Martin Schjönning
Ingen kommentarer

How It Ends

How It Ends
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hollywood har gjort det igen. Altså skuffet fælt. Dommedagsfilmen How It Ends er en dødsyg, endeløs række af scener, der ikke hænger sammen. Anmeldelsen indeholder talrige spoilers.

How It EndsHow it Ends virker på mange måder som et eksperiment, der er slået fejl. En slags velment vanskabning.

Den er en apokalyptisk roadmovie, hvilket ikke just er nogen nyskabelse – bare tænk på The Book of Eli (2010), The Road (2009) eller serien Z Nation (2014).

Eksperimentet består snarere i at lave en film, der viser det meningsløse i at kæmpe mod sin skæbne, den umulige kamp mod noget uendeligt meget større end en selv. Måden, dette er gjort på, er, at lave en to timer lang film uden et sammenhængende narrativ.

Hollywood-film er per definition skabelonværker. Der er storytelling-elementer, der er brugt så mange gange, at de nærmest er blevet til uomgængelige sandheder.

Fraskilte forældre genforenes altid med deres soulmate til sidst. Tilfældige mennesker, man hjælper på sin vej, viser sig altid at være uundværlige allierede, når plottet spidser til.

Den mest modbydeligt udseende biperson har altid et hjerte af guld, når det kommer til stykket. How It Ends driver klapjagt på disse sandheder, og det kunne sagtens have været enormt forfriskende – men det er det ikke!

Tusind løse ender

Det, manuskriptforfatteren Brooks McLaren har gjort, er nemlig at fjerne enhver af de sammenhænge, der udgør en klassisk fortælling. Resultatet er, at enhver handling fra hovedpersonernes side virker helt meningsløs, fordi den ikke følges op.

I udgangspunktet er her tale om en helt traditionel historie. En ung mand, Will, og hans frygtindgydende svigerfar, Tom, begiver sig tværs over USA i bil for at finde deres respektive kæreste og datter, Samantha.

Grunden til det fra begge parter uønskede roadtrip er, at Samantha befinder sig på vestkysten, der har været udsat for et “seismic event”, som det kaldes. Al kommunikation og strømforsyning i hele landet er gået heden. Efterhånden som de krydser kontinentet, udvikler katastrofen sig.

I det sekund, makkerparret tager afsted, begynder historien at trevle. Et godt eksempel er, da vores umage helte skal forbi et supersikret fængsel. En undvegen fange i en stjålet patruljevogn forsøger, i øvrigt ganske umotiveret, at slå dem ihjel i en biljagt/skudveksling.

De ender med at køre galt, og Tom – der heldigvis er gammel elitesoldat – overmander fangen, og dræber ham. Herefter slæber de sig hen til et indianerreservat, hvor en ung mekaniker, Ricki, fikser deres bil, og beslutter sig for at tage med dem mod vest.

På intet tidspunkt udbygges historien om fangen. Er han en enkelt undvegen fange? Er fængslet i åbent oprør? Hvor er resten af fangerne? Er de en trussel for indianerreservatet?

Reservatet føjer endnu flere spørgsmål til listen. Hvem er den grumt udseende mand, som Ricki er bange for? Hvorfor er der ingen, der siger farvel til hende? Hvorfor er hun så defensiv? Og da hun forlader Will og Tom efter endnu et uforbundet sideplot: Hvor bliver hun af?

Det samme spørgsmål kan stilles om Samanthas mor, der faktisk bygges op som karakter i et par stærke scener, og derefter aldrig bliver nævnt igen.

Som et dårligt rollespil

Sådan er hele filmen. Der bindes aldrig knude på noget, og de mange skæbner, der flettes ind i de to mænds gradvist mere desperate forsøg på at nå til Seattle, efterlades i støvet bag Toms øjensynligt udødelige Cadillac.

At se How It Ends er lidt ligesom at spille Dungeons & Dragons med en gamemaster, der har glemt at forberede sig, og blot smider random encounters efter spillerne, uden mål, uden mønster.

Jeg erkender selvfølgelig, at dette kan være hele pointen med filmen. At vise hvordan vores kollektive narrativ, vores samfund, går i komplet opløsning i en krisesituation. Hvordan vi ikke kan forvente, at vores individuelle historier slutter lykkeligt eller har nogen metafysisk, fortælleteknisk mening. Det ville absolut have været et interessant, filosofisk greb i hænderne på bedre filmfolk.

Men når man har kæmpet sig gennem dette makværk af en apokalyptisk spændingsfilm, sidder man egentlig bare tilbage med en følelse af ren tomhed.

Man er ikke blevet klogere; man er ikke engang blevet underholdt. For mellem de fragmenterede scener finder man kun minutlange vistaer af majsmarker og digitale effekter, der viser, hvor dårligt vejret er.

… Og så kommer rulleteksterne

Når man endelig når frem til slutningen, er den der ikke! Der er simpelthen nogen, der har glemt at placere en krukke guld for enden af regnbuen.

Will når frem til Seattle, der er komplet smadret, udbrændt og giftig at befinde sig i. Ved et eller andet uforklarligt mirakel har Samantha dog overlevet, og de finder endelig hinanden i en hytte i bjergene.

I løbet af filmens allersidste minutter præsenteres, meget pludseligt, idéen om, at hele katastrofen faktisk blot er en slags VR-eksperiment – altså at hele handlingen udspiller sig i en slags undergangsudgave af The Matrix.

Eller er naturkatastrofen, som ingen endnu kan forklare, skabt af ukendte, men menneskelige kræfter? Det finder vi aldrig ud af, for pludselig må Will og Sam flygte fra en askestorm, og så kommer rulleteksterne.

Slutningen er vist endnu et forsøg på at være lommeintellektuelt underfundig. Det slår dog også ganske forfærdeligt fejl, og man frygter, at forfatteen har forestillet sig, at der skulle laves en forklarende opfølger en dag.

Det sker forhåbentligt aldrig. I det mindste dør Tom, der spilles hæderligt af Forest Whitaker, så en af mine foretrukne skuespillere – faktisk grunden til, at jeg overhovedet satte filmen på – slipper for at blamere sig igen, hvis det utænkelige skulle ske, og der kommer en 2’er.

Selv den prisbelønnede Whitaker i rollen som den karismatiske, men personligt umenneskelige eks-soldat, kan ikke rette en centimeter op på How It Ends.

Alle andre i filmen spiller som en pose nødder, og den totale mangel på sammenhængskraft, fortælleglæde, morale, motiv og kreativitet er dræbende, selv for en så voldsomt tilstedeværende entitet som manden, der præsterede at gøre Idi Amin mere uhyggelig end i virkeligheden i The Last King of Scotland (2006).

Hvorfor, Hollywood, hvorfor?

Når Hollywood endelig laver en film, der ikke er baseret på en tegneserie, endsige er et remake, et reboot eller en uønsket 2’er, kunne de så i det mindste ikke lave noget der 1) ikke i sin grundkerne er en umådeligt træt genfortælling af bedre genreværker og 2) rent faktisk har en handling? Det er vel ikke for meget at bede om?

Det er det måske, for instruktøren bag How It Ends, David M. Rosenthal, er åbenbart i gang med et remake af den fremragende psykologiske horrorfilm Jacob’s Ladder (1990), som han selv vælger at benævne en homage – så hvorfor bruge den gamle titel? Suk…

1 stjerne

Titel: How It Ends
Instruktør: David M. Rosenthal
Manuskript: Brooks McLaren
Cast: Theo James (Will Younger), Kat Graham (Samantha Sutherland), Forest Whitaker (Tom Sutherland)
Foto: Peter Flinckenberg
Klip: Jason Ballantine
Musik: Atli Örvarsson
Spilletid: 113 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2018
Produktionsselskaber: Paul Schiff Productions, Sierra/Infinity´

Anmeldt i nr. 155 | 13/09/2018

Stikord: Apokalyptika

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>