13. februar 2007

Conan: Tyve i Hyboria

Conan: Tyve i HyboriaAlt i alt er Tyve i Hyboria – og resten af den røde serie – en overdådig tegneserie, som både er ekstremt underholdende og langtidsholdbar.

“Hither came Conan, the Cimmerian, black-haired, sullen-eyed, sword in hand, a thief, a reaver, a slayer with gigantic melancholies and gigantic mirth, to tread the jeweled thrones of the Earth under his sandalled feet”.

Dette citat stammer fra Robert E. Howards The Phoenix on the Sword fra 1932, som er det år, hvor offentligheden første gang hørte om barbaren Conan. Howard fik i starten sine noveller udgivet i Weird Tales-magasinet, og karakteren Conan er siden hen blevet en elsket person, som både har gjort det inden for film, tegneserier, bøger, rollespil og computerspil.

Howards noveller er skrevet i en sand pulp-ånd, som var meget oppe i tiden, hvor ordene er få og kontante. Dette, sammenstillet med et fantastisk univers, en vildt sej hovedperson og de gode historier er en af forklaringerne på, hvorfor netop Conan blev så populær.

God introduktion til Conan i tegneserieform

I 1970 påbegyndte forfatteren Roy Thomas og tegneren Barry Smith at sammenarbejde under Marvel Comics, der tegneseriemæssigt bragte Conan ind i sin guldalder med serien Conan the Barbarian, som faktisk nåede at udkomme i 275 numre i perioden fra 1970-1993. Både forfatteren og tegneren indfangede den ånd, der var i Howards univers.

I flere år fortsatte de to deres samarbejde, men hvor Smith stoppede med Conan efter et par år, fortsatte Thomas med nye tegnere. Siden hen er det blevet til et utal af serier om Conan – og for den sags skyld Red Sonja – men det er stadige det tidlige arbejde fra Thomas og Smith, som nok er det bedste, og derfor er det også en god introduktion til Conan i tegneserieform, hvis man anskaffer sig Tyve i Hyboria og resten af den røde serie.

Den rødt indbundne serie

Tyve i Hyboria er første bind i den nu legendariske firebinds serie – som kendere vil huske som “den rødt indbundne serie” – som Carlsen udgav på dansk tilbage i 1978. De tre andre bind har titlerne Sorte vinger over Hyboria, Blodig morgen over Hyboria og Kaos over Hyboria.

Det som de fire bind har til fælles i strukturen er, at de alle består af fire historier, og så vil den kvikke læser kunne regne sig frem til, at der er i alt 16 historier i de fire bind. Igennem historierne løber der en lille rød tråd, hvor personer, steder og konflikter går igen.

Men i sig selv er de alle – på nær de to sidste historier i Kaos over Hyboria, hvor Conans møde med den lige så legendariske Elric af Melniboné strækker sig over to historier – afsluttede historier, som alle er inspireret af Howards univers eller direkte baseret på Howards noveller.

Begæret parres med mod

Den første fortælling i Tyve i Hyboria bærer titlen Elefantens Tårn og er baseret på Howards novelle The Tower of the Elephant, som blev udgivet i marts 1933 i Weird Tales. Historien starter lige på og hårdt, da den unge barbar Conan træder ind i en kro i byen Arenjun. Han overhører en fulderik, der snakker om Elefantens Tårn, hvor der efter sigende skulle være en meget værdifuld juvel kaldet Elefantens Hjerte.

Conan så på lang afstand det store tårn, som rejste sig i natten over byen og er nu fast besluttet på at trænge ind i tårnet. Folkene i kroen siger, at det vil være en umulig opgave, men Conan har andre ideer. Hør blot her, hvad han svarer da en krogæst siger, at det er umuligt at trænge ind i tårnet: “Der er altid en vej, hvis begæret parres med mod.”

Denne korte sætning demonstrerer meget godt, hvilken person Conan er. Han er modig, og når han sætter sig noget for, vil han gennemføre det. Og rigtigt nok trænger han ind i tårnet, hvor han finder alt fra juveler til en kæmpeedderkop og en guddom med et elefanthoved. Det er en fantastisk og meget enkel historie, som både er spændende og dybsindig på én og samme tid.

Smukke kvinder, komplotter og skatte

I den anden fortælling – Djævlevinger over Shadizar – ankommer Conan til byen Shadizar. Her hvirvles han ind i sindrigt komplot, hvor en smuk kvinde, en sekt og en kæmpe flagermus spiller de afgørende roller.

I Slangeguden – baseret på Howards novelle The God in the Bowl, som blev skrevet tilbage i 1933, men først udgivet i 1952 – redder Conan en ung kvinde fra nogle ulve. Kvinde viser sig at være adelig og får Conan ind bag Nemedias store mure. Her fristes Conan til at bryde ind i et gigantisk museum, hvor han finder mere, end hvad han søgte.

I den fjerde og sidste fortælling – Kryptens vogtere – finder Conan frem til en krypt, hvor en flok udøde skabninger bevogter en værdifuld skat.

Formidler stemningen fra Howards univers

Teksten i fortællingerne er en blanding af beskrivelser, direkte tale og så en form for filosoferen fra forfatteren, som funderer over Conans handlinger. Dette er, hvad teksten fortæller, da Conan angriber et par ulve for at redde en tilfældig kvinde i Slangeguden:

“Enhver anden mand ville spilde kostbar tid på at stille sig selv spørgsmålet, om det var værd at risikere livet for en, man aldrig før har set. Men for denne mand er at tænke at handle. At handle er at kæmpe. At kæmpe er at dræbe”.

Og på den visuelle side ser man så Conan dræbe ulvene i en voldsom kamp. Det er sætninger som disse, der er med til at gøre Tyve i Hyboria og hele serien så fantastisk. Det er kort, præcist og meget “barbarisk” og helt i Howards ånd.

Så udover at skabe spændende plots og formidle stemningen fra Howards univers, formår Roy Thomas i samarbejde med Barry Smith også at gøre den litterære pulpgenre til en visuel nydelse, som kombinerer de to udtryksformer til perfektion. Det bør i samme åndedrag nævnes, at den litterære pulpgenre med sine præcise – og ofte meget visuelt stærke – beskrivelser og hårdkogte handling, passer helt perfekt til såvel tegneseriemediet som det filmiske medie.

Smiths tegninger er smukke og enkle, og Smith er tydeligt inspireret af en guldaldertegner som Jack Kirby. Alligevel formår han at skabe sit eget udtryk, som er langt mere dystert end det, man så hos hans forgængere. Vi er langt fra realisme, men indenfor fiktionens ramme er det meget troværdigt og levende. Og flere steder direkte smukt.

Overdådig

Alt i alt er Tyve i Hyboria – og resten af den røde serie – en overdådig tegneserie, som både er ekstremt underholdende (hvilket også gør sig gældende med de gode pulpnoveller) og langtidsholdbar. Skynd jer at få fat i den – man kan finde serien i brugtforretninger, hvor de enkelte bind koster mellem 60 og 200 kroner.

5 stjerner

Titel: Conan 1: Tyve i Hyboria
Originatitel: Conan the Barbarian
Forfatter: Roy Thomas
Tegner: Barry Smith
Forlag, år: Carlsen if, 1978
Sideantal: 80 sider
Dansk oversættelse: Ole Hansen

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/02/2007