Trevor: The dream to awaken our world!
Æon: You’re out of control.
Trevor: I take control. Whose side are you on?
Æon: I take no side.
Trevor: You’re skating the edge.
Æon: I am the edge.
Trevor: What you truly want, only I can give.
Æon: You can’t give it, you can’t even buy it and you just don’t get it.
Mens vi her i Danmark venter på Æon Flux-filmen, der i øvrigt blev mejet ned af de udenlandske anmeldere, er det på sin plads med et lille kig på den animerede serie, som filmen bygger på og som kan betegnes som et hovedværk indenfor science fiction- og action-animation.
Denne artikel koncentrerer sig alene om at give en kort introduktion til serien og vil ikke behandle nogen af de spin-offs, der i tidens løb er kommet, såsom tegneserier og computerspil.
Hva?!
I 1990’erne havde MTV deres egen animationsafdeling, hvis mest kendte og sikkert også elskede produkt er Beavis & Butthead. Men lige så dumt som Beavis & Butthead er, lige så kompliceret, mærkelig og interessant er den animerede serie Æon Flux.
Serien startede i 1991 på det ugentlige program Liquid Television, som var 25 minutter med forskellige animations-kortfilm, de fleste i den syrede ende, og i det hele taget et eksempel på, at det dengang var muligt rent faktisk at se noget interessant på MTV.
Æon Flux er måske den mest utilgængelig animerede serie udsendt til et så bredt publikum som MTV’s, og den mest udbredte reaktion på serien er vel gennemgående også “hva?!”
Syret voldsorgie
Serien fødtes som en række små korte indslag af 2-3 minutter, alle del af en fortløbende historie. Fra starten skilte den sig ud på grund af fraværet af dialog, dens markante visuelle stil og den sado-maso-sexede, anorektiske heltinde. Samt ikke at forglemme en helt absurd bodycount, naturligvis.
Skabt af den koreanske animator Peter Chung, gjorde den unavngivne og umælende heltinde (senere navngivet efter serien) sin uforglemmelige entré; bevæbnet med to futuristiske pistoler mejede hun dusinvis af fremtidssoldater ned, ofte på overdrevne og fantastiske måder, der trak på alt det sejeste fra science fiction- og actiongenren.
Det var uklart, hvem eller hvad hun var. Den eneste antydning af motiv var et portræt af en mand, hun måtte formodes at skulle likvidere, for hvad ellers? Hun synes hævet over definitioner som politi eller agent, hun var mere en løbsk dødsmaskine.
Det syrede voldsorgie blev underlagt et utraditionelt, nærmest computerspilsinspireret score af Drew Neumann, der har været komponist og lyddesigner på hele serien. Scoret er lige så fragmentarisk som seriens voldsomme optrin, men også på en måde lige så velfungerende i sin evne til at fange seerens interesse. Musikken er i det hele taget, i hele seriens forløb, med til at sætte tonen og underbygge stemningen.
Volds- og sexappeal
Den første kortfilm, der i dag kaldes seriens pilot, ender med Æons lettere tilfældige død kort før, hun når sit mål. Denne drejning af actiongenrens konvention om, at helten er den eneste, der altid overlever og altid når sit mål, bliver den gennemgående konvention for Æon Flux‘ næste “sæson”.
Æon Flux forsætter på Liquid Television som enkeltstående, usammenhængende kortfilm på 2-3 minutter. Uforstyrret af hovedpersonens død forsætter serien med at slå hende ihjel i slutningen af hver episode. De eneste gennemgående karakterer er Æon og Trevor, der som Æon også først senere navngives, og som også figurerer kort i pilotafsnittet.
Serien blev ret populær, ikke mindst på grund af dens visuelle stil, den stiliserede vold og den letklædte heltinde. Peter Chung har udtalt, at han var interesseret i at skrive komplekse, skæve og personlige historier med en meget glat, poleret og let tilgængelig overflade. Således at seriens volds- og sexappeal, som i høj grad også er hovedpersonens egen, bliver til et medium, der skal bære dens pointer frem til et publikum, der ikke normalt ville se den slags.
Da vold og sex i høj grad sælger, gik MTV også videre med Æon Flux og bestilte en serie på 10 afsnit à 25 minutter. Ifølge Chung vidste de ikke rigtigt, hvad de havde købt, men var tilfredse så længe, det så lækkert ud og var underholdende. MTV var mere interesserede i, om serien fik gode ratings, og deres tro på serien var da også en tro på, at folk ville se den, frem for om det var en god serie som sådan.
Indførsel af dialog
Disse længere afsnit blev til tredje sæson af Æon Flux. Her indførtes dialog, og Æon slås ikke ihjel i hvert afsnit, selvom hun dog dør i ét af dem. Der er dog stadig ingen sammenhæng mellem afsnittene, ud over at det første er tænkt som en slags start (i øvrigt på MTV’s anmodning) for at få mere baggrund på karaktererne, og det sidste som en slags slutning.
Dialogen gjorde dog ikke serien lettere at forstå eller lettere tilgængelig, men tilfører snarere endnu et lag af spil med klichéer og ord samt mere tilsigtet uklarhed og mangel på sammenhæng.
Det der er vigtigere ved de længere episoder er, at der indføres flere karakterer, hvoraf den mest afgørende helt klart er Trevor Goodchild, der også figurerer i de tidligere sæsoner som Æons nemesis, men nu navngives og uddybes. Seriens egentlige fokus bliver forholdet mellem Æon og Trevor, der gensidigt er hiandens nemesis og elsker.
Dobbelttydig karakter
Æon Flux er først og fremmest også en fabelagtig karakter. Hun er designet til at udstråle sex og vold, både igennem sit kostume, eller mangel på samme, sin måde at bevæge sig på og sin kombination af intelligens og brutalitet. Hun handler både moralsk og amoralsk, nogle gange på samme tid; hun siger, hun kun tjener sig selv, men forsøger alligevel ofte at hjælpe andre.
Hendes primære mål er dog at kæmpe for, hvad hun ser som sin frihed. Hun personificerer på sin vis individets ret til at udfolde sig, som det vil: Hun er både hedonist og anarkist og står på denne måde i kontrast til Trevor, som netop er en diktatorisk teknokrat, der tænker på massernes vel, men ud fra sine egne kriterier om, hvad masserne har brug for.
Æon er en dobbelttydig karakter, der på én gang er en slags homage til science fiction/animé-genrens heltinde og på samme tid en ironisk kommentar til det samme. Hun er en æstetisering af vold, en glamourisering af brutalitet, hvilket er gennemgående for serien og dens udtryk, men som har fokus i Æon. Men dette skal som nævnt blot betragtes som formen hvormed noget andet fortælles, og som får dybde ved at blive vendt på hovedet gang på gang og gennemsyret af en bidende, ja ligefrem bitter, ironi.
Ambivalens og sex
En anden af seriens ubetingende kvaliteter er, at ambivalensen også findes i sympatien for hovedpersonen. Den lette konklusion er, at Trevor Goodchild er seriens skurk og Æon er seriens heltinde, men så let er det ikke. Æon vises både som sympatisk og usympatisk, og det samme gælder for Trevor. Man kan faktisk ikke sige hvem af dem, der er god eller ond; de er meget forskellige, og derfor strides de. De er begge forskruede og perverse, og handler begge både med og uden moral.
I det hele taget leger Æon Flux ret meget med elementer fra seksuelle feticher. Der er Æons egen fodfetich, afsløret i slutningen af den første sæson, mere eller mindre tydelige hints til sadomasochisme og elektrochok for ikke at tale om Trevors mangfoldige perversioner.
Der vises selvfølgelig ingen direkte sex i serien, men til gengæld får vi i visse tilfælde lov til at se pumpende olierede maskindele eller pistolmundinger, der føres hurtigt ind og ud af åbninger. Visulle virkemidler, der kun får idéen om sex mellem seriens personer til at virke endnu mere pervers.
På hovedet
Peter Chung sig selv, at han gik efter en slags ambivalens, og det er også, hvad han leverer. Meget lidt bliver forklaret, og næsten alt synes at have flere betydninger, ligesom meget lidt af serien kan tages bogstaveligt.
Chung siger også, at et af hans mål med serien var at vende action- og science fiction-konventioner og -klichéer på hovedet. Han elskede at slå Æon ihjel gang på gang, fordi han hadede serier, hvor det er givet, at helten altid overlever til sidst. Han ville udtrykke, at man ikke skulle tage det hele bogstaveligt, mens nørderne søgte efter forklaringer, såsom at Æon måske i virkeligheden var en robot eller at hun blev kastet tilbage i tiden efter hvert afsnit.
Derfor er det meget nærliggende at mene, at Æon Flux måske slet ikke skal give mening, men netop ikke giver mening for at få folk til at tænke en ekstra gang over det, de ser og hører. Peter Chung vidste, at Liquid Television ville blive sat på “heavy rotation” på MTV og havde derfor grundlaget for at lave en serie, hvor det er nødvendigt at se hvert afsnit flere gange, og hvor det således også føltes ok, at man ofte kom til at se det samme afsnit mange gange.
Nærmest for obskur
Hvis serien har en svaghed er det nok, at den nærmest er for obskur. Man kan spørge sig selv, om den virkelig er så dyb, som den giver sig ud for at være, og om den i virkeligheden ikke bare bruger det mærkelige som skjul for, at der er mange ting i serien, der slet og ret ikke giver mening.
Men måske er det også ligegyldigt, om det giver mening, for seriens stærke sider er helt klare. Dens visuelle stil, de labyrintiske, udspekulerede og ofte decideret nederdrægtige plots samt den lige så udspekulerede dialog, der, på trods af at især Trevors replikker ofte er på grænsen til meget banal lommefilosofi, formår at gå i samspil med både det visuelle og handlingen og give det hele endnu en lille drejning.
Alt sammen noget, der gør Æon Flux en særdeles flot, seværdig, til tider tankevækkende og altid underholdende serie.
Udgivet i nr. 3 | 13/01/2006
