Dr. Shocks X-Ray Chiller Theatre

Dr. Shocks X-Ray Chiller Theatre består af tre kortfilm, produceret af After Shock Productions med Douglas G. Agosti, Lance Otto Smith og venner som bagmænd. De to herrer har skrevet, produceret og instrueret filmene “The Town that Loves Pizza”, “The Garden Tool Murders” og “Demons Day”.

Det hele er præsenteret i et format, der minder om Tales from the Crypt. Mellem hver film er der et lille intermezzo med aftenens vært Dr. Shock. Han giver produktionerne et par bevingede ord med på vejen, og bag på DVD’en præsenteres han sådan: ”Hosted by the wild and crazy, midnight madman international Horror Host Dr. Shock”.

Man får næsten ondt i hovedet af, at tænke på, at der faktisk er tale om et show, der startede i 1989 på kanal FOX 36. De tre film på DVD’en er gamle kendinge i den sammenhæng. De har faktisk været vist på TV – og dermed haft et publikum.

Dåselatter og båthorn

Det hele er temmelig syret, og Dr. Shock er en studievært med masser af bizarre og ”sjove” indfald på lager. Selve studiet er et splatterkabinet, hvor han vimser rundt iført kunstigt skæg, mærkelige biller og kittel. Alt imens der kastes med mursten og leges med skrumpehoveder, konverserer han lystigt med kameramanden. På lydsiden kører dåselatteren og båthornene for fuldt drøn.

Der er ingen tvivl om at Agosti, Smith & co. har haft det sjovt imens de fandt på og udført overstående. Der er endda undervejs blevet tid til små tilbageblik fra tidligere shows, hvor Dr. Shock bl.a. besøger en sadistisk tysk kollega, der sætter hans hoved i en skruetvinge. Han er tydeligvis ikke bange for selv at lægge krop til ubehagelighederne.

Det hele er lavkomik og underligt nok en smule morsomt. Der er ikke videre bid i måden, Dr. Shock verbalt og med rekvisitter binder filmene sammen eller hans referencer til deres blodige indhold. Det betyder dog ikke så meget. At se Dr. Shock skabe sig og lave dårligt stand up, er nok i sig selv. Man trækker på smilebåndene, fordi det her er ægte trash-underholdning af værste skuffe.

Bundnaive splatterfilm

De tre film er et lille kapitel for sig. De er alle tre bundnaive splatterfilm, der ligger helt udenfor den normal kvalitetsskala. På meget kort tid rives der rigtigt mange hoveder af, kropsdele amputeres og blodet sprøjter i alle retninger. Effekterne er uendeligt grinagtige, og filmenes handlinger tager flere gange så uforståelige drejninger, at man måbende stirrer på skærmen. Man aner simpelthen ikke hvad der foregår, hvad det hele handler om, og hvem der er hovedpersonerne.

Det er tydeligt at de tre film først og fremmest, har haft til formål at underholde de medvirkende. Hvad publikum så mener om sagen er ligegyldigt, selvom vi får lov til at lege med, når fraklippene ruller over skærmen. Men lad os se på dem enkeltvis.

Kannibalistiske pizzaer

To fedtede rednecks ankommer til en lille, afsidesliggende by. De har allerede blodige forklæder på, da de stiger ud af bilen og kigger på et hus, der er til salg. De to er brødre og en slags forskruede kokke, der åbner et fastfood-sted – nu skal der bages kannibalistiske pizzaer til hele byen. Hovedingrediensen er naturligvis indbyggerne selv, da de to herrer insisterer på kun at servere italienske delikatesser med kød på.

Filmen foregår tydeligvis i et område af USA, hvor der kun er knoldesparkere. Alle bipersoner taler ukorrekt amerikansk, har dårlige tænder og går med skovmandskjorter og truckercaps. Det er en smule morsomt, når man kender de indforståede klichéer, der spilles på. Byens sherif har selvfølgelig de obligatoriske store solbriller og kalder folk for ”boy”. Det eneste der rigtigt mangler er banjoer, sydstatsflag og røvpuling.

Ufrivilligt komisk

Teknisk er filmen en mindre katastrofe. Man har ingen chance for at se, hvad der foregår i natoptagelserne, fordi der ingen lyssætning er. Skuespillerne er amatører og splattereffekterne er billige og grimme. Den yngste af kokkene hedder Obadiah, og det er ham, der henter kødet ude i byen.

Det meste af filmen handler om, at han løber rundt med kødkroge og motorsave, indtil hans bror får en kugle for panden, og han selv ender i en havekværn. Det er sheriffen, der nævenyttig stikker ham i maskinen, med ordene ”Now you are going to die!”.

De fleste steder er det hele ufrivilligt komisk – f.eks. da Obadiah leverer en pizza til en enlig husmor. Hun har tydeligvist set for mange fjollede pornofilm. Som bekendt er det ofte pool-renseren, VVS-manden eller pizzabuddet, der i den genre lægger krop til. Det er også tilfældet i “The Town that Loves Pizza”, selvom det her har en noget mere blodig udgang, end vi ellers er vant til. Mange andre steder, sidder man og smågriner, når Obadiah slynger sin kæde og sætter endnu en krog i endnu et offer. Teaterblodet sprøjter nemlig så rødt som ketchup.

Der er ingen tvivl om, at “The Town that Loves Pizza” objektivt set ikke har nogen kvaliteter overhovedet. Alligevel har den et eller andet charmerende over sig i al sin groteske banalitet. Enkelte steder er der endda en replik eller to, som rammer plet. Da sheriffen tager et kig indenfor i pizzeriaet, kommenterer han bl.a. hygiejnen sådan her: ”My ass is cleaner than this dump”. Det er sjældent, man som anmelder af skodfilm hæfter sig ved en replik, uden at væmmes ved, hvordan den er leveret. Måske er Otto Smith, der spiller sheriffen, en af de ægte lokale inbreds?

Græsslåmaskiner, kanttrimmere og hækklippere

“The Garden Tool Murders” giver endnu mindre mening end “The Town that Loves Pizza”, men fire eller fem gange så mange afhuggede og lemlæstede hoveder. Det hele er meget simpelt og ligetil. Manden i centrum er den psykopatiske gartner Jeb, der i filmen udlever sin forkærlighed for vold og alt der roterer og har blade: græsslåmaskiner, kanttrimmere, hækklippere – you name it.

Det går ud over mange forskellige mennesker i filmen. Efter en meningsløs indledning får vi etableret, at gartneren har et problem med skovsvin, der smider dåser og andet affald i hans domæne. I mange efterfølgende sekvenser ser vi ham jage og myrde alt fra joggere, store brød med bandanaer og andet ukrudt.

Filmen fokuserer meget på, hvor mange måder, man kan løber efter hinanden på i en skov. Det er selvfølgelig ikke særligt spændende og har ikke noget egentligt dramaturgisk forløb. Filmen er dybest set en grødet og splattet masse, der ikke rigtigt hænger sammen.

Lemlæstede hoveder som eksistensberettigelse

“The Garden Tool Murders” er særligt dedikeret til lemlæstede hoveder. Det synes at være dens egentlige kerne og eksistensberettigelse. F.eks. bliver joggeren begravet til halsen og kørt over med en græsslåmaskine og bandana-brødet får sit ansigt revet af i en bils køler. Ansigtet bliver simpelthen fjernet fra kraniet – øjet hænger og dingler i en tynd tråd bagefter. Det er grimt, sjovt og banalt.

I filmen kan man igen se instruktørernes forkærlighed for de ubehagelige personer, der øjensynligt stortrives i det amerikanske samfund. Der bliver talt med tyk accent, gartnerens chef er et svin, der konstant tørrer sig med et lommetørklæde, og vores hovedperson er selvfølgelig en forskruet galning. Han har sammentapede hornbriller og en hang til at drikke af marmeladeglas – så ved vi godt, at mor og far var søskende.

Vi behøver faktisk ingen forklaringer på det, der forgår, fordi det synes at være en underforstået pointe både her og i “The Town that Loves Pizza”, at perversion er en naturlig ting i Midtvesten og længere sydpå.

En kuriositet fra manuskriptforfatternes side er slutningen. Da vores ”helt” jager en meget grim skønhedsdronning, gør en anden mand sin entré. Det er en slags ridder, der har en rustning af skraldespandslåg og en svejsehjelm på hovedet. Det er så, hvad det er. Men da denne noble kriger i sidste ende dræber gartneren med en hæksaks, løfter han sløret for sin identitet. Han er gartnerens enæggede tvilling. Hvad? Hvor kom han fra? Hvordan hænger det sammen? Det gør det ikke, og filmen slutter uden yderligere forklaringer.

Det er nok overflødigt at nævne alle de uskarpe billeder, zooms, fjollede lyde og mikrofonfejl i filmen. “The Garden Tool Murders” er grimmere end arvesynden på alle tænkelige niveauer og skal bare overstås.

Skraber bunden

Den sidste af de tre film, “Demons Day”, bør man unde sig selv at se, selvom det gør ondt. For her er vi helt nede og skrabe bunden. Den er vel, hvad man kan betegne som en okkult splatterfilm. Jeg vil ikke prøve at udrede handlingen, men nøjes med at antyde den. Filmen er simpelthen for rodet og indforstået til, at det kan lade sig gøre som sådan.

Det eneste der kan slås fast med sikkerhed er, at en gal retsmediciner/videnskabsmand får den spøjse idé at klone Lucifer. Inden vi dog når til dette punkt har Satan selv lusket rundt på gader og stræder og myrdet hekse – eller er det prostituerede? Retsmedicineren fjerner noget djævle-DNA fra neglene af et offer, og så kører historien ellers i højeste gear derfra.

Midt i filmen havner vi ved en sovende mand, der måske – måske ikke – er pusher. Er det hele blot noget, han har drømt? Og hvorfor beder han til Gud, som åbenbarer sig for ham? Spørgsmålene er mange, og det eneste rimelig svar er, at der er tale om godt gammeldags sludder og vrøvl.

Plastichorn hopper i vinden

I splat-scenerne – og de fylder det meste af filmen – er vi igen tilbage ved temaet om at ødelægge hoveder. Det sker næsten i samtlige scener i Demons Day. Dæmoner dræber tydeligvist ved at rykke folk fra hinanden, uanset hvor grimt det så ser ud. Man begynder hurtigt at kede sig, hvis det ikke var fordi man konstant griner af kostumer og makeup. Plastichorn hopper i vinden. Skæve tænder spænder ben for skrækkelig dialog. Masker ligner noget der er købt i BR op til fastelavn. Pinligt!

Filmen ender med at Lucifer møder sin klon i en cirkel af ild. Det er dæmon mod dæmon og kræver naturligvis en masse slowmotion og grimt pyroteknik. Hvordan “Demons Day” slutter er selvfølgeligt også ligegyldigt, fordi der ikke er nogen pointe alligevel. Hvis filmen ikke var så gennemført kikset, at det bliver en lille smule sjovt, ville den være den reneste form for visuel tortur, man kan forestille sig.

Kult, kitsch og røvballefilm

Måske er Dr. Shocks X-Ray Chiller Theatre kult, kitsch og røvballefilm på én gang. Den er i hvert fald svær at sætte ind i en ramme, hvor det synes at have nogen værdi, når man bare står med DVD’en imellem hænderne.

Hvordan man end vender og drejer det, så ender man med tre kortfilm, der så brutalt trodser alle normale kriterier for kvalitet, at man kun kan trække på skuldrene og skynde sig videre. Er det hele så kikset, at det også er sjovt? Ja noget ad vejen, men ikke i længden. De fleste er stået af lang tid før den tredje film, og det er et sundhedstegn.

Dr. Shocks X-Ray Chiller Theatre er venligst stillet til rådighed af Cryptkeeper.

Anmeldt i nr. 7 | 13/05/2006

Stikord: Antologifilm, Splat, TV