Conan the Barbarian

Dette er en muskuløs og blodig fantasyfilm, der påbegynder sagaen om barbaren Conan og er noget af det bedste – hvis ikke det bedste – som er blevet lavet inden for sin genre. Samtidig er det filmen, som den østrigske kæmpe Arnold Schwarzenegger blev sat i verden for at medvirke i, og er om noget en rigtig barbarfilm med barbargenrens bannerfører Conan i hovedrollen. Endvidere er filmen på min personlige top ti over de bedste film nogensinde og en actionfilm af den højeste kvalitet. Bemærk at denne anmeldelse indeholder en del spoilers.

The days of high adventure

Filmen indledes med et berømt Nietzsche-citat, som slår tonen an: “That which does not kill us makes us stronger.” Og så følger fortællerens indledende tale, der gør filmens setting klar:

“Between the time when the oceans drank Atlantis and the rise of the sons of Aryas there was an age undreamed of and unto this, Conan destined to bear the jeweled crown of Aquilonia upon a troubled brow. It is I, his chronicler who alone can tell thee of his saga. Let me tell you of the days of high adventure.”

Og så buldrer musikken ellers af sted, og man kan gøre sig klar til at nyde en fremragende gang heltevold.

The Riddle of Steel

I filmens indledning ser man, hvorledes et sværd smedes, og efterfølgende kommer der en scene, hvor Conans far fortæller den unge Conan om guddommen Crom, der er guden for jorden og klipperne, og om The Riddle of Steel – som hentyder til, at guderne i tidernes morgen lod den magtfulde viden om stålet gå i arv til menneskene, og det er så op til den enkelte at lære hemmeligheden bag stålet.

Så går handlingen ellers i gang. En hær, der bærer et slangebanner, angriber Conans landsby og dræber alle på nær børnene. Den brutale scene kulminerer, da Thulsa Doom (James Earl Jones) flankeret af sine to barbar-bodyguards Rexor (Ben Davidson) og Thorgrim (Sven-Ole Thorsen) hugger hovedet af Conans mor. Sven-Ole Thorsen ses her i sin glansrolle, og det er også værd at bemærke, at Thorsen både har en rolle i Red Sonja (1985) og Conan the Destroyer (1986).

Conan føres af sted som fange, mens fortælleren funderer over, hvorfor netop Conans by blev angrebet – vi ved senere, at det skete for at give Conan et klart hævnmotiv, og at skæbnen dræbte hans familie for at forme den mand, der senere skulle gøre det af med Thulsa Doom. Den markante korsang og lyden fra horn på lydsiden støtter op om dette tragiske øjeblik i Conans liv.

Det store hjul

Den unge Conan føres til et stenbrud, hvor han sættes til at skubbe et stort hjul i vind og vejr, i mørke og i lys. Og sådan går årene, mens vi ser hjulet dreje rundt og den lille spinkle Conan erstattes af Arnold Schwarzeneggers imponerende krop. Hans fangevogter kan godt se, at Conan kan bruges til noget mere fornuftigt end at skubbe et hjul og ser muligheden i, at han kan tjene penge ved at inddrage Conan i gladiatorkampe.

Først vinder Conan med sin råstyrke, men snart sendes han til de dygtigste våbenmestre for at lære at bruge sværdet. Han bliver en uovervindelig gladiator, og ud over at han i sit fangenskab lærer at læse, bliver han også en avlshingst, som kvinder vil have sæd fra. Men så en dag sker der noget mystisk. Conans fangevogter slipper ham løs. Hvorfor vides ikke, men måske han kunne se, at Conans skæbne var ment til noget større.

Slangekult

Så med sin nyvundne frihed løber Conan af sted. Først er han alene, men han får snart følgeskab af tyven Subotai (Gerry Lopez), der præsenterer sig som tyv og bueskytte, og som tager Conan med til de store byer for at røve. Subotai introducerer Conan til det dekadente og beskidte byliv, som bliver en stor omvæltning for vildmanden Conan. Men Conan husker stadig det slangebanner, som hans forældres banemand havde, og han begynder at spørge sig frem om der er nogen der kender slangetegnet.

Han finder frem til en kult, der tilbeder Set. For et par år tilbage var det bare en lille slangekult, men siden er den vokset, og kultens tårne har spredt sig til de fleste byer. Heldet er med Conan og Subotai, da der netop er et sådant tårn i den by, de kommer til, og da Subotai erfarer, at der skulle være ufattelige rigdomme i tårnet er han ikke sen til at ville følge Conan.

På vej op til tårnet får de følgeskab af en smuk, kvindelig tyv ved navn Valeria (Sandahl Bergman). De tre trænger ind i tårnet, hvor Conan dræber en kæmpeslange og stikker af med en værdifuld juvel – The Eye of the Serpent. Conan ser også det selv samme symbol som var på banneret, han ser kultisterne, der bor i tårnet, og han får et glimt af Rexor, som leder stedet.

Red prinsessen

Med alle deres tyvekoster indleder trekløveret en behagelig tilværelse med druk, hor og mad – som en rigtig barbar nu engang gør, når han ikke er i kamp. Conan og Valeria bliver forelsket, men snart rives de ud af deres lille drøm, og filmen tager en ny drejning. Kong Osric – fremragende spillet af Max von Sydow – tilkalder Conan og hans følge for at give dem en opgave.

Thulsa Doom har bortført kongens datter, og Osric vil have Conan til at finde hende. Kongen fortæller dem om, hvordan slangekulten – ledet af Thulsa Doom – har spredt sig, og at kulten rekrutterer uskyldige mennesker til sine rækker mens den, med løfter til medlemmerne om at befri deres sjæle, i virkeligheden fører dem bag lyset. Osric tilbyder rigdomme for at Conan skal finde hans datter, og da Conan i forvejen har et mellemværende med Thulsa, er det ikke svært for ham at sige ja til opgaven.

Kongen fortæller Conan, at Thulsa holder til i det der betegnes som The Mountain of Power. Valeria prøver at tale Conan fra det, men Conan vil ikke høre. Så han tager selv af sted for at finde Thulsa. På sin vej møder han troldmanden Akiro (Mako), som holder til ved en stor gravplads, hvor han passer på ånderne. Med ny viden om Thulsa drager Conan videre, men tages snart til fange. Hvad der senere sker beskrives længere nede i anmeldelsen.

Brutalitet, nøgne kroppe og nærgående voldsscener

Med deres rødder i Italiens blodige og liderlige filmkultur har De Laurentiis – både far og datter – som har været med i produktionen af Conan the Barbarian tilsigtet at give filmen en stor mængde af brutalitet, nøgne kroppe og meget nærgående voldsscener. Vi ser masser af blod, hoveder der hugges af, kroppe der spiddes og meget andet.

Og sammen med den flotte og dystre fotografering, de imponerende kulisser og de troværdige kostumer, giver det filmen et troværdigt og grumt univers. Dette understøttes på smukkeste vis af den brutale historie og det meget præcise manuskript, som blev til i et samarbejde mellem filmens instruktør John Milius, som udover denne film nok er mest kendt for sit fremragende manuskript til Apocalypse Now (1979), og Oliver Stone – ja, den Oliver Stone, som vi kender fra Platoon (1986) og JFK (1991) – ud fra Robert E. Howards historier om Conan.

Det er i denne sammenhæng vigtigt, at filmens manuskript ligger sig tæt op ad Howards univers med lige dele hårdhed, vold og fede fantasyelementer. Man kan så diskutere, om Arnold personificerer Conan i Howards ånd, men man kan ikke komme uden om, at de fleste som i dag tænker Conan, vil få et billede af den langhårede Arnold op på nethinden.

Lader ordene være få og handlingen tale

Det er dejligt at se, hvorledes Milius har kunnet føre sin skrevne vision ud i livet og derved har skabt et filmisk mesterværk, hvor man mærker, at instruktøren har haft noget på hjerte. Det er også godt tænkt fra manuskriptforfatternes side at lade ordene være få og lade handlingen tale. For med en skuespiller som Arnold Schwarzenegger er det en nødvendighed, da hans evner som talende skuespiller ikke er så store.

De mere tunge replikker er så blevet lagt i munden på mere erfarne skuespillere som Max von Sydow og James Earl Jones, og de formår at gøre en ellers utroværdig genre troværdig. Det skal dog til Arnolds forsvar siges, at han faktisk gør det udmærket, når han taler, og udmærket er normalt mere, end man kan forlange fra den mand.

Et virkningsfuldt fortællergreb er at lade troldmanden Akiro fungere som fortæller. Han siger selv, at han er udvalgt til at skrive Conans bedrifter ned, og udover at han i filmens start fungerer som en fortæller, der beretter om Conans unge år, løfter hele idéen med en fortæller også historien op på et episk niveau. For vi ved allerede fra filmens indledende monolog, at Conan er udset til at blive en stor legende.

Mesterlig musik

Et andet element der gør filmen så ekstremt vellykket er Basil Poledouris’ mesterlige musik. Normalt vil man i filmbranchen tilsigte, at filmens musik løber som en usynlig strøm igennem filmen for at understøtte handling og stemninger, men man vil undgå, at musikken tilraner sig for meget opmærksomhed. Med musikken til Conan the Barbarian er det dog langt fra tilfældet.

Den bombastiske musik – som læner sig op af det, man kan høre i eksempelvis en tragisk opera – løber som en meget tydelig strøm igennem hele filmen og har sit helt eget liv. Dette vil i de fleste tilfælde ikke fungere, men for fanden hvor fungerer det smukt her. I flere scener er reallyden nærmest væk og billedsiden fungerer som baggrund for musikken, hvilket er en sjælden ting. Men i de fleste tilfælde går musikken hånd i hånd med det visuelle, og sammen skaber de to enheder noget meget smukt og ganske originalt.

Her vil jeg fremhæve to scener. Først indledningsscenen, hvor Conans landsby angribes. Her bliver brutaliteten og mordene understøttet af den voldsomme og meget pågående lydside. Den anden er scenen, hvor de tre tyve bryder ind i Thulsas palads. Her starter musikken svagt og understreger til perfektion det dekadente i scenen, og da volden eskalerer, gør musikken ligeså. Jeg vil anbefale, at man læser anmeldelsen af filmens score – som jeg personligt mener er et af de bedste scores, der nogensinde er komponeret – som også er at finde i denne måneds opdatering.

Den utopiske maskulinitet og frelsermyten

Danske Rikke Schubart lavede i sin ph.d.afhandling – Passion og Acceleration (2000) – på Film- og Medievidenskab (KU) en redegørelse og en tolkningsmodel for actionfilmen som genre. Afhandlingen er meget underholdende og brugbar, om end Schubarts akademiske krumspring til tider er tvivlsomme – jeg fulgte personligt hendes forsvar, hvor der blev stukket en del til hendes teori, samtidig med at hun fik en masse ros for sit forsøg på en videnskabelig tilgang til en genre, som ofte bliver forbigået i akademisk sammenhæng.

Hun prøver at presse stort set alle actionfilm ind under nogle faste rammer, som hun opstiller. Ved en håndfuld film er dette ganske relevant – Conan the Barbarian er én af dem – og det giver én nogle analytiske værktøjer til at forstå, hvorfor filmen er så sublim – altså ting der er knyttet til fortællingen, genren og hovedpersonen.

To af hendes centrale begreber er den utopiske maskulinitet og frelsermyten, som hun mener er kendetegnende for actiongenren. Den utopiske maskulinitet henviser til actionheltens krop og den måde, hvorpå han – der er næsten altid tale om en han – gennemlever historien. I det utopiske ligger, at der er tale om en krop og en fysisk formåen, som almindelige dødelige aldrig vil komme i nærheden af. Og her kommer Arnold ind i billedet.

Rent fysisk er hans krop mildest talt imponerende – hvad enten man syntes at bodybuildere er kiksede eller det fedeste i verden. I Conan the Barbarian er han stort set uovervindelig på nær det øjeblik, hvor han skal korsfæstes. Og her kommer frelsermyten ind i billedet.

Frelsermyten henviser til Kristi lidelseshistorie, men i actionfilmen tager volden over, der hvor Kristus opstiger fra de døde: Her går actionhelten for alvor i gang. Han bliver almægtig, og intet kan stoppe ham.

Conan som Kristus

Igennem hele sin opvækst har Conan, først gennem sin far og senere igennem de våbenmestre, der oplærte ham, lært, at stålet er det vigtigste i verden. Faderen omtaler det som The Riddle of Steel, og det har været Conans levevej, lige indtil han bliver taget til fange og står over for Thulsa Doom. Thulsa håner stålet og gør det klart for Conan, at kroppen og sindet er det vigtigste i livet. Det viser han først ved at lade en undersåt hoppe frivilligt i døden og dernæst ved at korsfæste Conan.

Men Conan er som ukrudt og vender tilbage fra døden som en anden Kristus. Gennem et magisk ritual – udført af Akiro – og Valerias kærlighed trodser Conan døden. Under vågenatten holder Valeria de ånder væk, som prøver at tage Conans sjæl med til dødsriget. Og efter at Conan er vendt tilbage, er der vold og død i luften. Først angriber gruppen Thulsas tronsal og tager kongens datter med som gidsel – for hun er også forblændet af Thulsas fine ord og magiske evner. Dernæst dræber Thulsa Valeria, og det skulle han ikke have gjort.

Efter at Conan næsten egenhændigt har nedkæmpet en hel hær i filmens stort anlagte klimaks, opsøger han efterfølgende Thulsa Doom i det, der kan betegnes som filmens udtoning og efterspil. Thulsa prøver med sine ord og magi at narre sin fjende, men det viser sig, at stål er det stærkeste.

Hele idéen med stålet er en fast bestanddel i Conan-universet – hør blot her et citat af Conan fra tegneserien Tyve i Hyboria (1978): “Al trolddom stammer fra væsener af kød og blod, og kød kan gennembores af koldt stål.”

Conan hugger brutalt hovedet af Thulsa og kaster det ned til hans tilhængere for at vise dem sandheden om deres falske profet. Dernæst brænder han Thulsas palads ned: Hævnen er fuldbyrdet, og den almægtige frelser kan finde ro – for i sin søgen efter hævnen, frelste han en stor mængde mennesker.

Problemet ved Schubarts tilgang er, at hendes begreber – som er ganske udflydende – sporadisk favner de fleste actionfilm, men at det kun er i få tilfælde, at hele hendes teoretiske apparat rammer plet. Hendes eget eksempel, som kører igennem hele afhandlingen, er Rambo: First Blood Part II (1985), men Conan the Barbarian ville være lige så fornuftig at fremhæve som en film, hvor stort set alt det, Schubart nævner, er til stede.

Om manuskriptforfatterne så har haft disse fine tanker in mente, da de lavede filmen, er så en helt anden historie. Men det vigtige i denne sammenhæng er, at de uomtvisteligt har trukket på en frelsermyte, hvor Conan går fra at være sin egen lykkes smed til at blive en helteskikkelse, der frelser en stor mængde mennesker og viser dem løgnen bag det, de troede på.

Hæver sig over sin genre

Derfor er filmen også så ekstraordinært god. For dybest set er der tale om en ganske ordinær actionhistorie om hævn og al den vold, det medfører. Men den har passionen og en helt, som går igennem en udvikling. Derudover er den basalt spændende og opnår et episk niveau, der kulminerer i scenen, hvor Conan, Akiro og Subotai forsvarer sig ved gravhøjene, og hvor Conans tale til guden Crom siger det meget rammende, mens man ser den angribende horde nærme sig:

“Crom. I have never prayed to you before. I have no tongue for it. No one, not even you, will remember if we were good men or bad. Why we fought or why we died. No. All that matters is that two stood against many. That is what is important. Valor pleases you Crom, so grant me one request. Grant me revenge. And if you do not listen, then to hell with you.”

Her hæver filmen sig over sin genre og over stort set alle de andre fantasyfilm, som er produceret – en film som John Boormans Excalibur (1981) opnår dog, om end på en anden måde, et lignende højt niveau.

Fantastisk film

Alt i alt er Conan the Barbarian en fantastisk film, som er ekstremt fysisk pågående, har et fedt manuskript, et utal af scener som man altid vil huske, og så har den Arnold som Conan. Derudover er filmen ufattelig helstøbt, og der er ikke scener, der skiller sig negativt ud.

Filmen skaber et meget troværdigt univers, som i ånden er meget tæt på Howards forlæg: En film hvor mænd har store kroppe, langt hår og et trofast sværd ved deres side, og hvor ære og hævn betyder alt. Meget bedre bliver det ikke.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Barbarer, Fantasy