Westway to the World

7 minutters læsetid
Westway to the World

Myten om The Clash er kun vokset, siden gruppen lukkede og slukkede i 1986. Nogen værdig afslutning på karrieren kunne man ikke ligefrem tale om. En for en forsvandt de gamle medlemmer i gruppen; først Topper Headon (trommer), der fik sparket på grund af sit heroinmisbrug. Dernæst blev det Mick Jones (guitar/vokal), der blev sat på porten på grund af samarbejdsvanskeligheder. Så gik Joe Strummer (guitar/vokal) frivilligt, og til sidst var der kun Paul Simonon (bas) tilbage. Han slukkede og lukkede som sagt i 1986, ti år efter bandet var blevet dannet i London.

I løbet af den tid havde The Clash taget verden med storm, og vist, at de var mere end blot en gruppe anarkistiske rødder. De blev forkæmpere for retfærdighed, menneskerettigheder og regnet som modstandere af enhver form for undertrykkelse. De blev talerør for den 3. verdens lande, og spydige revsere af England såvel som USA.

Kult

The Clash var imidlertid også meget mere end det. De var grænsesøgende musikere, kunstnere og forbistret selvbevidste omkring deres fremtoning. De startede trends, solgte reggae til et bredere publikum, og beviste, at man ikke behøver miste sin integritet og kærlighed til sine fans, bare fordi man bliver et stort navn.

Alt dette har været vendt og drejet mange gange efterhånden. Der er blevet skrevet utrolig meget om The Clash, og myten om de fire unge mænd, der satte sig for at indtage verden som en anden bande guerillakrigere synes kun at være blevet større med tiden.

På mange måder har kulten omkring gruppen antaget Beatles-lignende dimensioner, og en lind strøm af boxsæt, opsamlinger og genudgivelser fylder op i musikbutikkerne. Man kan købe Clash-compilations side om side med Best of The Beach Boys og Best of Elvis på tankstationer, og T-shirts med deres pladecovers sælger fortsat som varmt brød.

Hele denne kult omkring bandet er næppe noget, gruppen ville have istemt sig dengang, de stadig eksisterede, men med tiden bløder alle jo op, og det lader til, at bandets medlemmer i dag har antaget den holdning, at de bare ønsker, musikken fortsat skal betyde noget for folk. Den seneste store opblomstring i Clash-kulten kom i forbindelse med 25-års jubilæet for deres store mesterværk London Calling fra 1979. Hvad det næste bliver, er ikke godt at vide, men det er stensikkert, at dyrkelsen af bandet endnu ikke har toppet.

En gammel ven

I alt dette har de fire medlemmer altid været forbløffende tavse. Små interviews og spredte optrædener i diverse dokumentarprogrammer er, hvad det er blevet til – eller rettere hvad det var blevet til, indtil instruktøren Don Letts indspillede dokumentarfilmen Westway to the World. Her lykkedes det for Letts at få samlet hele den originale line-up, og få dem i tale. Det er der kommet en underholdende, sympatisk og intim dokumentarfilm ud af.

Et så nært portræt af de fire musikere har ingen tidligere formået at lave, og en af grundene til, at det netop skulle lykkes for Don Letts er nok, at han er en gammel ven af bandet. Faktisk er Letts’ og The Clashs historie knyttet ganske nært, for da Clash endnu var et ungt og fremadstræbende punkband i Londons undergrund, var Don Letts DJ på den berømte Club 100. Det sted, hvor punken officielt blev født, og det sted, hvor 1977-generationen af engelske punks gjorde deres debut.

Her optrådte The Damned, The Sex Pistols, The Slits, det der senere skulle blive til Siouxsie and the Banshees, og naturligvis The Clash. Da den musikalske stil på Club 100 var rå og eksperimenterende, var det begrænset, hvad Letts havde af plader at spille for folk. Derfor supplerede han musikalsk med sine private reggaeplader, og på den led bliver han traditionelt regnet som manden, der sørgede for at reggaemusikken fra første færd blev implementeret i punken. The Clash blev nære venner med Letts, og senere, da de begyndte at blive et navn, var han deres officielle DJ, og han var derfor med under alle deres turneer.

Det er således ikke nogen hvem som helst, der har instrueret Westway to the World. Det er en mand, der var med dengang, og en mand, der har kendt og oplevet gruppen fra indersiden. Dertil kommer også, at han siden 1978, hvor han debuterede som instruktør med dokumentarfilmen The Punk Rock Movie, har lavet en jævn mængde film.

Klassisk struktur

Strukturen for Westway to the World er den helt klassiske; en blanding af gamle klip, stemningsbilleder fra perioden og interviews med relevante personer. Vi følger først Strummer, Jones og Simonons barndom, dernæst gruppens dannelse og arbejdet med det første album. Tempoet er roligt, og det er helt tydeligt, at Letts har prioriteret de tidlige år meget højt.

I kølvandet på den første plade bliver Headon introduceret, og den gyldne kvartet er samlet. Så bliver tempoet højnet, og tiden mellem den anden plade, Give ’em Enough Rope (1978) og Sandinista! (1980) bliver afviklet forholdsvis hurtigt, før filmen atter borer sig ned.

The Clash er nu blevet et verdensnavn – et band, der er på alles læber, og omdrejningspunktet for den sene tid i gruppen bliver deres maratonserie af koncerter på Broadway. De var kommet til New York for at spille én koncert i byen, men brandmyndighederne satte en stopper for koncerten, da der var solgt langt, langt flere billetter, end der var tilladt.

Derfor fik gruppen forhandlet det sådan på plads, at de i løbet af de næste 16 dage skulle spille en koncert hver aften – samt et par eftermiddagskoncerter – så alle, der havde købt billet til det oprindelige arrangement, fik mulighed for at se dem. Det var en opslidende aftale, der tog pippet fra alle medlemmerne. Det var en kraftpræstation, og et bevis på bandets kærlige forhold til deres fans, men det var også under disse koncerter at gruppen for alvor begyndte at gå op i limningen. De var ikke længere fire gode venner, de var heller ikke fattige punks fra London. De var blevet superstjerner med alt hvad det indebærer, og ideologisk var de ude at svømme.

Hurtig forbi den sidste tid

Mens gruppen gav deres koncerter i New York fulgte Don Letts dem med kameraet. Det kom der en lille dokumentarfilm ud af, der hedder The Clash on Broadway (1982). Det er en lille film på en halv time, der skildrer New York som en kulturel smeltedigel, fyldt med slum og oprør. Midt i dette toner Clash frem som oprørets stemme og sætter lyd på frustrationerne. Filmen er ganske underholdende, og som en bonus er den inkluderet på DVD-udgaven af Westway to the World.

Efter Broadway kommer turen til det sidste album med den gamle line-up – Combat Rock fra 1982. Det bliver gruppens største kommercielle succes, men det er blevet for meget, og drømmen brister. Den tid vælger Letts heller ikke at dvæle ved. I et forholdsvist hurtigt tempo bliver den sidste, problematiske tid afviklet, og alle får lejlighed til at fortælle, hvor meget de angrer deres dårlige sider fra dengang.

En ting er dog sikkert, og det er, at de ikke ville gøre noget om. Ikke et ord om pladen, der kom efter Combat Rock, Cut the Crap, og ikke et ord om Simonons desperate forsøg på at fortsætte bandet, efter at han var den eneste tilbage.

Forskønnet billede

Westway to the World er en heltehistorie. Det er en kort og intens musikalsk karriere omsat til spillefilmslængde, med passende spændingskurve og timing. Næsten som en god sportsfilm, hvor helten skal grueligt meget igennem, før han til sidst vinder det hele. Sådan skildrer Letts beretningen om The Clash, og bandets medlemmer gør ikke meget for at bryde illusionen. Vi hører om både godt og skidt, men det kræver ikke ret meget viden om gruppens historie for at kunne se, hvor meget der er undladt.

På sin vis er det helt i orkestrets ånd, og uanset hvad får vi her præsenteret beretningen om bandet, som de ser sig selv. At kalde Westway to the World rosenrød vil være urimeligt, men det er et forskønnet billede, der tegnes. Det skyldes måske, at Letts meget behændigt har forsøgt at undgå alle de saftige detaljer, der normalt er en del af de klassiske “Behind the music”-programmer. Bandet skildres som seriøse musikere, ikke fallerede kendisser på stoffer.

Den prioritering er jo i sig selv glorværdig, men der ryger unægtelig lidt saft og kraft ud af beretningen. Det kun antydes, hvor meget pot de røg, og hele den yderst ubehagelige konfrontation med deres maneger Bernie Rhodes er heller ikke videre fremtrædende. Samtidig løfter Joe Strummer først til sidst en smule for det slør, der dækker skuffelsen over den engelske behandling af gruppen.

Englænderne havde svært ved at tilgive bandet, at det var i USA, de havde deres storhedstid, og det har gjort, at der faktisk skulle gå lang tid, før Clash for alvor fik lov at blive en del af den engelske Hall of Fame. Englændere er gode til at være bitre, og det kunne måske have været interessant, hvis Letts havde givet lidt mere plads til den konflikt i filmen.

Helgenkåring

Man må erkende, at Westway to the World på godt og ondt er den ultimative film om The Clash. Det er en fantastisk film, men det kræver nok, at man har en svaghed for bandet, hvis man skal falde for den. Der er for lidt sensationslir og stoffer i dokumentaren til for alvor at være en kioskbasker, og samtidig bliver den måske lidt for grundig visse steder, for folk der ikke har dyrket andet end gruppens hits.

Desuagtet kommer der aldrig en lignende film med bandet, for den sympatiske Joe Strummer døde af et slagtilfælde i 2002. En dybt tragisk hændelse, der sætter en stopper for enhver idé om reunion-tours, nye albums og hvad der ellers kunne tænkes at ske. The Clash er nu helt og aldeles blevet historie, og med Westway to the World har punkens fire lone gunmen fået deres legende fortalt.

Gruppens officielle helgenkåring er sket med Don Letts’ dokumentarfilm, og skulle man nogensinde komme i tvivl om, hvorfor The Clash er en af de største grupper nogensinde, behøver man blot smide Westway to the World i DVD-afspilleren for at genfinde sin barnetro.

4 stjerner
Titel: Westway to the World
Instruktør: Don Letts
Medvirkende: Terry Chimes, Terence Dackombe, Topper Headon, Mick Jones, Jordan, Paul Simonon, Siouxsie Sioux, Joe Strummer, Shane MacGowan, Don Letts m.fl.
Producere: Tricia Ronane
Klip: Don Letts
Spilletid: 79 minutter
Aspect ratio: Widescreen
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, spansk, fransk
Produktionsland, år: England, 2000
Distributør (DVD): SMV Entertainment
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Dokumentar

Skriv et svar

Your email address will not be published.