Jûbei ninpûchô

Nu er det over 10 år siden, at en af animebranchens mest kendte og elskede film udkom på engelsk. I denne anledning er der blevet produceret en 10th Anniversary Special Edition, der udkom i 2004 på to DVD’er. Og det er denne udgave af Jûbei ninpûchô (engelsk: Ninja Scroll), vi tager fat på i denne anmeldelse – den har nemlig det hele.

Al det ekstramateriale

På den ene DVD ligger den originale full-screen film, og på den anden ligger så en lækker widescreen-udgave. De er begge blevet remastered, så kvaliteten er i top. Sprogmulighederne er ens på begge DVD’er, og det er derfor muligt at se filmen med enten japansk, engelsk, fransk eller spansk tale.

Hvorfor man ville se ninjaer i et tilsyneladende historisk Japan tale fransk, giver dog ingen mening i mit lille anime-hoved. Jeg anbefaler klart at se filmen med dens originale voice cast og med engelske eller danske undertekster.

Ellers har producenterne udstyret boksen med et helt ufattelig dårligt produceret interview med filmens instruktør, Yoshiaki Kawajiri. Det er sådan set ganske interessant, men kvaliteten af selve optagelsen er lige ved at blive for meget. Derudover er der et interview med Bradley Lavelle og Wendee Lee, der lagde engelske stemmer til originalen. De taler om voice acting, og om hvordan det var et medvirke i noget de selv troede var en lille subkultursproduktion, men som endte med at blive et verdensomspændende fænomen.

Det er ret morsomt at se to midaldrende mennesker sidde og bruge de stemmer, som men gennem mange år har følt tilhørte en ultracool ninjafister og en giftig ninjatøs. ‘Shit mand.. gamle mennesker!’, tænker man, men det gør ikke noget, for de er virkeligt et par good sports.

Så er der korte introduktioner til alle filmens karakterer og en uddybende introduktion til hovedpersonen, der faktisk tyder på at være bygget på en historisk person i 1600-tallet. Det er da meget sjovt, men hvor meget man bruger det, er jo op til én selv. Personligt tror jeg f.eks. hellere at jeg ville have haft en flok karakter- og stemningsskitser, men sådan er vi jo så forskellige.

Slutteligt er der så et ret langt medley af trailers for et hav af forskellige anime-titler. Alt fra Bubble Gum Crash til Evangelion til Vampire Hunter D og alt der imellem, mixet til enerverende speed-jungle. Der er ingen af trailerne, der er mere end 20-30 sekunder lange, så når man har siddet og set dem allesammen igennem, er man heldig hvis man ikke har ondt i hovedet.

Nåh joh – boksen lover også på bagsiden at DVD’erne indeholder et ”Photo Gallery”, men det har jeg ikke kunnet finde. Sur røv eller falsk reklame?

Heldigvis er alt ovenstående kun en bonus. Det er filmen, man har købt og det er den, man vil have. Vi befinder os i det feudale Japan i 1600-tallet, og der er ugler i mosen.

Går efter guldet

Som i størstedelen af animegenren starter filmen in medias res, altså midt i det hele. Der er ingen forudgående forklaringer, og der er heller ikke brug for nogen. Animegenren kræver altså af sit publikum, at det er i stand til at lade handlingen gå sin gang, og så bare acceptere at ikke alle spørgsmål bliver besvaret.

Filmens første scene giver publikum et kort indblik i hvor cool, hovedpersonen – den omrejsende ninja Jubei Kibagami – egentligt er. Han overfaldes af tre banditter på vej over en bro, og det kræver ikke mange hak med katanaen, før de pakker sammen. Stemningen er sat og helten præsenteret.

Selve handlingen i Jûbei ninpûchô er en lille smule mere indviklet. Nogle år før handlingen starter, har der været noget ballade omkring en guldmine, som én fraktion har opdaget, men som en anden fraktion vil have fat i. Jubei var blandet ind i denne rivalisering og ender med at hugge hovedet af sin kollega, Himuro Gemma. Og det er alt dette guld, som handlingen i Jûbei ninpûchô i virkeligheden handler om.

Dæmonskurke

En ondskabsfuld fyr, kun kendt som The Shogun of the Dark, har nemlig planer om at tage magten fra den japanske regering. Til det skal han bruge ”’ny europæisk teknologi” – kanoner – og for at købe dem, er han nødt til at have masser af guld. Gammel guldmine + ond skurk + dyre kanoner = Jûbei ninpûchôs plot. Men det er i virkeligheden ikke det, der gør Jûbei ninpûchô interessant.

The Shogun of the Dark har nemlig hvervet en gruppe ikke-helt-almindelige henchmen til at udføre sin plan. De kaldes The Eight Devils of Kimon, og det er disse otte dæmoniske skurke, som Jubei må kæmpe sig vej igennem, før han kan redde Japan. Og disse otte ”feudale ninja-superskurke” er noget af det rigtigt fede ved filmen. Ikke bare i kraft af deres overnaturlige kræfter og måder at kæmpe på, men også i kraft af deres indbyrdes forhold til hinanden.

Eksempelvis er den kvindelige dæmonninja Zakuro dybt forelsket i dæmonlederens højre hånd, men han har kun hån til overs for hende. Han er nemlig selv tilsyneladende ret vild med deres leder. Tjah, det lyder næsten som Beverly Hills 90210, men det er det ikke.

Giftige kvinder og fede dæmonkampe

Det er heller ikke kun på skurkenes side, at der er lidt had/kærlighed ind over. Den kvindelige ninja Kagero – der er giftig og derfor uvilkårligt dræber alle, der bare så meget som kysser hende – er den eneste overlevende efter et ninjaangreb på den første af de otte djævle, Tessai.

Jubei redder hende fra Tessai og får følgeskab af hende, eftersom hun anser det for sin pligt at gøre sit til at opretholde lov og orden. Hun hader sig selv fordi hun som kvinde i det feudale Japan ikke kan bruges til det eneste, som kvinder på den tid duede til – nemlig sex – og er i det hele taget ret uptight. Jubeis og Kageros forhold til hinanden er derfor også noget, der skaber lidt dybde i historien.

Historiens tredje helt – helt er måske endda for meget sagt – er den gamle knark Dakuan, der er spion for den japanske regering, og ikke helt ueffen som troldmand. Det er ham, der sætter skub i historien og faktisk tvinger Jubei til at hjælpe sig. Det er ham, der er hjernen i foretagendet, selvom han ofte opfører sig som en oldgammel nar uden nogen realitetssans. Han udgør meget af plotfremdriften og er faktisk også ret sjov en gang i mellem.

De tre – Jubei, Kagero og Dakuan – arbejder altså nødtvungent sammen under besynderlige omstændigheder og så går det ellers derudaf. Fortid og nutid bindes sammen i flashbacks, og historien strikkes lidt efter lidt sammen til et forståeligt hele, alt i mens Jubei møder den ene dæmonpsykopat efter den anden.

Kampene med de otte djævle er fantastiske, og især hans første møde med Tessai er fedt. Også hans sværdkamp med den blinde Mujuru Utsutsu – der helt sikkert har inspireret et hav af kampscener siden da, f.eks. i filmen Shi mian mai fu (engelsk: The House of Flying Daggers) fra 2004 – er seværdig.

Faktisk sidder man og håber på, at der er flere overnaturlige skurke, han skal besejre, fordi det hele bare er så stilet og overdrevet, at man ikke kan andet end at holde af det. Heldigvis kan man få sin lyst til mere dæmonkamp stillet, eftersom filmen har fået en spin-off TV-serie i 13 dele, der udkom på 3 DVD’er i 2003. Her vender både Jubei og Dakuan tilbage og laver ballade, og det HOLDER! Hold udkig efter anmeldelsen af denne serie her på Planet Pulp.

Klassiker

Jûbei ninpûchô er ved at være en gammel sag, og det kan man jo også godt fornemme på animationen. Men den holder stadigvæk. Ja ja, serien er mere farvestrålende og mere velproduceret, men den har ikke den gamle charme, som filmen har.

Jeg bilder mig ind, at Jûbei ninpûchô er fra en periode i animehistorien, hvor den endnu ikke var blevet mainstream, hvor Yu-Gi-Oh!-kort og børneunderholdningsprogrammer i animestilen endnu ikke oversvømmede markedet, og hvor branchen udgav første del i den totalt-forbudt-for-børn-agtige serie Urotsukidôji med den engelske undertitel Legend of the Demon Womb. Tag et skridt tilbage i tiden og se, hvor godt det kunne gøres for 13 år siden. Sæt dig ned og nyd den klassiker, som Jûbei ninpûchô er blevet.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Dæmoner, Japan, Tegnefilm