Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Dr. No

Dr. No
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Som enkeltstående film kommer man ikke uden om, at Dr. No er én af de mindre dynamiske Bond-film. Men set i tilbageblikkets lys og som begyndelsen på hele molevitten, er Dr. No faktisk en overordentlig solid spændingsfilm.

James Bond. Navnet alene er nok til, at mange får en række helt bestemte associationer; de fleste formentlig med forbindelse til filmselskabet Eon Productions’ serie af film, der her i 2012 kan fejre 50 års jubilæum!

Den berømte hemmelige agent fra den britiske efterretningstjeneste MI6, med kodenavnet 007 og med licens til at dræbe, er blevet én af de mest hårdnakkede popkulturelle fænomener i det sidste halve århundrede: selv om de indtil videre 22 film rent kvalitativt har svinget gevaldigt, er premieren på hver ny Bond-film altid en begivenhed.

Det er utroligt at tænke på, at det i år er halvtreds år siden, at den første Bond-film fik premiere, og der var næppe nogen, der kunne have forudset, hvilket fænomen serien og dens hovedperson skulle blive til – endsige at serien efter et halvt århundrede ikke alene lever i bedste velgående, men lader til at være gået ind i en ny guldalder, efter at britiske Daniel Craig overtog rollen som 007.

Bonds begyndelse

Historien om, hvordan Bond-figurens far, Ian Fleming, opfandt den hemmelige agent og navngav ham efter en amerikansk ornitolog “fordi figuren skulle have det mest kedelige navn, han kunne komme i tanke om”, er velkendt. Fleming var en farverig karakter, der under Anden Verdenskrig arbejdede i den britiske flådes efterretningstjeneste, og det var bl.a. herfra, at Fleming fik inspiration til sine senere bøger.

Fleming, der døde i 1964, inden Bond-filmserien for alvor havde opnået den kolossale berømmelse, skrev i alt 12 romaner og to novellesamlinger med James Bond i hovedrollen. Indledningsvist var filmene ganske tro over for romanernes handling, men jo længere tid, der gik, jo større friheder tog manuskriptforfatterne sig i forhold til forlæggene, og en film som f.eks. Moonraker (1979) har meget lidt at gøre med Flemings roman, der udkom allerede i 1955.

Ud af de i alt 14 bøger var de ni faktisk udkommet, inden den første Bond-film, Dr. No (dansk titel: Agent 007 – mission drab), fik premiere i 1962, og faktisk var Dr. No den sjette af Flemings romaner. Den udkom i 1958, og lige som i alle de Bond-romaner, der var udkommet indtil da, var det sovjetunionens agenter, Bond var oppe imod. Bond-seriens superskurkeorganisation SPECTRE blev først introduceret af Fleming i Thunderball (1961), men i filmudgaven af Dr. No er titlens doktor blevet én af SPECTRES agenter.

Ingredienserne

Den faste 'gunbarrel opening'

Mange af de ting, vi i dag associerer med en James Bond-film, var allerede på plads i den første film. F.eks. indledningen, hvor Bond, indrammet af et pistolløb, entrer skærmen fra højre, vender sig – og skyder. Andre ting var endnu ikke introduceret, som f.eks. den nu helt obligatoriske Bond-sang. Sidstnævnte bliver faktisk først en fast ingrediens fra og med den tredje Bond-film, Goldfinger (1964), for selv i film nummer to, From Russia With Love (1963), er titelsekvensen kun ledsaget af titelmelodien uden vokal (vokaludgaven høres først under rulleteksterne).

Vores første møde med Bond.. James Bond

En af Bond-seriens helt faste ingredienser – Bond-pigen – er naturligvis på plads i denne første film, selv om idéen om “Bond-pigen” naturligvis først er opstået senere. I Dr. No er Ursula Andress sådan set bare staffage – og endnu en erobring for Bond.

Også en anden ting, der skulle blive mere og mere udpræget i løbet af de kommende film – skurkenes overdrevne baser og afsindige planer – er allerede på plads her, og det samme er filmenes forkærlighed for eksotiske lokaliteter – her Jamaica. Endnu er filmenes til stadighed mere groteske gadgets ikke blevet introduceret. Det eneste, filmens Q giver Bond i Dr. No, er en ny pistol: Bond må nødtvungent opgive sin trofaste Beretta til fordel for en Walther PPK.

Bonds faste flirt med M's sekretær Miss Moneypenny (Lois Maxwell)

Men det vigtigste er naturligvis hovedpersonen selv, og i Sean Connerys skikkelse er den James Bond, vi møder i Dr. No, allerede fuldt formet; Connery ændrede ikke meget på sin portrættering af Bond i de yderligere fem film i serien, han medvirkede i. Connerys Bond er så klart den mest brutale, indtil introduktionen af Daniel Craig i Casino Royale i 2006, og på mange måder er Connerys Bond også den mest trofaste overfor Flemings romanfigur.

I Flemings romaner er James Bond en kynisk skørtejæger, der måske nok er glad for damerne, men i virkeligheden ikke har specielt høje tanker om det såkaldt svage køn. I Connerys fortolkning af figuren ser man således Bond uddele liberale mængder af håndmadder til filmenes damer, hvis de ikke makker ret – uden at det naturligvis betyder, at de finder ham mindre tiltrækkende. Ja, det var en anden tid dengang!

Ret enkel handling

De tre lejemordere

Filmens handling er forholdsvis lige ud ad landevejen: I filmens indledning ser vi, hvorledes den britiske efterretningstjenestes agent på Jamaica, Strangways, bliver dræbt af tre snigmordere, der arbejder under dække af at være blinde (det sker da også til tonerne af “Three Blind Mice”).

Bonds chef, M (Bernard Lee), sender Bond af sted til Jamaica for at finde ud af, hvad der foregår. Mistanken er rettet mod den mystiske kinesiske videnskabsmand Dr. No, der har købt en lille ø i Caribien, hvor han angiveligt driver en mine. Men både briterne og amerikanerne mistænker Dr. No for i virkeligheden at være grunden til, at de amerikanske raketopsendelser fra Cape Canaveral er mislykkedes.

Bond briefes af M (Bernard Lee)

Bond ankommer til Jamaica og må undgå flere attentater – bl.a. ét, der søges udført med en kæmpe fugleedderkop (tarantel). Derudover møder han for første gang den amerikanske CIA-agent Felix Leiter, der skal blive en tilbagevendende figur i serien, og langsomt men sikkert optrævler Bond sagen. Undervejs får han naturligvis nedlagt en dejlig (men skurkagtig) dame, og da tiden er komme til at besøge Dr. Nos ø, får vi den nu klassiske scene med Ursula Andress, der, kun iklædt bikini, stiger op af vandet.

Den mystiske atomvidenskabsmand Dr. No viser sig ikke at arbejde for kommunisterne, som man kunne forvente, men er medlem af den mystiske organisation SPECTRE (Special Executive for Counter-intelligence, Terrorism, Revenge and Extortion). Selvfølgelig lykkes det Bond at få Dr. No ned med nakken, men præcis hvordan, skal ikke afsløres her.

Tager sin tid

Bond forsøges dræbt ved hjælp af en tarantel

En af de ting, der virkelig slår én ved et gensyn med Dr. No, er, hvor langsom en film, der faktisk er tale om. Både i forhold til de umiddelbart følgende Bond-film og – selvfølgelig – i forhold til nutidens spændings- og actionfilm. Handlingen i Dr. No tager sin tid om at udfoldes, og Bonds efterforskning af hele affæren gives faktisk betydelig tid. Dermed ikke være sagt, at Dr. No er en kedelig film, for det er den ikke, selv om nutidens teenagere formentlig vil være uenig med mig i det.

James Bond - damernes mand

Men i stedet for at haste fra én eksotisk lokalitet til den næste, som nogle gange har fået Bond-filmene til at virke mere forhastede end hæsblæsende, bruger instruktør Terence Young tiden på at etablere det jamaicanske miljø, filmen foregår i. Samtidig er filmen faktisk ganske krimi-agtig i sin opbygning, selv om Bond er en noget mere håndfast og handlekraftig detektiv end de fleste andre.

Bond bruger mere tid på at undersøge sagen i Dr. No end han gør i mange af de senere film, og det er faktisk med til at gøre den første Bond-film én af de mest “realistiske” (hvis I vil undskylde mig brugen af det ord i forbindelse med en James Bond-film). Naturligvis får vi også lidt hemmelig agent-lir, som når Bond undersøger sit hotelværelse for skjulte mikrofoner og klistrer ét af sine egne hår fast på døren for at se, om den har været åbnet. Derudover er det faktisk begrænset, hvor mange skurke Bond tager livet af – for det meste nøjes han med at dele øretæver ud.

En film af sin tid – på den gode måde

Det nu ikoniske billede af Ursula Andress, der stiger op af vandet

Det er klart, at man kan mærke på Dr. No, at den har 50 år på bagen. Alt andet ville være mærkeligt. Men i modsætning til en del af de yngre Bond-film, er Dr. No faktisk ældet ganske yndefuldt. Ikke mindst takket være den generelt afdæmpede tone og det faktum, at Dr. Nos hemmelige base – hvor overdrevet den end er – ikke er helt SÅ overdrevet, som skurkenes tilholdssteder bliver i de senere film.

Dr. Julius No (Joseph Wiseman)

Derudover er Connerys måde at portrættere Bond på bare mere tidløs end f.eks. Roger Moores mere affekterede facon. Selv om man i forbindelse med Bonds omgang med kvinderne godt kan mærke, at der er tale om en film fra en anden tid, er Connery – i hvert fald i Dr. No – mere straight, mere seriøs og mere underspillet end de fleste senere skuespilleres inkarnation af figuren.

Dr. Nos base

Jovist er det en film fra de tidlige 1960’ere, og selvfølgelig kan det ses og mærkes i alt fra fotografering til handlingens afvikling, kulisser og effekter. Men filmen er forankret i sin tid på den gode måde, der gør, at man lader sig rive med, og ikke på den kitschede måde, der får én til at grine af filmens tidsbillede. Det er uhyre vigtigt, og det har Dr. No også til fælles med den umiddelbart følgende film, From Russia With Love.

Alt dette gør Dr. No til en rigtig god start på en nu ikonisk filmserie. Som enkeltstående film kommer man ikke uden om, at det er én af de mindre dynamiske Bond-film, men set i tilbageblikkets lys og som begyndelsen på hele molevitten, er Dr. No faktisk en overordentlig solid spændingsfilm.

4 stjerner

Titel: Dr. No
Dansk titel: Agent 007 – mission drab
Instruktør: Terence Young
Manuskript: Richard Maibaum, Johanna Harwood & Berkely Mather efter roman af Ian Fleming
Cast: Sean Connery (James Bond), Ursula Andress (Honey Ryder), Joseph Wiseman (Dr. Julius No), Jack Lord (Felix Leiter), Bernard Lee (M), John Kitzmiller (Quarrel), Lois Maxwell (Miss Moneypenny)
Producere: Albert R. Broccoli (producer), Harry Saltzman (producer)
Foto: Ted Moore
Klip: Peter R. Hunt
Musik: Monty Norman, John Barry
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, polsk, engelsk, tysk, spansk, portugisisk
Produktionsland, år: UK, 1962
Produktionsselskaber: Eon Productions
Distributør (DVD): SF Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 75 | 13/01/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *