Day of the Woman

Der er nogle film, som det bare er meget svært at finde ud af, hvad man egentlig skal synes om; for eksempel film som er blevet så misforståede og forhadte, at man føler sig fristet til at kaste sig ud i et hovedkulds forsvar af dem, på trods af, at de måske vitterligt ikke er særligt gode. Day of the Woman, der måske er bedre kendt under sin langt mere kulørte amerikanske titel I Spit On Your Grave, er et eksempel på en sådan film.

A vile bag of garbage

Day of the Woman er fra 1978, hvor den også oprindeligt kom ud og klarede sig rigtigt dårligt i biograferne. Da den havde amerikansk repremiere under sin nye titel (planket fra den engelske titel på en fransk antiracistisk film fra 1959) i 1980 blev den langt bedre kendt, men også derfor lagt for had – intet mindre – af prominente filmkritikere som Rogert Ebert og Gene Siskel. I Storbritannien endte den på listen over video nasties, og så vidt jeg kan vurdere ud fra den britiske censurmyndighed BBFC’s hjemmeside og dvdcompare.net, er filmen stadig ikke tilgængelig på det britiske marked i en uklippet version.

I sin anmeldelse fra juli 1980 skrev Roger Ebert bl.a. “A vile bag of garbage named ’I Spit on Your Grave’ is playing in Chicago theaters this week. It is a movie so sick, reprehensible and contemptible that I can hardly believe it’s playing in respectable theaters” og senere affyrer han følgende bredside: “This movie is an expression of the most diseased and perverted darker human natures”.

Misforstået

Som det altid gør sig gældende med film, der får omtale af denne type, er den umulig at holde sig fra, og det er da også ganske tydeligt, at Ebert helt klart har misforstået, hvad filmen handler om. Det gør John Martin da også fint opmærksom på i sin underholdende bog om video nasty-fænomenet Seduction of the Gullible, som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp. Det fremgår klart af Eberts anmeldelse af filmen, at han har forstået filmens brutale voldtægtsscener som om, at instruktør og manuskriptforfatter Meir Zarchi går ind for vold mod og voldtægt af kvinder.

Hvordan en ellers intelligent mand som Ebert har kunnet tro det, hvis han rent faktisk har set hele filmen, er en gåde, for der er ingen tvivl om, at Day of the Woman er stærkt imod disse ting og helt klart på den kvindelige hovedpersons side. At der også er moralske problemer i den forbindelse er en anden sag, som jeg skal vende tilbage til.

I Seduction of the Gullible citerer John Martin en anden omtale af filmen fra antologien The Video Nasties, der udkom så tidligt som 1984 (i øvrigt redigeret af en mand, der i dag er professor i Film og Medier ved University of Wales). Heri gives Day of the Woman et skudsmål, der er alt for over-the-top positivt, men som ikke desto mindre klart viser, at nogen har forstået filmens budskab, selv midt i den periode, hvor video nasty-svøben løb igennem England som en pest.

Artiklens forfatter Marco Starr (her citeret efter Seduction of the Gullible) siger således om filmen: “not the least of its surprising accomplishments is the militant stance it takes in favour of the women it is supposedly degrading”. Det er en helt korrekt observation, og som jeg senere skal vende tilbage til er “militant” et velvalgt ord i denne sammenhæng.

Brutal voldtægt

Day of the Woman er fra et narrativt synspunkt en overordentlig enkel film, og handlingen kan opsummeres ret nemt. Den unge kvindelige forfatter Jennifer fra New York (spillet af Camille Keaton, stumfilmstjernen Buster Keatons grand-niece) har lejet et sommerhus i Connecticut for at arbejde på en roman. Hun møder snart et par af de lokale, bl.a. en halvretarderet fyr, der kaster sin kærlighed på hende.

Sinkens tre redneck-venner, heriblandt den lokale tankpasser, der også har mødt hende, beslutter sig for, at sådan en New Yorker-fisse sagtens kan bruges til at tage sinkens mødom. Da Jennifer soler sig i en kano på floden ud for sommerhuset, snupper bonderøvene hende, og hun bliver voldtaget af én af dem. Mændene forsvinder ind i skoven. Forslået og chokeret stavrer hun gennem skoven på vej tilbage mod sommerhuset, men mændene er ikke færdige.

De snupper hende igen, og én af de andre voldtager hende. Igen forsvinder mændene ind i skoven. Jennifer når tilbage til sommerhuset, men opdager, at mændene allerede er der. Nu voldtages hun også af sinken, der dog ikke formår at komme, til stor morskab for de andre. Mens de er i huset, latterliggør og ødelægger mændene også manuskriptet til Jennifers bog, og som den sidste degraderende ting, voldtager den sidste af mændene hende med en whiskyflaske inden han uden held forsøger at tvinge hende til oralsex.

De forlader sommerhuset, men sender sinken tilbage for at gøre det af med hende, så hun ikke kan melde dem til politiet. Den halvretarderede kan dog ikke få sig selv til at gøre det, men påstår over for de andre, at han har slået hende ihjel.

Brutal selvtægt

Jennifer kommer sig over de næste dage, og da hun har genvundet fatningen, begynder hun at holde øje med mændene og planlægge sin hævn. Hun lokker sinken ud til huset, forfører ham, og da han ligger og er i lag med hende, smutter Jennifer en løkke om halsen på ham og hænger ham.

Den næste hun ordner er tankpasseren. Hun lokker ham ind i sin bil og kører ham ud i skoven, hvor hun truer ham med en pistol. Det ender dog med, at hun tager ham med hjem, går i karbad med ham og giver ham et handjob. Mens han nyder det i fulde drag finder hun en kniv frem fra håndklædet ved siden af badekarret og skærer pikken af ham. Hun låser døren til toilettet og lader ham forbløde.

Da de to sidste rednecks sejler på floden ud til sommerhuset for at lede efter deres venner, ordner hun de dem i et snuptag. Hun får kapret deres båd, og nakker den ene af de to bonderøve ved at hugge en økse i ryggen på ham. Den anden, der tydeligvis ikke kan svømme, beder om nåde. Hun slukker bådmotoren, og fyren griber fat i motoren og forsøger at tale for sin syge moster. Jennifer starter motoren og skruen flænser svinet op. End of story.

Ikke for sarte sjæle

Lad det være sagt med det samme: Day of the Woman er ikke en film for sarte sjæle. Mordsekvenserne er måske ikke så blodige og brutale som meget andet, man har set på film, men voldtægtsscenerne, der løber over mere end 20 minutter, er stærkt ubehagelige. Der er ingen tvivl om, at de fire mænd har fortjent deres skæbne, og man føler da heller intet for dem, da Jennifer får sin velfortjente hævn.

Men netop her har filmen et stort problem. For samtidig med, at man intet føler for mændene (hvad de selvfølgelig heller ikke har fortjent), så tror man heller aldrig på dem som personer – heller ikke i filmens første del. Alle personer i Day of the Woman er nemlig så tyndt skitserede, at de på intet tidspunkt står frem på skærmen som rigtige mennesker af kød og blod, men udelukkende som skuespillere i en rolle. Derfor opnår man aldrig den ægte følelse af had mod de mandlige personer, som de har fortjent, og det gør filmens klimaks – hævnakten – stærkt utilfredsstillende.

Netop også fordi den samme fremmedgørelse også gør sig gældende for Jennifer – også hun er så tyndt portrætteret, at man udelukkende tænker på hende som en skuespiller i en rolle. Derfor bliver Day of the Woman en film, man udelukkende kan tilgå fra et intellektuelt synspunkt – følelserne kommer aldrig i spil, og når det sker for en film, så er den næsten dømt ude på forhånd.

Dialogfattig

Dermed mister filmen en stor del af den styrke, den ellers burde have haft, og som dens ekstremt grafiske natur ellers lægger op til. Der er ingen tvivl om, at voldtægtsscenerne er stærkt ubehagelige, men de er langt fra så modbydelige som de havde kunnet være, hvis man rent faktisk troede på Jennifer som person. Nok er de realistisk lavet, men man tror aldrig på dem, fordi man på intet tidspunkt suges ind i filmens univers.

Disse problemer kommer primært af, at Day of the Woman er en film med meget lidt dialog. Faktisk utrolig lidt dialog, når man tænker nærmere over det. De ting, der i de fleste film er med til at få hovedpersonerne til at fremstå troværdige, mangler næsten totalt i Day of the Woman, og det er et alvorligt problem ved Zarchis manus.

På trods af dette har filmen faktisk en spilletid på næsten 100 minutter, men dette opnår Zarchi primært ved også at have mange lange og dvælende scener, hvori der ikke rigtigt sker noget. Jennifer ligger og soler sig i baghaven, Jennifer skriver lidt på sit manus, lange indstillinger af floden osv. Her skulle Zarchi have brugt noget af sin spilletid på at fylde nogle flere scener ind i filmen, der gav liv til personerne, men det er ikke tilfældet.

Udynamisk

Visuelt er Day of the Woman ingen blændende film. Kameraet er ofte meget stationært og dvælende, men det er ofte svært at vurdere, om det er tilsigtet eller om det er resultatet af, at Zarchi faktisk ikke er nogen særlig ferm filmskaber. Han har kun lavet to film som instruktør; Day of the Woman og Don’t Mess With My Sister fra 1985.

Det dvælende udtryk er selvfølgelig et ofte set element i exploitationfilm, men det er ikke kun i exploitationscenerne, at filmen har dette udtryk. Det gennemsyrer Day of the Woman fra først til sidst, og giver også hele molevitten en temmelig udynamisk fornemmelse. Denne fornemmelse understreges i øvrigt af, at der ikke er nogen non-diegetisk musik i filmen. Dette er måske fordi Zarchi har ønsket at få filmen til at virke så realistisk som muligt, men på grund af det mangelfulde manuskript, lykkes det alligevel ikke.

Skuespillerne har som nævnt ikke meget at arbejde med, og det de har, gør de sig ikke ligefrem umage med. De fire voldtægtsforbrydere spilles nærmest karikerede, og Camille Keaton har ikke meget bedre materiale at gå ud fra i rollen som Jennifer. Det er naturligvis også bl.a. derfor, at man som publikum ikke formår at leve sig ind i filmen og tro på den.

Problematisk morale

Endeligt må jeg fremhæve filmens store moralske problem. For selv om man et eller andet sted synes, at det er helt på sin plads, at Jennifer tager en grum hævn over sine voldtægtsmænd, så er det faktisk her, at filmen går hen og bliver for alvor ubehagelig. Day of the Woman er ikke den første rape-and-revenge film, og Zarchi har tydeligvis skævet voldsomt til Wes Cravens debut The Last House on the Left (1972), da han konciperede filmens historie, om end Cravens film ikke er et rendyrket eksempel på genren (i The Last House on the Left er det jo forældrene, der tager hævn).

Men hvor Cravens film vitterligt er et intelligent indlæg i debatten omkring vold, og klart problematiserer hævnaktionen, så er der ingen tvivl om, at Zarchi mener, at Jennifers hævn er helt i orden. Ja, ikke alene i orden – den er både hendes ret og en nødvendig for, at hun kan komme til at fungere igen som kvinde og som menneske. Dette illustreres måske bedst af, at Jennifer, førend hun går i gang med sin hævn, møjsommeligt klistrer det iturevne manuskript til sin bog sammen igen. Det er et helt tydeligt symbol på, at det der følger, ligeledes er en slags reparation. Jennifers hævn får dermed karakter af katharsis, og filmen slutter da også med at hun sejler væk fra det sidste offer med noget der ligner et grumt lille smil på læberne.

I modsætning til, hvad Roger Ebert hævdede i sin anmeldelse, forherliger Day of the Woman altså ikke voldtægt af kvinder, nej den forherliger hævn, og viser hævn som en helt acceptabel reaktion på overgreb. Uanset hvad, så er det en særdeles problematisk morale, og det er i virkeligheden dette, der gør filmen temmelig ubehagelig. Ikke fordi man sympatiserer med mændene, men fordi man bestemt ikke kan sympatisere med filmens accept og forherligelse af vold som reaktion på vold.

Camoufleret agenda

Day of the Woman er dermed en film, som det er umuligt at afskrive som exploitation. Den benytter sig af klare exploitationelementer, men den har en moralsk agenda, som den driver igennem under dække af at være exploitation. Det er faktisk en forholdsvis snu tanke, og det er yderligere med til at gøre Day of the Woman til en film, som det er meget svært at kunne lide.

Til allersidst kan man så spørge, om filmen overhovedet er underholdende – det vel nok vigtigste spørgsmål ved alle film, uanset genre, udførsel og målsætning. Svaret er, at Day of the Woman bestemt ikke er underholdende i konventionel forstand. Det er ikke underholdende at sidde igennem mere end 20 minutters realistiske voldtægtsscener, og ret beset er pænt store dele af filmen forholdsvis kedelige. Da Jennifer tager fat på sin hævn liver det hele en anelse op, og det er svært ikke at finde de to første mordsekvenser bare en anelse spændende.

Alt i alt er dette desværre ikke nok til, at Day of the Woman kan anbefales. Når man kombinerer de ubehagelige voldtægtsscener med filmens lige så ubehagelige budskab om det legitime i hævn, så sidder man tilbage med en film, som måske nok er ganske interessant fra et genrefilmhistorisk perspektiv, men som ikke på nogen måde kan anbefales ud fra konventionelle kriterier.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Hævn, Rednecks, Selvtægt, Video Nasty