13. juni 2012

Eaten Alive

Psycho møder The Texas Chainsaw Massacre i en film, der er kedelig, ikke uhyggelig, generelt ringe spillet og grim at se på.

Få mænd har gjort så meget for at give udkants-USA et dårligt ry som Tobe Hooper. Selv om Hooper ikke kan tilskrives æren for at have opfundet redneck-horror, så gjorde han med The Texas Chainsaw Massacre (1974, fremover Texas Chainsaw) mere for genren end tidligere trailblazers som f.eks. Herschell Gordon Lewis (Two Thousand Maniacs!, 1964).

Siden Texas Chainsaw ramte biograflærrederne i 1974 har en veritabel syndflod af film gjort klichéer ud af mange af forbilledets elementer: Den nedslidte benzinstation, de sindssyge og/eller indavlede rednecks, afsidesliggende huse, og så videre og så videre. Mange af elementerne kunne man såmænd finde i tidligere film, men rent visuelt har Texas Chainsaw været af uhørt stor betydning for senere produktioner.

Buck i skikkelse af en ung Robert Englund gør sig parat til at tage bagdøren
I Eaten Alive vendte Hooper på flere måder tilbage til Texas Chainsaw, men man kan tydeligt mærke, at Eaten Alive ikke er hans egen film. Eaten Alive er udtryk for et markant sammenstød mellem et dybt konventionelt plot og en langt mere ukonventionel filmmager, der enten ikke kunne eller ønskede at finde sig til rette med det manuskript, han arbejdede ud fra. Resultatet er en overspillet, rodet og visuelt uskøn film, der tillige fuldstændig mangler den intensitet, der prægede Texas Chainsaw.

Psycho møder The Texas Chainsaw Massacre
Judd på sit kammer - bemærk naziflaget
Plottet i Eaten Alive skylder mere end bare et anerkendende nik til Robert Bloch og Alfred Hitchcock. At karakterisere Eaten Alive som Psycho (1960), der møder Texas Chainsaw ville ikke være langt fra sandheden. Og læg så dertil ét styk kæmpekrokodille, der får Bruce the Shark (fra Jaws, 1975) til at ligne et special effects-vidunder.

Handlingen er centreret omkring det nedslidte hotel The Starlight, der ligger i en lille flække i Sydstaterne. Ejeren Judd (Nevill Brand) er skingrende vanvittig og har det med at tage livet af sine gæster, inden han fodrer dem til den store krokodille, der bor i sumpen lige bagved hotellet.

Judd fører én af sine usammenhængende samtaler med sig selv
Filmen følger en række af de personer, der er uheldige nok til at komme i kløerne på Judd. Den mest sammenhængende del af handlingen er centreret omkring en aldrende herre (Mel Ferrer) og hans datter Libby (Crystin Sinclaire), der leder efter Libbys søster, der er forsvundet hjemmefra. Publikum ved allerede på dette tidspunkt, at søsteren for længst er fodret til krokodillen, men alligevel trækkes vi igennem kedelige scener med den lokale sheriff, der ikke gør det helt store ud af sagen.

Andre farverige karakterer vi møder er den unge troublemaker Buck (en ung Robert Englund) og en lille familie, der indlogerer sig på hotellet. Faderen ender hurtigt hos krokodillen, mens moderen holdes fanget på hotelværelset af Judd og datteren søger tilflugt under huset. Hvordan skal det hele dog gå?

Ikke meget sjov
Mel Ferrer ser træt ud - bemærk det røde filter
Eaten Alive er kedelig, ikke uhyggelig, generelt ringe spillet og grim at se på. Særligt eksteriørscenerne bliver meget hurtigt belastende, fordi Hooper eller hans fotograf har valgt at bade dem i et sygt, rødt lys og andre steder at skyde filmen med et rødt filter. Derudover har den et helt uhyggeligt belastende “score”, som Tobe Hooper selv er krediteret for. Jeg har hørt bedre “musik” leveret af treårige med en ske og en gryde at slå på.

Judd med leen
Judds mord på de forskellige gæster er ikke just ophidsende – man ved jo, hvad der skal ske, og man ser begivenhederne komme på lang afstand – og Judd himself er ikke nogen særlig interessant person. Han mumler konstant for sig selv, skriger op og svinger sin le. Utroligt at det blev dømt slemt nok til, at Eaten Alive endte på BBFC’s liste over video nasties.

Verdens mest fake udseende krokodille
Hvis Eaten Alive havde været Tobe Hoopers første film, havde vi næppe set mere til ham, og ret beset er det da også begrænset, hvor god hans senere produktion har været. Han stod bag den fine TV-miniserie Salem’s Lot, baseret på Stephen Kings vampyrroman af samme navn, mens rygterne bliver ved med at hævde, at Steven Spielberg havde mere end bare en finger med i spillet i instruktionen af Poltergeist (1982). Efter Poltergeist har Hoopers output generelt været af tvivlsom karakter.

Det sjoveste ved Eaten Alive er næsten det kuriøse faktum, at Mel Ferrer har været med i to film med den engelske titel Eaten Alive: Foruden Hoopers er det Umberto Lenzis kannibalgnasker Mangiati vivi! fra 1980. Det er da lidt spøjst, men så er det sjove vist også sagt om Eaten Alive.

Eaten Alive er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne

Titel: Eaten Alive
Instruktør: Tobe Hooper
Manuskript: Alvin L. Fast, Mardi Rustam & Kim Henkel
Cast: Neville Brand (Judd), Mel Ferrer (Harvey Wood), Stuart Whitman (Sheriff Martin), Robert Englund (Buck), Crystin Sinclaire (Libby Wood)
Producere: Mardi Rustam (producer), Mohammed Rustam (executive producer), Samir Rustam (executive producer)
Foto: Robert Caramico
Klip: Michael Brown
Musik: Wayne Bell, Tobe Hooper
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1977
Produktionsselskaber: Mars Productions Corporation
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012