Søren Sørensen
Ingen kommentarer

Corpse Eaters

Corpse Eaters
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Corpse Eaters er et af de mest retarderede børn, zombiegenren nogensinde har fostret - en hjerneblødning fra ende til anden. Alle – og jeg mener ALLE – der har rørt ved det her bras står til direkte rødt!

Corpse EatersMan forstår godt, at vi ikke har set mere til instruktører, manuskriptforfattere, producenter og skuespillere efter de skabte og medvirkede i Corpse Eaters. De leverede nemlig alle en indsats, der er så langt under det acceptable, at undertegnede aldrig har set noget lignende.

Der skal meget til, før jeg kommer fra det gule og helt op i det røde felt – dér hvor toppen af termometeret eksploderer og galden sprøjter ud i alle retninger. Men Corpse Eaters formår faktisk at brænde hornhinden i stykker og få mig til at vakle væk fra TV-skærmen. En række mennesker i 70’erne burde have taget sig gevaldigt sammen, og ligeledes bør dem der distribuerer filmen i dag.

Bundlinjen er, at Corpse Eaters aldrig burde have været overført fra sit oprindelig VHS-format til DVD. Filmen er nemlig et af de mest retarderede børn, zombiegenren nogensinde har fostret. At skrive en anmeldelse af dette sublimt ringe makværk er den form for selvpineri, man kun kan holde til at gennemføre et par gange om året. Lad os starte med at se lidt nærmere på handlingen.

En advarsel
Et smut på hospitalet...

Et smut på hospitalet…

Det meste af filmen er et flashback, som to steder er spædet op med mærkværdige drømmesekvenser. Fortid, nutid, virkelighed og fantasi bliver blandet på en måde, som aldrig kommer til at interessere os eller give særlig meget mening.

Men inden vi når at blive forvirrede af det rodede plot, starter filmen med en advarsel. En suggestiv spiral snurrer rundt på skærmen mens en voice-over fortæller os, at der flere steder i det kommende er passager, som kan chokere. Hver gang en sådan scene er på vej, vil der blive klippet til en mand i en biograf, der holder sig for øjnene imens han er ved at kaste op. Så ved vi, hvornår vi skal kigge væk.

Og det er helt bogstaveligt ment: Flere steder i filmen klippes der simpelthen til denne mand, imens en høj buzz’er ringer på lydsiden. Handlingen går i stå, og manden hoster formentlig slimede klatter op, fordi han har betalt penge for at se det, vi også oplever. Den nævnte teknik har man set andre steder, senest hos en nutidig instruktør som Casper Noé. Men hvor det hos Noé giver overordentlig god mening med en advarsel eller to, er det i Corpse Eaters pinligt og malplaceret.

Tjald, softporn og zombier
Chok!

Chok!

Filmen starter hos en bedemand og hans protegé. De skal til at arbejde på et lig af en ung mand. Han er lige død på hospitalet og har – måske – været i nærkontakt med en bjørn. Bedemanden, der er en alkoholiseret kyniker, fortæller i voice-over om sit job. Hvordan han sminker og pynter lig, så de bliver kønnere at se på. Han er de dødes affaldsmand, der med make-up gør folks endeligt mere acceptabelt for de pårørende.

Og hvis man tror, at det er i dette miljø, at resten af filmen skal udspille sig, tager man fejl. For denne sekvens efterfølges af flashbacket, hvor vi ser, hvad der skete med den afdøde mand. Helt umotiveret klippes der til to unge par, der suser af sted i en speedbåd. Efter en kedelig og lang tur til søs, stopper de, og så står den på camping. Og selvom der bliver åbnet øldåser, som sprøjter ud over bryster, og vi får lidt softporn oveni, sker der først noget, da de unge tager hen på en kirkegård.

Ja ja.. lidt lummerhed kan filmen skam også præstere...

Ja ja.. lidt lummerhed kan filmen skam også præstere…

Det er nemlig fredag den 13, og de har godt med tjald med, så det skal nok blive skægt! Det begynder at regne og de beslutter sig for at overnatte i et mausoleum. ”Uhyggen” starter, da de afholder en seance, ridser pentagrammer på kister og vende krucifikser på hovedet. Og hvor mon historien så bevæger sig hen? De døde genopstår, og zombier kaster sig over de fire. Eller rettere: Mennesker med toiletpapir viklet om hovedet og papmachénæser, angriber blodtørstigt og i grim slowmotion.

Dernæst følger en flugt, en tur på hospitalet, hvor manden fra filmens start dør på operationsbordet, og nogle natlige syner hjemsøger en af dem, der ikke blev såret under angrebet. Filmen slutter med, at vi vender tilbage til bedemanden. Han drikker sig fuld og tager den nyligt afdøde med fingrene i kagedåsen. Den døde mand spiser af de andre lig i butikken, og så sker der noget helt uforudset. Mere skal ikke afsløres her.

Lige meget lort alle vegne
Dinner time!

Dinner time!

Det bemærkelsesværdige ved handlingen er, at man ikke har lyst til at fremhæve nogen scener frem for andre. Der er lige meget lort alle vegne. Selv de syrede drømmesekvenser, der er filmet med fiskeøje-objektiver, ”svævende” kamera og montageklip, er trættende. Det er meningen, at de skal tilføje filmen en ”metafysisk” eller underlig dimension, men det er ren staffage. Det virker søgt – nærmest irriterende.

Det samme gælder splat- og zombie-scenerne. Der bliver godt nok revet øjne ud af hovederne på folk og viftet med spader og deslige. Men for det første er det ikke noget, der dominerer filmen. Det optræder kun meget få steder. Faktisk så få, at det i virkeligheden er en tilsnigelse at kalde Corpse Eaters en rigtig zombiefilm. Og for det andet er det så dårligt, umotiveret og trivielt, at det hverken kan chokere eller forarge.

Corpse Eaters kommer tematisk eller i sin struktur aldrig i nærheden af noget, man kunne kalde en helhed. Den forsøger flere gange i sin dialog at beskæftige sig med ”seriøse” ting som okkultisme, parforhold, skyld, døden og meget andet. Men i virkeligheden er det bare de stumper, skuespillerne skal klamre sig til, imens fortællingen halter af sted. Historien hænger simpelthen ikke sammen, og manuskriptforfatteren vifter i øst og vest. Det er infantilt fra første side og til sidste punktum. Vi keder os. Vi keder os rigtigt, rigtig meget.

Én stor hjerneblødning
En zombie..

En zombie..

Denne udgave af filmen er én stor hjerneblødning. Lad mig starte med at slå en række facts fast. Der er tale om en VHS-kopi, som er overført til DVD. I starten af filmen er der et ”play”-skilt øverst i højre hjørne – underforstået at nu kører videomaskinen, imens DVD’en optager. Hele filmen igennem er der et skilt i nederste venstre hjørne, hvor der står ”Encore” – ret belastende.

Meget af filmen er så mørk, at man ikke kan se, hvad der foregår. Alle billeder er præget af blå pixels og slør, som viser hvilken forfatningen originalen var i, da den blev spillet over. Og selvfølgelig er det originale 16:9 format blevet barberet ned til 4:3. Tak for det!

Corpse Eaters er sjusket filmet, der er flere billeder, der muligvis er forkert framet. Jeg skriver ”muligvis”, fordi det ”nye” 4:3 format gør det svært at afgøre. Men hvordan man end vender og drejer det, er der flere steder, hvor vi ikke kan se, hvad der foregår – fordi det sker uden for frame.

.. og en zombie mere..

.. og en zombie mere..

Andre steder er filmen decideret forkert klippet – man kan simpelthen se, at timingen ikke passer. Dvs. folk bevæger sig imellem klip i forskellige tempoer, der er umotiverede indklip, og flere steder passer rytmen heller ikke. Et godt eksempel på dette, er når der klippes til skrækslagne ansigter og nærbilleder: Fra billeder med en bestemt lyssætning til forkert vinklede nærbilleder i en anden lyssætning – typisk i for korte indstillinger. Det skærer i øjnene.

Lyden er også et kapitel for sig. Lad os bare nøjes med at konstatere, at lydsiden består af 70’er- popguitar og noget, der lyder som et lyssværd, der svinges rundt blandet med en god omgang tinnitus. Man kunne fortsætte med at tale om de stopmotionagtige effekter, der bruges, den umotiverede brug af slowmotion og det grimme lys. Men vi holder her.

Direkte rødt
.. og så lige en zombie.

.. og så lige en zombie.

Det eneste positive, der er at sige om Corpse Eaters, er, at den er kort. Det ses, at produceren var en drive-in-ejer, der fik den fikse idé at spare lidt over 30.000 dollars op for selv at prøve kræfter med mediet. Det ses, at den første instruktør – Ronald R. Passmore – blev fyret efter fire dage og erstattet af én, der ikke var meget bedre. Og det står med al grel tydelighed frem, at skuespillerne var amatører.

Når filmens 61 minutter er overstået, får man lyst til, på bedste Charles Bronson-manér, at starte et personligt vendetta mod alle dem, der haft noget med Corpse Eaters at gøre. Alle – og jeg mener ALLE – der har rørt ved det her bras står til direkte rødt.

Corpse Eaters er venligst stillet til rådighed af Horror Theater Video.

1 stjerne

Titel: Corpse Eaters
Instruktør: Donald Passmore & Klaus Vetter
Manuskript: Lawrence Zazelenchuk (screenplay) og Alan Nicholson (additional dialogue)
Cast: Michael Hopkins, Ed LeBreton, Terry London, Michael Keizance, Helina Carson, Douglas Deering, Gary Stevens, Bill Sharen, Louise Parr, Bill Costello, Cathy Hicky, Ted Majkot, Peter Travaglini, Doris Coistello, Chris Kemp, Alan Epps, Paula Giroux
Producere: Lawrence Zazelenchuk (producer), John Guikbeault (associate producer), Lynn Majkot (associate producer)
Foto: Klaus Vetter
Klip: Michelle Jones
Spilletid: 61 minutter
Aspect ratio: 4:3
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Canada 1974
Produktionsselskab: Maniac Productions
Distributør (DVD): Howard Mahler Films, USA (theatrical)
Udgave/region: VCD

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *