Hard to Kill

Vi er i 1983. Mason Storm (jeg elsker det navn) er en dygtig strømer og en god familiefar. Ja, bare et godt menneske med de rigtige værdier (og den helt perfekte pony tail).

Under en overvågning, hvor Mason har nogle korrupte sataner fanget på videokameraet, bliver han dog opdaget. Men han når væk, inden de finder ud af hvem han er.

Sex og shotguns

Da han kommer hjem gemmer han dog videokameraet, efter han har kontaktet en kollega om det, han så. Desværre rækker korruptionen helt ind i politivæsnet.

Mason kommer hjem til familien. Sønnen sover og konen vil knalde. Og det vil Mason også gerne. Men midt i akten kommer nogle skurke ind med shotguns og spolerer festen og spraymaler soveværelset med Mason og konens blod. Sønnen når at flygte ud af et vindue.

Så skurkene tror, at den sag er ude af verden. Man ser da også både Mason og konen blive kørt på hospitalet, hvor de begge erklæres døde. Så sker der dog noget vildt. En læge tager fat i Masons makker og gode ven O’Malley. Mason er nemlig ikke død! O’Malley holder oplysningen hemmelig, og Mason overføres til et sikkert opholdssted.

Seagal som Jesus?

Så springer vi frem til 1990, altså syv år senere. Mason, der optræder som John Doe, ligger i koma. Med langt vildt hår og skæg som en anden Messias. Så sker der noget. Mason begynder at vågne op.

Plejerne ringer til det nummer, de fik opgivet, da Mason blev indlagt, men O’Malley er desværre stoppet i afdelingen! Så det er de korrupte svin, der finder ud af, at Mason faktisk slet ikke er død, og de sender en morder efter ham.

I en meget intens scene vågner Mason mere og mere op, mens morderen kommer tættere og tættere på, som var det en slasherfilm, men heldigvis lykkes det for Mason at flygte sammen med den smukke kvindelige sygeplejerske Andy.

Og så er der ellers lagt i ovnen til en hårdkogt omgang genoptræning/hævn. For Mason er sur. Meget sur.

Hard to Kill er en endnu en fin sag fra den korte, men toneangivende, Seagal-guldalder. I forhold til Above the Law (1988), som også gerne ville være en thriller og beretning om den frelsende Nico, er vi i Hard to Kill i mere klassisk actionland.

Mason Storm, der minder ganske meget om Nico (og alle andre Seagal-karakterer), er et festfyrværkeri af seje moves, overlegenhed og en skulen, der også ville ramme en sød bedstemor hårdt. Det er de få virkemidler, Seagal har at trække på, og han bruger dem ganske optimalt.

… even Rocky had a montage…

Plottet er simpelt og meget effektivt, og filmen indeholder en perlerække af fede sekvenser, hvoraf højdepunktet er sekvensen, hvor Seagal vågner op fra koma. Det er elementært spændende.

Filmen har også den klassiske montage, hero-time, hvor helten træner sig op, hvor han løber og slår til ting, hvor han går fra at være handlingslammet til ham, der sætter dagsordenen.

I Hard to Kill bevæger manuskriptet, og Seagal, sig ned i klassiske actionfilmmyter.

Her møder vi nemlig den genopstandne hævner, eller hvis man vil tage de religiøse briller på a la Rikke Schubart, så møder vi den straffende actionhelt som taget ud af det Gamle Testamente. Man kan også bare vælge at se den som en lille effektiv hævnfortælling.

En sadistisk helt

Filmens instruktør, Bruce Malmuth, havde tidligere instrueret den fine Stallone/Hauer-film Nighthawks (1991) og sluttede sin karriere i 1994 med Lundgren-makværket Pentathlon.

Actionsekvenserne er fornemt eksekveret. Seagal ligner en klovn, når han løber, men når han uddeler tæsk, knækker knogler og lignende, så er han som en fisk i vandet.

Der er noget modbydeligt sadistisk over Seagals fremtoning; noget man godt kunne kigge nærmere på en dag, hvor man vil kiggere dybere i sine egne sadistiske tilbøjeligheder, men det giver også filmen en nerve og et fysisk nærvær.

Hard to Kill er en stramt fortalt og klassisk actionfilm, hverken mere eller mindre.

Anmeldt i nr. 168 | 13/10/2019