Søren Sørensen
Ingen kommentarer

Burning Moon

Burning Moon
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Burning Moon er overvejende visuelt sløj, handlingen er ikke trimmet, og mange scener er uinspirerende. Alligevel formår filmen at holde én fanget...

Olaf Ittenbach er i Tyskland kendt som splatterfilmsinstruktør og special effects-mand. Han er uddannet tandtekniker, men blev som 11-årig fascineret af effekter på film. I starten af 90’erne skiftede han karriere og trådte ind på filmscenen i Tyskland – bl.a. med amatørproduktionen Burning Moon, der var hans andet værk.

At Burning Moon blev beslaglagt på landsplan, fordi den forherligede vold, gjorde ham hurtigt populær og filmen efterspurgt. Der røg 12 minutter af filmen i klipperummet, før den blev accepteret – og det, der er tilbage, er stadig hård kost. Der er uenighed om, hvor meget produktionen kostede, men her på Planet Pulp er vi ikke i tvivl om, hvad det meste af budgettet blev brugt på: splat og blod.

Som et lille kuriosum kan det nævnes, at det er Ittenbach selv, der spiller en af hovedrollerne i filmen. Han er en afdanket og afstumpet type, der i starten af historien nægter at tage et almindeligt job hos et stort firma. Han vil hellere drikke øl, slå på tæven og fortælle aldeles blodige historier til sin søster, inden hun skal sove. Måske er det en metafor, taget ud af det virkelige liv, for hvordan Ittenbach havde det, da han startede sin karriere? Op igennem 90’erne og til i dag har han skrevet og instrueret 10 film.

Grüss Gott

Selvom Burning Moon måske har en særlig plads i tyske gyserfans’ hjerter, er der ingen tvivl om, at den mest af alt kun er for folk, der har en svaghed for film, hvor kostumer, teknik og skuespil er ligegyldigt. Burning Moon er først og fremmest en undergrunds-produktion, der lever og ånder i de scener, som involverer økser, køkkenknive, macheter, pistoler ect.

Hele arsenalet af håndvåben kommer i brug, og historien er ikke så vigtig når teaterblodet sprøjter. Der bliver sagt “Grüss Gott”, viftet med nakkehår og bandet på tysk – hvilket er en sjældenhed indenfor genren. Der er med andre ord tale om et værk, som potentielt kan blive en lille perle i ens samling af mærkværdige skodfilm.

Rammefortælling med to film
Ittenbach i rollen som Peter

Ittenbach i rollen som Peter.

Filmen består af en rammefortælling og to kortere film inden i denne. Hele herligheden starter med, at taberen Peter takker nej til jobtilbuddet, mødes med sine venner, og dernæst er med i et bandeopgør. I en mørk baggård går rastløse tyske mænd løs på hinanden med butterfly-knive og køller. Der bliver kastet med flasker og nikket skaller, og det hele er selvfølgeligt en temmelig blodig affære. Det er en fightclub for kontanthjælpsmodtagere, der ikke har bedre ting at tage sig til – og fungerer først og fremmest som en lille appetitvækker.

Anslaget har ikke noget med resten af filmen at gøre, ud over at fortælle, at Peter bestemt ikke er som folk er flest. Han uddeler øretæver, tager hjem og inkasserer den obligatoriske skideballe af sin mor og en opsang af sin far. Da de to senere beslutter sig for at tage ud i byen, bliver det Peter pålagt at passe sin søster.

Det er her uhyggen og de to film i filmen kommer ind. Vi ser nemlig visualiseringer af de alt andet end børnevenlige historier, som Peter læser op for søsteren. De hedder henholdsvis “Julia’s Love” og “Purity”. Vi kigger på dem enkeltvis i det følgende.

Julia’s Love
På romantisk date med en psykopat

På romantisk date med en psykopat.

“Julia’s Love” viser Ittenbachs talent for at skabe udmærkede visuelle effekter, der sagtens kan chokere, selvom det hele er præsenteret i grumset videokvalitet. Langt hen ad vejen imiterer fortællingen diverse slasher- og seriemorderfilm, som vi kender til hudløshed.

Den øksesvingende galning hedder i denne film Cliff Parker – navnet minder om Clive Barker – og hans kommende offer hedder Julia. Hun får mystiske opkald, imens hun gør sig klar til en romantisk date. Han stikker af fra en galeanstalt, hugger en bil og trækker et blodigt spor efter sig i lokalområdet. I stearinlysets skær på restauranten krydses deres veje, og dernæst tager historien fart.

Han har af uvisse årsager inviteret hende ud, og hun har af uvisse årsager takket ja. Julia går med ind i Cliffs bil, men mens han henter smøger, hører hun om den undvegne galning og hans stjålne køretøj i radioen. Da hun har tjekket nummerpladen, forstå hun, hvor galt den er fat. Hun glemmer sin pung i farten og skynder sig hjem. Cliff finder pungen, samler en prostitueret op, og kører af sted. På vej til Julias hus får han luderen halshugget og kaster hendes hoved ud af sin Golfs soltag, imens han holder i et vejkryds. Og derfra starter orgiet.

Kvalisplat
Vulgært, brutalt, klamt, fingre bliver hakket af i smørbakke, en grotesk detalje

Vulgært, brutalt, klamt, fingre bliver hakket af i smørbakke, en grotesk detalje.

Cliff kommer til Julias hjem, lukker sig ind, og dræber familiens medlemmer på forskellig vis én efter én. Ittenbach bruger her klassiske greb fra genren; morderen der dukker op, hvor man “mindst” venter det, små jagtsekvenser etc. Han forsøger at skabe dramaturgisk intensitet, men det, der i virkeligheden springer i øjnene, er de forskellige måder, lemlæstelserne finder sted på.

Man må sige, at det f.eks. er temmelig godt udtænkt, at moderens hånd mases ned i en bakke smør, inden hendes fingre skæres af. Kniven går igennem huden, som var det varmt smør – i bogstaveligste forstand. Det er en ubehagelig detalje, der tilføjer brutaliteten noget ekstra vulgært.

Og da Cliff senere ganske enkelt penetrerer faderens ansigt med en machete, ser det yderst realistisk og voldsomt ud. Han stikker våbnet frem mod kameraet, vi fornemmer at det sætter sig fast. I det næste klip ser vi, hvordan det går tværs igennem mandens kind og nakke. Der er tale om ægte kvalitetssplat, hvor absolut intet overlades til fantasien.

Næsten for smart
Tag den!

Tag den!

Et andet sted, hvor filmen glimrer i visuel grusomhed, er da Cliff tvinger Julia til at spise et øje. Han har fanget hende på gulvet. I en psykopatisk dialog fantaserer han om, at de skal giftes. Vi klipper ind i hans fantasiverden, hvor han og Julia bl.a. løber omkring på en eng i så rosenrøde billeder, som VHS-formatet nu engang tillader. Det er ren nostalgi, der når sit højeste da en schæferhund også kommer ind i billedet: Cliff leger med den i græsset – han drømmer, som så mange andre psykopater før ham, om det normale liv.

Men Da Julia ikke bifalder idéen, får vi en lektion i tyske verber og bandeord – og Cliff tvinger hende til at spise øjet. I et skud inde fra hendes mund – med tænder og tunge i forgrunden – ser vi øjet nærme sig. Og da hun sluger det, følger vi det et stykke ned gennem halsen. Det får én til at give Ittenbach en smule kredit – det er godt fundet på, selvom det skiller sig en smule ud i forhold til resten. Det er næsten for smart udtænkt til at passe ind!

Purity
Den vanvittige præst, bemærk briller og overskæg

Den vanvittige præst, bemærk briller og overskæg.

“Purity” er historie nummer to, som Peter læser op for sin søster. Hun er naturligvis ved at blive en smule utryg, men Peter fortsætter ufortrødent. Nu får den fuld skrue, og det er i slutningen af denne film, at vi finder en af hovedgrundene til at Burning Moon blev beslaglagt.

Filmen er skåret over en “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”-model, hvor en præst om dagen udfører sine kirkelig gerninger og om natten er en satanisk voldtægtsmand. Filmen svælger i alle typer af vulgariteter; der hældes blod på Bibelen, fremsiges sataniske vers, kneppes, myrdes og stikkes ild til kors. Præstens fortrukne drabsmetode er med pistol, og det fører en række godt udførte skudscener med sig. Kroppe spræller og blodposerne springer, som de skal.

Ittenbach har tydeligvist en forkærlighed for dette – i en enkelt scene har præsten tid til at genlade sit våben og tømme endnu en tromle i et offer. Manden bliver skudt mere end tolv gange i en montagesekvens, der detaljeret viser, hvornår der trykkes af, hvordan kroppen reagerer, og hvordan blodet flyder. Fra nærbilleder til totalbilleder og tilbage igen.

Sygekassebriller, overskæg og mærkeligt hår
Justus

Justus.

Vores hovedperson er muligvis filmhistoriens grimmeste voldtægtsmand. Han minder mest om en tysk sexturist, der er godt ond i sulet – og derfor hævner sig på Gud og hver mand. Det er i det hele taget utroligt, hvordan de fleste skuespillere i Burning Moon ser ud. De er som taget ud af 70’erne, med sygekassebriller, overskæg og mærkeligt hår.

Det virker næsten utroværdigt, at filmen er skudt i 90’erne – da man må formode at de fleste ser ud, som de også gør til dagligt. Hvor “Julias Love” spillede på psykopaters ulmende vrede og sindssyge vrangforestillinger, er “Purity” mere kropslig og pervers. Hovedpersonen forbinder religiøs udfrielse med sex og mord, og han fremsiger små prædikener inden han går i gang.

Præsten smører sig ind i blod, udfører ritualer, og synes at handle mere eller mindre tilfældigt. Der er ikke nogen logisk fremdrift i filmen, vi skifter blot imellem dag og nat – mellem præstens “normale” jeg og hans skyggeside.

Hellraiser-inspiration
Mer' splat

Mer’ splat.

I en lille sidehistorie bliver der plads til forskellige banale teologiske diskussioner mellem præsten og landsbyens særling Justus. De andre i byen har et ondt øje til ham – de tror faktisk, han er voldtægtsmanden. Han har derfor dødsangst og søger trøst på præstegården. Og det er faktisk denne del af historien, der åbner op for den mest spektakulære scene i hele Burning Moon.

Efter at præsten – af mere eller mindre klare årsager – begår selvmord, vender de lokale deres vrede mod Justus. En af dem myrder ham i en temmelig lang scene, hvor en hammer spiller en afgørende rolle. Scenen er grum, fordi den naturligvis er uretfærdig, men også fordi, den ikke stopper. Manden går decideret amok, smadrer løs på Justus’ ødelagte krop med de bare næver, med sit eget hoved, og i sidste ende også med en høtyv.

Så er vi i helvede

Så er vi i helvede.

Pga. denne ugerning står Justus senere op fra de døde og lægger en forbandelse over sin morder. Midt i sin skønhedssøvn vågner drabsmanden og får kraftige smerter. Imens han vrider sig på gulvet, klippes der til et helvedes-scenarium, hvor vi ser hvad han oplever på “indersiden”. Inspirationen i de efterfølgende scener stammer fra værker som Jacob’s Ladder (1990) og særligt Hellraiser (1987).

Vi er inde i en anden dimension, hvor man ikke ønsker sig at komme på besøg. Torturmestre og bødler går rundt blandt deres ofre, som sidder indespærret i små bure. Der er kadavere, slim og blod over alt – kæder fra loftet og mærkelige monstermænd med søm i øjnene.

Til slut kommer den spektakulære finale, hvor vi i en flere minutter lang scene bliver vidne til tortur af drabsmanden. Han åbnes op via bugen, får boret tænderne ud, og det hele ender med, at hans krop rives i stykker ved hjælp af kæder – filmens mest voldsomme enkeltstående special effect.

Stopper ikke mens legen er god
Her er vi godt inde i tortursekvensen

Her er vi godt inde i tortursekvensen.

I Burning Moon er der ikke tale om “Vorsprung durch Technik” eller solid tysk motorkraft. Filmen er overvejende visuelt sløj, handlingen er ikke trimmet, og scenerne uden vold er uinspirerende. Man forstår godt, at filmen har kultstatus syd for grænsen, og den er også så speciel pga. sin tyske oprindelse, at den er værd at beskæftige sig med, hvis genren har ens interesse.

Ittenbachs mest fremtrædende træk bag kameraet er, at han ikke stopper mens legen er god. De rigtigt hårde voldsscener trækkes ud og følges helt til dørs. Publikum skal forarges og få lyst til at vende ansigtet bort. Man må formode, at han var temmelig stolt, da man fra officiel side reagerede på hans eskapader.

Fordi den på absurd vis blander lokalkolorit og ultravold, formår den – mod alle odds – at holde én fanget. Desuden gør dens gustne VHS-kvalitet måske endda mere for end imod filmen. Burning Moon leverer rå video-vold til dem, der af nostalgiske grunde efterspørger det.

Burning Moon er venligst stillet til rådighed af Horror Theater Video.

2 stjerner

Titel: Burning Moon
Instruktør: Olaf Ittenbach
Manuskript: Olaf Ittenbach
Cast: Andrea Arbter, Ellen Fisher, Ronald Fuhrmann, Rudolf Höss, Olaf Ittenbach, Bernd Muggenthaler, Kurt Nauder, Beate Neumeyer, Helmut Neumeyer, Alfons Sigllechner, André Stryi, Barbara Woderschek
Producer: Olaf Ittenbach
Foto: Olaf Ittenbach
Klip: Walter Szewczyk
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Mono
Sprog: Tysk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: Tyskland, 1992
Produktionsselskaber: IMAS Filmproduktion
Distributør (DVD): Horror Theater Video
Udgave/region: DVD-R

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006

Stikord: Antologifilm, Splat, Tyskland

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *