Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Joe Strummer: The Future is Unwritten

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Julien Temples dokumentarfilm om The Clashs forsanger Joe Strummer er en glimrende musikdokumentar, der tegner et smukt portræt af den gamle punker.

Joe Strummer: The Future is UnwrittenDen 22. december 2002 døde Joe Strummer, den legendariske guitarist og forsanger i The Clash, mens han lå og læste avis på sofaen. Dødsårsagen var mindst lige så prosaisk som selve dødsscenen, nemlig en hjertefejl der medførte et ganske pludseligt hjertestop. Det kunne være sket når som helst, men det blev altså bag hjemmets fire vægge, at den gamle punker skulle stille træskoene. Ikke så meget rock ‘n roll over det dødsfald må man nok sige.

Rock ’n roll
Joe Strummer.

Joe Strummer.

Det var der til gengæld over Strummers liv, og at dømme efter de voldsomme reaktioner der fulgte i musikverdenen efter hans pludselige bortgang, efterlod sangskriveren et blivende aftryk på verden. Tager man samtidig med i betragtning, at Strummer afgik ved døden på et tidspunkt, hvor den engelske musikscene atter kørte for fuld udblæsning, er det næsten tragikomisk, at han ikke for alvor fik lov at opleve det comeback, der på mange måder lå i luften.

Strummers død medførte naturligvis en vis interesse for hans bagkatalog, og The Clash fik derfor pludselig opmærksomhed igen. Et nyt teenagepublikum kom i kontakt med albums som London Calling gennem unge bands’ erklærede inspiration fra de gamle konger, og den helt og aldeles fabelagtige dokumentarfilm Westway to the World, der så dagens lys i 2000 var bestemt også med til påny at kickstarte gruppens pladesalg.

The Clash.

The Clash.

Tilmed fik et meget lille udsnit af verdens befolkning lov til at opleve en historisk genforening, da Joe Strummer og hans nye band The Mescaleros spillede en støttekoncert for Londons strejkende brandmænd i november 2002 – altså kun kort før Strummers død.

Blandt aftenens publikum befandt Mick Jones fra The Clash sig nemlig denne aften, og da Strummer og co. begyndte at spille “White Riot” sprang Jones impulsivt op på scenen, greb en guitar og sluttede sig til bandet. Det var første gang i tyve år, at de to stod på scenen sammen, og der har næppe været et øje tørt i salen. At Strummer døde kort efter antager da nærmest også mytisk karakter, for der kan ikke være nogen tvivl om, at det var med tungt hjerte, at de to skiltes dengang, og dermed begyndte den hurtige opløsning af The Clash.

Friskhed
Scenedekoration.

Scenedekoration.

Nu har Joe Strummer så fået en officiel mindesten – en dokumentarfilm, dedikeret ene og alene til manden selv. Filmen har det strummerske navn Joe Strummer: The Future is Unwritten, og lad det være sagt med det samme – alle Clash-fans, eller bare Strummer-fans i det hele taget, kan her få del i et sandt overflødighedshorn af gamle og kun sjældent sete optagelser, der følger sangskriverens karriere fra de tidligste år og helt frem til dødsåret 2002.

For folk der allerede kender lidt til historien om The Clash og måske endda har set Don Letts’ Westway to the World, er der nok ikke så meget nyt under solen i The Future is Unwritten, men det gør slet ikke noget, for dokumentarfilmen serverer historien med en friskhed og oprigtighed, der gør det hele værd at se og høre igen.

Fra aspirerende billedkunstner til folkemusiker
Don Letts.

Don Letts.

Joe Strummer blev født som John Mellan i 1952. Hans far arbejdede for det engelske udenrigsministerium, og familien tilbragte en stor del af deres tid i udlandet. John flyttede derfor kontinent et par gange, før han som ung mand blev sendt hjem på kostskole sammen med storebroderen. Det lærte brødrene Mellan at tage vare på sig selv, og den unge John udviklede sig hurtigt til en tyrannisk bølle, der terroriserede de andre drenge med sin bande.

Strummer ved jukeboxen.

Strummer ved jukeboxen.

Karaktermæssigt stod det rigtig skidt til, så da skolen var afsluttet, besluttede John sig for at søge ind på en kunstskole, som han også opnåede adgang til. Længe formåede han dog ikke at blive på stedet, for efter at have fremstillet et kunstværk med brugte tamponer, mente man fra skolens side, at han havde overtrådt stedets grænser, og ikke tog sagen alvorligt nok. John Mellan fik sparket, men det kunne også være godt det samme, for den unge mand faldt på den måde lige i armene på de sidste rester af hippiebevægelsen.

Musik havde lige fra den tidligste tid været en stor del af Johns liv, og da han røg ud af kunstskolen, var det gennem tidens protestsangere, han genopfandt sig selv. John Mellan, inspireret af Woody Guthrie og Bob Dylan, skiftede navn til Woody, blev ræverød og hippie. Nu skulle han være folkmusiker sammen med violinisten Tymon Dogg, der lærte ham at spille de vigtigste akkorder. Nu lå landet åben, og Woody tog ud på landevejen for at søge det store eventyr.

Fra rocker til punker
Joe Strummer i 'South Park'.

Joe Strummer i ‘South Park’.

På den led drev hippiesangskriveren omkring, kom til Sydengland og tilbage til London. Her fandt han sammen med BZ-bevægelsen, og de dannede et stort orkester med stærkt svingende besætning. Woody udgjorde gruppens centrum, men som hans selvsikkerhed som musiker voksede, steg ambitionerne også.

Derfor besluttede han sig en dag for, at det var tid til at prøve noget nyt. Vi befinder os nu et sted i midten af 70’erne. BZ-bandet blev døbt The 101’ers og i stedet for hippierock, ændrede gruppen stil til såkaldt pubrock – hård rockabilly-musik, der sværmede for Elvis og 50’er-nostalgi. Det blev en træfsikker cocktail, og The 101’ers blev på lyntid et af Londons hotteste livebands.

Strummer blandt venner.

Strummer blandt venner.

Midt i alt dette besluttede Woody sig på ny for at skifte navn, og med ét var det ikke længere hippien, der sang i bandet, men den hårde rocker Joe Strummer. Så kom der en aften, hvor en ny gruppe ved navn The Sex Pistols skulle varme op for The 101’ers, og det tog kun Strummer et eneste nummer at indse, at hans band var passé. Allerede kort efter dette blev Strummer imidlertid opsøgt og præsenteret for to unge knægte – Mick Jones og Paul Simonon – der manglede en forsanger til deres punkband, og de mente Strummer måtte være den rette. Dermed blev The Clash dannet and the rest is history.

Tiden efter The Clash
En stolt far.

En stolt far.

De hektiske år i The Clash gjorde Joe Strummer til et kæmpenavn, men da et hele så sluttede, mistede forsangeren sit fodfæste. Først forsøgte han desperat at holde liv i The Clash, men da han indså, at gruppen var tabt, måtte han afsøge nyt terræn. Det blev ikke nogen let opgave, men Strummer blev i branchen.

Han kastede sig over en stribe soloprojekter, og lavede endda musik til nogle westerns i samarbejde med bl.a. Jim Jarmusch. Det helt store blev det imidlertid ikke til. I stedet kastede Strummer sin kærlighed over technomusikken, og blev en ivrig initiativtager og arrangør på Glastonbury-festivallen, hvor han var fast gæst en årrække.

Det var imidlertid først, da han nærmest ved et tilfælde fik dannet bandet The Mescaleros, at Strummer atter fik genopdaget sig selv. Bandet nåede desværre kun at udsende Global a Go-Go i 2001 og den smukke Streetcore fra 2003, som Strummer aldrig fik lov at færdiggøre.

Personkult
Mick Jones i dag.

Mick Jones i dag.

Det kan muligvis være svært at forklare, hvorfor Joe Strummer egentlig var en så fascinerende person, som han var. Det kræver jo nok, at man kender hans musik, men har man én gang bidt mærke i den skæve lyrik med de bidske, satiriske kommentarer og poetiske vendinger, står det klart, at Strummer var en stor digter og sangskriver. Samtidig var han tydeligvis et menneske, der bevægede dem, han var sammen med.

Der synes nærmest at være opstået en form for Strummer-kult omkring manden, også mens han levede, og den store skare af kendisser, der er blevet interviewet til The Future is Unwritten taler sit eget sprog. Godt nok virker ikke alle de kendte lige velmotiverede, og lidt spytslikkeri er der helt sikkert med inde ind billedet, for hvorfor John Cusack og Johnny Depp egentligt skal udtale sig om manden, står ikke helt klart. Det lugter lidt af kassetænkning fra producenternes side.

The Clash indtager The Hollywood Bowl.

The Clash indtager The Hollywood Bowl.

Her virker det meget mere relevant, når Bono eksempelvis fortæller, hvordan The Clash påvirkede hans egne ambitioner som musiker, eller når Joe Strummer: The Future is Unwritten er et smukt, velproduceret stykke dokumentarfilmkunst. Den er entydigt positiv i skildringen af Strummers arv, men ikke på nogen kvalmende måde – der er skam plads til kritik; faktisk rigtig meget kritik.

Don Letts’ kalder Strummer manipulerende, og det fremgår også tydeligt, at han var dybt alkoholiseret og måske ikke nogen synderligt god far, men samtidig taler alle så varmt om hans minde, at man ikke kan andet end at tro på dem. Navnlig den store flok helt gamle venner, der bliver interviewet, gør indtryk.

Rørende
Fra venstre mod højre - Paul Simonon, Joe Strummer og Topper Headon.

Fra venstre mod højre – Paul Simonon, Joe Strummer og Topper Headon.

Der kan næppe være nogen tvivl om, at Joe Strummer var et exceptionelt menneske, og en musiker der har inspireret vidt og bredt med sine sange. Det er derfor også svært ikke at blive dybt berørt af en lille film som denne, og sandt at sige sad jeg med en klump i halsen, da der til sidst blev spillet toner fra afslutningen på en af Strummers “Pirate radio session”.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale The Future is Unwritten, især til Strummer-fans, men også til alle, der bare holder af at se en god musikdokumentarfilm. Det bliver ikke meget bedre end det her, og man kan sige, at filmen er blevet branchens farvel. Det her er helt sikkert en film, jeg kommer til at vende tilbage til mange gange, når Clash-feberen periodisk rammer mig.

Joe Strummer: The Future is Unwritten er venligst stillet til rådighed af Sandrew-Metronome.

5 stjerner

Titel: Joe Strummer: The Future is Unwritten
Instruktør: Julien Temple
Medvirkende: Bono, Steve Buscemi, Terry Chimes, John Cooper Clarke, John Cusack, Peter Cushing (arkivmateriale), Johnny Depp, Matt Dillon, Dick Evans, Alasdair Gillis, Ian Gillis, Topper Headon, Jim Jarmusch, Mick Jones, Steve Jones, Anthony Kiedis, Don Letts, Bernie Rhodes, Joe Strummer (arkivmateriale) m.fl.
Producere: Anna Campeau (producer), Orlagh Collins (co-producer), Stephan Mallmann (co-producer), Alan Moloney (producer), Susan Mullen (co-producer), Amanda Temple (producer)
Foto: Ben Cole
Klip: Niven Howie, Mark Reynolds, Tobias Zaldua
Spilletid: 123 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: Irland/England, 2007
Produktionsselskaber: Parallel Film Productions, Nitrate Films, Sony BMG Feature Films
Distributør (DVD): Sandrew-Metronome
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Dokumentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *