Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

Bong of the Dead

Bong of the Dead
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Bong of the dead er nok den mest latterlige zombiefilm, jeg overhovedet har set. Filmen kan allerhøjst more zombier og hashglade tumper med sin platte humor og vold.

Det er på sin vis cool, at der findes filmskabere, der ikke bare nøjes med at instruere, men også skrive manuskript, lave musik, filme og redigere sin film på egen hånd. En af dens slags filmskabere er Thomas Newman, der har lavet den skæve zombiefilm Bong of the Dead (2011) og nej, det er ikke ham, der er filmkomponisten bag musikken til film som bl.a. American Beauty (1999).

Bong-hoveder vs. zombier

Vores kære Moder Jord er gået under på grund af et meteornedslag. Meteoret indeholder tilmed et alien-virus, der gør det meste af Jordens befolkning til hjernedøde zombier! Midt i det bizarre kaos står de to bonghoveder Tommy (Jy Harris) og Edwin (Mark Wynn), der på deres egen måde er mindst ligeså hjernedøde.

Ved et mærkværdigt tilfælde finder de to tumper ud af, at man kan lave den ultimative fjolletobak, hvis man blander noget zombiehjernemasse i noget tjald! Så sammen med den lækre babe Leah (Simone Bailly) må Tommy og Edwin ud og nakke så mange zombier som muligt for at score zombiehjerner til deres fjolletobak…

Tåkrummende ad helvede til

Jeg har aldrig rigtig fundet film om skæve hashvrag specielt morsomme – måske lige ved undtagelse af Pineapple Express (2008) og Coen-brødrenes The Big Lebowski (1998). Men de var også meget morsomt skrevet på hver deres måde, men i tilfældet Bong of the Dead er der intet sjovt at finde.

Det hjælper især heller ikke, at mange af de fjollede replikker bliver fremført så dumt af Jy Harris og Mark Wynn. De er så dårlige i deres roller, at mine tæer krummer som aldrig før. Selv ikke synet af den sexede Simone Bailly kan redde Bong of the Dead fra at floppe stort.

Thomas Newman har tydeligvis hentet meget inspiration fra både Cheech Marin & Tommy Chongs mange stoner-komedier fra dengang, den slags var sjovt såsom Up in Smoke (1978), og Peter Jacksons splatterfilm Braindead (1992). I de mange voldsscener bruger Newman mange af Jacksons tricks fra netop samme film, som dengang blev kaldt den mest blodigste film nogensinde. Blod er der masser af i Bong of the Dead, dog uden at det morer en. Det er friskt, at Newman har stået for meget af det tekniske på egen hånd, men noget stort talent er han desværre ikke.

Se hellere Shaun of the Dead

Bong of the Dead er den værste zombiefilm, jeg længe har set. Man skal vist være mindst lige så skæv og dum som Tommy og Edwin for at fatte deres “humor”. Jeg vil i stedet anbefale jer, kære læsere, at I ser eller genser Edgar Wrights langt mere vellykkede gyserkomedie Shaun of the Dead (2004), der indenfor de sidste otte år har opnået kultstatus med sin kombination af splat og sjov. Det kunne være, at Newman kunne lære nogle ting fra sin engelske kollega.

Bong of the Dead er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne

Titel: Bong of the dead
Instruktør: Thomas Newman
Manuskript: Thomas Newman
Cast: Simone Bailly (Leah), Mark Wynn (Edwin), Jy Harris (Tommy)
Producere: Mike Fields (producer), Thomas Newman (producer), Jodi Thomas (producer), Rob Bridden (executive producer)
Foto: Thomas Newman
Klip: Thomas Newman
Musik: Thomas Newman
Spilletid: 98 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0 & 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2011
Produktionsselskaber: Mind In Motion Productions, Mind In Motion Digital, Killed by Death Productions
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 83 | 13/09/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *