Christian Bogh
Ingen kommentarer

Crocodile

Crocodile
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den anden af Tobe Hoopers to krokodillefilm er noget letforglemmeligt juks med billige effekter, dårlig CGI og en krokodille uden personlighed.

CrocodileHvad har en motorsav, en vampyr (og en vampyralien), et drillesygt spøgelse, en invasion fra Mars og en krokodille til fælles? Jo det er naturligvis instruktøren Tobe Hooper; manden, som gav os en af de største og mest skelsættende horrorfilm nogensinde i 1974.

Det er naturligvis The Texas Chain Saw Massacre jeg taler om. Tobe Hooper havde, indtil sin alt for tidlige død i 2017, en karriere med mange op- og nedture. Desværre endte det med at være flere nedture end opture.

Hooper lavede en del film i samme genre gennem sin karriere. Der var de to film om saven (The Texas Chain Saw Massacre, 1974, og The Texas Chainsaw Massacre 2, 1986), de to film om vampyrer (Salem’s Lot, 1979, og Lifeforce, 1985, – ja det vel reelt en alienfilm, men at suge livskraften ud af folk tæller som en vampyr i min bog), og så er der de to film om krokodiller, nemlig Eaten Alive fra 1976 og så denne her, Crocodile fra 2000.

Direct-to-video

Filmen var Hoopers første efter en periode på fem år med udelukkende tv-serier. Hans sidste spillefilm før denne her var Stephen King-filmatiseringen The Mangler i 1995, som ikke var den store succes.

Så forventningerne til hans nye film var ikke voldsomt høje. Filmen blev da også lavet som en direct-to-video. Altså ingen biografpremiere. Og det var nok også en fornuftig beslutning, for Crocodile blev ikke et nyt mesterværk.

Dumme teenagere, sprut og et skarpe tænder er sjældent en god cocktail – altså for teenagerne. For publikum kan det være ganske underholdende. Det har været tilfældet i mange animal-run-amok-film, men denne film hører som nævnt desværre ikke til i toppen af genren.

Teenagere på drukferie

Det begynder, som det næsten altid gør i denne slags film, med en flok unge teenagere, der skal på tur. Her er det den klassiske spring break – den amerikanske udgave af påskeferien, men forbeholdt unge studerende på college og universiteter.

Her tager de unge på drukferie – typisk til de mere varme himmelstrøg som Florida og det sydlige Californien.

Seks venner, Brady (Mark McLachlan), Claire (Caitlin Martin), Duncan (Chris Solari), Sunny (Summer Knight), Foster (Rhett Jordan) og Hubs (Greg Wayne), har lejet en husbåd.

Om bord på båden er Kit (D.W. Reiser) og Annabelle (Julie Mintz), som skal være deres guide/styrmand på turen.

Med sig har Annabelle en lille irriterende puddelhund – som efter Jaws (1975) er blevet et obligatorisk sidekick i denne slags film. Og man håber fra første sekund, at den bliver ædt, men desværre har de små hunde det med at være nogle sejlivede bæster.

Båden fyldes med øl, sprut og formaninger fra den lokale sherif Bowman (Harrison Young). Og naturligvis er de unge ligeglade; nu er de klar til fest og ballade.

Den første aften ved (lige så klassiske) lejrbålet fortæller Kit om den lokale legende. En monster-krokodille, som for 96 år siden huserede i vandet omkring dem.

Krokodillen var hentet dertil fra Egypten af en lokal rigmand ved navn Harlan, der brugte den som trækplaster til hans hotel. Harlan var meget glad for krokodillen, som han navngav Flat Dog, og han lavede endda en lille kult omkring krybdyret, som skulle være en slags legemliggørelse af den egyptiske gud Sobek.

Befolkningen blev dog træt af både Harlan og Flat Dog, så de ødelagde krokodillens æg (ja, det var en hun – hvordan den blev gravid fortæller historien ikke noget om) og brændte hotellet ned. Og nu siger legenden så, at Flat Dog stadig svømmer rundt og pønser på hævn.

Øverst på menuen

Ingen tror naturligvis på historien, men samtidig sker der ting og sager. To lokale lystfiskere finder nemlig samme nat en krokodillerede og har lidt sjov med at smadre æggene. Det skulle de ikke have gjort. For nu er de nemlig øverst på menuen for Flat Dog – for nej, den er naturligvis ikke død, men spillevende og sur.

Næste dag finder ungerne reden, og drengene leger lidt med de resterende intakte æg. Et bliver smadret, og det sidste snupper Hubs. En skam at Jurassic Park III først havde premiere året efter – for så havde han vidst, at det er dumt at stjæle et æg fra et dyr med munden fuld af skarpe tænder.

Nå, men det vidste Hubs så ikke, og han lægger det stjålne æg i Claires taske. Og nu begynder løjerne for alvor.

Flat Dog smadrer deres husbåd, og en efter en snupper krokodillen de unge tåber. Stadig uvidende om ægget i tasken løber Claire og de andre videre. Selv ikke da Sherif Bowman dukker op, er der hjælp at hente.

Ej heller hos de to krybdyrsjægere, som han har med, er der megen trøst at finde. Hverken for de overlevende teenagere eller hos os som publikum. Jeg sad blot og ventede på, at de blev spist af papmaché-krokodillen. Og det tynde kærlighedsdrama mellem to af teenagerne er uendeligt ligegyldigt for historien og tjener kun til at irritere den, der ser filmen.

Juks

Kort fortalt er det noget letforglemmeligt juks, hr. Hooper har stykket sammen. Det er tydeligt, at han har forsøgt at genskabe lidt af magien fra The Texas Chain Saw Massacre med udsmykningen af de to krybdyrsjægeres hytte, men det når ikke til sokkeholderne af den ubehagelige stemning, der var i familien Sawyers knogleudsmykkede hus.

Effekterne er billige, og CGI’en ret skidt. Krokodillen er uden personlighed og ligner mest af alt noget, der er bikset sammen på en eftermiddag. Og manus burde nok have haft en gennemskrivning eller to. Men filmen byder da på en ret opfindsom måde at undgå at blive spist…

Uvist af hvilken grund fik filmen en efterfølger i 2002 – Crocodile 2: Death Swamp, hvor vi igen følger (SPOILER) krokodillen fra den første film og dennes enlige overlevende unge.

Skulle du stadig have lyst til at se Tobe Hooper lege med krybdyr, så brug hellere tiden på hans Eaten Alive.

2 stjerner

Titel: Crocodile
Instruktør: Tobe Hooper
Manuskript: Jace Anderson, Adam Gierasch & Michael D. Weiss
Cast: Mark McLachlan (Brady Turner), Caitlin Martin (Claire), Chris Solari (Duncan McKay), D.W. Reiser (Kit), Julie Mintz (Annabelle), Rhett Wilkins (Foster), Greg Wayne (Hubs), Harrison Young (Sheriff Bowman)
Foto: Eliot Rockett
Klip: Andy Horvitch, Alain Jakubowicz
Musik: Serge Colbert
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Mexico, 2000

Anmeldt i nr. 167 | 13/09/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *