Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Invasion of the Body Snatchers

Invasion of the Body Snatchers
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Invasion of the Body SnatchersPhilip Kaufmans opdaterede version af Invasion of the Body Snatchers er på mange måder lige så stærk som Don Siegels første filmatisering fra 1950’erne – og stedvist endnu bedre på grund af sin storbysetting. Snigende paranoid uhygge bliver sjældent bedre end her!

Med sin Invasion of the Body Snatchers fra 1978 foretog Philip Kaufman en særdeles vellykket opdatering af Don Siegels originale film fra 1956, baseret på Jack Finneys roman The Body Snatchers (1955). Selv om de fleste er enige om, at Kaufmans film er vellykket, er der delte meninger om dens meritter i forhold til originalen, men for mig er der ingen tvivl om, at Kaufmans film er lige så god som originalen. Dette skyldes ikke så meget ændringer i filmens plot, for faktisk er Kaufman-udgaven ganske tro overfor både den første filmatisering, og dermed også Finneys roman. Det skyldes nærmere, at den paranoide stemning, der er kernen i historien, i Kaufmans udgave formidles i et mere moderne filmsprog, der, i hvert fald for et yngre publikum, er bedre egnet til netop dette.

Ny setting

'The Body Snatchers' forlader deres hjemplanet under filmens fortekster

I Kaufmans version af The Body Snatchers, er handlingen flyttet fra den californiske lilleby Santa Mira og til San Francisco, men på trods af denne ændring, er det lykkes overraskende godt for manuskriptforfatteren W.D. Richter at bibeholde romanens handling og personligheder. Selvfølgelig er der også her foretaget visse ændringer for at opdatere historien og få den til at passe bedre ind i den nye setting. Således er hovedpersonerne ikke længere en praktiserende læge og hans gamle barndomskæreste, men i stedet en ansat hos byens sundhedsmyndigheder og én af hans kvindelige kolleger. Denne forskydning er også markeret ved, at hovedpersonernes fornavne er ændret fra Miles og Becky til henholdsvis Matthew og Elizabeth.

Filmen tager sin begyndelse, da Elizabeth (Brooke Adams) samler en speciel plante op i en park i byen, og tager den med hjem. Elizabeth ved det naturligvis ikke, men publikum ved godt, at planten (som lidt ligner blomsterhovedet på en valmue, inden den er sprunget ud) ikke er af denne Jord. Under filmens fortekster har vi nemlig fulgt “the body snatchers” fra plantefrøene forlader deres hjemplanet, og til de når Jorden. Hvorom alting er, så placerer Elizabeth planten i et glas vand for at få den til at skyde rødder. Og så er Fanden jo naturligvis løs. Elizabeth indser det naturligvis ikke med det samme, men da hun vågner dagen efter, er hendes kæreste Geoffrey (Art Hindle) allerede overtaget af de fremmede.

Vrangforestillinger eller…?

Vel ankommet til Jorden fæstner rumsnylterne sig snart til Jordens planter, og begynder at vokse

Det tager dog ikke Elizabeth længe at få fornemmelsen, at noget er helt galt med Geoffrey, og hun betror sig til sin kollega Matthew (Donald Sutherland): selv om Geoffrey ligner sig selv på en prik, tror hun ikke længere på, at det er ham. Det er som om, noget mangler – nemlig følelser. Matthew foreslår, at de en af dagene kan tage hen og besøger hans gode ven, society-psykiateren og kendissen David Kibner, som Matthew er overbevist om kan forklare Elizabeth, hvorfor hun har disse mærkelige fornemmelser. Men da Matthew dagen efter indleverer noget tøj til rensning, trækker renseriejeren, som tror Matthew er læge, ham til side, og fortæller ham, at hans kone ikke længere er hans kone! Senere samme dag fortæller Elizabeth ham desuden, hvordan hun er fulgt efter Geoffrey, som mødes med fremmede mennesker og udveksler et eller andet, som hun ikke kunne identificere.

Da de to ankommer til receptionen for Dr. Kibners seneste bog, sker det, der for Elizabeth får bægeret til at flyde over. En kvinde bryder nærmest sammen i psykiaterens arme, idet hun forklarer ham, at hendes mand ikke længere er hendes mand. Ingen tror hende naturligvis – udover Elizabeth. Foruden den smarte psykiater, spillet af Leonard Nimoy, møder Elizabeth ved samme lejlighed også Matthews venner, forfatteren Jack Bellicec (Jeff Goldblum) og hans kone Nancy (Veronica Cartwright), der driver et spa-bad i byen. Psykiateren kan ikke forklare, hvorfor så mange mennesker lider af de mærkelige vrangforestillinger, men anser det ikke for noget alvorligt.

Matthew Bennell (Donald Sutherland) og Elizabeth Driscoll (Brooke Adams)

Det bliver imidlertid klart, at der foregår noget højst foruroligende, da Jack og Nancy Bellicec i deres spa-bad finder noget, der ligner et lig, men som måske ikke er det. De ringer straks til Matthew, som må give Jack ret i, at det nærmest er, som om kroppen er “ufærdig” – ansigtstrækkene mangler personlighed, og i øvrigt har “liget” ingen fingeraftryk! Og her er det, at Matthew begynder at indse, hvad der foregår i byen – for det går op for ham, at kroppen, som Jack og Nancy har fundet, i størrelse og statur minder utroligt meget om Jack!

Nervøst fortalt

En ufærdig kopi

Herfra vil jeg ikke afsløre mere af den konkrete handling, men blot sige, at filmen udvikler sig til en dybt paranoid og hektisk flugt, hvor Matthew, Elizabeth, Jack og Nancy må prøve at overbevise myndighederne om, at der foregår noget frygteligt i San Fransisco, samtidig med, at de må holde sig et skridt foran dem, der allerede er blevet overtaget af de fremmede. Det viser sig langt fra at være særlig nemt, og da Elizabeth og Matthew bliver skilt fra Jack og Nancy går tingene hurtigt mod filmens fantastiske, men alt andet end opløftende slutning.

Som tidligere nævnt formår Kaufman virkelig at indgyde sin film med store mængder af den paranoia, der ligger historiens hjerte så nært, og det synes jeg endda at han flere steder formår at gøre bedre, end Siegel gjorde i den første film. Dette skyldes til dels det nyere filmsprog, hvor håndholdt kamera og steadicam i flere sekvenser, sammen med klipningen, gør hele udslaget – filmen er simpelthen langt mere nervøst fortalt, end den meget klassiske filmede version fra 1956, og det klæder i høj grad historien at blive fortalt på denne måde. Men 1978-versionens effektivitet skyldes til dels også, at den finder sted i storbyen i stedet for en lille by på landet. Det er måske også her, at den største forskel på 1956-udgaven og 1978-udgaven opstår – ikke i den rent konkrete forskel på Santa Mira og San Francisco, men i den effekt, der opnås herigennem.

Leonard Nimoy som celebrity-psykologen Kibner

1956-udgaven afledte en stor del af sin effekt fra idéen om, at de mennesker, man kender og holder af, ikke længere er de samme mennesker – ja, slet ikke er mennesker længere! Det er naturligvis til dels samme idé, der ligger bag Kaufmans udgave, men endnu mere er det storbyens anonyme masser, der gøres god brug af. I lillebyen Santa Mira havde Miles og Becky i 1956-versionen dog ret gode chancer for at finde ud af, hvem der var ægte, og hvem, der var blevet overtaget, fordi de kendte næsten alle i byen. Det er naturligvis ikke tilfældet i en storby som San Francisco, hvor alle på gaden potentielt er én af de fremmede, og dermed en trussel. Det virker fabelagtigt, og omtrent halvvejs i filmen er seeren fuldkommen grebet af filmens paranoia!

Et skud for boven til amerikansk mentalitet

På vild flugt!

Det at The Body Snatchers blev genfilmatiseret i 1978, hvor russerfrygten var langt mere moderat, end i 1950’ernes politiske klima, viser med al ønskelig tydelighed historiens eviggyldighed, og at temaet i romanen ikke kan koges ned til bare at være “Red Scare”. Små, og for plottet ligegyldige, ændringer i, hvad manuskriptet lægger vægt på, viser da også, at 1978-udgaven har mange andre tolkningsmuligheder. Ud over at paranoia var en udbredt fornemmelse i 1970’ernes USA, hvor Watergate havde vist, at man ikke kunne stole på nogen som helst – ikke engang landets præsident – så er historiens tema om ensartethed da også velegnet til at give den amerikanske mentalitet et skud for boven. Her er det naturligvis pointen, at dem, der er anderledes, og ikke bare ligner de andre, til sidst er i mindretal og bliver opslugt af den store masse. Det var selvfølgelig også pointen i 1950’er-udgaven, men i 1978-udgaven er det meget tydeligt, at det i hvert fald ikke er kommunister, der tænkes på.

Som det også bliver nævnt i anmeldelsen af Jack Finneys roman, så er tolkningsmulighederne i historien mange, og det er den universelle værdi i historien, der gør den så tidløs. Hvert årti vil kunne lægge sine egne perspektiver ind i historien og skabe film, der på én gang er meget ens, men også meget forskellige.

Lækkerbisken for filmnørder

Henimod filmens slutning ser Matthew dette deprimerende syn: frøkapsler lastes på et fragtskib

Invasion of the Body Snatchers er velspillet med Donald Sutherland i den altdominerende hovedrolle. Også Jeff Goldblum, Brooke Adams og Veronica Cartwright gør det fint, og så er det ret sjovt at opleve Leonard Nimoy uden spidse ører og Vulcan-hår. Han gør det faktisk også ret godt i rollen som den skumle psykiater, Kibner. Derudover er Kaufmans film lidt af en lækkerbisken for filmnørder med gode øjne. Kevin McCarthy, der spillede hovedrollen i 1956-udgaven, dukker op i en lille cameo som en panikslagen mand, der løber ud foran Matthews bil, mens han råber “They’re coming!”, “You’re next!” og mere i den dur. Don Siegel, som instruerede den oprindelige filmatisering, dukker selv op som taxachauffør, og af andre cameos kan både nævnes Philip Kaufman selv og Robert Duvall.

Også de få effekter, filmen kræver, er realiseret fint, bortset fra en enkelt effekt, der dukker op hen imod filmens klimaks. Her er både hele idéen bag effekten og selve dens udførsel så tåbelig, at man ærgrer sig over, at den kom med i det hele taget, når 1956-versionen havde en langt mere enkel og stilfuld løsning på den samme situation. Denne effekt, som jeg ikke vil gå nærmere ind på her (i øvrigt ved man, hvad det er, når man ser det!), er dog på ingen måde noget, der kan skade filmens overordnede indtryk, og når man er nået til en kompromisløse og deprimerende slutning, kan man ikke andet end have respekt for den måde, hvorpå W.D. Richter og Philip Kaufman har opdateret Finneys historie og Siegels filmatisering. Siegel må i øvrigt have elsket den nye slutning, for det var netop en nedslående slutning af denne type, han gerne selv ville have haft i sin 1956-version, også selv om det overhovedet ikke stemmer overens med slutningen på Finneys roman.

Den totale ensretning

I øvrigt må det lige konstateres, at W.D. Richters manuskript fint korrigerer én af den oprindelige films allermest uheldige fejl – præcis hvad det er, kan jeg dog ikke afsløre, uden at sige for meget om handlingen. Vær blot forvisset om, at 1978-versionen faktisk hænger enormt godt sammen inden for rammerne af sit eget univers, hvilket er en stor tilfredsstillelse.

På mange måder foretrækker jeg faktisk Kaufman-udgaven, men det er umuligt for mig at sige, at den er bedre end Don Siegels version, for filmen fra 1956 er i sig selv så atmosfærisk, velspillet og underholdende, at den med rette har klassikerstatus i dag. Men man skal bestemt ikke af den grund lade sig afskrække fra at se Kaufmans 22 år yngre fortolkning af Finneys roman. Det er en på næsten alle måder aldeles glimrende science fiction-gyser, og den kan kun anbefales på det varmeste.

5 stjerner

Titel: Invasion of the Body Snatchers
Dansk titel: Stjålne kroppe
Instruktør: Philip Kaufman
Manuskript: W.D. Richter baseret på romanen The Body Snatchers af Jack Finney
Cast: Donald Sutherland (Matthew Bennell), Brooke Adams (Elizabeth Driscoll), Jeff Goldblum (Jack Bellicec), Veronica Cartwright (Nancy Bellicec), Leonard Nimoy (Dr. David Kibner), Art Hindle (Dr. Geoffrey Howell)
Producere: Robert H. Solo (producer)
Foto: Michael Chapman
Klip: Douglas Stewart
Musik: Denny Zeitlin
Spilletid: 117 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0 Surround
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, fransk, spansk
Produktionsland, år: USA, 1978
Produktionsselskaber: Solofilm
Distributør (DVD): MGM Home Entertainment (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/07/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>