Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Bones of the Earth

Bones of the Earth
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Bones of the Earth er en overordentlig solid roman, men ikke det mesterværk, som første halvdel af bogen giver forventninger om.

En dag får palæontologen Richard Leyster besøg af den tørre Mr. Griffin. Griffin antyder over for Leyster, at han kan give Leyster et tilbud, der får Leysters seneste – og banebrydende – opdagelse til at blegne. Og så placerer Griffin ellers en køletaske på Leysters skrivebord med besked på, at hvis Leyster siger noget til nogen, så er tilbuddet trukket tilbage.

Efter at Griffin har forladt Leysters kontor, åbner Leyster køletasken, hvori han finder hovedet af en dinosaurus. Ikke et plastikhoved. Ikke et flot imiteret latexhoved. Nej, hovedet af en dinosaurus.

Enhver tidsrejsefans våde drøm
Michael Swanwick (f. 1950)

Michael Swanwick (f. 1950).

Sådan starter Bones of the Earth. Og Richard Leyster må naturligvis sande, at det umulige er muligt: Dinosaurushovedet er havnet på hans skrivebord som følge af tidsrejser. Herefter går handlingen rigtigt i gang, da Leyster senere bliver inviteret til en konference med palæontologer fra både hans nutid og fremtid.

Til konferencen har Leyster sit første møde med den kvindelige palæontolog Gertrude Salley, der skal komme til at spille en vigtig rolle i løbet af romanen, og Griffin præsenterer reglerne for tidsrejser. Kort fortalt: Så længe man ikke forsøger bevidst at ændre noget og dermed skabe paradokser, er alt fint. Til gengæld fortæller Griffin også, at videnskabsfolkene ikke risikerer noget ved at rejse tilbage i tiden. Med andre ord skal de ikke bekymre sig om “the butterfly effect” fra Ray Bradburys berømte novelle A Sound of Thunder (1952).

Herefter træder Leyster i baggrunden i en længere del af romanen, der konstant skifter mellem forskellige tidsperioder. I den første halvdel er romanen enhver tidsrejsefans våde drøm: Personer møder hinanden på kryds og tværs af tiden, og langsomt men sikkert introduceres vi for romanens centrale problemstilling. Det viser sig nemlig, at en fundamentalistisk kristen gruppering (der naturligvis er kreationister) med vold og magt – og terror – vil forsøge at sætte en kæp i hjulet for de tidsrejsende palæontologer.

Denne del af handlingen udkrystalliserer sig i anden halvdel af romanen til en ping-pong, hvor hvert andet kapitel foregår for 65 millioner år siden, mens hvert andet kapitel foregår i nutiden og fremtiden. Her kommer Leyster også tilbage som romanens hovedperson, for en ekspedition, han leder, strander nemlig i fortiden – for 65 millioner år siden. I nutids- og fremtidshandlingen forsøger Griffin og hans enforcers at redde den strandede ekspedition.

Strandet ekspedition

Mens første del af handlingen er konstant fascinerende og leger intelligent med tidsrejseelementet, bliver anden halvdel af romanen noget mere konventionel, idet fortidshandlingen udspiller sig som en slags Robinsonade; her er personerne blot strandet i en fjern fortid i stedet for på en øde ø. Denne del af handlingen er bestemt ikke dårlig, men hvis man ser bort fra, at den foregår i den fjerne forhistorie, mens dinosaurerne endnu regerede, så er plotelementerne velkendte.

Nutids- og fremtidshandlingen er noget mere fascinerende, idet der her fortsat leges med tidsrejserne og de muligheder, tidsrejser åbner for Griffin og hans folk. I deres forsøg på at redde den strandede ekspedition må de snyde Griffins chef, The Old Man, der faktisk er en ældre version af Griffin selv (!), samtidig med at de må forsøge at rode sig ud af det problem, der er opstået, da Gertrude Salley forsætligt har ændret på sin egen fortid og dermed potentielt skabt et paradoks. Sagen er nemlig den, at Salley skulle have været med på Leysters nu strandede ekspedition, men af personlige årsager har hun sørget for, at det ikke kom til at ske.

Denne del af handlingen bringer Griffin, Salley og to af Griffins håndgangne folk til en fjern fremtid, hvor menneskeheden er uddød, og hvor en ny race har indtaget positionen som Jordens dominerende livsform. Hvem det er, skal jeg ikke afsløre her, men det er naturligvis dem, der har givet tidsrejser til menneskeheden. Men der er ingen roser uden torne, og denne spektakulære gave kommer heller ikke uden betingelser. Mere skal jeg ikke fortælle her.

Taber en del i anden halvdel

Første halvdel af Bones of the Earth er som sagt enhver tidsrejsefans våde drøm, og denne første del af romanen er helt og aldeles spektakulær! Michael Swanwick formår måske ikke at redegøre fuldstændigt tilfredsstillende for, hvordan tidsrejserne hænger sammen, men langt hen ad vejen er det intet problem, for man opsluges hurtigt at romanens handling, der flyver over stok og sten.

Den noget mangelfulde redegørelse kommer dog tilbage og bider romanen i røven, da Gertrude Salley pludselig viser sig at have ændret på sin egen fortid. For hvorfor er det et problem, når det ellers i øvrigt ikke er noget problem, at palæontologerne griber ind i fortiden på anden vis? Det er sit eget lille paradoks, som Swanwick ikke formår at forklare tilfredsstillende, og det er ét af romanens få deciderede svage led på det rent tekniske niveau.

Derudover bliver romanen som sagt en del mere konventionel i anden halvdel, hvor hvert andet kapitel foregår hos den strandede ekspedition i fortiden. Det udspiller sig som en blanding af Robinsonade og Jurassic Park (1990), og selv om det er ganske underholdende, er det på mange punkter set før. Derfor taber Bones of the Earth også en del i anden halvdel.

En overordentlig solid roman

Bones of the Earth er baseret på Swanwicks tidsrejsenovelle Scherzo for Dinosaurs (1999), og at Swanwick har en svaghed for dinoer, kan der næppe være nogen tvivl om. I den fremragende novellesamling The Dog Said Bow-Wow (2001) indgår også en dinosaurusnovelle; den både lyriske og ganske smukke Triceratops summer.

At Bones of the Earth bliver noget mere konventionel i anden halvdel gør dog ikke romanen dårlig! Swanwick skriver for det første godt, og hans legen med tidsrejserne og de muligheder, tidsrejser åbner, er stadig fascinerende. Alligevel kunne man godt have ønsket sig, at Swanwick havde holdt fokus på Griffin og hans team af efterforskere, for det er deres udnyttelse af tidsrejserne, der gør første halvdel af Bones of the Earth fabelagtigt underholdende.

I sidste ende betyder det, at Bones of the Earth efterlader læseren med indtrykket af at være en overordentlig solid roman, men ikke det mesterværk, som den første del af bogen ellers gav forventninger om. Til Swanwicks absolutte forsvar må det dog siges, at det er meget sjældent, at mulighederne ved tidsrejser udnyttes så godt, som han gør det i romanens første halvdel.

Derfor er Bones of the Earth også en absolut anbefalelsesværdig roman, og så kan man jo i øvrigt bare håbe, at Swanwick ikke er helt færdig med at udforske temaet, for jeg tog gerne på tidsrejse med ham som guide en anden gang.

4 stjerner

Titel: Bones of the Earth
Forfatter: Michael Swanwick
Forlag, år: Eos (HarperCollins), 2002
Format: Hardcover
Sideantal: 335

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Alternativ Tidslinje, Dinosaurer, Tidsparadokser, Tidsrejser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *