Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Dark Angel

Dark Angel
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Voldsomt underholdende actionfilm tilsat science fiction-elementer. Dolph er i topform, og i det hele taget er filmen et godt eksempel på glimrende actionfilmhåndværk fra en tid, hvor man bare var bedre til den genre.

Dark Angel“I come in peace,” siger en skurk. Hvortil Dolphs actionhelt svarer “And you go in pieces, asshole.” Velkommen til actionfilmens guldalder!

Magi fra de gamle actiondage

Der er en helt speciel magi over amerikanske actionfilm fra 1980’erne og de første par år af 1990’erne. Man kunne noget dengang. Actionhelten, volden, vildskaben, musikken, replikkerne. Og ikke at forglemme: taglines.

Det er noget, der er gået tabt i dag. Derfor er det vigtigt, at vi som filmarkæologer kan finde det gamle guld frem.

I vil her på Pulpen opdage, at det er noget guld, som jeg har tænkt mig at grave frem i løbet af det næste lange stykke tid, da jeg har en plan om en udgivelse om netop det emne – om actionfilmen i dens guldalder og om de actionhelte, der befolkede den alder.

I denne måned kaster jeg mig over guld a la Dolph Lundgren i form af Dark Angel, der i USA kom ud under titlen I Come in Peace.

Internationalt kom filmen dog ud under sin oprindelige titel Dark Angel. Det er også den titel, der var på min gamle tyndslidte VHS-kopi, og det er den titel, der står på den lækre tyske Blu-ray-steelbook-udgave, som jeg købte tidligere på året.

Når man ændrede titlen i USA, skyldes det at to film tidligere, i 1925 og 1935, havde titlen The Dark Angel.

På røven i Houston

Vi starter ved filmens taglines. Der er faktisk hele seks af dem, og de fortæller egentligt ret godt, hvad filmen handler om:

“Jack Caine. Houston cop. Human. What he’s up against, isn’t.”
“Jack Caine thought he’d busted every breed of crook on Earth…HE HAS.”
“Good cop. Bad alien. Big trouble.”
“It’s not a close encounter… It’s the last.”
“He came in search of a drug so rare it could only be found in one place… Man.”
“A totally lethal alien.”

Ja, som I nok kan fornemme, er der ikke sparet på de store ord, og der er ikke sparet på referencer til andre film.

Jeg tænker blandt andet på Lethal Weapon (1987), The Terminator (1984), The Thing (1982) og Close Encounters of the Third Kind (1977).

En intergalaktisk drug dealer

Vi er altså i Houston, Texas. I filmens indledning kører en rigmand i sin bil. Problemer med CD-afspilleren får ham til at køre galt. Han overlever. Så styrter noget ned, som minder om en UFO, og en alien dukker op – en alien, der ligner et menneske, bare høj, med langt lyst heavy metal-hår og mælkehvide øjne.

Rumvæsnet siger “I come in peace.” Det overlever rigmanden nok ikke! Så kommer titlen på filmen. Fed start!

Så følger et indbrud, under selve introteksterne, før vi kan møde vores hovedperson, selveste Jack Caine, spillet af en Dolph Lundgren i absolut topform.

Caine er, naturligvis, en uortodoks politimand, en voldsom fyr, men en fyr med hjertet på rette sted.
Jacks makker myrdes af nogle skrupelløse gangstere, der bagefter selv bliver myrdet af den alien, vi så i filmens indledning! De myrdes ved, at deres halse skæres over af mystisk skarp genstand.

Jack sættes på sagen sammen med den ulidelige FBI-agent Arwood “Larry” Smith – et klassisk take på den endnu mere klassiske buddy-film-subgenre: I starten hader de hinanden, men der udvikler sig et venskab, som er nødvendigt for at løse opgaven.

For udover at makkerparret er oppe med gangsterbanden “The Whiteboys”, så er de også oppe mod en intergalaktisk narkotikahandler!

Filmens alien er nemlig ude efter et bestemt stof, som han får ved at sprøjte heroin ind i et menneske, hvorefter han, med en syl, der hamres ind i hjernen på mennesket, får det stof ud, han kom efter.

Heldigvis er der en god alien – en politialien – som er efter den onde alien, og måske kan Jack og Larry få hjælp her.

Lækker hybrid

Det lyder på papiret som en forvrøvlet omgang nonsens. Men det fungerer faktisk overraskende godt, og det skyldes, at filmens manuskript er en fornem blanding af klichéer og troværdige (altså inden for fiktionens univers) forklaringer.

Desuden har filmen et tilpas mørkt look, og delen med gangsterne giver filmen en klassisk og jordnær stemning, som gør, at science fiction-elementerne fungerer fint. Ja, det er ikke finkultur, men inden for actionfilmgenren fungerer hybriden mellem politifortælling og science fiction ret godt.

Man er nok heller ikke i tvivl om, at filmens manuskriptforfattere har set The Terminator, og diverse alien-actionfilm, mere end én gang. Det gør dog ikke noget når manuskriptet er så veludført her.

Bag manuskriptet står Jonathan Tydor, som jeg ikke kender det store til, og David Koepp, som jo til gengæld er af Hollywoods store kanoner.

Koepp er en dygtig forfatter, der har et godt greb om genrefortællinger. Han har jo blandt andet lavet manus til film som Jurassic Park (1993), Mission: Impossible (1996) og War of the Worlds (2005). I 1990 var han stadig et forholdsvis ubeskrevet blad, men allerede her ser man, at han godt kan lave et godt manus.

En vigtig actioninstruktør

Når man kigger på actiongenren i 1980’erne og i starten af 1990’erne, så har filmens instruktør, Craig R. Baxley, faktisk et ret fint navn.

Han startede sit favntag med genren som stuntman, altid en stærk tilgang, før han instruerede ni episoder af selveste The A-Team i perioden fra 1984-1986; en serie, han også var stunt-koordinator på i hele 97 episoder.

Det store “men of action”-gennembrud kom så i 1988, hvor Baxley instruerede Carl Weathers i klassikeren Action Jackson. Derefter fulgte Dark Angel, før Baxley i 1991 slog sig sammen med Brian “The Boz” Bosworth i den glimrende actionbasker Stone Cold.

På det tidspunkt var actiongenren ved at blive transformeret til noget andet, guldalderen nærmede sig sin afslutning, og det gjorde Baxleys karriere som actionkanon også.

Efter Stone Cold er Baxley mest kendt for sit arbejde som tv-instruktør, hvor han er blevet noget af en Stephen King-ekspert og har instrueret miniserier og serier som Storm of the Century (1999), Rose Red (2002) og Kingdom Hospital (2004).

Dolph i topform

Men en actionfilm er ikke bedre end sin actionhelt. Et godt manus og en dygtig instruktør er ligegyldig, hvis man ikke har helten. Og her har Dark Angel heldigvis en Dolph i absolut topform.

Dolph er for mig i kategorien lige under Sly og Arnold, og i 1990 var han en varm actionkartoffel i Hollywood.

Efter sit gennembrud som Ivan Drago i Rocky IV fra 1985 havde Dolph medvirket i de tre stærke titler: Masters of the Universe (1987), Red Scorpion (1988) og The Punisher (1989), før han ramte settet på Dark Angel.

I årene efter fulgte Dolph-klassikere som Showdown in Little Tokyo (1991) og Universal Soldier (1992), før genren fes ud i sandet (altså i forhold til store studiefilm, der var sikret en plads i biograferne) og kom til at leve, sammen med tidligere stjerner som Van Damme og Seagal, i direct-to-video-land.

Så alt i alt skyldes filmens stærke udtryk tre ting: en Dolph i topform, en dygtig manuskriptforfatter og en instruktør, der om nogen forstod actiongenren.

Ikke noget mesterværk, men en herlig og underholdende hybrid, fyldt med mange af de ingredienser, der var med til at tegne actionfilmen som genre i en tid, hvor man forstod at lave actionfilm.

4 stjerner

Titel: Dark Angel
Andre titler: I Come in Peace
Instruktør: Craig R. Baxley
Manuskript: Jonathan Tydor & David Koepp
Cast: Dolph Lundgren (Jack Caine), Brian Benben (Arwood “Larry” Smith), Matthias Hues (ond alien), Jay Bilas (god alien)
Foto: Mark Irwin
Klip: Mark Helfrich
Musik: Jan Hammer
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1990

Anmeldt i nr. 160 | 13/02/2019

Stikord: Rumvæsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *