Christian Bogh
1 kommentar

Damnation Alley

Damnation Alley
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

På bustur gennem ødemarken i denne charmerende men lidt skuffende postapokalyptiske sag.

Damnation AlleyHvis du tænker tilbage på 1977 og på en film, som var 20th Century Fox’ store sci-fi satsning, så har du ramt lige præcis denne film.

Men hov? Tænkte du på Star Wars? Så tog du fejl. Og det samme gjorde 20th Century Fox, da de smed $17 millioner efter denne postapokalyptiske actionfilm, som de navngav Damnation Alley.

Udfordringen for selskabet var, at de kun ville udgive to science fiction film det år, og den ene skulle være en blockbuster og have hele armen – altså Damnation Alley – og den anden skulle bare leve et stille liv og evt. smides ud til lidt drive-ins – og det var så Star Wars.

Historien har vist os, hvilken film der sparkede røv. Men det betyder ikke, at Damnation Alley, som fik den fantastiske danske titel Rædslernes korridor, ikke er værd at se. For den har helt sikkert sine momenter.

Bomberne falder

Filmen begynder som en rigtig postapokalyptisk film skal. Med tonsvis af atombomber. Russerne angriber og amerikanerne svarer igen. Netop som det plejer at være. Og ja, Jorden lægges øde.

Eller næsten i hvert fald. For nogle mennesker overlever. Heriblandt en lille deling soldater og eks-soldater. De bor på en af de militærbaser, der undgik ødelæggelse, men ikke alle beboerne er lige kløgtige.

Men blandt de mere kløgtige er Tanner – en ung rebel spillet af Jan-Michael Vincent. Han har forladt militæret, men hænger stadig ud på basen sammen med sin gode ven Keegan, spillet af Paul Winfield.

De hygger sig på basen, ikke mindst Tanner som blandt andet kører lidt rundt i ødemarken på sin motorcrosser. Her skal han dog lige passe på, for strålingen har ændret lidt på noget af naturen.

For det første er himlen meget anderledes – den er fyldt med sjove farver og mærkelige lyn (lavet med laserlys på forskellige materialer) – og for det andet er dyrelivet lidt anderledes. Der er for eksempel de forvoksede skorpioner, som forsøger at klippe ham midt over.

Det går dog uden de store problemer: Flere problemer har vi dog som publikum, da skorpionerne er uhyggeligt dårligt lavet. Det er rigtige skorpioner, der er sat ind over filmen bagefter. Det ser herrens ud, selv for datidens standard.

Oprindeligt skulle der også have været brugt mekaniske skorpioner i fuld størrelse, men de virkede ikke. De mekaniske skorpioner findes dog på noget af det originale markedsføringsmateriale.

Desværre for Tanner og Keegan er en af de mindre kløgtige på basen skyld i en kæmpe eksplosion (forårsaget af et brændende Playboy magasin), og nu er gode råd ret dyre.

Men heldigvis er der to andre overlevende ud over de to venner, nemlig majoren Denton (spillet af George Peppard, som senere skulle blive mere kendt for sin rolle som Hannibal Smith i A-Team-serien) og hans kollega Perry, spillet af Kip Niven.

Og man kan ikke beskylde militæret for ikke at være beredt. For de har nemlig i tiden efter bomberne faldt bygget to kæmpemæssige køretøjer – kaldet Landmaster I og II – med fire hjulsæt med tre hjul i hvert bygget i en trekant og godt med raketter (der blev dog i virkeligheden kun bygget 1 styk – til den nette sum af $350.000 – og den skulle efter filmen blive brugt i utallige reklamer og i dag er den ejet af en privat samler).

Nu tager de fire mænd på en bustur på tværs af USA. Undervejs møder de en ung kvinde i Las Vegas – spillet af Dominique Sanda – og en lille dreng spillet af Jackie Earle Haley, som jo senere blev lidt mere kendt for sin rolle i Watchmen (2009) og som Freddy Krueger i remaket af Nightmare on Elm Street (2010).

Selve turen er ellers ikke ret bemærkelsesværdig udover et ret fedt angreb af muterede kakerlakker. Men heldigvis ender det hele nogenlunde lykkeligt for de fleste af dem.

Det kunne have været så godt…

Forfatteren til den originale novelle, Roger Zelaznym var meget skuffet over filmen. Det hele havde ellers set fint ud med det første manuskript, men da det viste sig, at det ville være umuligt at lave med datidens teknologi, blev der hentet nye manuskriptforfattere ind, og det hele gik den forkerte vej.

Ikke mindst da de besluttede at lave himlen om. Processen med at skabe den besynderlige himmeleffekt med skiftende farver og lyn var så tidskrævende, at det skubbende filmens premieredato næsten 10 måneder.

Og da 20th Century Fox så valgte lige at smide deres lille film Star Wars i biffen i mellemtiden, så ramlede det hele. Der blev trimmet og klippet scener ud for at speede processen op, og desværre var resultatet ret skuffende og kunne slet ikke hamle op med det lille sci-fi eventyr med lyssværd og små grønne mænd.

Filmen endte som en lille parentes i 20th Century Fox’ historie og ikke den blockbuster, som var planen.

Jeg vil give filmen en lille bitte treer. Scenerne i Las Vegas, det underholdende kakerlak-angreb og den fede Landmaster trækker lidt op.

3 stjerner

Titel: Damnation Alley
Dansk titel: Rædslernes korridor
Instruktør: Jack Smight
Manuskript: Alan Sharp og Lukas Heller baseret på en novelle af Roger Zelazny
Cast: Jan-Michael Vincent (Tanner), George Peppard (Denton), Dominique Sanda (Janice), Paul Winfeld (Keegan), Jackie Earle Haley (Billy), Kip Niven (Perry), Robert Hackman (Colonel)
Foto: Harry Stradling Jr.
Klip: Frank J. Urioste
Musik: Jerry Goldsmith
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1977

Anmeldt i nr. 159 | 13/01/2019

Stikord: Postapokalyptika

Én kommentar til Damnation Alley

  1. Henning 14. januar 2019 at

    Den er ikke helt så debil som “Lazerblast”, men det er tæt på. Enormt ærgerligt for Zelasny, der er/var en rimelig god forfatter, så det er pænt dårlig reklame for ham.
    Iøvrigt ligner de der “skorpioner” (jo, fortiden har haft dem i cirka den størrelse) mere ørentviste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *