Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Indiana Jones and the Last Crusade: The Graphic Adventure

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Indiana Jones and the Last Crusade: The Graphic AdventureEfter den glimrende debut med Maniac Mansion i 1987 og den udmærkede opfølger Zak McKracken and the Alien Mindbenders fra 1988, scorede Lucasfilm Games i 1989 hattrick med et helt igennem fremragende grafisk adventure, baseret på den tredje Indiana Jones-film.

Da den tredje Indiana Jones-film, Indiana Jones and the Last Crusade, havde premiere i 1989 udkom der to computerspil, bygget over filmen: et actionspil, udviklet af Tiertex Design Studios og udgivet af U.S. Gold, og så Indiana Jones and the Last Crusade: The Graphic Adventure.

Sidstnævnte blev produceret in-house af Lucas’ eget spilstudie Lucasfilm Games (det senere LucasArts), og var det tredje af Lucasfilm Games’ spil, der udnyttede SCUMM-interfacet. SCUMM-interfacet er beskrevet i detaljer i anmeldelsen af Maniac Mansion Deluxe, men kort fortalt går det ud på, at man ved hjælp af en række kommandoer i en boks nederst på skærmen kan styre sin figur og interagere med de ting, der findes i spillets grafiske del.

Adventurespillet over Indiana Jones and the Last Crusade er et af de fire helt centrale SCUMM-baserede adventurespil, sammen med Maniac Mansion (1987), Zak McKracken and the Alien Mindbenders (1988) og The Secret of Monkey Island (1990), og er som adventurespil set langt overlegen i forhold til det andet (og sidste) Indiana Jones-adventure, Indiana Jones and the Fate of Atlantis (1992).

Følger filmens handling

Indiana på sit kontor i spillets begyndelse. Kontoret er fyldt med diverse referencer til de to tidligere Indy-film og også flere af de andre Lucasfilm-spil

Spillets handling følger filmens ganske trofast, om end der naturligvis er taget nogle genveje hist og her. Efter en kort introduktion, hvor spillets credits præsenteres på en række togvogne, som den unge Indy hopper henover (hentet fra filmens prolog), skiftes der til spillets nutid, 1938, og den voksne Indy vender tilbage til Barnett College, hvor han arbejder. Her skal man løse nogle få puzzles, før man for alvor kastes ud i spillets handling.

Ganske som i filmen introduceres man for den rige mæcen Walter Donovan, der beder Indy om at påtage sig opgaven at følge de spor, Donovans folk har fundet, og som kan føre frem til fundet af intet mindre end Den Hellige Gral – det krus, Jesus drak af under Den Sidste Nadver, og som ifølge legenden blev brugt af Josef af Arimatæa til at opsamle Jesu blod under korsfæstelsen. Gralslegenden hævder, at den, der drikker af gralen bliver velsignet med evigt liv.

Som i filmen fortæller Indy Donovan, at han har fat i den forkerte Jones, og at han burde spørge Indys far, Henry Jones Sr., som har forsket i gralen hele sit liv. Donovan informerer Indy om, at det har han skam gjort, men at Indys far er forsvundet mens han researchede i Venedig.

Biblioteket i Venedig

Og så går den vilde skattejagt ellers i filmens fodspor. Man skal guide Indiana Jones gennem en række puzzles i biblioteket i Venedig, katakomberne under biblioteket, videre til Castle Brunwald i Østrig (hvor farmand holdes fanget) og endelig til gralstemplet nær Iskenderun i Tyrkiet.

Foruden disse dele af spillet, skal man også et smut til Berlin og styre Indy og far Henry rundt i den zeppeliner, der flyver dem væk fra Nazityskland. Men inden man overhovedet kommer til Europa er der nogle puzzles, der først må løses i USA, hvis man da ellers vil have en chance for at løse spillet. Hele vejen igennem spillet skal man desuden have øjne og ører åbne, da man undervejs bliver præsenteret for en række spor, der kan hjælpe én til at vælge den korrekte gral i sidste ende – for i gralstemplet er der nemlig en lang række graler at vælge imellem, ganske som i filmen. Og hvis man vælger den forkerte, så er det farvel og tak.

Lækker gimmick

Den fysiske version af Henrys graldagbog er en lækker gimmick, der fulgte med spillet

De spor, man samler op i spillet, kan man så sammenligne med Henrys graldagbog, som følger med spillet som en lækker bonusfeature (og som man i øvrigt kan finde på nettet, hvis man ikke ligger inde med det originale spil). Den fysiske graldagbog, der fulgte med spillet, var desuden nødvendig for at kunne gennemføre sidste etape i gralstemplet, da løsningen på én af dødsfælderne nemlig findes deri. Det skal lige siges, at man også har graldagbogen i selve spillet, og den skal bruges på strategisk vigtige tidspunkter, men den udgave, Indy render rundt med indeholder ikke alle de informationer, der findes i den fysiske udgave.

Som alle SCUMM-spillene er Indiana Jones and the Last Crusade bygget op omkring en række puzzles, der skal løses ved, at man bruger forskellige genstande – enten sammen med hinanden, eller sammen med bestemte ting på de lokaliteter, man kommer igennem. Derudover indeholder spillet også nogle få arkadesekvenser, hvoraf de to væsentligste er Castle Brunwald og det indre af zeppelineren. I Castle Brunwald-sekvensen ser man slottets grundplan i fugleperspektiv, og skal styre Indy rundt mellem de forskellige rum, mens man forsøger at undgå at rende ind i for mange af de tyske vagter. Nogle af dem kan man snakke sig forbi, mens andre må have med krabasken – og nævekampene kan være ganske svære at vinde. Derfor er det en god idé at sørge for at øve sig i boksning, hvilket man kan gøre på universitetet lige i begyndelsen af spillet.

Trættende labyrint

Indy og farmand bundet til en stol - en scene, der er taget direkte ud af filmen

Også zeppelinerens indre ses fra oven, og her gælder det primært om at finde vej gennem de labyrintiske gangbroer i flere niveauer, og komme frem til den dobbeltdækker, der (som i filmen) hænger under zeppelineren. Den primære udfordring i denne del af spillet er at undgå at blive fanget af nazivagterne, for så slutter spillet, med mindre man kan banke dem. Zeppeliner-sekvensen kan godt blive lidt trættende i længden, fordi den primært går ud på at finde vej gennem noget, der svarer til en labyrint, og en tilsvarende anke kan man måske rette mod katakombsekvensen i Venedig.

Sidstnævnte, som også har arkadepræg, har imidlertid den store fordel, at man ikke her bliver forstyrret af vagter eller andre modstandere, så her gælder det kun om at bevæge sig fra rum til rum. Derfor er Venedig-sekvensen ikke noget, man bliver træt af på samme måde som zeppelineren, hvor det faktisk kan være ganske svært at undgå de tyske vagter. Og i modsætning til Castle Brunwald-sekvensen kan man ikke her tale sig fra tingene.

Dialog kan gøre udfaldet

Når man kravler op i zeppelinerens overbygning, ser man tingene i fugleperspektiv, som man også gjorde i katakomberne og Castle Brunwald

Men alene det, at man stedvist i spillet kan tale sig ud af en ellers potentielt farlig situation er noget relativt nyt i Lucasfilm-spillene på dette tidspunkt. Dialog havde ganske vist været med i spillene siden begyndelsen med Maniac Mansion, men i Indiana Jones and the Last Crusade kom dialog til at spille en helt anderledes stor rolle end tidligere, og det var en trend, der blev videreudviklet og fik sin succesfulde kulmination med de fantastiske sværdkampe i The Secret of Monkey Island.

Også det faktum, at man faktisk kan dø i spillet eller spillet kan slutte ved, at man bliver taget til fange, er en ny ting i Lucasfilm adventurespillene. Tidligere havde dette ikke været muligt, men det kan man altså her. Man kan diskutere fordelene og ulemperne ved dette tiltag, men det tilføjer faktisk spillet en hel del spænding, som i sidste ende hæver underholdningsværdien rigtig meget.

Fornuftig sværhedsgrad og replayværdi

Et eksempel på, at dialog spiller en stor rolle i spillet. Hvis man bruger hovedet, kan man tale sig ud af mange situationer

Spillets puzzles varierer i sværhedsgrad fra nemme til middelsvære, og kun nogle få er decideret svære. I modsætning til nogle senere spil, f.eks. Monkey Island 2: LeChuck’s Revenge (1991) og Indiana Jones and the Fate of Atlantis er der ingen ultrasvære puzzles, og det burde være muligt for de fleste at komme igennem spillet med lidt tålmodighed.

Hvis man ikke har fået nok, når man gennemfører spillet første gang, så har udviklerne desuden åbnet op for, at man kan spille mere end én gang uden at oplevelsen nødvendigvis er hundrede procent identisk. Det har de gjort ved at indføre de såkaldte Indy Quotient-point (IQ – get it?). Det betyder konkret, at der er en række puzzles i spillet, der kan løses på mere end én måde. Hvis man efter at have gennemført spillet, starter på ny og løser disse puzzles på en anden måde, end man gjorde første gang, samler man flere IQ-point, og kan – hvis man er meget ihærdig – nå op på de maksimale 800. Det er der dog næppe mange, der vil have tålmodighed til, for så forskellig er spiloplevelsen alligevel ikke fra gang til gang. Men det giver dog spillet en vis replay-værdi, hvilket var noget nyt for Lucasfilm-spillene på det tidspunkt.

Den rigtige atmosfære

Uden for gralstemplet

Selv om spillet følger filmens handling så nogenlunde, så betyder det ikke, at man keder sig. Udviklerne, anført af SCUMM-veteranerne Noah Falstein, David Fox og Ron Gilbert, har naturligvis taget sig nogle friheder med de enkelte sekvenser, så der var lejlighed til at indsætte en masse puzzles. I det store hele er det dog en meget trofast genfortælling af filmen, og man vil finde sig selv i situationer, man kender fra filmen – f.eks. Indy og far Henry bundet til en stol i Castle Brunwald. Det at spillet følger filmens handling betyder også, at det har den helt rigtige Indiana Jones-atmosfære; noget, der efter min mening næsten totalt mangler ved Indiana Jones and the Fate of Atlantis.

Det hjælper selvfølgelig også, at spillets musik er hentet fra John Williams’ score til filmen, men naturligvis omsat til computerlyd. Taget i betragtning, at spillet har nitten år på bagen synes jeg dog musikken er ganske hæderlig, og det samme gælder for grafikken. Den er selvfølgelig temmelig pixeleret, især hvis man vælger at køre spillet i full screen mode, men ikke desto mindre er den faktisk ganske fin. Der er sket en betydelig udvikling i grafikken i forhold til den umiddelbare forgænger, Zak McKracken and the Alien Mindbenders, der har et langt mere naivt og urealistisk udtryk.

Stor spiloplevelse

'You have chosen.. poorly.' Hvis man ikke er opmærksom på de hints, man får i spillets løb om gralens sande udseende, så risikerer man at ende sådan her!

Kombinationen af en god historie, gode puzzles, nogle arkadesekvenser, der ikke er alt for svære, fin grafik og musik og det fortsat enormt velfungerende SCUMM-interface gør Indiana Jones and the Last Crusade til én af de helt store adventurespiloplevelser. Det er et helt igennem fantastisk adventure, hvor man kun kan påpege mindre irritationsmomenter undervejs.

Når man betænker, at spillet fylder 20 år til næste år, er det imponerende, hvor godt det stadig holder, og det er et af de to håndfulde adventurespil, jeg stadig finder frem engang imellem og spiller. Hvis du ikke allerede har været der, så kan jeg kun på det allervarmeste anbefale, at du anskaffer dig Indiana Jones and the Last Crusade og gør dit til, at Adolf ikke får fat i gralen.

5 stjerner

Titel: Indiana Jones and the Last Crusade: The Graphic Adventure
Udvikler: Lucasfilm Games
Udgiver, år: Lucasfilm Games, 1989
Platform: Dos
Genre: Point-and-click adventure
hvid
Hvor får jeg fat i spillet?
Indiana Jones and the Last Crusade kan ikke længere købes fra nyt, da det ikke – for øjeblikket i hvert fald – produceres. Man kan dog være heldig at finde spillet på både Amazon og eBay – enten den originale udgave eller som del i opsamlingspakken LucasArts Classic Adventures. Begge dele er dog særdeles pebrede rent prismæssigt.
hvid
Til gengæld kan man finde Indiana Jones and the Last Crusade på diverse abandonwaresites, f.eks. Abandonia – i øvrigt som ét af de få Lucasfilm-spil, der er frigivet som abandonware. På Abandonia kan også downloades en PDF-version af den fysiske graldagbog.
hvid
Hvordan får jeg spillet til at virke?
Da Lucasfilm Games-adventurespillene har en stor fanbase, har fans udviklet et program, der kører SCUMM-spillene og flere andre gamle adventures problemfrit under Windows – i hvert fald Windows XP. Programmets navn er ScummVM og kan frit downloades fra ScummVM-hjemmesiden. ScummVM er simpelt at anvende – når man er inde i programmet vælger man “Add game” og bruger den indbyggede stifinder til at finde det bibliotek, spillet ligger i. Markér biblioteket og tryk “Choose”, og så skulle resten gerne give sig selv. ScummVM giver bl.a. også mulighed for at spille spillene i full-screen mode, hvilket dog bliver en anelse pixeleret, hvis man kører med høj skærmopløsning. Emuleringsmæssigt har jeg aldrig oplevet nogle problemer med ScummVM, og både grafik og lyd præsenteres perfekt.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/05/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *