Igennem 1980’erne kørte Bond-filmene i deres faste produktionscyklus med to år mellem hver film, selv hen over overgangen fra Roger Moore til Timothy Dalton. Det var også oprindeligt idéen, at denne kadence skulle holdes op i 1990’erne, hvilket retssagen mellem Danjaq og MGM/UA dog satte en stopper for.
De fem Bond-film, der udkom i 1980’erne, er derudover markeret af en lidt forskellig tilgang til Bonds libido, kendetegnet ved forskellen på Roger Moore-filmene og årtiets to sidste Bond-film, der havde Timothy Dalton i rollen som Bond. De to Dalton-film var mere afdæmpede, svarende til producenternes (og Daltons) ønske om at vende tilbage til en mere seriøs, tekstnær Bond, men i For Your Eyes Only, Octopussy og A View to a Kill var alt sådan set ved det gamle. Især i A View to a Kill vælter Bond sig i kvinder.
For Your Eyes Only (1981)
1980’ernes første Bond-film er også én af Roger Moores mest seriøse og vellykkede Bond-film. Der var bevidst skruet ned for de kække oneliners og ikke mindst for de mere outrerede sci-fi-elementer, der havde sneget sig ind, særligt markant i Moonraker (1979), der sendte Bond ud i rummet.
Men selv om tonen er noget mere seriøs, sker der ikke de store ændringer i Bonds forhold til damerne. Der er tre kvinder, der sværmer for Bond i For Your Eyes Only. Den første er den kvindelige hovedperson Melina Havelock og den anden er grevinde Lisl von Schlaf (!), som egentlig er Milos Colombos elskerinde (Colombo er én af filmens vigtige mandlige biroller). Endelig er der den den purunge skøjteprinsesse Bibi Dahl, der er den unge protegé for filmens skurk. Hende holder Bond nallerne fra – den erotiske interesse går kun fra Bibi til Bond, ikke omvendt.
Den kvindelige hovedperson Melina Havelock spilles af franske Carole Bouquet (f. 1957). Bouquet indledte sin karriere i 1977, da hun medvirkede i miniserien La famille Cigale. Samme år medvirkede hun i Louis Buñuels sidste spillefilm, Cet obscur objet du désir, men hendes ubetinget bedst kendte rolle blandt et internationalt publikum er som Melina Havelock i For Your Eyes Only.
Bouquet har været aktiv lige siden sin debut i 1977. Hun har særligt medvirket i franske produktioner, både spillefilm og tv-film, men hun er også dukket op i enkelte italienske og engelsksprogede produktioner, bl.a. i et segment af New York Stories fra 1989 (instrueret af Woody Allen, Francis Ford Coppola og Martin Scorsese; Bouquet medvirkede i Coppolas segment). Derudover er hun også dukket op i en episode af Sex and the City (1998-2004).
I Frankrig har Bouquet medvirket i enkelte genrefilm, mest interessant nok Enki Bilals postapokalyptiske Bunker Palace Hôtel (1989) og den fransk-britiske co-produktion Nemo, en fantasy-/eventyrfilm med bl.a. Jason Connery og Harvey Keitel på rollelisten og skrevet af bl.a. John Boormans datter Telsche Boorman (Boorman himself fungerede desuden som producer).
Af anden trivia kan nævnes, at Bouquet i 1980’erne og 1990’erne var model for Chanel.
Lisl von Schlaf (hende og Bond laver ellers alt andet end at sove) spilles af australske Cassandra Harris, der på dette tidspunkt var gift med den senere Bond, Pierce Brosnan. Hun var gift med Brosnan frem til sin død af kræft i 1991. Harris har ikke mange filmcredits på cv’et. Hun startede som teaterskuespiller i Australien og debuterede på tv i et afsnit af Space: 1999 (1975-1977; dansk Månebase Alpha) i 1977.
I 1978 spillefilmsdebuterede hun i J. Lee Thompsons The Greek Tycoon, men foruden For Your Eyes Only, medvirkede hun kun i én yderligere film, Don Siegels romantiske komedie Rough Cut fra 1980 med bl.a. Burt Reynolds. Hun var yderligere med i enkelte tv-serier, herunder flere episoder af Pierce Brosnan-serien Remington Steele (1982-1987).
Den unge Bibi Dahl spilles af amerikanske Lynn-Holly Johnson, der faktisk kun er et år yngre end Carole Bouquet, men som i For Your Eyes Only fremstod som betydeligt yngre end sine dengang 23 år. Hun indledte sin karriere som kunstskøjteløber (hvilket Bibi Dahl også er i filmen), men tog springet til skuespilfaget i 1978 med det romanske drama Ice Castles, der, ikke overraskende, handler om en ung kunstskøjteløber.
Op gennem 1980’erne medvirkede hun i en stribe film og tv-serier, herunder flere genrefilm, bl.a. John Houghs The Watcher in the Woods (1980) og Deran Sarafians Alien Predator (1985). John Hough er vi tidligere stødt på her på Planeten som manden bag Hammers Twins of Evil (1971), og Deran Sarafian har vi mødt i skodperlen Zombi 3, dengang som skuespiller (1988).
Også senere i 1980’erne har Lynn-Holly Johnson slået sine folder inden for de kvalitativt ydre afkroge af genrefilmenes univers, bl.a. science fiction-filmen Hyper Space (1989), og derudover har hun medvirket i serier som Trapper John, M.D. (1979-86; i øvrigt en spin-off af M*A*S*H) og MacGyver (1985-1992).
Der er absolut ingen tvivl om, at Johnsons bedst kendte rolle var i For Your Eyes Only. Hun var aktiv frem til 1996, hvorefter hun tog en længere pause frem til 2007. Derefter er hun dukket op i nogle kortfilm og en enkelt tv-serie.
Octopussy (1983)
I Octopussy støder vi på den første og hidtil eneste Bond-babe, der har haft en større rolle i mere end én (officiel) Bond-film, nemlig Maud Adams, der også var én af pigerne i The Man with the Golden Gun. Adams er dog ikke den eneste genganger blandt Bonds babes, men hun er den eneste, der har haft en større rolle i to omgange.
I Octopussy spiller Adams titelrollen som den hemmelighedsfulde diamantsmugler Octopussy, hvis kartel af kamptrænede damer indledningsvist fremtræder som Bonds modstandere, men som i det endelige opgør med filmens skurke ender som Bonds allierede (og Octopussy naturligvis som Bonds elskerinde). Adams’ øvrige karriere kan man i øvrigt læse nærmere om i Bonds Babes del 2: 1970’erne i forbindelse med The Man with the Golden Gun.
Den anden væsentlige babe i Octopussy er én af Octopussys undersåtter, Magda, spillet af Kristina Wayborn (f. 1950). Magda optræder indledningsvist i rollen som håndlanger for skurken Kamal Khan, men i virkeligheden arbejder Magda for Octopussy, så senere viser hun sig slet ikke at være skurkens håndlanger, sådan som mange Bond-babes ellers er. Måske af samme grund overlever Magda også?
Kristina Wayborns rigtige navn er Britt-Inger Johansson, og er ligesom Maud Adams (rigtige navn Maud Solveig Christina Wikström) svensker. Det vil altså sige, at vi akkurat som i The Man with the Golden Gun har en situation, hvor de to primære Bond-piger spilles af svenskere (i The Man with the Golden Gun var den anden Britt Ekland) – ja, vort broderfolk mod øst og nord har smukke flickor, og det har Bond-producenterne naturligvis ikke været sene til at opfatte.
Wayborn startede sin karriere i rampelyset med at vinde Fröken Sverige i 1970 og nåede semifinalen i Miss Universe-konkurrencen samme år. Året efter vandt hun Miss Scandinavia-konkurrencen. I 1976 debuterede hun som skuespiller i den stjernespækkede tv-film Victory at Entebbe, der handlede om PLO-flykapringen af et Air France-fly tidligere samme år. Filmen var instrueret af den garvede, ja man fristes til at sige hærdede, tv-instruktør Marvin Chomsky, der stod bag et hav af tv-serieepisoder og tv-film, og havde på rollelisten kendisser som Linda Blair, Kirk Douglas, Richard Dreyfuss, Anthony Hopkins, Burt Lancaster og Elizabeth Taylor.
Fire år efter, i 1980, spillede Wayborn Greta Garbo i The Silent Lovers, og efter Octopussy har hun haft spredte roller i spillefilm, tv-film og især tv-serier, bl.a. Airwolf (1984-86), MacGyver (1985-92), Dallas (1978-1991), General Hospital (1963-), Baywatch (1989-2001) og That ’70s Show (1998-2006). Hendes seneste credit, fra 2010, er faktisk en genrefilm, nemlig science fiction-horrorfilmen The Prometheus Project, hvis eneste andet reelt kendte navn vist er Ed Lauter.
Den sidste pige, der skal nævnes her, er Michaela Clavell, der spiller den meget lille rolle som Penelope Smallbone, Miss Moneypennys assistent og – formoder man – kommende afløser. Smallbone er naturligvis slet ikke hård ved øjnene, hvilket Bonds flirteri heller ikke lader én i tvivl om, men hendes optræden i Octopussy blev alligevel en enlig svale. I A View to a Kill var Miss Moneypenny alene på kontoret, og da Timothy Dalton entrede scenen, var der en ny skuespillerinde i rollen som Moneypenny.
Når frøken Smallbone alligevel skal nævnes, er mest på grund af kuriosumværdien i det faktum, at hun spilles af Michaela Clavell, hvis far er den noget bedre kendte James Clavell, forfatteren af bl.a. Shōgun (altså romanen) fra 1975 og forfatter/medforfatter af adskillige filmmanuskripter, bl.a. The Fly (1958) og The Great Escape (1963).
Foruden Octopussy har Michaela Clavell kun medvirket i én anden titel, nemlig tv-kortfilmen The Children’s Story fra året før Octopussy (dvs. 1982).
A View to a Kill (1985)
I A View to a Kill vælter Bond sig endnu engang i kvinder. Således boner han denne gang ikke færre end fire forskellige damer, om end den ene er betydelig mere butch end de fleste. Det er således i A View to a Kill, at Bond finder sig selv under dynerne med den særdeles maskuline May Day i skikkelse af Grace Jones, der har funktionen som skurkens kvindelige håndlanger.
Inden vi når til Jones, bliver vi dog nødt til at omtale Mary Stavin, der har den lille rolle som Bonds med-agent Kimberley Jones, der kun ses i filmens prolog. Stavin (f. 1957) hedder egentlig Mary Ann Catrin Stävin, og hun er endnu én af de efterhånden mange svenske Bond-damer – og for at det ikke skal være løgn medvirkede hun faktisk også i Octopussy som én af Octopussys håndlangere (hvilket bringer os op på mindst tre svenske babes i Octopussy).
Stavin har blot en snes titler på cv’et, herunder et enkelt computerspil, men hun har været med i adskillige genretitler. Blandt andet Howling V: The Rebirth fra 1989, som jeg endnu ikke har haft den tvivlsomme fornøjelse af at se, og Steve Miners House (1986). Sjovere synes jeg næsten det er, at det er Stavin, der spiller Jerry Hornes islandske kærlighed Heba i Twin Peaks (1990-91).
Og så har Stavin endda også været i kløerne på én af de gamle kendinge her på Planeten, nemlig Bruno Mattei, der instruerede Trappola Diabolica fra 1988, som også har selveste Richard Harris på rollelisten.
I Trappola Diabolica medvirker forresten også Ottaviano Dell’Acqua, der både er stuntman og skuespiller. Som skuespiller har vi her på Planeten tidligere mødt Dell’Acqua som Deran Serafians sidekick Roger i Zombi 3 (1988) og i adskillige andre italienske film, bl.a. Zombi 2 (1979), Incubo sulla cittá contaminata (1980), Giochi erotici nella 3a galassia (1981) og Rats – Notte di terrore (1984) for nu bare at nævne nogle få. Men endnu sjovere i denne sammenhæng er det, at Dell’Acqua ifølge IMDb var ukrediteret stuntman på Quantum of Solace (2008) – ja, selv nogle af de mindst kendte Bond-babes kan føre til sjove connections.
Frøken Stavin har også arbejdet for andre af vore italienske venner, nemlig Sergio Martino, hvis Qualcuno pagherà hun medvirkede i 1988 (sammen med bl.a. Ernest Borgnine), og så har var hun sørme også med i Caddyshack II fra 1988.
Men lad os hoppe videre til en noget bedre kendt skikkelse, nemlig Grace Jones. Jones blev født på Jamaica i 1948, og begyndte sin kendis-karriere som model i begyndelsen af 1970’erne, hvor hun bl.a. var venner med Andy Warhol.
Allerede i begyndelsen af 1970’erne begyndte hun også at medvirke i film og hun debuterede i blaxploitationfilmen Gordon’s War i 1973. Filmen havde Paul Winfield, bedst kendt som én af de uheldige politimænd fra The Terminator (1984), i hovedrollen og var instrueret af sympatiske Ossie Davis, der var bedst kendt som skuespiller, og som Planetens læsere blandt mange andre titler vil kende fra miniserien bygget over Stephen Kings The Stand (1994) og Bubba Ho-Tep (2002).
Grace Jones fortsatte op igennem 1970’erne ikke bare sin modelkarriere, men dukkede også op i flere film, ligesom hun lancerede en musikkarriere. Til dato har Jones udgivet 10 plader, og rent musikalsk skal jeg bare nævne én af mine personlige favoritter, nemlig nummeret “I’ve Seen That Face Before (Libertango)” fra albummet Nightclubbing (1981). Det ekstremt atmosfæriske nummer spillede en vigtig rolle på lydsporet i den svært undervurderede Roman Polanski-film Frantic fra 1988.
Jones har til dato medvirket i 13 film, to tv-serier og to tv-film, hvoraf den bedst kendte blandt Planet Pulps læsere, foruden A View to a Kill, formentlig vil være Conan the Destroyer (1984). Flere af Jones’ filmroller har dog været i genrefilm, bl.a. vampyrfilmen Vamp (1986), den surrealistiske og angiveligt kultdyrkede actionkomedie Straight to Hell (1987) samt science fiction-filmen Cyber Bandits (1995).
Den tredje dame, Bond hygger sig med i A View to a Kill, er Pola Ivanova, spillet af Fiona Fullerton (f. 1956). Ivanova er en russisk agent, som General Gogol har sendt af sted for at få skovlen under filmens skurk, men det er nu en helt anden form for afspænding, Bond har i tankerne.
Fullerton debuterede i 1969, og har 24 titler på cv’et, og heraf er A View to a Kill klart den bedst kendte. Det er dog ret sjovt, at hun i 1990 medvirkede i tv-filmen The Secret Life of Ian Fleming (ja, dén Ian Fleming), der havde Jason Connery (ja, dén Jason Connery, søn af dén Connery) som Ian Fleming.
Ellers har Fullertons roller mest været i forholdsvis respektable titler, som ikke rigtig har den store interesse for genrefans. Hendes seneste credit er fra 2001. Senere er Fullerton blevet velhavende ved at opkøbe, istandsætte og sælge huse, og i dag har hun sit eget ejendomsselskab og er klummeskribent om ejendomsinvestering!
Den primære Bond-babe i A View to a Kill er Stacey Sutton, spillet af amerikanske Tanya Roberts, der kendes fra en lang række film, tv-film og tv-serier fra 1970’erne og til i dag. Hun startede som model og havde forskellige teaterroller, inden hun filmdebuterede i 1975 i Forced Entry, der, trods sin titel, ikke er en pornofilm, men en horrorfilm, der også havde Nancy “RoboCop” Allen på rollelisten.
Derudover er det kun få af Roberts’ credits, der har decideret interesse for genrefans, men blandt dem er Tourist Trap (1979), som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp, Don Coscarellis The Beastmaster (1982) og fremtidsactionfilmen Twisted Justice (1990). Sutton medvirkede i øvrigt også i den oprindelige Charlie’s Angels-tv-serie (1976-1981).
Roberts har været aktiv fra sin debut og til 2006, hvor hendes indtil videre sidste credit var i finaleepisoden af That ’70s Show (1998-2006), hvor hun i alt medvirkede i 76 episoder.
Den sidste dame fra A View to a Kill, jeg vil nævne her, er Jenny Flex, spillet af britiske Alison Doody (f. 1966). Det er ikke fordi, Bond når at få frøken Flex med i kanen, men Doody er alligevel sjov for genrefans, for hun kendes formentlig af de fleste som den kvindelige hovedrolleindehaver i Indiana Jones and the Last Crusade (1989).
I A View to a Kill har Doody en meget lille birolle som én af skurkens kvindelige håndlangere, men en så lille én af slagsen, at hun faktisk formår at overleve. Doody har ikke mange titler på sit cv – kun 25 siden debuten i A View to a Kill. Det er heller ikke så mange af dem, der er virkeligt interessante for genrefans, men hun skal have pluspoint for at medvirke i et afsnit af både The Storyteller (1988-) og The Jim Henson Hour (1989-).
The Living Daylights (1987)
Det er måske for meget at sige, at Bond er decideret afholdende i The Living Daylights, men i forhold til A View to a Kill er det ikke meget galt. Den nye Bond og den nye stil medførte også en anden tilgang til Bonds erotiske eskapader, der blev meget nedtonet i de to Timothy Dalton-film.
Det er ikke ensbetydende med, at de slet ikke er til stede, og Bonds første erobring i The Living Daylights sker da også helt per automatik og føles i bund og grund meget som en direkte fortsættelse af stilen fra Moore-perioden. Her skal man dog ikke lade sig snyde, for prolog-erobringen i The Living Daylights er faktisk en enlig svale i de to Dalton-film.
Efter den hektiske actionsekvens i prologen lander Bond i faldskærm på en yacht, hvor en bikiniklædt kvinde tydeligvis keder sig. Enter James Bond. Linda, som er navnet på rollen, spilles af Belle Avery (under navnet Kell Tyler). Hun har medvirket i blot otte titler, heraf to som hun selv både har skrevet, instrueret og produceret – Innocent Obsession (1994) og Malevolence (1999).
Inden da var hun også med i Curtis Hansons Bad Influence (1990) med bl.a. Rob Lowe og James Spader på rollelisten, foruden den fjollede gyserkomedie Repossessed (1990) med bl.a. Leslie Nielsen. En af de bedst kendte titler, Avery har været med i er nok Wedlock (1991) med Rutger Hauer. Efter årtusindskiftet har Avery primært fungeret som producer, og derudover er det ekstremt svært at finde information om hende på internettet.
Den primære Bond-babe i The Living Daylights er den kvindelige snigskytte Kara Milovy, spillet af britiske Maryam d’Abo (f. 1960). D’Abo vidste fra en ung alder, at hun ville være skuespiller, og sideløbende med sine dramastudier tjente hun penge som reklamemodel.
Hun fik sin debut i video nasty’en Xtro (1983), som vi tidligere har haft under luppen her på Planet Pulp, og foruden The Living Daylights har d’Abo medvirket i over en håndfuld forskellige genretitler i løbet af sin karriere, der indtil videre tæller i alt 48 titler (heraf to fra 2012). Blandt genretitlerne er bl.a. science fiction-tv-filmen Something Is Out There (1988), den Roger Corman-producerede horrorfilm Immortal Sins (1991), slasherfilmen Trespassing (2004) og et enkelt afsnit af Tales from the Crypt (1989-96).
I 2005 medvirkede hun i det franske drama L’enfer (med manuskript af bl.a. Krzysztof Kieslowski), der også havde en anden tidligere Bond-babe på rollelisten, nemlig Carole Bouquet fra For Your Eyes Only.
The Living Daylights er uden tvivl den bedst kendte af d’Abos titler, selv om hun som sagt fortsat er aktiv og også medvirker i mere seriøse produktioner, bl.a. en tv-udgave af Dr. Zhivago (2002) og Dorian Gray (2009), en ny udgave af Oscar Wildes berømte roman The Picture of Dorian Gray fra 1890.
Licence to Kill (1989)
I den anden (og, desværre, sidste) Bond-film med Timothy Dalton i hovedrollen fortsætter Bond sin forholdsvis afslappede stil med damerne. Der er reelt kun to: Den selvstændige og hårdtslående kvindelige ex-CIA-pilot Pam Bouvier (Carey Lowell) og skurken Sanchez’ kæreste Lupe (Talisa Soto). Og selv om Lupe meget gerne vil lægge beslag på Bond, er det frk. Bouvier, der ender med at være Bonds udkårne og dermed filmens primære Bond-babe.
Amerikanske Carey Lowell (f. 1961) indledte sin karriere som model for det berømte Ford-bureau og optrådte i sin modeltid bl.a. for Ralph Lauren og Calvin Klein.
I 1986 begyndte Lowell sin skuespilkarriere i Albert “Cyborg” Pyuns Dangerously Close, og samme år medvirkede hun også i Harold Ramis’ komedie Club Paradise med bl.a. Robin Williams og Peter O’Toole. Albert Pyun slog endnu engang kløerne i Lowell til sin Down Twisted (1987), men ser vi bort fra old school 1980’er-action er det relativt begrænset, hvad Lowell har medvirket af genretitler. Dog dukkede hun også op i William Friedkins The Guardian (1990).
Ellers er Lowell måske bedst kendt for sine roller i adskillige tv-serier. Her har hun bl.a. spillet den samme rolle tre serier, Law & Order (1990-2010), hvor hun var med i 49 afsnit i alt, Homicide: Life on the Streets (1993-1999) og Law & Order: Trial by Jury (2005-06).
I år er Lowell igen dukket op i rollen som Pam Bouvier i 007 Legends-computerspillet, der udkom i oktober, men ser vi bort fra 007 Legends ligger Lowells sidste credit tilbage i 2007. I dag er hun i øvrigt gift med Richard Gere.
Talisa Soto, hvis virkelige fornavn er Miriam, er født i USA i 1967 af puertoricanske forældre, og også hun startede karrieren i rampelyset med at være model. I 1988 debuterede hun på film i Paul Morisseys Spike of Bensonhurst, og Licence to Kill var hendes blot anden filmrolle.
Derefter ville det være løgn at sige, at Sotos film- og tv-karriere ligefrem har været et kvalitativt festfyrværkeri, men hun har da opnået over tyve credits siden sin debut, bl.a. i Mortal Kombat (1995) og dens fortsættelse Mortal Kombat: Annihilation (1997). Hun havde også rollen som Vampirella i filmen af samme navn fra 1996, og så medvirkede hun i stinkeren Island of the Dead (2000) med bl.a. Malcolm McDowell på rollelisten.
Mindre kulørte titler er det dog også blevet til, bl.a. medvirkede hun i thrilleren Hostage (1992), der (foruden Sam Neill) også havde en anden tidligere Bond-skuespiller på rollelisten, nemlig Art Malik, der spillede den flinke mujahedin i The Living Daylights (1987). Soto har også været med i bl.a. Don Juan DeMarco (1994) og Michael Ciminos The Sunchaser (1996).
Ligesom Carey Lowell vendte Soto tilbage til rollen som Lupe i 007 Legends-computerspillet, der kom i sidste måned.
Med The Living Daylights afslutter vi vores kig på 1980’ernes Bond-babes, men vi vender stærkt tilbage med Bonds Babes del 4: 1990’erne.
Udgivet i nr. 85 | 13/11/2012
Stikord: James Bond
