Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

La morte vivante

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

La morte vivante er en forrygende film – ikke som sammenhængende spillefilm, men som fascinerende pseudo-kunst.

La morte vivanteDen franske instruktør Jean Rollin tog allerede meget tidligt vampyren til sig som figur. Gang på gang vendte han tilbage med film, der sammenblandede erotik, mystik og blod. Navnlig kvindekønnet som dobbelttydig skikkelse optrådte igen og igen.

Kvinden blev både den uskyldige lillepige, som gennem sin uspolerede natur kunne tiltrække mørke, seksuelle kræfter, og samtidig den farlige, forførende vampyr, der gennem sine løfter om hed elskov kunne fortære både mænd og kvinder. La morte vivante (engelsk titel: The Living Dead Girl) fra 1982 sætter sig midt mellem dette, for her møder vi rent faktisk begge kvindebilleder personificeret i veninderne Hélène og Cathrine.

Genoplivet af kemikalier
Stik sagde det, og han mistede øjnene.

Stik sagde det, og han mistede øjnene.

For to år siden døde Cathrine af uvisse årsager. Hun var den sidste overlevende af en velhavende aristokratisk slægt, og efter hendes død har familiens chateau stået ubrugt hen. I mellemtiden har en lokal kemisk fabrik fået den smarte idé, at man kan skaffe ulovligt affald af vejen i kældrene under familiens gamle gods.

Det amerikanske ægtepar.

Det amerikanske ægtepar.

Tønde for tønde har de slæbt affaldet ned i kælderen, men et rygte om alle de smykker, slægtens kvinder skulle være blevet begravet med, får en dag to arbejdsmænd til at fortsætte fra kælderen og ned i slægtens krypt for at plyndre gravene. Hvad de ikke ved er, at en af de tønder, de netop har dumpet, vælter og fra den substans, som stiger ud af tøndens åbning, danner der sig giftig gas.

Den gas, der stiger op fra tønden, siver ned i krypten, og når gravkammeret netop som den ene arbejdsmand får åbnet Cathrines kiste. På lyntid bliver hun genoplivet af gassen, og jager sine lange negle i øjnene på gravrøveren. Den anden røver er så tåbelig at glide i den væske, som også er løbet ud af tønden og ned i krypten, hvilket ætser hans ansigt i stykker på få øjeblikke.

Genforenet
Cathrine Valmont (Françoise Blanchard), genopstanden fra de døde.

Cathrine Valmont (Françoise Blanchard), genopstanden fra de døde.

Cathrine, der nu som en levende død kan rejse sig fra graven, mæsker sig først i blodet fra røveren, som mistede øjnene. Dernæst afslutter hun fyren, som fik ansigtet ætset bort, og så kan hun som et andet gespenst forlade krypten. I meget omtåget tilstand kommer den genoplivede pige op i det klare dagslys, og nu flakker hun lidt om på må og få, før hun finder hjem til chateauet, og kan gå ind gennem hovedindgangen.

Huset er stort og fyldt med minder. Hvad Cathrine egentlig tænker er svært at sige, men i en serie flashbacks ser vi, at hun i barndommen svor evig troskab med pigen Hélène. De ville leve sammen og dø sammen. I dette spiller en fornem spilledåse en vigtig rolle, for snart står det klart for os, at Cathrine rent faktisk ikke er helt så hjernedød, som hun umiddelbart fremstår.

Pigen får nemlig løftet røret på telefonen og ringet op til Hélène, men da hun ikke er i stand til at tale, åbner hun blot for spilledåsen. Musikken er nok til, at Hélène forstår, at det må være Cathrine, som kalder, og hovedkulds kaster hun sig ud i bilen for at køre hjem til sin elskede blodsøster.

Uslukkelig tørst efter menneskeblod
Velkommen hjem.

Velkommen hjem.

Imens Hélène raser gennem natten for at komme frem til Cathrine, sniger et par lokale sig ind på chateauet for at kneppe i de fornemme stuer. Det skulle de bare ikke have gjort, for efter husets retmæssige ejerinde er vågnet fra de døde, er hendes tørst efter friskt menneskeblod næsten uslukkelig.

Brutalt myrder Cathrine de to indtrængende, og efterlader de døde, hvor de faldt. Da Hélène ankommer, er det således til synet af en død kvinde, som ligger på husets fortrappe, og snart opdager hun også et lig i stuen. Det er dog genforeningens time, og Hélène bliver lykkelig, da hun ser Cathrine i levende live.

Et lig skaffes af vejen.

Et lig skaffes af vejen.

Først forstår hun ikke situationen, og tror, at nogen bevidst har forsøgt at få Cathrine til at fremstå som død, men som blodtrangen bliver større hos veninden, går det op for hende, at noget må have hidkaldt hende graven. Pigernes venskabsbånd er stærkt, og da Cathrine begynder at jamre efter friskt blod, tøver Hélène kun i få øjeblikke, før hun drager ud for at finde et offer.

Der går dog ikke længe før det, der måske kunne være blevet en lykkelig ny start på livet, forvandles til et mareridt, hvor skyld, vold, blod og ondskab sættes på spidsen. Pigerne får heller ikke lov til at passe sig selv, for den nævenyttige amerikanske turist Barbara og hendes mand Greg fatter interesse for sagen, da de ser Cathrine vandre omtåget rundt på engene foran landsstedet. Hvad det kommer til at betyde, at to amerikanske snushaner blander sig i sagerne, skal dog ikke afsløres.

Pulserende gotisk hjerte
Den trofaste, men absolut ikke uskyldige Hélène (Marina Pierro).

Den trofaste, men absolut ikke uskyldige Hélène (Marina Pierro).

La morte vivante er ikke nogen vampyrfilm i traditionel forstand. Den har alle de obligatoriske gotiske byggesten, men Cathrine er ikke nogen egentlig vampyr. Hun drikker blod for at overleve, men her hører lighederne også op. Cathrine er bestemt ikke noget rovdyr – hun er en stakkel, som gradvist genvinder sine sansers fulde brug, og da det sker, går det op for hende, at hun er blevet et monster.

Her er vi inde også røre ved selve filmens pulserende gotiske hjerte. Cathrine er den hjernedøde dræber, der gradvist vender tilbage til virkeligheden og forstår, hvad det er, hun er blevet til. Omvendt er Hélène den uskyldige, der gennem sin kærlighed til Cathrine, overskrider en grænse, og bliver til den dræber, veninden så inderligt ønsker ikke at være. Det bliver Hélène, som skal skaffe ofrene, og det er Hélène, der i sidste ende driver pigerne ud over kanten.

Ingen lebbesex, men masser af splat
Amerikaneren Barbara (Carina Barone) stikker sin næse i andres sager.

Amerikaneren Barbara (Carina Barone) stikker sin næse i andres sager.

Centralt i dette er deres kærlighed, som næsten, men også kun næsten får lov at udarte sig i et seksuelt forhold. Bævrende knuger pigerne sig ind til hinanden, og med dirrende læber hvisker de grådkvalt deres nød. De tætte omfavnelser bliver til kærtegn og ømme blikke, men som sagt ikke nogen hed lebbesex.

Her må man også påpege, at den udgave af filmen som Another World Entertainment netop har udsendt, advarer mod stærke erotiske scener på coveret, og det er måske lige i overkanten. Filmen er dampende erotisk, men stærke scener er det ikke ligefrem. Splat er der imidlertid rigtig meget af.

La morte vivante er en særdeles blodig omgang, hvor der så absolut ikke bliver lagt fingre imellem. Blodet sprøjter lystigt fra Cathrines ofre. Da hun ikke har nogen spidse tænder, som kan bide hul i ofrene, må hun som et andet rovdyr flå og rive ofrenes kroppe op, for at kunne sutte og slikke blodet i sig. Det går vildt for sig, og hun bider eksempelvis fingrene af et offer på et tidspunkt, for at suge blod fra sårene på hånden. Her lader La morte vivante ikke noget stå tilbage for de italienske zombiefilm, og det kan da heller ikke udelukkes, at Jean Rollin og Jacques Ralf, der skrev manuskriptet sammen, har fundet en del inspiration her.

De store linjer
Blodmad på menuen.

Blodmad på menuen.

La morte vivante er på mange måder en helt klassisk Jean Rollin-film. Det er en erotisk gyser indsovset i tunge gotiske gevandter, og det på en sådan måde, at stil og stemning går forud for de faktiske hændelser i filmen. Pigernes forhold og begivenhederne på chateauet er helt og aldeles fabelagtige. Her viser Rollin, at han som ingen andre formåede at skabe en fortættet stemning af lummer vampyrisme, men det skete på bekostning af detaljen.

La morte vivante er fyldt med besynderligt ugennemtænkte optrin og visuelle effekter, som ganske vist gør sig godt, men som ved nærmere eftertanke ikke helt holder. Man spørger sig således, hvem der tænder faklerne i familiens krypt, hvem der betaler strøm og telefonregningen og så fremdeles.

Realiteterne går op for pigerne.

Realiteterne går op for pigerne.

Samtidig er plotmæssige detaljer såsom at Cathrine skulle have været død i to år – uden kroppen er gået det mindste i forrådnelse! – og den pinagtige idé med det kemiske affald, som begynder det hele, dybt utilfredsstillende detaljer, som ikke betyder noget for det store billede, men som viser, at Jean Rollin i hvert fald dengang var en instruktør, som ikke kunne bekymre sig om detaljerne.

Det var de store linier, der optog ham. La morte vivante udmærker sig således for sine scener som enkeltstående optrin eller tableauer, ikke som kontinuerlig fortælling. Det er et træk, vi også genkender fra den italienske instruktør Luigi Batzella, som eksempelvis med sin Nuda per Satana fra 1974, udviste et tydeligt åndeligt slægtskab med Jean Rollins måde at lave film på.

Fascinerende pseudo-kunst
Et offer gøres klar.

Et offer gøres klar.

La morte vivante er en forrygende film; ikke som underholdende spillefilm, men som fascinerende pseudo-kunst. Den er mere stemning og stil end historie og plot. Hertil må man dog også sige, at den har påfaldende mange lighedstræk med plottet i Clive Barkers novelle The Hellbound Heart (1986) og Hellraiser (1987), filmatiseringen af denne. Om Barker har hentet inspiration i Rollins film, skal dog ikke kunne siges.

En af de vigtige ting, som får La morte vivante til at fungere, er pigernes samspil. Dialogen er ikke synderligt god, men deres intense samvær og omklamrende stil skaber gribende billeder, så snart de to er i samme rum. Cathrine spilles af Françoise Blanchard, der har medvirket i en stribe hel- og halvpornografiske produktioner, både før og efter La morte vivante og hun spiller rent faktisk også med i Jean Rollins seneste film La nuit des horloges fra 2007.

Den der dog for alvor stjæler billedet er den ellers ret ukendte Marina Pierro, som kun medvirkede i en håndfuld film og TV-produktioner, før hun indstillede karrieren i 1990. Genrefans bør imidlertid helt sikkert checke andre af hendes film ud, for Pierro havde en dragende tiltrækning, på sin egen afdæmpede facon. Stort skuespil må man dog ikke forvente, hverken fra Blanchard eller Pierro.

Gotisk lækkerbisken
Så kan festen fortsætte.

Så kan festen fortsætte.

Som sagt har Another World Entertainment nu udsendt La morte vivante på dansk grund. Filmen er den udgave, som gennem længere tid har været udsendt af Redemption Films, og det er da også gennem licens fra Redemption, at La morte vivante nu kan præsenteres med danske undertekster, i vanlig høj kvalitet og endda til særdeles rimelige penge.

Dermed er det blevet endnu lettere at få fat i denne gotiske lækkerbisken, som måske ikke vil falde i alles smag, men kan du leve med Rollins svagheder, er der bestemt god grund til at trille ned forbi den lokale DVD-pusher og snuppe La morte vivante med hjem.

La morte vivante er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

5 stjerner

Titel: La morte vivante
Andre titler: The Living Dead Girl, Lady Dracula, Zombie Queen
Instruktør: Jean Rollin
Manuskript: Jean Rollin & Jacques Ralf
Cast: Marina Pierro (Hélène), Françoise Blanchard (Catherine Valmont), Mike Marshall (Greg), Carina Barone (Barbara), Fanny Magier, Patricia Besnard-Rousseau
Producere: Sam Selsky (producer)
Foto: Max Monteillet
Klip: Janette Kronegger
Musik: Philippe d’ Aram
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: 1.66:1
Lyd: Dolby Digital stereo
Sprog: Fransk, engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Frankrig, 1982
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Gotika, Splat, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *