Gladiator II

Ridley Scotts Gladiator (2000) var ikke en film, der ligefrem kaldte på en fortsættelse. Filmen fortalte en fin, lukket historie og – spoiler alert! – hovedpersonen dør til sidst. Case closed, skulle man mene.

Sådan er tænkningen naturligvis ikke i Hollywood, og allerede i 2001 var man begyndt at diskutere muligheden for at lave en fortsættelse. Problemet var naturligvis, at Maximus (Russell Crowe) døde til sidst i filmen, så det var ikke umiddelbart givet, hvordan en fortsættelse kunne tage sig ud.

I årene, der fulgte, blev der da også produceret et manuskript, der vistnok primært fokuserede på Lucius, søn af Connie Nielsens karakter Lucilla. Dette udkast lå færdigt i 2003, men så skete der ikke noget alligevel.

I 2006 fortalte Scott, at DreamWorks gerne havde villet lave filmen, men at der var uenigheder om historien. Crowe foretrak den mere fantasy-prægede version, hvor Maximus blev genoplivet, mens DreamWorks hellere ville fokusere på Lucius.

Batshit crazy Cave-manuskript

Her kommer så Nick Cave ind i billedet. Cave blev simpelthen hyret til at skrive et nyt manuskript, og selvom jeg ikke har læst det (det ligger vistnok på nettet), så lyder det helt fuldstændig batshit crazy, og uagtet at jeg faktisk var godt underholdt af Gladiator II, så ville jeg i virkeligheden hellere have set Caves version end den, vi nu har fået.

I Caves version bliver Maximus genoplivet som en udødelig kriger, der kæmper for de romerske guder. Han bliver sendt tilbage til Jorden med en mission om at dræbe Jesus og hans disciple, og undervejs bliver Maximus narret til at dræbe sin egen søn.

Med udødeligheden som forbandelse ser vi Maximus kæmpe under korstogene, i Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen, og slutningen afslører, at han i dag arbejder i Pentagon!

Som jeg sagde: Batshit crazy stuff!

Om det kunne være Caves manuskript, der har inspireret til den fremragende titelsekvens i X-Men Origins: Wolverine (2009), ved jeg ikke, men idéerne er påfaldende lig hinanden (i øvrigt er titelsekvensen det absolut eneste fremragende ved dén film, men titelsekvensen er virkelig super-superfed).

Skred i sagerne i 2021

Caves version af filmen blev som bekendt heller ikke til noget, men i årene efter blev idéen ved med at spøge, og fra tid til anden kom der små pip fra forskellige interessenter, både Scott, Crowe og sågar Chris Hemsworth.

Det var dog først i 2021, at der for alvor kom skred i sagerne, da Scott kunne fortælle, at der nu blev arbejdet alvorligt på et manuskript, og at han havde til sinde at lave filmen efter Napoleon (2023). Og det blev lige præcis sådan, det kom til at gå.

Manuskriptet til Gladiator II er skrevet af David Scarpa, der også skrev Napoleon, men som i øvrigt ikke er en mand med mange film under bæltet.

Hans debutmanuskript (i samarbejde med Graham Yost) var den fine The Last Castle (2001) med Robert Redford og James Gandolfini, men derudover har han også skrevet manus til 2008-remaket af science fiction-klassikeren The Day the Earth Stood Still (1951).

Efter det skrev han manuskriptet til Scotts All the Money in the World (2017), nogle episoder af Amazon Prime-serien The Man in the High Castle (2015-19), baseret på Philip K. Dicks roman af samme navn (1962) og så endelig Napoleon og Gladiator II.

16 år senere…

Gladiator II finder sted 16 år efter begivenhederne i den første film, og vi starter i Nordafrika, hvor vi i Numidien møder den lyshudede Hanno (Paul Mescal) og hans hustru Arishat (Yuval Gonen) i et ømt øjeblik.

Idyllen varer dog ikke længe, for et par minutter inde i filmen angriber romerne, der kommer sejlende over Middelhavet i deres triremer. Romerne er anført af den mægtige general Acacius (Pedro Pascal), og selvom numidierne kæmper bravt, vinder romerne naturligvis til sidst.

Under slaget bliver Arishat, der også er kriger, dræbt på direkte foranledning af Acacius, og Hanno sværger hævn. Det må dog vente, for Hanno bliver taget med tilbage til Rom som slave, hvor han bliver solgt til Macrinus (Denzel Washington), der opkøber og træner gladiatorer.

På dette tidspunkt er Rom styret af de to gale tvillinge-kejsere Geta (Joseph Quinn fra fjerde sæson af Stranger Things) og Caracalla (Fred Hechinger), mens Lucilla (Connie Nielsen) fortsat lurer i kulissen. Hun er nu gift med Acacius, og de to kommer i slemme problemer, da Acacius planlægger et kup mod de to korrupte og inkompetente kejsere.

Inden vi er nået så langt, har Hanno dog fået sin første tur som gladiator i Colosseum, og man skal være mere end almindelig sløv i optrækket for ikke hurtigt at regne ud, hvem Hanno i virkeligheden er.

Macrinus regner det i hvert fald hurtigt ud, og er også hurtig til at udnytte sin viden til at få Acacius og Lucilla i fedtefadet, for Macrinus har nemlig store planer…

Håbløst uoriginal, underholdende, ligegyldig

Lad os få det ud i det åbne med det samme: Gladiator II er en virkelig underholdende film, men den rå underholdningsværdi er – sammen med den generelle production value – også det primære, filmen har kørende for sig.

Det er ikke fordi, filmens udførsel er dårlig som sådan. Det hele er egentlig meget kompetent sat sammen, men Gladiator II er håbløst uoriginal, fordi manuskriptet næsten konstant rammer de samme story beats som i den første film.

Med andre ord hænger der en fornemmelse af remake over filmen, også selvom den jo ikke er en remake, men en fortsættelse. Det er et alvorligt problem, fordi det tvinger én til at stille det store spørgsmål: Hvorfor?

Hvorfor skulle vi have denne sene fortsættelse til en film, der slet ikke lagde op til en fortsættelse? Ridley Scott siger selv, at han er blevet glad og imponeret over at se, hvor godt, den oprindelige film bliver ved med at holde, og at folk stadig ser den og taler om den.

Men det er jo ingen god grund til at lave en fortsættelse, snarere tværtimod. Og insisterer man på at lave en fortsættelse til en film som Gladiator, bør man i det mindste byde ind med noget nyt. Det gør Gladiator II ikke, og det er nok filmens største synd, for det er med til at gøre hele øvelsen ligegyldig.

Mange ting fungerer, bare ikke bavianerne

Men mange ting fungerer skam også i filmen. Som nævnt er filmens production value generelt imponerende, når man lige ser bort fra nogle helt og aldeles rædsomme CGI-bavianer tidligt i filmen.

Det er i Hannos første kampscene i Colosseum, hvor romerne slipper nogle blodtørstige bavianer løs. De er helt ufatteligt dårligt lavet, og man undrer sig over, at Scott lod den scene slippe igennem.

Heldigvis bliver det bedre derefter, og de meget udskældte CGI-hajer, der optræder i en sekvens, hvor Colosseum er fyldt med vand, så gladiatorerne kan genopføre et søslag, er langt fra så slemme, som de bliver gjort til.

Nu vi er ved den sekvens: Jo, romerne fyldte faktisk i virkeligheden bunden af Colosseum med vand for at kunne lave søslag. Men nej, man brugte næppe levende hajer.

På nær lige bavianerne er filmen på effektområdet imponerende. Det var den første film også, men der er alligevel sket meget de sidste 24 år, og det gamle Rom er dybt imponerende realiseret her.

Det samme gælder scenografi og kostumer. Selvom meget af det formentlig er lige så historisk korrekt som hajerne i Colosseum, så fungerer det, mens musikken spiller, og det er det vigtigste.

Fint skuespil

Skuespillet er også ganske fint. Paul Mescal gør en god figur som Hanno og Pedro Pascal er både sej og sympatisk som Acacius. Connie Nielsen har noget mindre at arbejde med, hvilket er ærgerligt, for hun viser sig naturligvis at være helt central i plottet.

Også på birolleområdet er der nogle fine præstationer. Derek Jacobi gentager sin rolle som senator Gracchus (foruden Nielsen er han den eneste medvirkende fra den første film), mens både Joseph Quinn og Fred Hechinger må have haft det sjovt som de infantile, men også farlige kejsertvillinger. Skuespillet er ikke subtilt her, men det fungerer.

Det samme kan siges om Tim McInnernys senator Thraex, der veksler mellem at være slesk og dybt ynkelig. Han er faktisk ret sjov.

Denzel Washingtons armbevægelser

Men alle spilles fuldstændig af scenen af Denzel Washington, der med sin Macrinus stjæler alle scener, han er med i. Washington spiller Macrinus med store armbevægelser og overspiller tydeligvis helt bevidst.

Det er åbenlyst, at Denzel Washington har medvirket i en helt anden film end de øvrige skuespillere. Måske havde han allerede fra starten regnet ud, at Gladiator II ikke skulle tages så alvorligt, og at det hele mest var for underholdningens skyld.

Det memo har de øvrige medvirkende desværre ikke fået – Ridley Scott ej heller – og det giver lidt sammenstød mellem de øvrige hovedrolleindehaveres alvorlige, patosfyldte spil og Denzels muntre overspil som Macrinus.

Hvorfor?

Et andet markant plus ved filmen – i hvert fald i min lille, sorte bog – er, at den er helt vild blodig! Sammenlignet med den første film er der skruet markant op for brutaliteten, og det giver filmen et stedvist pulpet feel.

Også dette står lidt i kontrast til Scotts øvrige instruktion, der ellers går klart efter den samme episke og mere seriøse storfilmsstemning som den første film.

Som I nok kan fornemme, er Gladiator II en sammensat affære med både positive og negative sider, men de positive sider formår ikke helt at veje tungere end det store spørgsmål i vægtskålen: Hvorfor?

Plot- og manuskriptmæssigt er Gladiator II en mærkeligt uambitiøs film, hvilket virker helt vildt underligt, når nu resten af filmen er så storladen og ambitiøs i sin udførsel.

Der er også nogle handlingstråde, der ikke fungerer helt optimalt, og som nok burde have været skåret væk, og så lider filmen under det sædvanlige problem: Den er for lang. Når den alligevel ikke vil stort andet end at være en re-shake af den første film, er 2 timer og 28 minutter alt, alt for meget.

Trods den oppustede spilletid formår Gladiator II dog at underholde bravt det meste af tiden. Jeg begyndte først at skæve mod mit ur hen imod slutningen, som også er den klart svageste del af hele affæren.

Men underholdningsværdien er altså også filmens største aktiv, og havde det ikke været for den, havde Gladiator II for alvor været en dødssejler.

Som det er nu, er Gladiator II en virkelig underholdende, men i bund og grund ligegyldig og sært hul film. Sidstnævnte havde man næppe kunnet sige om Nick Caves udgave, som jeg stadig gerne vil se!

Anmeldt i nr. 228 | 13/12/2024

Index: 2’er, Fortsættelse, Rom