Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Cyborg

Cyborg
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Van Damme sparker røv og hænger på korset i denne postapokalyptiske actionstinker. Cyborg er et studie i dårligdom, men heldigvis er den så dårlig, at den er sjov at grine af.

CyborgCyborg – eller Helten som den hedder på dansk – er om noget et pragteksempel på en dårlig actionfilm i en postapokalyptisk setting. Alt, og jeg mener alt, ved denne film stinker langt væk af dårligt manuskript og talentløst instruktørarbejde. Den kom i sin tid ud direkte på video herhjemme, hvor den blev en stor succes hos videokunderne.

Succesen blev fulgt op i starten af 90’erne, da Cyborg blev en del af Scanbox’ guldserie “Men of Action”, hvor titler med Chuck Norris, Jean-Claude Van Damme, Sylvester Stallone, Dolph Lundgren og Arnold Schwarzenegger blev voldsomt markedsført under VHS’ens storhedstid.

Dengang navnet Van Damme var noget der solgte videobånd
Den grumme setting: New York i fremtiden

Den grumme setting: New York i fremtiden.

I slutningen af 80’erne var Jean-Claude Van Damme et hot navn i Hollywood, efter succesen med den ultravoldelige kampsportfilm Bloodsport (1988). Han var derfor det perfekte valg til at spille den hårdtslående og cirkelsparkende helt. Men lad os først se på filmens handling.

“First, there was the collapse of civilisation: anarchy, genocide, starvation. Then, when it seemed things couldn’t get any worse, we got the plague – the living death, quickly closing its fist over the entire planet. And then we heard the rumours that the last scientists were working on a cure that would end the plague and restore the world. Restore it? Why? I like the death! I like the misery! I like this world!”

Sådan indledes filmen, af en hård og maskulin stemme som sætter os ind i situationen. Talen er på billedsiden understøttet af et billede af en ruinby, som en tekst fortæller os er New York i fremtiden. Da stemmen siger “I like this world” bryder den ud i en ond og diabolsk latter. En pinagtig og alternativ måde at introducere filmens setting på.

Det er ikke helt klart, men som filmen skrider frem må vi som tilskuere gå ud fra, at det er filmens skurk, Fender, som er fortælleren, da han siger nogen af de samme ting, og stemmen minder om hans.

Pesten hærger og kun Gibson kan finde kuren
Fender og banden

Fender og banden.

Jorden er altså hærget af pest, og det sidste håb ligger hos en gruppe forskere, der arbejder på en kur. I denne grufulde setting finder vi vores helt Gibson. Han er det, der kaldes en Slinger – en krydsning mellem en lejesoldat og en gammeldags ridder. På den modsatte side har vi skurken Fender, som for lang tid siden slog Gibsons elskede ihjel. Fender leder en gruppe af ondskabsfulde individer, som naturligvis elsker død og kaos.

Imellem disse to grupperinger – det gode og det onde – finder vi androiden Pearl. Hun er filmens omdrejningspunkt, da hun i sin computerhjerne har lagret viden om pesten og en mulig kur. Hun skal rejse fra New York til Atlanta, men bliver pågrebet af Fender, som vil have kuren for sig selv, så han kan blive verdens hersker. Da Gibson får nys om dette, indleder han en jagt på Fender, hvor han får følge af en ung kvinde.

Resten af filmen er en lang og trættende tur fra den ene grimme location til den anden, og fra den ene ligegyldig kampscene til den næste. Og til sidst er vi så klar til den endelig konfrontation i Atlanta: De to kamphaner står i bar overkrop over for hinanden i silende regn. Hvem mon vinder?

Van Damme med langt hår og et forsøg på psykologisk dybde
Sådan ser verden ud i fremtiden

Sådan ser verden ud i fremtiden.

Der er lige nogle elementer fra handlingen, som skal udbygges: Gibsons forhold til Fender fortælles gennem en opdelt flashbacksekvens som fortælles løbende igennem filmen. Vi ser her en langhåret Van Damme, der har fundet lykken sammen med en enlig mor og hendes to børn.

Her møder vi den følsomme og godhjertede Gibson, der ligger volden på hylden for at få en hverdag til at fungere. Men ak, Fender og hans gruppe ankommer. I en brutal scene slår Fender konen, det ene barn og (tror han) Gibson ihjel, mens han indlemmer det andet barn i sin gruppe.

Vincent Klyn som Fender

Vincent Klyn som Fender.

Selvfølgelig er Gibson ikke død, og denne del af flashbacksekvensen fortælles da Gibson i filmens nutid er blevet korsfæstet af Fender. Her finder Gibson styrke i sin kærlighed, og i sit had til Fender, og han bryder fri fra korset og er klar til at uddele tæsk til Fender.

Efter denne scene er han blevet uovervindelig – genfødt som en rigtig actionhelt – og det ser sort ud for Fender. Flashbacksekvensen er et forsøg på at give vores helt en psykologisk dybde, men det falder helt til jorden og bliver grinagtigt og patetisk.

Pyun er kongen i lorteland
Van Damme på korset

Van Damme på korset.

Meget af skylden for dette makværk må vi tilskrive instruktøren Albert Pyun. Han er, om nogen, en af vor tids værste instruktører og er for actiongenren hvad Bruno Mattei er for gysergenren. Tænk blot på disse titler: Kickboxer 4: The Aggressor (1994) og Nemesis 4: Death Angel (1995).

Desuden har han formået at få det værste ud af tre tvivlsomme actionstjerner, Christopher Lambert, Rutger Hauer og Steven Seagal, i henholdsvis Adrenalin: Fear the Rush (1996), Omega Doom (1996) samt Ticker (2001). Mage til lort har man sjældent set. Pyun har en forkærlighed for at lave ligegyldige actionfilm, som han forsøger at sælge ved enten at lade dem foregå i fortiden eller fremtiden, da han dermed kan appellere til både fantasy og sci-fi fans.

Skuespillet i filmen er hurtigt at kommentere på: det eksisterer ikke. Van Damme er nu engang Van Damme, mere et ikon og en kæmper end en skuespiller. Men derimod er Vincent Klyn som Fender næsten ikke til at holde ud. Han kommer, ligesom Pyun, fra Hawaii, og er tidligere surfer. Af en eller anden grund har Pyun set et talent i Klyn, som han har benyttet sig af i ikke mindre end 12 af sine film! Måske de begge bare skulle være blevet på Hawaii.

Fender, Gibson, Pearl, Marshall og Simmons – ja, manuskriptet er fyldt med lækkerier, som gør at lorten glider ned
To bøffer ser hinanden an før det endelige opgør

To bøffer ser hinanden an før det endelige opgør.

Og så er der det rent tekniske: filmen er grim på den dårlige måde, effekterne sjuskede og kampscenerne, som kunne have været dens redning, er direkte kedelig og dårligt lavet. Det postapokalyptiske er blot en dårlig undskyldning og de forskellige locations er skrækkelige og ligner noget fra en meget dårlig tv-serie.

Endvidere er det som en lille detalje helt grinagtigt at helten og skurken hedder Gibson og Fender, som er guitarmærker. Desuden optræde navne som Pearl, Marshall og Simmons også i filmen. Altså: manuskriptforfattren har fået et kick ud af at opkalde karakterer efter musikinstrumenter og producenter. Pinligt.

Ok, hvad kan man så bruge denne film til? For det første kan man grine af, hvor dårlig den er, og for det andet kan man bruge den som et studie i, hvor dårligt en film kan laves, når en klasseinstruktør som Albert Pyun gør sig umage. Velbekomme.

1 stjerne

Titel: Cyborg
Dansk titel: Helten
Andre titler: Masters of the Universe 2: The Cyborg
Instruktør: Albert Pyun
Manuskript: Kitty Chalmers
Cast: Jean-Claude Van Damme (Gibson), Vincent Klyn (Fender), Dayle Haddon (Pearl)
Producere: Yoram Globus (producer), Menahem Golan (producer), Tom Karnowski (line producer)
Foto: Philip Alan Waters
Klip: Scott Stevenson & Rosanne Zingale
Musik: Kevin Bassinson
Spilletid: 82 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk, fransk (mono), italiensk, spansk
Undertekster: Engelsk, hollandsk, portugisisk, svensk, dansk, norsk, finsk, polsk
Produktionsland, år: USA, 1989
Produktionsselskaber: Cannon Entertainment
Distributør (DVD): MGM
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Cyborgs, Fremtiden, Lejesoldater, Postapokalyptika, So Bad It’s Good, Sygdom

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *