Bekushiru: 2077 Nihon Sakoku

Hvorfor skal alle japanske animefilm partout starte in medias res? Hvad er det med den måde at starte en film på, der appellerer så meget til mangacrowden? Denne anmeldelse af Bekushiru: 2077 Nihon Sakoku (på dansk: Vexille – Fremtidens Agent) giver et muligt bud på baggrund af en middelgod film med et interessant emne.

”År 2077 – Menneskeheden er truet!”

En kold juleaften. En fedladen mand i en limousine. Et palæ midt ude i ingenting. En gruppe amerikanske specialtropper. Skurken med solbrillerne. Og robotter – masser af robotter. Men ingen forklaringer. Sådan starter japanske Bekushiru: 2077 Nihon Sakoku mere eller mindre. Kun en speak helt i starten forklarer den grundlæggende præmis; året er 2077, Japan har isoleret sig selv fra resten af verden, fordi FN har lagt restriktioner på robotudviklingen (der sammenlignes med atomteknologi), og ingen har hørt fra dem i 10 år.

Er du forvirret? Godt, for det er åbenbart meningen. Det er nemlig en tendens, der viser sig mere end bare en gang i mellem i anime-genren, i dette tilfælde med hvad der efterfølgende viser sig at være et amerikanske præcisionsangreb på en udsending fra filmens store antagonist Daiwa Industries, en ond mand (eller er han?) ved navn Saito.

Her stifter publikum bekendtskab med filmens hovedperson Vexille Serra og hendes squad af robotdragtklædte marines, især hendes kæreste Leon Fayden (som naturligvis har en skjult fortid), i takt med at de skydes ud af en hi-tech helikopter og i en hæsblæsende actionsekvens først entrer palæet, nedkæmper indtil flere store militærrobotter, fanger førnævnte Saito og endeligt ser ham undslippe spektakulært – og blodigt.

For hvis der er noget som Bekushiru: 2077 Nihon Sakoku er god til, så er det actionsekvenserne. Der er fart over feltet, energisk klipning og ”kameraføring” (hvis man kan sige det om en animeret film), og masser af hi-tech-robotstil.

Overhånd

Men filmen doserer også sin action – nogle gange endda lidt for sparsommeligt. For når det er sagt, at den er god til action, så lad det også være sagt, at der er mange andre elementer, der halter. Jævnligt afbrydes handlingen af flashbacks til f.eks. Faydens fortid, af langtrukne samtaler mellem Vexille og filmens andre personer, krydsklip til skurkene der lægger planer og så videre. Og selvom disse scener binder filmens plot sammen – og skaber mening med den forvirrede in medias res-galskab – så ender det med at tage overhånd.

Det viser sig som nævnt, at Leon har en fortid i Japan sammen med en kvinde ved navn Maria – som indtager en nærmest mytisk rolle i filmens historie – og nu bl.a. bliver sendt tilbage for at infiltrere Japan sammen med de andre specialtropper (herunder Vexille) for netop at finde Maria igen. Det hele går selvfølgelig galt, Vexille skilles fra de andre og vågner op i et Tokyo som er uigenkendelig.

Mere skal ikke afsløres her, men der er sket store, ondskabsfulde og tilpas japansk-animebizarre ting i Japan i de ti år de har været isoleret – alt sammen på den store robot-corporation Daiwas foranledning. ”Prøvekaniner” kan man vel kalde japanerne eller hvad der er tilbage af dem… hint hint.

Fejl og mangler

Giver det så mening? Opløses in medias res-forvirringen? Ja, bestemt. Selvom filmen skifter virkeligt meget i tempo – fra det mest hårdpumpede ultraaction til det mest melankolske følelsespladder – sidder man efter filmens slutning tilbage med en fornemmelse af, at historien er fortalt færdig. Men også med en følelse af, at historien sagtens kunne være blevet fortalt på den halve tid.

Filmens 109 minutter føles i de langsomme scener uendeligt lange – også selvom det er her, trådene bindes sammen. Om det er animationsstilens skyld, at det er svært at identificere sig med filmens personer, om det er stemmeskuespillets skyld eller om det simpelthen er karaktertegningen, er svært at sige (der er potentiale i Vexille – hun stoler ikke på maskiner – men det ender med at være ligegyldigt, eftersom hun alligevel hverken kan eller vil undvære dem), men filmen formår ikke at fange og inddrage publikum i en følelsesmæssige grad der lægges op til. I hvert fald ikke denne blegfede danske anmelder – men eftersom filmen er blevet udsendt på det danske marked (og ikke er blevet holdt isoleret i Japan), må et dansk publikum jo se den med egne øjne.

Havde den brugt lidt mere tid og energi på sin absolutte styrke – robotactionsekvenserne, især den klassiske ”jagten-på-at-nå-igennem-en-række-porte-der-er-ved-at-lukke”-scene hen imod slutningen er filmen er fænomenal – så havde det været en helt anden sag.

Og så er der alle de små problemer, som også bare trækker filmen ned. Vexille er kun udstyret med japansk tale (og det er jo normalt en god ting!), men her er det amerikanske specialtropper, der taler japansk – OGSÅ SELVOM DERES COMPUTER TALER AMERIKANSK TIL DEM! Og når der nu kun er japansk tale, stilles der ekstrahøje krav til undertekstningen – som er helt horribel; fyldt med stavefejl, undersættelser, misforståelser og så videre. Rent sjusk – desværre.

Menneske eller maskine?

Dog stiller Bekushiru: 2077 Nihon Sakoku et interessant spørgsmål; hvad vil det sige at være menneske? Er kunstigt liv stadig liv og dermed dyrebart, selvom det er kunstigt? Ligesom så mange andre før Bekushiru: 2077 Nihon Sakoku (I, Robot, Artificial Intelligence: AI, Blade Runner osv. osv.) tages emnet op til debat, og det giver trods alt filmen en filosofisk dybde. At filmen så sagtens kunne have arbejdet grundigere og mere nuanceret med spørgsmålet er en anden sag.

Hvem siger, at en ”tegnefilm” ikke kan stille de store spørgsmål og afkræve ligeså seriøse svar som en traditional film? Det gør jeg desværre – i denne omgang. Der er potentiale til så meget mere – og animationen, effekterne, cell-shadingen, motion capture-teknologien og alt det andet er helt i top – men som helstøbt film med et seriøst budskab og dybe karakterer, der opridser nuancerne falder Bekushiru: 2077 Nihon Sakoku igennem.

Og hvad så med den in medias res? Jo, den giver rent faktisk mening – fordi filmens personer, ligesom publikum selv, ikke ved hvad der sker og kun et skridt ad gangen finder ud af det. Vi er altså i samme båd som persongalleriet – og når form og indhold på den måde afspejler hinanden, er denne anmelder i hvert fald glad og tilfreds.

Bekushiru: 2077 Nihon Sakoku er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 67 | 13/05/2011

Stikord: Fremtiden, Japan, Robotter