Christian Bogh
Ingen kommentarer

Kolskaya sverhglubokaya

Kolskaya sverhglubokaya
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Kolskaya sverhglubokaya – med den engelske titel Superdeep – er et russisk riff på Carpenter-klassikeren The Thing, men desværre ikke af samme kvalitet.

Kolskaya sverhglubokaya (Superdeep)I 1989 nåede et bor i det nordlige Rusland ned på 12.262 meters dybde; det dybeste hul på hele Jorden. Hullet blev påbegyndt 19 år før – i 1970 – som et led i et videnskabeligt forsøg. Dette forsøg blev i 2020 til baggrunden for en ny film fra netop Rusland – og her i anmeldelsen kalder vi filmen ved dens engelske titel.

Manden bag er russiske Arseny Syuhin, og han har både instrueret og været med til at skrive manuskriptet. Det er ikke meget, man har hørt til ham før denne film, som er hans første spillefilm. Førhen har han mest gjort sig i klipperummet eller som instruktør af kortfilm.

Inspirationen til filmen skal findes to steder, og begge steder handler det om transformation af den menneskelige krop. Først er det oplagt at se på John Carpenters klassiker The Thing fra 1982, og dernæst er det Neill Blomkamps kortfilm Zygote fra 2017.

Begge film foregår på en forskningsstation i et meget koldt område, og begge steder optræder et væsen, der bruger menneskekroppen som vært. Og så har de også en forkærlighed for praktiske effekter.

For langsom

Med Superdeep er der således forsøgt skabt en moderne sci-fi-gyser, godt plantet i historiske rødder. Desværre står udførelsen ikke helt mål med intentionerne. Det skyldes primært pacingen, for filmen er simpelthen for langsom.

Oprindelig var filmen på 115 minutter, men det kunne skaberne godt fornemme var alt for meget, så den internationale version er skåret ned med 10 minutter. Det kunne med fordel have været 30.

Dertil kommer, at klipning og skuespil til tider er lidt haltende. Men der er plus for indsatsen. For skuespillerne kæmper med det, de får tildelt.

Vaccineforsker i problemer

Den russiske sci-fi-filmverden byder til tider på interessante idéer. Ikke mindst Andrei Tarkovskys fabelagtige Solyaris fra 1972, men også nye film som Sputnik fra 2020 gør Rusland til en interessant filmverden.

Denne film er om ikke original – dertil er der for meget, der er lånt fra de omtalte andre film – men så er den til gengæld til tider spændende og visuelt interessant. Også selvom der er en del plothuller indimellem.

Filmen begynder med en lille prolog fra 1984, hvor vi ser hovedpersonen, forskeren Anna (Milena Radulovic), der er i gang med nogle mystiske vaccineforsøg, som tydeligvis mislykkes. Med fatale konsekvenser for hendes kollega.

Tynget af sorg vil hun opgive jagten på vaccinen, der skulle hjælpe russiske militærtropper i Afrika, men en efterretningsmand overtaler hende til at fortsætte. Senere får Anna tilbudt at blive chef for militærets biologiske forsøg.

Det kræver blot, at hun tager med ud til en forsøgsstation, hvor de har boret mere end 12 kilometer ned i jorden. Her er der åbenbart sket et eller andet under jorden. Anna siger ja og tager afsted, og det var nok ikke den bedste idé.

Smitte under jorden

Fremme ved forsøgsstationen bliver hun mødt af en sindsforvirret mand, der tydeligvis er sluppet ud fra hullet i jorden. Han sprænger sig selv i luften, og her begynder historien at tage fart. For de sørgelige rester af manden indeholder et eller andet, som ikke er helt normalt.

Anna tager en elevator ned i dybet sammen med en lille flok soldater, og her møder hun modstand – både fra soldaterne, de forskere der stadig er dernede, den barske hede, der er så dybt nede i jorden og noget helt fjerde.

Det viser sig, at noget er helt galt. De møder en kvinde, som på mystisk vis har overlevet den brændende hede, der er uden for laboratorierne. Da de undersøger hende, viser det sig, at hun er inficeret med noget – noget der får hende til at forvandle sig. Her er der tryk på de praktiske effekter.

Militæret vil have prøver af det hele, men Anna aner uråd. Desværre bliver de alle eksponeret for smitten, og nu er det en kamp mod uret. For smitten må ikke nå overfladen, for så er det ude med hele menneskeheden.

Potentiale der ikke indfries

Filmen er som nævnt langtrukken, men man bliver alligevel lidt fanget af den trykkede stemning og ikke mindst de flotte praktiske effekter, som i den grad minder én om effekterne i The Thing.

Desværre er der også CGI-effekter, og de holder desværre ikke. Så den samlede oplevelse bliver altså ikke noget at råbe hurra for.

Filmen har potentiale, men formår ikke at indfri det. Og sammen med plothullerne gør det, at man bliver revet ud af den trykkede stemning for blot at se på uret, om filmen ikke snart er færdig. Den påklistrede romance hjælper heller ikke.

Er du til The Thing, så kan du nøjes med at se Zygote – den tager kun 23 minutter, men gør alt det, som Superdeep ikke formår.

3 stjerner

Titel: Kolskaya sverhglubokaya
Engelsk titel: Supedeep
Instruktør: Arseny Syuhin
Manuskript: Viktor Bondaryuk, Sergey Torchilin, Milena Radulovic, Arseny Syuhin
Cast: Milena Radulovic (Anya), Sergey Ivanyuk (Mikheev), Nikolay Kovbas (Yury), Vadim Demchog (Grigoriev), Kirill Kovbas (Pyotr), Nikita Dyuvabanov (Nikolay), Viktor Nizovoy (Bigg Daddy)
Foto: Hayk Kirakosyan
Klip: Sergey Torchilin
Musik: Dmitry Selipanov
Spilletid: 105 minutter
Sprog: Russisk
Produktionsland, år: Rusland, 2020

Anmeldt i nr. 194 | 13/12/2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *