Fight for Your Life

En 10-årig knægt, der dræbes brutalt af slag i hovedet med en sten; tre morderiske kriminelle på flugt; en ung kvinde, der bliver udsat for gruppevoldtægt; den gode far, der slås bevidstløs med en Bibel; en hund, der pisser skurken i hovedet; et politi, der går ind for selvtægt og alle mulige modbydelige racistiske bemærkninger, der smides i hovedet på en flink negerfamilie.

Disse er blot nogle af elementerne i Robert A. Endelsons modbydelige og ganske fremragende Fight for Your Life. Det er ikke den gode smag, som Endelson hylder, men den grove vold, den grafiske udpensling og den altdominerende og befriende selvtægt.

Så hvis du er en person, der får moralske skrupler af film med et overflod af racisme og overdreven selvtægt, bør du nok holde dig langt væk. Men hvis du derimod er klar på en grænseoverskridende oplevelse, bør du anskaffe dig Fight for Your Life med det samme.

Rædselskabinet

Filmen indledes med, at vi ser en fangetransport køre igennem New Yorks gader. Bilen kører galt, og så er der tre galninge på fri fod. Der er tale om Jessie Lee Kane, Chino og Ling. Over politiradioen hører vi, at det er tre meget skidte karle, der har begået alt fra voldtægt til mord. Allerede efter denne lille indledning ved man godt som tilskuer, at det her ikke bliver en film, man viser i søndagsskolen.

Efterfølgende møder vi familien Turner. En god og rettroende familie, som bor i et hyggeligt hus ude i skoven. Der bliver bedt bøn før maden, og alt i alt har vi at gøre med en god, konservativ amerikansk kernefamilie. Uheldigvis for Turner-familien kidnapper det voldelige trekløver datteren under et voldeligt røveri i en butik, og snart har de hele familien som gidsler i det lille hus i skoven. Imens dette sker, er betjenten Reilly på sporet af Kane og hans kumpaner, men politiet kommer i denne type film altid for sent.

Turner-familiens hus forvandles til et rædselskabinet, hvor vi som tilskuere bare venter på, at ubehagelighederne vælter ned over familien. Som handlingen skrider frem, finder Reilly frem til morderne, men i en meget central scene holder han sine styrker tilbage, som om han nikker bifaldende til det selvtægtsorgie, som er på vej. Mere skal der ikke afsløres af handlingen her.

Grim og primitiv

Filmens look er grimt og primitivt, og det er tydeligt, at filmens budget har fokuseret meget på at være økonomisk og så bruge pengene på blod og splattereffekter, der understreger det brutale i filmen.

Fight for Your Life ser ud som den slags film skal gøre, hvor man er meget langt væk fra den mainstreamorienterede Hollywoodfilm. Billederne er grimme, klipperytmen tangerer det amatøragtige, og der er umotiverede stilistiske brud – men det virker. Sagt på en anden måde: Den grimme stil understøtter filmens brutale tematik.

Både i filmens handling og på skuespillerfronten er det to mænd, der får den største ros herfra. På den ene side har vi William Sanderson som den nederdrægtige white trash-redneck Jessie Lee Kane. Sjældent har jeg set en større psykopat på film. Sanderson formår både med sit spinkle ydre og sit skuespil at gøre den modbydelige Kane troværdig.

Over for ham står Robert Judd som Ted Turner. Judd viser os den indestængte vrede, som Ted opbygger igennem filmen, og det gør han rigtig godt. Ellers er resten af skuespillerne knap så gode, med Lela Small som Grandma Turner som det værste indslag. Men det er også sekundært, da det vigtigste ligger i konfrontationen mellem de to mænd.

One-hit-wonder

Filmen har åbenbart været noget af et one-hit-wonder for instruktøren Robert A. Endelson, da han ikke har instrueret film efter den. Det understreges yderligere af det faktum, at han den dag i dag er tandlæge! Han stak sit hoved frem og lavede en fantastisk film for derefter at forsvinde fra branchen.

Det samme burde manuskriptforfatteren Straw Weisman nok også have gjort, men han kan på et tidspunkt forlade denne verden med film som Red Scorpion 2 (1994) og Cyborg 3: The Recycler (1994) på samvittigheden.

Sitcom-karikatur

Turner-familien er på mange måder en karikatur over den klassiske sitcom-familie, hvor vi har kernefamilien, som tæller mor, far, søn, datter og bedstemor, der bor hjemme. Og det er ind i dette glansbillede, at morderne gør deres entré. Filmen er fyldt med velskrevet dialog, som centrerer sig om morderne og familien, der konstant sætter den håndgribelige racisme og vold i et større perspektiv.

Dialogen bruges til at understrege, hvor langt ude morderne, og specielt Jessie Lee Kane, er, så selv om filmen er spækket med racisme, er filmen ikke racistisk, nærmere tværtimod. I 1972 kom Wes Cravens chokerende The Last House on the Left, og det er tydeligt, at den har været en inspirationskilde for Straw Weismans manuskript til Fight for Your Life. Og i samme åndedrag skal også Day of the Woman (1978) nævnes. Begge disse film er anmeldt i denne måneds opdatering, så vi er dækket godt ind med disse vold-der-avler-selvtægt-film.

Selvtægt og hævn er en problematisk størrelse, som det er meget nemt at nedgøre både rent juridisk og moralsk. For naturligvis kan vi ikke leve i et samfund, hvor alle render rundt og udøver selvjustits. Men på den anden side kan man godt relatere til selvtægt, for hvad ville man gøre, hvis ens søster blev voldtaget og dræbt, og man fik muligheden for at gøre noget ved gerningsmanden?

Fight for Your Life gør dog også en dyd i at vise os, hvor slemme skurkene er, så vi hen mod slutningen nærmest håber, at selvtægten går i gang. En tagline til filmen siger “They took it until They could not take it anymore”. Og her ligger også essensen i filmen.

Den gode familie Turner forsøger at opretholde den moralske anstændighed, men de tvinges ud over den kant, hvor skillelinien mellem dyr og menneske forsvinder. De nedgøres på alle leder og kanter, både verbalt og fysisk, og til sidst er hævnen og selvtægten den eneste udvej. Det er hård kost at sluge, og ganske modbydeligt, men som tilskuer identificerer man sig med Turner-familien, hvor sympatien og forståelsen for deres gerninger er det væsentlige.

Intet er helligt

Fight for Your Life er en problematisk film, da den på én og samme tid forherliger og kritiserer volden, og derfor er det også med en underlig smag i munden, at man tænker tilbage på filmen, efter den er slut.

Men det ligger både i tiden og genren at vise volden på den måde, som Fight for Your Life gør det – intet er helligt, og alt kan udforskes. Vi har voldelige slowmotioneffekter, masser af blod, nedgørende voldtægt og funky 70’er-musik. Fight for Your Life er en vaskeægte exploitationfilm, som fandt sit publikum i 70’ernes grindhousebiografer og siden hen på VHS’en i 80’erne.

Det er ikke nogen behagelig film, men det er befriende at se en type film, som skider højt og helligt på, hvad man kan tillade sig at vise på film. På filmens DVD-cover står der følgende: “No sleazehound who has seen it can ever forget FIGHT FOR YOUR LIFE”. Og det er så sandt, som det er sagt. Den grimme film har i hvert fald gjort et stort indtryk på mig, og hvis du har mod til det, vil jeg anbefale filmen på det varmeste, selvom, eller måske netop fordi, den ikke er for sarte sjæle.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Selvtægt, Video Nasty