Howard the Duck

Oplægget er ikonisk. I mange år havde Disneys succes med Anders And (Donald Duck) og Warner Bros. med Daffy Duck, hvorfor det da var naturligt, at Marvel Comics også skulle have en and.

Ikke en hvilken som helst and, men en cigarrygende og øldrikkende en af slagsen. Han dukkede op i 1973 som en bifigur i forskellige Marvel tegneserier (første gang var det i serien Adventure into Fear, som var mest kendt for dens Swamp Thing-klon kaldet Man-Thing), men fik siden sit eget blad.

Og så fik blandt andre George Lucas (ja, manden bag Star Wars) den super idé at få smidt anden over i en rigtig spillefilm. Og tak for det.

En verden af ænder

Ja, jeg kan ikke skjule, at jeg er stor fan af filmen, som ellers efter sin udgivelse har fået mange tæsk, både af anmeldere og publikum. Og den endte da heller ikke med at tjene sine penge hjem igen.

Men hvorfor er det så at jeg mener at filmen fortjener mere?

Jo, det begynder allerede i introen. Her etableres på fornemste og underspillede vis en ny verden. Bakket op af et dejligt, jazzet score. Vi kigger med forundring på de to måner og ved, at vi er på vej til noget forunderligt.

Det fortsætter, mens kameraet zoomer ind i en lejlighed, hvor man finder ud af, at alt næsten er som det plejer – bare med ænder i stedet for mennesker. Der er familiebillederne med ænder på, filmplakater hvor helten og filmtitlerne er udskiftet med ande-kloner og det hele ender med… Howard. Anden.

Suget til Jorden

Kort efter ændres din verden igen. Vi følger Howard, mens han bliver suget op i luften og ud af bygningen (sammen med sin trofaste lænestol) og til sidst helt væk fra planeten. Han ender på Jorden i en baggyde, og så er filmen i gang.

Plottet er som følger. Howard lander på Jorden, forvirret og udmattet. Han møder tilfældigvis den unge sangerinde Beverly (spillet af Lea Thompson iført touperet hår) og redder hende fra et par lømler godt hjulpet af Howards evner inden for Quak Fu. Til gengæld hjælper Beverly nu Howard med et sted at bo.

Sammen forsøger de nu at finde ud af, hvordan Howard kan komme hjem igen. Her spiller Tim Robbins en stor rolle som Beverlys ven og (til dels) videnskabsmand. Det var en rolle, som indbragte Robbins en Razzie-nominering for Værste birolle.

Det viser sig, at videnskabsmanden Dr. Walter Jenning (dejligt overspillet af Jeffrey Jones) ved et uheld er kommet til at suge Howard til Jorden med en stor antenne-dims. Jenning vil gerne hjælpe Howard tilbage – og her begynder de virkelige problemer.

Mange guldkorn

For da de tænder for antennen igen, suges en anden ting til Jorden – en ældgammel skurk ved navn The Dark Overlord. Denne Overlord ender i Jennings krop, og nu er gode råd dyre – for den vil nemlig hente flere af sine venner til Jorden, mens Howard bare gerne vil hjem.

I takt med at Jenning forvandles til et monster, forsøger de tre venner at løse alle problemerne – og det skal ikke være nogen hemmelighed, at du ikke behøver at være bange – Howard skal nok klare ærterne.

Udover denne hæsblæsende handling er der mange andre guldkorn – ikke mindst det faktum at det er Lea Thompson selv, der synger de musiknumre, der er i filmen – og afsluttende det fede hit “Howard the Duck”, der lukker filmen.

Desværre var der ikke mange andre, der kunne se dem. Mange var især skuffet over at filmen ikke var så god som tegneserien eller lignede den nok. Også det to millioner dollars dyre andekostume fik en del hak over næbbet.

Faktisk så mange, at George Lucas kom i pengenød og måtte sælge sin nystartede CGI animations division til en vis Steve Jobs. Det blev senere til en lille biks kaldet Pixar Animated Studios.
Det dyre kostume blev båret af ikke mindre end syv personer – fem mænd og to kvinder – og endte med stemmen fra Chip Zien.

For filmnørder skal det også lige nævnes, at Howard the Duck siden har været med i to andre Marvel film. Nemlig Guardians of the Galaxy fra 2014 og i den nye Avengers: Endgame fra 2019.

Ikke god, men underholdende

Jeg er personlig vild med filmen, men jeg forstår godt folks modvilje. Filmen halter på mange punkter – manuskriptet er bare et af dem – og også skuespillet har sine udfordringer, men jeg bliver bare suget ind i den 80’er-stemning, filmen emmer af. Farverne, kostumerne, musikken osv.

Så ja – det er ikke en god film, men det er en vanvittigt underholdende film, og den er en hyldest til 80’erne i 80’erne. Jeg smider fire store stjerner efter den. Se den! Og gerne i den nye, fede Blu-ray-version fra 101 Films – Howard har aldrig stået skarpere på dit tv!

Anmeldt i nr. 163 | 13/05/2019