Søren Sørensen
Ingen kommentarer

Sloth

Sloth
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Sloth er ikke for alle. Den er den slags tegneserie, som man enten synes er sjov eller slet ikke kan se meningen med, og den er først rigtig god, hvis man hopper med på vognen og er along for the ride.

Sloth“Yo!”, “Yo!o!” er dovendyret Sloths første ord til os. Dernæst følger teksten “Tusinde af år i æggesøvn er slut… ind i verden og fyre den af”. Og det er præcist, hvad der sker i resten af roadmovie-tegneserien fra Forlaget Fahrenheit.

Foden rammer pedalen, rejsen går i gang, historiens hjul brænder gummi af, og man gør klogt i at spænde sikkerhedsselen. “There is some weird shit going on here” bliver der sagt et sted i en David Lynch film, og det kunne meget vel også være overskriften for Sloth.

Den lille mand med de skæve tænder trykker den af med stiv pik og håret tilbage på sin rejse mod det sagnomspundne “Galloping Norway”. Velkommen indenfor i et univers, der måske ikke er så let at gennemskue, men som har visuel nerve og noget nyt at byde på.

En hemmelighed man godt gad have fingrene i

Hjernen bag er Ib Kjeldsmark – en mand med mange talenter. Han er uddannet på Danmarks Designskole i 1997 og har siden arbejdet som freelancer for alt imellem himmel og jord. På hans hjemmeside kan man kigge på CD-covers, foldere, plakater, tegneserier og meget andet, han har designet.

Man er ikke i tvivl om, at der ligger rå talentmasse og en gennemført personlig stil bag det hele. Og man fornemmer også, at Kjeldsmarks tankegang ikke er mainstream, men gerne vil bevæge sig på kanten – dér hvor skæve streger krydser syrede universer, og det hele mere skal opleves end give mening. Når man bladrer igennem hans art-galleri, er man allerede godt på vej ind i eventyrland: H.C. Andersen møder Dali i et syretrip, der er spædet op med slang og engelske punchlines.

Hvis man ikke er sikker på, hvordan dét skal forstås, er det klart nok. Kjeldsmarks kunst er ikke så let at sætte på formel, fordi den mest af alt fremstår legende og poetisk. Når man kigger på billederne, føler man, at de hver især holder på en hemmelighed, man godt gad have fingrene i. Og det er ment som et kompliment.

Én på opleveren
Vores helt kommer til verden, sprængfyldt med energi - YO!

Vores helt kommer til verden, sprængfyldt med energi – YO!

Undertitlen på Sloth er “40 episoder”. Bogen er sat op, så hver episode fylder én side, og man kan nyde hver “stribe” for sig. Kjeldsmark har udtalt, at det gerne skulle fungere som skæringerne på en CD. Man skal rammes i synsnerven og øregangen – og have én på opleveren. Det er en slags rock’n roll, hvor guitaren er skiftet ud med pennen, og Kjeldsmark hamrer løs på slagstøjet hele vejen igennem.

Men hvad handler det hele om? Det er et godt spørgsmål. Sloth kommer til verden, møder en babe, får jern på og hopper ind i hendes bil. Det er “fedt at styre svinet”, som han siger, og så ruller vi. Vores helt ser sig ikke rigtigt for, kører derfor ind i et par elge og spørger, om de kender et sted, hvor man fyrer den af. Det gør de. Det kaldes “Galloping Norway”.

Sloth og hans babe suser af sted mod festen og løber ind i flere forskellige spøjse bekendtskaber: betjenten med den store kæp, en melankolsk hotelejer, en livstræt præst, manden der hader sin chef og flere andre. Der bliver selvfølgeligt også sat en del pot og øl til livs, og historien tager flere gange ualmindeligt underlige drejninger. Mærkelige bipersonerne kommer ind og trækker fortællingen i retninger, man ikke kan forudse – f.eks. da nogle dåseøldrikkende gnavere beslutter at ødelægge fundamentet under den bar, hvor Sloth og hans rejsekumpaner holder pause. Kabooom siger det, og vores helt må hurtigt videre.

Stumper fra kulturens smeltedigel
Road movien starter, Sloth blafffer, damen er lækker, og der er "allerede kontakt"

Road movien starter, Sloth blafffer, damen er lækker, og der er “allerede kontakt”.

Man må antage, at Easy Rider (1969) er én af tegneseriens afgørende inspirationskilder sammen med andre klassiske road movies. Som bekendt er hovedpersonerne i disse film drifters, deres mål er rejsen, deres middel er køretøjet, og det gælder friheden, når alt kommer til alt. Måske har Kjeldsmark endda set Candy, som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp. Den er mindst lige så syret som Kjeldsmarks værk, og der er nogle fællestræk de to imellem.

"Galloping Norway" - rejsens mål bliver her slået fast

“Galloping Norway” – rejsens mål bliver her slået fast.

Sloth låner fra filmgenren ved at vise os landskaber, dinere og de store tomme vidder. Den bruger den overordnede plotstruktur, hvor der rejses mod et mål, og helten skal passere forbi og igennem forskellige “stationer”.

Men der bliver også lånt mange andre steder fra. Det er faktisk det, der giver tegneserien sit særpræg: Kjeldsmark tager mange stumper fra kulturens smeltedigel og koger suppe på det hele. Derfor kan man finde dele af eventyr, musik- og filmcitater og rester af musicals i Sloth.

Det hele er et puslespil, der gør, at man sagtens kan læse albummet flere gange. Der er noget at komme efter her – hvis man har lyst kan man gå de intertekstuelle referencer efter. Et eksempel er, da Sloth på et tidspunkt skal ned i en hule for at hente en nøgle. Som soldaten, der skal ned i det hule træ for at hente fyrtøjet til heksen, skal Sloth ned til elgen og sige de magiske ord. Det er ret sjovt at se H.C. Andersen omfortolket på denne måde – for Sloth lægger ikke fingre imellem.

Op i røven med det etablerede, fine og polerede
Der bliver sunget en del i 'Sloth': Dyrene giver deres besyv med, imens vores helt suser afsted i baggrunden

Der bliver sunget en del i ‘Sloth’: Dyrene giver deres besyv med, imens vores helt suser afsted i baggrunden.

Kjeldsmark har også en lille digter i maven og lader dyr og andre figurer bryde ud i sang, når det passer ham. Der er endda blevet plads til et “økonomi haiku” i episode 27: “Money talks – spirits walk to work every day. Pay him less is my bless the only real way”.

Man fornemmer her, og enkelte andre steder, at der gøres op med autoriteter og systemer. Sloth er ikke typen, der gider lytte til politikeres snik-snak i fjernsynet. Da manden på skærmen spørger: “Vil du bevare? Vil du være tryg?”, er hans kommentar: “HOLD KÆFT DEN MAN SPYTTER LORT UD, HVA’?”.

Road movie-genren har altid i sin kerne været anti-autoritær og anti-konform, og det spiller Kjeldsmark på. Det virker som en logisk ramme for hans mere eller mindre anarkistiske historie. Form og indhold hænger med andre ord sammen. Selvom man skal passe på med at overfortolke den slags, får man alligevel fornemmelsen af, at det er én af tankerne bag hele projektet: Op i røven med det etablerede, fine og polerede. Sloth er et syretrip, på samme måde som afslutningen af Easy Rider er det. Den er skabt af det stof drømme er gjort af – og ifølge Kjeldsmark “ren eskapisme”.

Svært ikke at føle sig underholdt
Et godt eksempel på hvordan Kjeldsmark bruger sproget. Her er det krofatter der taler. Andre steder bliver der talt mere hårdt gadeslang, der er inspireret af hiphop og storbyen

Et godt eksempel på hvordan Kjeldsmark bruger sproget. Her er det krofatter der taler. Andre steder bliver der talt mere hårdt gadeslang, der er inspireret af hiphop og storbyen.

Er Sloth så sjov? Jeg vil sige det sådan: Den er først og fremmest fuld af energi. Og man trækker på smilebåndet hen ad vejen. Når bjørne ryger hash og citerer Clint Eastwood, er det svært ikke at føle sig underholdt. Dialogerne er ikke altid lige meningsfyldte, men til gengæld er de spændt op med godt gadeslang og galskab. Der bliver sagt ting som: “Ikke mere pis – bare spark til lortet”, “Yo!”, “Hej smukke! Har du nøglen til spliffskabet” og ” … hun er en satans bitch som ikke tager noget pis!”. Vi kender nogle af udtrykkene fra hovedstadens gader, og det passer godt ind i universet.

Min eneste indvending er, at de engelske tekster tager lidt overhånd. De dominerer for meget, og kunne det hele ikke have været skæggere, hvis der var endnu flere af de danske sprogblomster imellem? Kjeldsmark siger selv, at der “synges” på engelsk, fordi det er det “sejeste”. Man forstår godt, hvad han mener, men alligevel savner man det danske – specielt når der ikke “synges”. Der er trods alt tale om et dansk album, og forfatteren kan tydeligvist noget med sproget. Han rammer tonen, så man genkender den. Det kunne man godt have fået noget mere ud af, vil jeg mene.

Der bliver talt både engelsk og dansk i Sloth. Motherfuckin' VIP's skal bare følge bagenden

Der bliver talt både engelsk og dansk i Sloth. Motherfuckin’ VIP’s skal bare følge bagenden.

Kjeldsmark bruger orange, sort og hvid hele vejen igennem albummet. Hans streg er grov, kantet og fyldt med spraglede flader. Der er ikke mange lige vinkler – det hele snor og vrider sig ind og ud af hinanden, men der er alligevel sans for detaljerne. Rammerne, som handlingen udspiller sig i, varierer meget i størrelse, uden at “rytmen” dog går tabt.

Der er ingen tvivl om, at Kjeldsmark ved, hvad han gør. Man kan overordnet sige, at hans stil leder tankerne hen på gamle træsnit og lugter af amerikansk undergrund. Den er – og det siger jeg ikke for at fornærme nogen – barnlig og på sammen tid sofistikeret.

Ikke for alle
Sloth og elgen. Han skal sige de magiske ord, før han får nøglen. Her er vi tydeligvis i eventyrland. H.C. Andersen på syre?

Sloth og elgen. Han skal sige de magiske ord, før han får nøglen. Her er vi tydeligvis i eventyrland. H.C. Andersen på syre?

Jeg tror ikke at Sloth er for alle. Den er den slags tegneserie, som man enten synes er sjov eller slet ikke kan se meningen med. Humor deler som bekendt mennesker i to grupper. Dem der kan relatere, og dem der ikke kan. Jeg tror det sammen gælder for Sloth. Enten elsker man den lille fyr, eller også er han bare endnu en irriterende taber på røvtur.

Hvad man end måtte mene, er det klart at albummets historie ikke uden videre kaster en let fordøjelig mening af sig. Hvad det hele betyder, må man selv regne ud. Men måske er det heller ikke rigtigt pointen. Jeg tror først, man kan nyde tegneserien fuldt ud, når man hopper med på vognen – og mest af alt er along for the ride.

Kjeldsmark er under alle omstændigheder en mand, man skal holde øje med, for der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se mange flere spændende værker fra ham i fremtiden. I Sloth og de fleste andre af hans ting er der nemlig visioner og drivkraft. Planet Pulp tøver ikke med at anbefale tegneserien til alle, der bare har en lille drøm om at nå til “Galloping Norway” en dag. Hvor end det måtte ligge.

Sloth er venligst stillet til rådighed af Forlaget Fahrenheit.

4 stjerner

Titel: Sloth
Forfatter: Ib Kjeldsmark
Tegner: Ib Kjeldsmark
Forlag, år: Forlaget Fahrenheit, 2006
Albumlængde: 84 sider

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006

Stikord: Danmark, Road Movie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *