I 1987 udgav LucasFilm Games det første grafiske adventurespil, der anvendte det såkaldte SCUMM-system, nemlig Maniac Mansion. SCUMM, der står for “Story Creation Utility for Maniac Mansion”, blev i årene efter Maniac Mansion anvendt til en hel stribe grafiske adventurespil fra LucasFilm Games, der skiftede navn til LucasArts i 1990.
SCUMM er egentlig programmeringssproget bag spillene, men i daglig tale bruges betegnelsen også ofte for det interface, der gør mange af SCUMM-spillene så brugervenlige: En stribe kommandoer nederst på skærmen, der fungerer sammen med de grafiske elementer i spillets grafikvindue.
Day of the Tentacle (1993) var det ottende SCUMM-baserede spil fra selskabet og en fortsættelse af Maniac Mansion. I mellemtiden var der sket meget med interfacet, der var blevet noget forenklet fra de oprindeligt 15 kommandoer i Maniac Mansion til nu blot 9.
Endnu mere var der sket med grafikken. Day of the Tentacle var således det første LucasArts-adventurespil, der fik et decideret tegneserieagtigt udtryk. Alle de tidligere spil havde et tilnærmelsesvist naturalistisk grafisk udtryk, selvom elementer i de to Monkey Island-spil pegede i en mere tegneserieagtig retning.
Med Day of the Tentacle tog LucasArts springet og gjorde hele spillets grafiske udtryk tegneserielignende – hvad man blot skal se spillets indledning for at forvisse sig om.
Må rejse i tiden for at redde planeten
Som sagt er Day of the Tentacle en fortsættelse til Maniac Mansion, om end spillet ikke fungerer som en “direkte fortsættelse”. Hermed menes, at det kun er nogle af personerne fra det første spil, der går igen i Day of the Tentacle, selvom settingen dog er den samme.
Historien tager sin begyndelse, da Purple Tentacle – en af den gale Dr. Fred Edisons skabninger – drikker af det giftige spildevand, der kommer ud af Dr. Freds “Sludge-O-Matic”-maskine. Spildevandet gør tre ting ved tentaklen: Den udvikler pludselig et par rudimentære arme, den bliver superintelligent og den får en ubændig trang til at overtage verdensherredømmet!
Green Tentacle sender straks et brev til sin gamle ven Bernard Bernouli (én af hovedpersonerne fra Maniac Mansion) og sætter Bernard ind i situationen. Bernard rekrutterer sine to venner, rocktumpen Hoagie og den medicinstuderende Laverne, og de sætter kursen mod Dr. Freds hus – det berygtede “Maniac Mansion” fra det første spil.
For at stoppe Purple Tentacle, må Dr. Fred sende Bernard, Laverne og Hoagie tilbage i tiden, så de kan slukke for Sludge-O-Matic-maskinen dagen før, Purple Tentacle drikker af spildevandet.
Men desværre virker Dr. Freds tidsmaskine ikke helt efter planen. Eller rettere: Det gør den faktisk, men Dr. Fred har måttet gå på kompromis med en vigtig komponent i maskinen, nemlig en stor diamant. Han har af økonomiske årsager måttet nøjes med en billig imitationsdiamant, så Bernard, Laverne og Hoagies tidsrejse går galt.
Bernard kommer ingen vegne, men bliver i nutiden. Hoagie ryger derimod 200 år tilbage i tiden, mens Laverne ryger 200 år ud i fremtiden. Både Hoagie og Bernard ender dog lige udenfor “the mansion”. Nu er det så heldigt, at Dr. Freds tidsmaskine er bygget ud af transportable festivaltoiletter – tidsmaskinens navn er da også “Chron-O-John” (“john” er amerikansk slang for lokum, red.) – hvilket betyder, at de tre kan sende ting til hinanden gennem tiden ved at skylle dem ud i deres respektive lokummer.
Nu må de samarbejde på tværs af tiden for at bringe Hoagie og Laverne tilbage til nutiden og stoppe Purple Tentacle fra at overtage verdensherredømmet.
Taler op til publikum
Day of the Tentacle er, som man nok kan læse ud af ovenstående, en ret humoristisk affære. Det bør naturligvis ikke komme som nogen overraskelse, al den stund at også det oprindelige Maniac Mansion i meget høj grad var et humoristisk spil – tillige med flere af LucasArts’ øvrige adventurespil.
Humoren er naturligvis af præcis den samme gakkede type, som vi kender fra ikke bare Maniac Mansion, men også Zak McKracken and the Alien Mindbenders (1988), The Secret of Monkey Island (1990) og Monkey Island 2: LeChuck’s Revenge (1992) – foruden dele af de to Indiana Jones-adventurespil.
Det kommer f.eks. til udtryk i flere af elementerne i det ovenstående handlingsreferat – f.eks. Dr. Freds tidsmaskine, konstrueret af lokummer – men også i andre absurde elementer (en talende hest, f.eks.), deciderede gags og mere subtile elementer. Sidstnævnte gennemsyrer spillet, og er ét af de mest fascinerende elementer. Ikke bare ved Day of the Tentacle, men ved mange af LucasArts’ adventurespil.
Det kommer bl.a. til udtryk igennem de humoristiske dialoger, men også gennem decideret satiriske elementer, som ret beset er temmelig voksne i deres udtryk. Det er spændende al den stund, at LucasArts’ adventurespil som sådan ikke var skrevet til voksne, men i lige så høj grad til unge, og det siger en hel del om udviklingen inden for computer- og videospil.
Hvor mange spil i dag er det lige, der formår at præsentere satire over både USA’s founding fathers og moderne hundeshows? Day of the Tentacle – og LucasArts’ adventurespil generelt – taler op til sit publikum, ikke ned.
Humor i for-, nu- og fremtid
En stor del af spillets humor – og selve spilmekanikken – er baseret på, at hovedpersonerne er strandet på forskellige tidspunkter i historien. Hoagie, der befinder sig i slutningen af 1700-tallet, møder således John Hancock, Thomas Jefferson og George Washington, mens de er i gang med at skrive USA’s forfatning – og Benjamin Franklin og hans berømte drage spiller også en rolle i handlingen.
Og hvis du nu tænker ”Benjamin hvem og hvaffor’ en drage?”, så er det netop et eksempel på, hvad jeg mener med, at spillet taler op til sit publikum.
I fremtiden befinder Laverne sig i et tentakel-diktatur, hvor mennesker holdes fanget og bruges som husdyr, hvilket bl.a. betyder, at Laverne må udtænke en måde at få et menneske til at vinde en skønhedskonkurrence. Okay, “menneske” er måske så meget sagt, for Laverne bruger den mumificerede Cousin Ted (en anden gammel kending fra Maniac Mansion), og spillet formår på den måde at gøre tykt grin med både hundeshows og skønhedskonkurrencer generelt.
Man må tænke firdimensionelt
Det er på tværs af 1700-tallet, nutiden og det 22. århundrede, at spilleren skal løse spillet. Settingen er den samme i alle tre tidsaldre – Maniac Mansion – og selvom husets layout er det samme i alle tre perioder, er det beboet af forskellige personer og indeholder forskellige ting.
Flere af disse ting skal sendes frem og tilbage i tiden for at spillet kan gennemføres, og enkelte puzzles er ganske svære. Day of the Tentacle er et spil, der er nemt at komme i gang med, men ganske udfordrende at komme igennem.
I sværhedsgrad er spillet vel næppe sværere end andre af LucasArts’ grafiske adventurespil, i hvert fald ikke overordnet set, men nogle puzzles kræver, at man tænker decideret abstrakt. Andre kræver blot, at man tænker med tidsrejseaspektet i baghovedet.
Førstnævnte kunne f.eks. være, at spaghetti bliver udblødt, når det får en tur igennem lokummet, og på den måde kan bruges som “paryk” på Lavernes mumie i fremtidens skønhedskonkurrence. Sidstnævnte kunne f.eks. være, at Bernard lægger en trøje i en møntbetalt tørretumbler og stopper så mange mønter i, at tørretumbleren ikke stopper før 200 år senere.
Day of the Tentacle udnytter tidsrejseaspektet på forskellige måder, så det kommer til at spille an aktiv rolle i spillet og aldrig ender med bare at være en gimmick. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at gennemføre spillet, hvis man ikke – som Doc Brown ville sige – tænker “firdimensionelt”.
Fin grafik og lyd – for sin tid
Day of the Tentacle udkom i 1993, og det siger sig selv, at grafikken er derefter. Spillet kører upåklageligt i ScummVM (se boks nederst), men åbner indledningsvist i et lille vindue, som det står brugeren frit for at maksimere. Gør man det, fremstår grafikken selvfølgelig ekstremt pixeleret, men nu var spillet altså også oprindelig designet til at blive vist i en opløsning på 320 x 200 pixels!
Selve grafikken er ellers flot og – som nævnt tidligere – meget tegneserieagtig. En stor del af spillets humor formidles direkte igennem det visuelle udtryk, og det fungerer godt. Lyden er fin, og musikken, der er komponeret af Clint Bajakian, Peter McConnell og Michael Land, understøtter de forskellige settings godt, selvom man savner en catchy titelmelodi, som i det første Maniac Mansion.
Day of the Tentacle udkom lige på tærsklen til den digitale revolution. Det betød, at spillet både udkom i en udgave på disketter og en udgave på CD-ROM – sidstnævnte var med “speech pack”, så al tale i spillet var indtalt af voice actors.
Anbefales på det varmeste
Day of the Tentacle var det sidste LucasArts-adventurespil, der brugte det klassiske SCUMM-interface. Alle senere spil, der var bygget over SCUMM-sproget, havde andre interfaces. På den måde markerer Day of the Tentacle både afslutningen på en æra, og – i sit visuelle udtryk – begyndelsen på en ny.
Det gør Day of the Tentacle til en bittersød spiloplevelse, for spillet viser virkelig, hvor godt det “gamle” SCUMM-interface fungerede, og selv i dag kunne det sagtens bruges til design af intelligente adventurespil; en genre der – i store træk – er en saga blot.
Som adventurespil fungerer Day of the Tentacle fremragende, og spillet udnytter sin tidsrejsepræmis glimrende. Derudover er humoren gennemført, og den fungerer faktisk – man smiler og griner undervejs, også selvom man ind imellem frustreres over nogle af de svære puzzles.
Day of the Tentacle er ikke helt på højde med det mesterlige Maniac Mansion eller det tilsvarende mesterlige The Secret of Monkey Island, men det kan fuldt ud måle sig med titler som Zak McKracken and the Alien Mindbenders og Indiana Jones and the Last Crusade.
Så hop i din egen tidsmaskine: Få fat i Day of the Tentacle, bryg en god kop kaffe, sæt dig til rette foran computeren og rejs tilbage til en tid, hvor adventurespil virkelig var noget ved! Day of the Tentacle anbefales på det varmeste!
Udvikler: LucasArts
Udgiver, år: LucasArts, 1993
Platform: DOS
Genre: Point-and-click adventure
Hvor får jeg fat i spillet?
Det kan ikke lade sig gøre at købe Day of the Tentacle i dag, så man må forsøge at lokalisere spillet på én af nettets mange abandonwaresider – eller med lidt kreativ googling.
Hvordan får jeg spillet til at virke?
Day of the Tentacle kører som smurt i ScummVM.
Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015
Stikord: Adventurespil, Fortsættelse, Tidsrejser
