet end at skuffe – scenen er relativt hurtigt færdig, efter vi har siddet igennem 70 minutters ligegyldig nonsens, der prøver at sætte en stemning og forklare, hvorfor der er zombier i ørkenen.

Hvis der skal nævnes et højdepunkt i filmen, eller en ting der er værd at komme efter som zombiefan, må det være de lidt anderledes zombier, Franco har valgt at bruge. De holder sig selvfølgelig indenfor de ”regler”, der er for den klassiske filmzombie – som f.eks. med at gå langsomt, æde menneskekød osv., men de tre-fire zombier, filmen skænker mest tid, er så mærkelige, at man nok ikke kommer til at se noget lignende i meget lang tid.

Én af zombierne (der faktisk er meget godt lavet) er ikke andet end et dukkehoved, der bliver bevæget en smule. Denne scene bliver så genbrugt to-tre gange, så vi virkelig kan se, hvor farlig (og fake) den er. Det var måske meningen, at det hele skulle virke uhyggeligt, men det bliver snarere underligt. Filmens slutning og især zombiernes undergang virker meget bekendt, og deler samme stil som Lucio Fulcis Paura nella città dei morti viventi (City of the Living Dead / Zombiernes By, 1980), hvor zombierne bryder i brand og smelter sammen til en lille bunke aske.

Fulci gjorde det selvfølgelig hundrede gange bedre end Franco, selvom Paura nella città dei morti viventi, ikke er hans bedste film.

Nazizombierne længe leve!

Her for tiden hvor stort set hver eneste gammel gyserklassiker (eller klassiker generelt) skal shines op i Hollywoodmaskinen med fart, tempo og unge skuespillere, kunne man ønske, at de lod dem ligge og så shinede en film som denne op. Jeg er sikker på, at flere hardcorefans hellere vil betale penge for at se en moderne version af en nazizombie film (den norske film Død Snø (2009) er et godt eksempel herpå), end et remake af en klassisk Romero-film.

Er man stor zombiefan som undertegnede, bør man have Oasis of the Zombies i sin samling – man ved jo aldrig, hvornår man får besøg af en flok venner og noget sprut, der bare skal hældes indenbords til en dårlig film. Andre, der ikke har stiftet bekendtskab med denne form for film, bør nok gå et godt stykke udenom, og holde sig til de lidt mere spændende film, der kan holde sit publikum fanget – så kan man jo altid vende tilbage en dag, hvor man mener, man tør give sig i kast med en virkelig B-film.

Nazizombier har det åbenbart med at fascinere zombiefans verden over. Hvorfor det lige er nazistiske zombier, kan jeg ikke sætte finger på, men der er noget over en udødelig skabning i naziuniform, der virker skræmmende. Den ultimative nazizombie film (indtil videre) må siges at være Shock Waves (1977), der har nogle af de fedeste zombier i filmhistorien. I år har den norske film Død Snø haft premiere og er blevet vist på Cannes. Anmeldelserne lover godt, og mon ikke vi ser en hel del nye nazizombie film de næste par år, hvis Død Snø klarer sig godt – måske endda et unødvendigt remake af Shock Waves?

Anmeldt i nr. 46 | 13/08/2009

Stikord: Naziskurke, Nazizombier, Splat, Zombier, Ørkenen