Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Cell

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Cell er inspireret af både Romeros filmzombier og Mathesons vampyrer fra I Am Legend. Originalt er det ikke, men King leverer varen, og Cell er glimrende underholdning.

CellStephen King har dedikeret sin nyeste roman, Cell, til forfatteren Richard Matheson og filminstruktøren George A. Romero. For gyserfans burde det derfor ikke være svært at regne ud, hvilken subgenre i gyserlitteraturen Cell ligger inden for.

Den moderne zombie
Stephen King (f. 1947).

Stephen King (f. 1947).

Richard Mathesons roman I Am Legend fra 1954 kan ses som en forløber for den moderne filmzombie, der blev skabt af George A. Romero med Night of the Living Dead i 1968. Ganske vist er der ingen zombier med i I Am Legend, der faktisk handler om vampyrer, men Mathesons vampyrer er ikke som noget, man havde set tidligere.

Vampyrismen i I Am Legend skyldes en sygdom, der får de døde til at genopstå som blodsugende udøde. Hvis man lige fjerner det klassiske vampyr-karakteristika med overfølsomhed over for sollys, så har man langt hen ad vejen noget, der ligner zombier.

I Am Legend inspirerede utvivlsomt den unge George Romero til at skrive manuskriptet til Night of the Living Dead, der igen blev afsættet for stort set alle efterfølgende zombiefilm. Med få undtagelser – hvor bl.a. kan nævnes Lars von Triers Riget fra 1994-96 – er den haitianske zombie mere eller mindre glemt, selv om voodoo’en som sådan ikke er det.

Ud over at Matheson helt uden at vide det var med til at definere den moderne zombie, har Stephen King flere gange nævnt ham som den forfatter, der har haft størst indflydelse på Kings eget forfatterskab. Og da George Romero, ud over at skabe den moderne zombiefilmgenre ud fra idéer fra Mathesons roman, også er én af Kings personlige venner, var det oplagt for King at dedikere Cell til de to mænd.

En slags zombieroman

Cell er altså en slags zombieroman. Men inden man tænker “Night of the Living Dead møder Stephen King” og render ud og køber romanen, må jeg henlede læseren på formuleringen “en slags”. I virkeligheden er der nok længere fra Romeros zombier til Kings, end der var fra Mathesons vampyrer og til Romeros zombier. Faktisk er der ikke engang tale om ægte levende døde i Kings roman, men lad mig redegøre for dette forhold igennem et handlingsreferat.

Vi møder romanens hovedperson, Clay Riddell umiddelbart efter, at han er kommet ud fra et møde hos tegneserieforlaget Dark Horse i Boston. Clay er på den grønne gren, for han har netop solgt sin grafiske roman, og nu ser alt pludselig bedre ud.

Han håber på at vinde sin fraseparerede kone, som han stadig elsker, tilbage, så de sammen med den 12-årige søn Johnny kan få et godt liv. Clay er i så godt humør, at han beslutter sig for at købe en is fra en isvogn på gaden. Og så er det at alt går ad helvede til.

Foran ham i køen står en sirligt klædt forretningskvinde og taler i mobiltelefon, og et par teenagetøser står også i køen – den ene taler i mobiltelefon mens den anden prøver at lytte med. Pludselig går damen – som King ironisk refererer til som “Power Suit Woman” – i stå midt i sin samtale og farer på issælgeren.

Det når hun dog ikke langt med, for den ene af de to teenagepiger – hende, der talte i telefon – har også tabt sin mobiltelefon og farer i struben på Power Suit Woman, hvis hals hun flænser op med tænderne. Det sker på side 8 i denne udgave af romanen, hvor selve teksten begynder på side 3. Med andre ord: det er lige på og hårdt. Denne begivenhed følges af masser af kaos: trafikuheld, folk der angriber hinanden brutalt, eksplosioner og ultravold.

Telefongalninge

Ret hurtigt møder Clay en anden person, der opfører sig normalt. Det er Tom McCourt, en anden af romanens hovedpersoner. Sammen med teenagepigen Alice, som de har reddet fra én af galningene, søger de tilflugt på Clays hotel. Det står ret hurtigt klart for de tre normale, at det der er sket, har noget at gøre med mobiltelefonerne – det er alle de, der talte i mobiltelefon, der nu løber rundt som galninge – “telefongalninge” eller “phone crazies”, som de døber dem.

Snart beslutter de sig dog for at bevæge sig videre. Clays mål er at nå hjem til sin familie i Maine. Han ved, at hans kone ikke ejer en mobiltelefon, men det gør til gengæld sønnen, og det er ved at drive Clay til vanvid af nervøsitet. Tom og Alice har ikke, som Clay, noget decideret mål, ud over at holde sig i live, og det virker på dem alle som en god idé at komme uden for bymidten.

De bevæger sig derfor i første omgang ud til Toms hus i én af forstæderne. Det er mens de er her, at det går op for dem, at der er ved at ske en ændring med galningene, og det er en ændring, der kommer til at spille en central rolle i resten af romanen.

Flokbevidsthed

Det viser sig nemlig, at telefongalningene ikke længere er helt så gale, som de var umiddelbart efter den begivenhed, som vore hovedpersoner døber “The Pulse”, Impulsen. Det er som om de udvikler en fælles flokbevidsthed – de er altså ikke længere rigtige individer, men en del af et stort fællesskab.

Samtidig manifesterer der sig en række telepatiske evner hos telefongalningene, som hovedpersonerne nu døber “telefonfolket”. Disse evner skal vise sig at gøre livet særdeles surt for Clay, Tom og Alice. Til gengæld har de almindelige mennesker en stor fordel: telefonfolket ligger nemlig i en komatøs dvale om natten, og bevæger sig kun ud om dagen.

Kashwak=No-fo

De tre bevæger sig videre mod Maine og møder på et tidspunkt endnu et par almindelige mennesker, forstanderen på en privatskole og en ung elev ved navn Jordan. Sammen med dem tager Clay, Alice og Tom kampen op mod telefonfolket.

Det viser sig nemlig at telefonfolket stimler sammen på store pladser, hvor de sammen ligger i deres dødlignende dvale. Det udnytter vore hovedpersoner til et organiseret massemord på en flok i nærheden af privatskolen. Det viser sig dog at have alvorlige konsekvenser sådan at trodse telefonfolket, og snart sættes den lille gruppe under alvorligt pres.

Kulminationen kommer da gruppen – let modificeret på grund af et par dødsfald undervejs og tilføjelsen af nye ansigter – når frem til Maine, hvor telefonfolket samler alle almindelige mennesker i en tilsyneladende mobiltelefonfri zone.

Om Clay finder sin søn, hvem der dør, hvem der overlever og om der virkelig ingen mobiltelefoner er i Kashwak=No-fo – ja, hvad Kashwak=No-fo overhovedet er – ingen af disse ting skal afsløres her. Det skal læseren selv have til gode at finde ud af, og jeg kan love en nervepirrende læseoplevelse.

Splatteræstetik

Cell er med sine 350 sider en af de kortere Stephen King-romaner, og det mærkes på historiens pacing. Det hele afvikles hurtigt, særdeles underholdende og meget veloplagt. King bruger ikke unødvendigt tid på personkarakteristikker, og det er stort set kun Clay Riddell, man kommer en smule under huden på.

Men det er også det eneste, der er nødvendigt. Der er trods alt tale om en slags zombieroman, og her er det intensiteten, der bør være i hovedsædet, og det er den også. Samtidig lægger King ikke fingrene imellem sine beskrivelser af de voldsomme begivenheder, og en del steder er der dømt splatteræstetik, hvilket King gør godt uden at overdrive det.

Som det imidlertid vil være blevet tydeligt gennem handlingsreferatet handler romanen ikke om klassiske zombier, og det er nok i virkeligheden den største styrke ved Cell. King drejer genren i en ny retning og viser, at man kan bruge nogle af de klassiske zombiegenreingredienser på en anderledes måde. Om man kan lide det er så op til den enkelte læser, men jeg synes det fungerer rigtig godt.

Især er det en fin cadeau til Mathesons roman, at King vender situationen i I Am Legend på hovedet: i Mathesons roman herskede vampyrerne om natten, mens hovedpersonen jagtede dem om dagen. I Cell vender King det om, og lader de rigtige mennesker blive nattevæsner, mens det er telefonfolket, der hersker om dagen.

Nedrig og veloplagt

Samtidig er romanen både satirisk og sorthumoristisk, som det passer sig for en zombiefortælling, uanset om det er film, bog eller tegneserie. King har udvalgt mobiltelefonen som kilden til zombieepidemien, heraf naturligvis også titlen Cell, afledt af det amerikanske ord for mobiltelefon, “cell phone”. Det er med til at sætte mobiltelefonen i relief, ikke som teknologisk fænomen, men som kulturfænomen, og telefonfolket bliver dermed også en metafor.

Det er en god idé og helt i tråd med de samfundssatiriske elementer, som George Romero gjorde brug af i sin oprindelige Dead-trilogi. Ud over den åbenlyse satire over mobiltelefonens enorme betydning i det moderne samfund – på godt og på ondt – er romanen også i besiddelse af en dyster form for humor, der passer perfekt til romanens tematik.

Sjældent har King været så direkte nedrig og veloplagt i sin humor og i sine populærkulturelle referencer, hvor der bl.a. flere gange refereres direkte til bl.a. Romeros Dawn of the Dead. Det går rent ind og er med til at højne underholdningsværdien betydeligt.

Personligt kunne jeg godt have været foruden de decideret overnaturlige elementer, King introducerer – telepatien og mere voldsomme telekinesiske evner, som telefonfolket er i besiddelse af. Omvendt må man sige, at det er elementer, som ikke introduceres uden grund, og plotmæssigt falder det hele perfekt i hak til sidst.

Terrorparanoia

Cell er ikke uden stemningsmæssige sammenfald med Kings tidligere postapokalyptiske roman, The Stand (1990 dansk: Opgøret), men i modsætning til den noget gumpetunge kristne symbolik, der gennemsyrer The Stand, er Cell langt mere brutal og realistisk – hvis man tør bruge det udtryk – i sin præsentation af en verden, der er gået i hundene.

Til syvende og sidst er begge romaner ret optimistiske på menneskehedens vegne, men Cell sejrer over The Stand i sin mere rå tilgang til materialet. The Stand har et par hundrede sider, hvor King nærmest er uovertruffen i apokalyptisk horror for derefter at falde hen i halvkedsommelig, kristent symbolsprog.

Cell når måske aldrig helt op på det fabelagtige niveau i begyndelsen af The Stand, men romanen befinder sig alligevel på et ret højt kvalitetsniveau, som den holder hele vejen igennem uden at skuffe til sidst. Det er klart én af romanens styrker.

I bedste zombiefilmstil får man aldrig en forklaring på, præcis hvad “Impulsen” er for noget, ud over at det må være en elektronisk virus, der udsendes gennem mobiltelefonerne og går i brugernes hjerner. Hovedpersonerne diskuterer flere gange, hvem der kan være skyld i begivenheden og man fornemmer også en ganske tør sarkasme da flere personer i romanens begyndelse er overbevist om, at det skyldes terrorister.

Her tillader King sig en kommentar på den amerikanske paranoia over terrorisme, som den eneste kilde til ubehagelige begivenheder. Men om Impulsen skyldes terrorister eller en computernørds fejlslagne eksperiment, som det også foreslås, afsløres heldigvis aldrig.

Reboot

Resultaterne bliver der til gengæld filosoferet en del over, og romanens hovedpersoner – især den unge computer-wizkid Jordan – forsøger da også at konstruere en slags forklaring på telefonfolkets opførsel. Der bliver i overført betydning talt om mennesket som en avanceret computer, hvor Impulsen har slettet alle data, på nær de mest basale og brutale.

Af samme grund citerer King også Freud i romanens begyndelse – Freuds Id er det eneste, der er tilbage efter telefonfolkets hjerner er blevet slettet, akkurat som harddiske i en computer.

Men til gengæld begynder telefonfolket altså at “reboote” kort efter, som noget langt mere skræmmende end de sindssygt aggressive skabninger, de var til at begynde med. I romanens begyndelse sporer man klar inspiration fra Danny Boyles engelske zombiefilm 28 Days Later (2002), men da telefongalningene ændrer sig og ikke længere er helt så aggressive, udvikler romanen sig meget anderledes og bliver til Kings helt egen kreation.

Vellykket

Det gør, at Cell hverken er plagiat af I Am Legend, Night of the Living Dead eller 28 Days Later, men en solid blanding af alle tre, tilsat lige dele klassiske King-elementer. Resultatet er overraskende vellykket, og alle King-fans vil uden tvivl nyde bogen lige så meget som jeg gjorde.

De der forventer en mere klassisk zombiehistorie vil nok blive skuffede, men King må under alle omstændigheder have ros for at have givet sit bud på en ny gren indenfor en genre, der ellers er meget konservativ når det angår idéer og virkemidler.

4 stjerner

Titel: Cell
Forfatter: Stephen King
Udgivet: 2006
Forlag: Scribner
Format: Hardcover
Sideantal: 351 sider
hvid
Cell er oversat til dansk, hvor den er udkommet på Forlaget Aschehoug under titlen Puls.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Mobiltelefoner, Postapokalyptika, Zombier<

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *